-
Danmarks Fiskeriforening skal sætte handling bag ordene
Udgivet den 30. august 2010 Ingen kommentarerIgennem længere tide er Greenpeace løbende blevet tippet om ulovligt fiskeri foregående primært fra Gilleleje havn. Det ulovlige fiskeri har ifølge de tip, jeg har fået, foregået både i Øresund, ved ulovlige landinger og ved fiskeri i et område, der er fredet for at beskytte torsken i Kattegat, der er faretruende tæt på kollaps.
Det er ikke nyt for Fiskerikontrollen, at der foregår ulovligheder i dette område, heller ikke for den svenske kystvagt og det er heller ingen hemmelighed i Gilleleje. Vi har filmet 4 fartøjer, der lå inde i det fredede område og trawlede – og de kunne se hinanden.
Alle ved altså det foregår. Hvad der mangler er politisk handling for at stoppe det.
For selvom fiskerikontrollen faktisk fanger piratfiskerne, når de er på rov i det fredede område – ja så fortsætter det ulovlige fiskeri tydeligvis. Der er brug for større bøde, bedre overvågning og en mulighed for fiskerikontrollen til at fratage fiskerne deres licenser, hvis de gang på gang fanger dem i ulovligheder.
Det er sørgeligt at læse de udmeldinger, der kommer fra fiskere i Gilleleje og formanden for Danmarks fiskeriforening, Svend-Erik Andersen. De forsøger i et desperat forsøg på at fraskrive sig et ansvar at skyde torskens dramatiske tilbagegang på klimaforhold og miljøpåvirkninger.
De taler imod bedrevidende, for de ved udmærket godt at det ikke er rigtigt! Hovedårsagen til, at der næsten ikke er torsk at finde i Kattegat er: fiskeriet. Det siger biologerne og det ved fiskerne.
Fiskeriet er simpelthen hovedsynderen, og bundtrawling i særdeleshed.
Bundtrawling er nemlig intet mindre end en katastrofe både for økosystemet og fiskeriet. Det blev påvist i en rapport fra EU Parlamentet så sent som i maj i år.
Rapporten fastslog, at fiskebestandene og torsken har det meget bedre i Øresund end i Kattegat simpelthen fordi der ikke trawles. Og fiskerne vil vel ikke påstå, at miljøet er så markant anderledes i de to naboområder, at det kan forklare den store forskel i bestandenes tilstand!
Hvis formanden for Danmarks Fiskeriforening , Svend-Erik Andersen, virkelig “ikke kan acceptere ulovligt fiskeri”, så ser jeg frem til, at Danmarks Fiskeriforening støtter de politiske vinde, der nu blæser, takket være Greenpeace’ afsløringsarbejde i Kattegat, og arbejder for højere straffe og større sanktioner for piratfiskere!
Eller vil Danmarks Fiskeriforening lade piratfiskerne grine hele vejen hen til banken, imens den sidste torsk forsvinder fra Kattegat?
Jeg arbejder for at beskytte vores havområder og de dyr, der lever der. Inklusiv torsken. Jeg kan simpelthen ikke sidde og se på, at en håndfuld fiskere fra Gilleleje åbenbart er rystende ligeglade med, fiskebestanden i Kattegat. Kattegat torsken er en del af økosystemet, forsvinder den, ændrer økosystemet sig drastisk.
-
Fiskere fra Gilleleje uden forsvar
Udgivet den 24. august 2010 6 kommentarerHer til aften kunne Greenpeace afsløre og TVA rapportere, at en gruppe af fiskere fra Gilleleje fisker i et fredet område i Kattegat. Området er en sidste redningsplanke for Kattegattorsken, der næsten er fisket helt i bund. Den er en af Europas mest pressede bestande.
Fiskerne stod på havnen i Gilleleje uden andet forsvar end, at der er mange regler at følge og det kan godt være det smutter en gang imellem. Men vores dokumentation viser, at det ikke smutter en gang imellem. Det smutter regelmæssigt og ofte, og de har udmærket styr på, hvor grænserne går. Fiskerne saver den gren over, de selv og alle deres mere regelrette kolleger sidder på og de ødelægger livet i havet.
Nu har Greenpeace dokumenteret, at politikernes sidste, desperate forsøg på at redde torsken i Kattegat er fejlet på grund af begærlige fiskere. Dette område var kattegattorskens eneste konkrete håb og hvis vi fortsætter med at acceptere systematisk piratfiskeri i det lukkede område, er det håb slukket. Greenpeace kræver, at regeringen stopper det omfattende piratfiskeri, stopper overfiskeriet af torsken og opretter flere fuldt beskyttede områder på havet. Kun på den måde kan torsken, men også alle de andre fisk i Kattegat, reddes. Jeg håber, den proces kommer i gang nu, hvor Ida Auken, formand for Folketingets miljøudvalg for SF, kalder de to ansvarlige ministre i samråd.
-
Regeringen nedprioriterer bekæmpelsen af piratfiskeri
Udgivet den 22. september 2009 Ingen kommentarerDanmark har i dag 3 kontrolskibe, der bruges til kontrol af fiskeriet. Det er en nedgang i forhold til tidligere, og man må betragte antallet som værende et absolut minimum.
Ikke desto mindre vil regeringen nedlægge kontrolskibet ”Havørnen”, der er hjemmehørende på Bornholm, i forbindelse med næste års finanslov. Denne besparelse er ikke blot uforståelig, men er endnu et eksempel på den helt uacceptable politik den siddende regering fører i forhold til en bæredygtig udnyttelse af havets fiskebestande.
For blot tre år siden vurderede det internationale havundersøgelsesråd, ICES, der rådgiver om fiskebestande til EU Kommissionen, at det illegale fiskeri på torsk i den østlige del af Østersøen var helt oppe på 45 % af kvoten.
Det betød, at hver tredje torsk, der blev landet ,var fanget og bragt i land ulovligt.
Ulovligt fiskeri kombineret med alt for høje kvote gjorde at torskebestanden i årevis var på et alarmerende lavt niveau. Så lavt at ICES anbefalede at fiskeriet blev lukket helt. Anbefalinger der dog ikke blev fulgt.
I 2007 gav Østersølandene, med Danmark som initiativtager, hinanden hånd på at styrke kontrollen i Østersøen. Allerede nu er Danmark ved at løbe fra dette løfte.
Selvom det illegale fiskeri er reduceret som følge af en målrettet kontrolindsats fiskes der stadig ulovligt. Hvis der slækkes på kontrolindsatsen, er der stor risiko for, at det illegale fiskeri endnu engang vil tage overhånd og sætte den skrøbelige fremgang i torskebestanden over styr.
Kontrolindsatsen kombineret med en stor produktion af nye torsk har heldigvis betydet, at bestanden af torsk i den østlige Østersø nu er i klar bedring. Denne positive udvikling sætter regeringen med sit forslag nu måske sætter over styr.
En bæredygtig udnyttelse af de fælles fiskeresurser hænger uløseligt sammen med at kvoterne ikke overskrides. Dette kan på nuværende tidspunkt kun sikres via en målrettet og nærværende kontrol. Derfor er det bydende nødvendigt for den fremtidige bæredygtighed af torskebestanden i Østersøen, at kontrollen ikke slækkes.


