• Hvad Eva Kjer Hansen ikke ved – har havet ondt af.

    Udgivet den 19. januar 2010 Hanne Lyng Winter 2 kommentarer

    Jeg har ventet med længsel på de vand- og naturplaner, der blev offentliggjort d. 14. januar. De skulle nemlig efter regeringens eget udsagn beskytte den danske havnatur. Det er i dem, der står, hvad regeringen vil gøre for at leve op til EU-forpligtelserne om at bevare stenrev, sandbanker, marsvin og meget andet godt fra havet i de såkaldte Natura 2000-områder. Problemet er bare, at det ikke står i planerne!

    Der står et par forslag til, hvad man kan gøre – ikke noget nyt i forhold til, hvad det har fremgået i tidligere skrifter fra ministeriet. Men intet som regeringen faktisk vil eller skal gøre. Og det er rystende. Siden 1992 har Danmark vist, at dele af havet skal beskyttes. 17 år – og absolut ingen handling.

    Vi bliver nødt til at sikre, at Danmarks unikke boblerev og stenrev ikke bliver smadret, at marsvinene ikke forsvinder fra danske farvande og at vores havnatur overordnet beskyttes. Det er ikke bare en moralsk forpligtigelse, men noget Danmark er forpligtet til gennem EUs habitatdirektiv fra 1992.

    Det er fødevareminister Eva Kjer Hansens ansvar at sikre, at fiskeriet ikke skader Natura 2000-områderne på havet og skærer for meget i bestanden af marsvin. Men fødevareministeren vil ikke gribe ind med mindre der foreligger bevis på en konkret skade. Problemet er bare, at Fødevareministeren ikke undersøger, om der sker en skade. Der er ikke lavet en gennemgribende undersøgelse af fiskeriets påvirkning af natura 2000-områderne på havet, og heller ikke en undersøgelse, der kortlægger, hvor mange marsvin, der faktisk drukner hvert år i fiskernes net. Derfor har hun ikke det konkrete bevis og vil derfor ikke ifølge svar til folketinget gribe ind. Taberen er danskernes havnatur, der hver dag måske ødelægges. Vinderen er den fiskeindustri – støttet af Eva Kjer Hansen – der får lov til at udnytte resurserne uden hensyntagen til naturen.

    Og der er desværre stor sandsynlighed for, at der foregår ødelæggelse. En undersøgelse fra 2005 fra et Natura 2000-område i Kattegat viste, at der foregik trawlfiskeri på et stenrev som burde være beskyttet  og en rapport fra DMU fortæller, at det går tilbage for marsvinebestanden i de danske farvande. Også EMPAS projektet har vist, at trawlfiskeri kan skade naturen både på stenrev og på sandbanker.

    Jeg vil have Folketinget til at minde fødevareministeren om sit ansvar for at beskytte samtlige Natura 2000-områder på havet. For ministeren gør det ikke af sig selv! Natura 2000-områderne skal beskyttes så meget som det overhovedet er muligt. Det skal for eksempel ikke være tilladt at fiske, at lægge havneslam, at grave sand og grus op i Natura 2000-områderne. Og hvis jeg kunne ønske, dækkede de ikke kun 12 procent af havet, men 40.

  • Miljøministeren nøler med havbeskyttelsen

    Udgivet den 9. september 2009 Hanne Lyng Winter Ingen kommentarer

    I to svar til Folketinget omkring forvaltningen, eller manglen på samme, af Natura 2000-områder på havet, viser miljøminister Troels Lund Poulsen endnu engang, at når det gælder havbeskyttelse, har han det lavets mulige ambitionsniveau.

    Troels Lund Poulsen skriver: ”Der foreligger dog ikke konkret dokumentation af skader i et Natura 2000-område, som følge af fiskeri. Der er derfor ikke på nuværende tidspunkt foretaget indgreb mod konkrete fiskeriaktiviteter i områderne”.

    Magen til fodslæberi skal man lede længe efter! Igen og igen er det bevist at fiskeri, og især trawlfiskeri hvor tunge redskaber slæbes henover havbunden, er skadeligt for naturen i havet. I nye undersøgelser fra Tyskland på Natura 2000-områder, fremgik det endog ganske tydeligt, at fiskeri med trawl ødelægger stenrev og ændrer flora og fauna i sandbanker. Præcis den natur som også Danmark er forpligtet til at beskytte, men som Troels Lund Poulsen altså ikke mener, der findes nok dokumentation for at beskytte.

    Selvom det er fødevareminister Eva Kjer Hansens ansvar at forvalte fiskeriet i Natura 2000-områderne på havet, er det alligevel meget foruroligende at miljøministeren tydeligvis ikke erkender fiskerierhvervets negative påvirkning af havets natur.

    Der er ikke tid til at vente længere. Til trods for miljøministerens og fødevareministeren nølende fremfærd i denne sag, er det ikke desto mindre en kendsgerning at Danmark ifølge habitatdirektivet er forpligtet til at beskytte Natura 2000-områderne.  Også imod nuværende aktiviteter.

    Og det er ikke bare habitatdirektivet som politikerne forsømmer! Også forpligtigelsen om at bremse tabet af biologisk mangfoldighed sættes over styr med den nuværende mis-forvaltning af havets natur.

    Oprettelsen af beskyttede områder og en langt mere kritisk tilgang til eksisterende fiskemetoder er et helt essentielt, hvis vi skal gøre os forhåbninger om at vende udviklingen i danske farvande. Dette var også anbefalingerne til folketinget for kun to år siden.

    Den danske regering er lige nu ansvarlige for at beskyttelsen af naturen i de danske havområder forsømmes på det groveste. Det kan simpelthen ikke være rigtigt! Nu må der handels, og havnaturen må beskyttes – som Danmark jo sådan set er forpligtet til.

  • Fødevareministeren taler som Andrea

    Udgivet den 21. august 2009 Birgitte Lesanner Ingen kommentarer

    Fødevareminister Eva Kjer Hansen kalder i dag vores aktion i Kattegat for ulovlig. Og til gene for naturen på havbunden. Begge dele er direkte usandt. Og det ved fødevareministeren godt selv.

    Greenpeace’ aktion i Kattegat i sidste uge foregik på den svenske side og derfor var det Lenstyrelsen i Halland, Greenpeace informerede forud for aktionen. Den konkluderede, at aktionen ikke var ulovlig, og at Greenpeace ikke skulle søge om yderligere tilladelse.
    Desuden var stenene at betragte som en bevaringsforanstaltning. De er ikke til gene for naturen. Tværtimod beskytter de mod bundtrawl. Det samme var konklusionen, da den tyske regering i forsommeren konkluderede stenenes påvirkning af havbunden.  Det gjorde regeringen på baggrund af en aktion, som Greenpeace havde i Sild Rev ved Nordtyskland sidste år.

    Det er afskyvækkende, at fødevareminister Eva Kjer Hansen bralrer op uden at gøre sig den mindste anstrengelse for at finde ud af, om det, hun siger, er rigtigt. Samtidig understreger hun det helt rigtige og indiskutable faktum, at det er myndighedernes ansvar at beskytte sårbare havområder. Men undlader at sige, at det er et ansvar, hun i den grad forsømmer.

    Grunden til forsømmelsen er, at hun er fiskernes minister. Ikke fiskenes.  Hun forlod liggestol og feriedresset i ét spring, da hun midt i sommervarmen fik et brev fra Danmarks Fiskeriforening op til vores aktion. Fiskerne beder hende erklære vores aktion for ulovlig og presse hendes svenske kollega til at stoppe den. Uden tøven tager Eva Kjer Hansen samme dag fat i sin svenske kollega og presser ham med det eneste hun kan, nemlig en svensk-dansk torskefredningsaftale, som den svenske fødevareminister har lagt meget prestige i. Hun gentager fiskernes argumenter som en anden hånddukke – både overfor den svenske minister og overfor pressen.

    Eva Kjer Hansen har kaldt aktionen ulovligt, selvtægt, hærværk og sammenlignet den med at kaste partisansøm. På trods af, at der ikke har været tvivl om, at det er en lovlig aktion. Det er da kun, fordi tilsvinningen kommer direkte fra fiskerne, at jeg ikke bliver stødt. De er pressede på deres levebrød, og det er en kendt årsag til at være lidt perfid. Men er det virkelig meningen, at ministre skal fungere som som Kaj og Andrea? Det er en skræmmende tanke.

  • Støttekroner til destruktivt fiskeri en skandale!

    Udgivet den 18. august 2009 Hanne Lyng Winter Ingen kommentarer

    Jeg blev dybt chokeret, da jeg i Danmarks Fiskeriforenings avis Fiskeritidende torsdag den 13. august kunne læse at der gives offentlige støttekroner til at bygge en bomtrawler. Fødevareministeriet kalder det omstrukturering. Jeg kalder det ubæredygtigt!

    Bomtrawl er en af de allermest destruktive fangstmetoder, der findes. Selvom der er tale om en rejetrawler, er det ikke acceptabelt der gives støttekroner til et sådant fartøj.
    Samlet set har Fødevareministeriet uddelt 150 millioner kr til omstrukturering, der ifølge Fødevareministeriet vil give en mere moderne flåde. Bomtrawl er ikke moderne – bomtrawl og alle andre ødelæggende trawlredskaber burde høre fortiden til.

    Den udvikling, der nu udstikkes fra Fødevareministeriet og som modtages af den danske fiskeindustri med kyshånd, går stik imod en fremtidig bæredygtig udnyttelse af de fælles fiskeriresurser.

    Hvis vi på nogen måde skal gøre os håb om at få et bæredygtigt fiskeri i Europa, skal det destruktive fiskeri udfases – ikke støttes med millioner af skattekroner!

    Europa står for at skulle reformere den fælles fiskeripolitik. Greenpeace arbejder for at måden, der fiskes på, ændres markant. Det er den eneste måde vi kan gøre forhåbninger om at få en bæredygtig udnyttelse af de europæiske fiskeresurser på længere sigt. Det betyder blandt andet, at de største og mest destruktive fartøjer helt fjernes fra fiskeriet.

    Den direkte støtte til destruktivt trawlfiskeri, der i disse dage gives til dansk fiskeri, er en direkte støtte til en fortsat ubæredygtig kurs for dansk fiskeri. Og det er intet mindre end en skandale!

  • Danmarks Fiskeriforening løber fra sit ansvar!

    Udgivet den 12. august 2009 Hanne Lyng Winter 8 kommentarer

    11. august skriver Danmarks Fiskeriforening, at ”Sten I Kattegat en sikkerhedsrisiko”. Mage til spin skal man lede længe efter. Dette er udelukkende fiskeriforeningens forsøg på at vinde sympati blandt den brede befolkning, der ikke kender til fiskeri og til sagens rette sammenhæng.

    Fiskeriforeningen forsøger desperat at tale om noget andet end det, der er kernen. Nemlig at Natura 2000 områderne i Danmark mangler beskyttelse, og at skadeligt trawlfiskeri er en af de største trusler imod ikke bare Natura 2000-områderne, men den danske havnatur generelt!

    Stenene er ingen sikkerhedsrisiko. Trawlere farer dag ud og dag ind rundt imellem store sten, rev og vrag. Hvis Danmarks Fiskeriforening havde sat sig ordentlig ind i sagen, ville de også vide, at en af betingelserne for Greenpeaces aktion var at positionerne på de barrierer, Greenpeace lagde ud, bliver offentliggjort. Det stod klart i det svar, der kom fra Länsstyrrelsen i Halland; samme myndighed, der anså Greenpeace’s sten som værende en bevaringsforanstaltning.

    Der er politisk fodslæberi, at områderne ikke er beskyttet endnu. Danmarks Fiskeriforening kan lige så godt først som sidst erkende fiskeriets store påvirkning af havnatur og fiskebestande. I stedet for at komme med usaglige anklager for at fjerne fokus fra det, det handler om – at de danske havområder mangler beskyttelse – burde Danmarks Fiskeriforening selv fremlægge konstruktive planer for hvordan udviklingen vendes, og naturen beskyttes.

    Greenpeace har fået støtte fra SF, Socialdemokraterne, det radikale venstre og kystfiskernes forening Landsforeningen Levende Hav. Greenpeace har indtil videre placeret 140 store granitsten i Natura 2000-området Lille Middelgrund og vil i de kommende dage fortsætte med at lægge sten ned i det nærliggende Natura 2000-område Fladen.

  • Greenpeace vil forhindre bundtrawling!

    Udgivet den 3. august 2009 Hanne Lyng Winter 7 kommentarer

    Til august lægger Greenpeace store sten på havbunden i to områder i den svenske del af Kattegat. Det gør vi for at beskytte områderne mod bundtrawling. Og fordi vi vil have politikerne til at leve op til deres ansvar for at beskytte Natura 2000-områderne.

    Danmark, Sverige og samtlige lande i EU er forpligtet til at stoppe tabet af den biologiske mangfoldighed og derfor har landene udpeget Natura 2000-områder, blandt andet til havs. Natura 2000-områderne er særligt bevaringsværdige, fordi de indeholder rev, boblerev, sandbanker og mange marsvin.

    Problemet er bare, at politikerne ikke gør mere end at kalde områderne for beskyttede. De er i realiteten ikke beskyttede. Der bliver for eksempel stadig brugt ødelæggende bundtrawling og lagt slam i nogle Natura2000-områder i Danmark. Natura2000 er ikke andet end papirparker.

    Derfor går Greenpeace i aktion imod den manglende beskyttelse.

    De sten Greenpeace lægger i de to Natura 2000-områder i den svenske del af Kattegat lægger vi rundt om de bevaringsværdige stenrev, sådan at trawlene ikke kan komme op på revene. Stenene forhindrer dermed udelukkende bundtrawling. Andre trusler beskytter stenene ikke imod. Aktionen er ment som et opråb til den svenske, danske og samtlige regeringer i EU om at Natura 2000-områderne skal beskyttes, sådan at naturen og dyrelivet bevares og genopbygges.

    Det burde ikke være nødvendigt for Greenpeace at gribe til den slags aktioner for at få politikere til at leve op til deres ansvar; for det er regeringens ansvar at beskytte havområderne. Greenpeace kræver en bedre beskyttelse af samtlige Natura 2000-områder på havet.