• 50 milliarder i bøde for oliesvineri

    Udgivet den 15. februar 2011 Hanne Lyng Winter 1 kommentar

    Olieselskabet Chevron blev i mandags idømt en bøde på 50 milliarder kroner for omfattende oliesvineri i Equador. Det var Texaco, der senere er blevet opkøbt af Chevron, der i årene 1964 – 1992 var skyld i, at næsten 70 milliarder liter olie og knap 70 millioner liter giftigt produktionsvand blev ledt lige ud i Amazonregnskoven og i floderne.

    Den store forurening skyldes, at Texaco i sin tid i Ecuador brugte det billigst mulige materiel, og opererede uden hensyn til naturen og de mennesker der levede i skoven, og som var afhængige af rene floder og skovområder for at overleve.

    Texaco, og efter overtagelsen Chevron, har siden sagens start i 1993 forsøgt at løbe fra sit ansvar. Argumenterne har været mange og farverige – bl.a. at Chevron skulle være fritaget for ansvar fordi Texaco betalte 40 millioner dollars til oprydning, før det blev købt af Chevron og direkte afviser, at forureningen skulle have forsaget nogen skade på området.

    Oliefirmaer trækker sager i langdrag

    Afgørelsen er en milepæl i en sag, der har kørt i over 18 år, men sagen slutter formodentlig ikke her. Chevron har tænkt sig at anke sagen, som de mener er et fupnummer.

    Historisk ved man, at sådanne sager kan trække ud i årevis. For eksempel lykkedes det Exxon mobil at trække sagen om betaling for Exxon Valdezz ulykken i 1989 i langdrag med appel efter appel.

    BP, Statoil og Mærsk er ingen undtagelse

    Den 20. april 2010 eksploderede BP boreplatformen Deepwater Horizon. 11 arbejdere mistede livet, og efterfølgende løb over 800 millioner liter olie ud i Den Mexicanske Golf

    I bund og grund er olieselskaber folk, der vil tjene penge, og hvis de kan løbe om hjørner med sikkerheden for højere profit, så gør de det. Det har vi set i forbindelse med ulykken i den Den Mexicanske Golf, hvor Det Hvide Hus’ ‘Oil Spill Commission’ i deres rapport konkluderede: “Whether purposeful or not, many of the decisions that BP, Halliburton, and Transocean made that increased the risk of the Macondo blowout clearly saved those companies significant time (and money)”

    Forleden blev det statsejede norske olieselskab Statoil slæbt i retten, fordi det angiveligt har forbrudt sig mod en række vandregulativer i forbindelse med dets tjæresandsaktiviteter i Canada.

    Og også herhjemme er den gal, hvor Mærsk i Nordsøen senest i en række avisartikler, er blevet beskyldt for at udlede for meget olie med borevandet, med vilje at have presset rensesystemerne over evne, samt advare internt når et miljøfly var på vej.

    Disse katastrofale konsekvenser kan vi kun undgå, hvis vi gør os fri af vores afhængighed af fossile brændstoffer. De skruppelløse og profitsøgende oliefirmaer tilbyder os kun problemer. Derfor må brugen af fossile brændsler hurtigst muligt bringes til ophør.

  • Statoil sagsøgt i Canada

    Udgivet den 11. februar 2011 Jon Burgwald 1 kommentar

    De destruktive konsekvenser af tjæresand er svære at skjule for olieselskaberne, selvom de ofte forsøger at sløre effekterne.

    Statoils tjæresandsaktiviteter i Canada skal nu for domstolen, eftersom det statsejede norske oliefirma angiveligt har afgivet falske og misvisende informationer omhandlende deres vandbrug. Det er regeringen i Alberta, Canada, der slæber Statoil i retten.

    Tjæresand er en måde at udvinde olie fra undergrunden på, som er ekstremt energikrævende og destruktiv. Samtidig har den skadelige konsekvenser for den omkringliggende natur, da der blandt andet i udvindingsprocessen udledes store mængder gift i spildevandet. Det er den vandudledning som Statoil nu beskyldes for at lyve om. Det er samtidig et af de kritikpunkter som har ligget til grund for Greenpeace tjæresandskampagne siden 2007, hvor Statoil første gang annoncerede sit vanvittige eventyr midt i Canadas unikke natur.

    Det er svært at forstå, hvorfor den norske regering lader deres eget selskab gå på jagt efter tjæresand, når netop denne slags olie er så skadelig. Først og fremmest så har vi slet ikke behov for den olie, som Statoil er på jagt efter. Vores klima kan kun tåle, at vi brænder en fjerdedel af de allerede kendte olie-, gas- og kulreserver af, så når man leder efter mere olie, må man være fuldstændig ligeglad med klimaforandringernes katastrofale konsekvenser.

    For det andet har Statoil tidligere annonceret, at deres måde at udvinde tjæresand på skulle være særlig hensynsfuld overfor miljøet og klimaet. Udvinding af tjæresand vil altid være ødelæggende for lokalmiljøet og klimaet, så selvom det lyder flot, når Statoil siger, at de er miljøbevidste, er det desværre ikke i tråd med virkeligheden. Og når Statoil nu åbenbart ikke engang kan leve op til den hullede canadiske miljølovgivning, så klinger deres grønne løfter endnu mere hult.

    Statoil skal møde i retten i Edmonton første gang den 6. april 2011. Selskabet er tiltalt under den såkaldte ’Water Act’, for i 2008 og 2009 gentagne gange at have omledt vand til deres udvindingsanlæg i strid med gældende lovgivning. Statoil er tiltalt efter 19 anklagepunkter.

  • Det norske hykleri

    Udgivet den 24. juni 2010 Sune Scheller 1 kommentar
    James E. Hansen

    James E. Hansen

    I tirsdags modtog den berømte klimaforsker Dr. James E. Hansen, professor ved Columbia University og Columbia’s Earth Institute samt medlem af USA’s Videnskabsakademi, den norske Sophie prisen 2010. Denne pris har han modtaget på baggrund af sin forskning i klimaforandringer og for at kommunikere de store problemer forbundet hermed.

    Og Hansen lå da heller ikke på den lade side efter det blev kendt, at Hansen ville modtage dette års pris. Tilbage i maj udsendte Hansen således et åbent brev til Norges statsminister Jens Stoltenberg, der blev bragt i Aftenposten i Norge. Datoen var velvalgt, eftersom Statoil samme dag afholdte generalforsamling, hvor bl.a. et forslag fra Greenpeace og WWF om at trække Statoil ud af tjæresand var på dagsordenen. Den norske stat ejer 67 % af aktierne i Statoil, og det var ene og alene deres  beslutning, hvorvidt Norge skulle bidrage til svineriet i Canada. Det syntes Norge.

    ”Alligevel, og særligt i lys af dette, er jeg skuffet over at høre, at Statoil, Norges statsejede olieselskab, træder så kraftigt ved siden af ved sin strategiske beslutning om at investerer i Canadas destruktive tjæresandsudvinding. Som den mest energikrævende olieudvindingsproces på kloden, repræsenterer denne satsning det værste menneskeheden gør mod planeten, for at forlænge vores globale afhængighed af fossilt brændstof,” skrev Hansen.

    Begrundelsen for tildelingen af prisen var da også lige på kornet, hvilket kom frem under James Hansens tale i Oslo. Med sin dybe indsigt i videnskaben og erkendelsen af behovet for handling, fik den norske regering en verbal lussing for sit hykleri:

    Jeg er takskyldig til Jostein Gaardner og Sophie Foundation for at få muligheden for at diskutere klimaets tilstand, implikationerne for mennesker og naturen, og den handling der er nødvendig.

    Enkelt sagt så er der en grænse for, hvor meget kuldioxid vi kan udlede til atmosfæren. Vi kan ikke afbrænde alt den fossile brændstof. Helt konkret, så må vi (1) hastigt udfase brugen af kul, (2) lade tjæresand forblive i jorden, og (3) ikke forsøge at udvinde den sidste dråbe olie.

    Der er brug for handling, så verden kan overgå til en fremtid, hvor ren energi er mulig og praktisk. Dette vil genoprette den rene atmosfære og det rene hav på globalt plan, sikre lighed over generationer ved at bevare skabelsen – vores naturlige verden – og dermed hjælpe med at bibringe retfærdighed mellem nord og syd. Men de nødvendige foranstaltninger vil kun ske, hvis befolkningen bliver kraftigt involveret.

    Borgerne kan hjælpe ved at blokere kulkraftværker, tjæresandsminer, og udvindingen af de sidste dråber af fossile brændstoffer fra menneskets uspolerede jord og dybe hav.

    Men vores regeringer ikke har til hensigt at løse problemerne med fossile brændstoffer og klimaet, hvilket er let at bevise: Den amerikanske, canadiske og norske regering fortsætter ufortrødent med at udvikle tjæresand, som, hvis den ikke standses, vil gøre det umuligt at stabilisere klimaet. Vores regeringer fralægger sig bevist ansvaret for de unge og kommende generationer. Jeg er blevet skuffet i min interaktion med mere end et halvt dusin lande. I sidste ende giver de kun beroligende ord, “mål” for emissionsreduktioner langt ude i fremtiden, mens deres faktiske gerninger forhindre stabiliseringen af klimaet.

    Den norske regerings holdning er en overvældende bekræftelse på den globale situation: selv de grønneste regeringer finder det for besværligt at tage konsekvenserne af videnskabelige kendsgerninger. Måske vores regeringer er i lommen på den fossile brændstofindustri – men det er ikke for videnskaben at sige.

    Helt kort og konkret udtrykte Hansen sin utilfredshed med et citat fra Augustin: Hykleri er lastens hyldest til dyden.

  • James Hansen vil have Statoil ud af tjæresand

    Udgivet den 19. maj 2010 Jon Burgwald 1 kommentar

    Prisvindende forsker lægger pres på Norge’s statsminister Stoltenberg  forud for vigtig afstemning i dag. De danske investorer er handlingslammede.

    Senere i dag skal Statoils aktionærer på den årlige generalforsamling bl.a. tage stilling til et forslag fremsat af Greenpeace og WWF: Det statsejede olieselskab skal trække sig ud af den enormt miljøskadelige udvinding af olie i Canadas tjæresand. Forslaget møder nu opbakning fra Dr. James E. Hansen, professor ved Columbia University og Columbia’s Earth Institute samt medlem af USA’s Videnskabsakademi.

    Dr. James E. Hansen opfordrer den norske statsminister, Jens Stoltenberg, til at stemme for Greenpeaces og WWFs forslag på virksomhedens generalforsamling senere i dag. Den prisvindende James Hansen bringer sin opfordring i et åbent brev til Stoltenberg trykt i den norske avis Aftenposten og i en annonce bragt i norske Dagbladet.

    ”Jeg beder dig om at støtte forslaget på Statoils generalforsamling den 19. maj om, at selskabet skal vise miljømæssigt lederskab og trække sig ud af den canadiske tjæresand”, hedder det bl.a. andet i brevet til Stoltenberg. ”Statoil kan smykke sig med at være mere ansvarlig end andre olieselskaber, men det bliver aldrig godt nok i tjæresandet: Hvis vi udvinder og bruger denne ressource, bliver der ingen bæredygtig fremtid for dagens unge mennesker.”

    Ingen juridiske forhindringer
    Den norske stat har tidligere undskyldt sig med, at generalforsamlingen ifølge norsk lov, ikke er et fora for dens slags spørgsmål. Ifølge den norske regering er det ikke foreneligt med god ejerstyring, hvis staten som ejer skulle kontrollerer selskabet i enkeltsager såsom tjæresand.

    Dette er imidlertid ikke korrekt. Beate Sjåfjells, institut for privatret, Oslos Universitet, med en doktorgrad i forholdet mellem selskabsret og bæredygtig udvikling, har tilbagebevist regeringens udmeldinger om god ejerskabsførelse. Det er jo netop på en generalforsamling, at staten har en mulighed for give sin mening til kende. Det ønsker den norske regering imidlertid ikke.

    Norge, der ellers tidligere har vist fornuftige takter i klimakampen, fx deres regnskovsinitiativ og landets udmelding om en 40 procent reduktion i drivhusgasser forud for klimatopmødet i København.

    ”Alligevel, og særligt i lys af dette, er jeg skuffet over at høre, at Statoil, Norges statsejede olieselskab, træder så kraftigt ved siden af ved sin strategiske beslutning om at investerer i Canadas destruktive tjæresandsudvinding. Som den mest energikrævende olieudvindingsproces på kloden, repræsenterer denne satsning det værste menneskeheden gør mod planeten, for at forlænge vores globale afhængighed af fossilt brændstof,” skriver Hansen.

    Danske investorer med hovedet i busken
    Da ingen danske investorer har meldt deres ankomst til generalforsamlingen i dag, var det i fredags sidste chance for at afgive sin stemme online. Ingen danske investorer valgte at stemme for Greenpeaces og WWFs forslag. Danske investorer gemmer sig bag screeningsselskaber, der vurderer hvorvidt udvalgte internationale konventioner bliver overholdt. Men helt ærligt; hvor troværdigt er det, når virksomheder som Danske Bank, Nordea Pension, og alle de andre betaler virksomheder for at undersøge deres egne investeringer?

    Du kan læse James E. Hansens brev til Jens Stoltenberg her.

  • Danske investorer i Statoil må tage ansvar

    Udgivet den 14. maj 2010 Jon Burgwald 3 kommentarer

    Jeg har brugt morgenen sammen med aktivister foran Statoils hovedkvarter i Danmark. I dag er det brevstemmende aktionærers sidste mulighed for at tage stilling til de forslag, der behandles på Statoils generalforsamling på onsdag i Stavanger. Og jeg vil have dem til at stemme for det forslag, som Greenpeace sammen med verdensnaturfonden har stillet om at trække Statoil ud af det desperate tjæresandseventyr i Canada.

    Aktivister fra Greenpeace læsser 8 tons sort sand af foran Statoils hovedkontor i København

    Aktivister fra Greenpeace læsser 8 tons sort sand af foran Statoils hovedkontor i København © Greenpeace / Casper Balslev

    Vi står i en situation, hvor verden er enig om, at vi skal reducere kraftigt i vores udslip af drivhusgasser og holde den globale temperaturstigning under 2 grader. Det betyder, at der ikke er den mindste grund til at lede efter ny olie, for vi har ikke råd på klimakontoen til at udvinde det olie, vi allerede har adgang til i dag – og slet ikke nye olietyper såsom tjæresand. Derfor er det så svært at forstå, hvorfor Statoil kaster sig ud i noget så desperat som at udvinde olie af tjæresand. Udover at være ødelæggende for naturen og miljøet, underminerer det de lokale folks livsgrundlag og medfører alvorlige sundhedsproblemer, er det dyrt og ineffektivt for olieselskaberne selv. For eksempel kræver det så meget energi at udvinde olien fra sandet at en tredjedel af hver tønde olie, man får ud af sandet, bruges i processen.

    Investorerne har et ansvar! Det er deres penge, Statoil bruger på at ødelægge natur, miljø og klima og det er dem, der kan sige fra. Og når de er i gang, skal de huske, at det ikke kun er Norges statslige energiselskab, der kalder sig grønne oå hjemmebane men smadrer løs i udlandet. Svenske Vattenfall er stort set CO2-neutrale i Sverige og bruger enhver lejlighed til at pudse klimaglorien, men er udenfor Sveriges grænser ansvarlig for et CO2-udslip, der svarer til 2 gange hele Sveriges samlede udledning. Også danske DONG, der nu i et par måneder har fyldt reklameslot efter reklameslot med billeder af sig selv, vindmøller og halmballer, har svært ved at holde glorien oven på hovedet. For mens reklamerne spiller, sidder de på kontoret og forbereder, hvordan Avedøre 2, der i dag kører på biomasse, skal bygges om til at fyre med kul.

    Nordea Pension, Danica Pension, PenSam, PKA, Pension Danmark, Sam Pension og Jyske Invest og alle de andre der har millioner i Statoil skal tænke på om de mennesker, der sparer op til alderdommen i deres selskaber, vil have tjæresand på hænderne. Eller om de hellere vil have pensionskronerne investeret i energiselskaber, der faktisk gør en indsats for at leve op til deres grønne løfter.