Mens vi venter på far

På mandag starter to uger med klimaforhandlinger. Det er COP 16 i Cancun, Mexico, og her skal verdens lande arbejde videre på, hvordan vi løser den klimakrise, som vi allerede nu befinder os i, og som potentielt kan blive det største problem, menneskeheden nogensinde har stået overfor.

Læser man om de kommende forhandlinger i medierne, så får man hurtigt indtrykket af, at alt er urokkeligt låst fast mellem Kina og USA. Den ene vil ikke rykke sig før den anden –  ”jeg vil kun, hvis du vil”, hedder det vist i en børnehave. Det, vi ikke hører så meget om, er, at der sidder en 3. kæmpe, nemlig EU, og gemmer sig i hjørnet og hvisker ”jeg vil kun, hvis de to vil”. Det er slemt nok, at EU landene – i stedet for at arbejde på at reducere deres emissioner og levere den nødvendige klimafinansiering til klimakatastrofens ofre – nøjes med at sidde og bekræfte hinanden i, at man ikke kan rykke sig ud af stedet, fordi de andre ikke rykker sig tilstrækkeligt. Men at man i EU samtidig tør at udnævne sig selv som ”leder på klimaområdet” er direkte groft.

Og tag ikke fejl! Udenfor forhandlingslokalerne står verden absolut ikke stille. Længe har klimaforkæmpere været samlet under parolen, at klimaforandringerne ikke venter på nogen. Hvad der imidlertid nu også er tydeligt er, at Kina heller ikke venter på nogen. Uanset Kinas position i de internationale forhandlinger, så er Kina på vej ud over stepperne, når det handler om at energieffektivisere og investere i grøn teknologi. F.eks. har Kina lige startet opførelsen af verdens største vindmøllepark på 1000 MW. Men Kina satser ikke kun på vind. Også inden for solenergi, biomasse, elektriske biler osv. buldrer Kina frem. Ifølge australske The PEW Charitable Trusts investerede Kina i 2009 over 30 milliarder dollars i grøn teknologi – næsten dobbelt så meget som verdens nr. 2, nemlig USA.

At Kina er fuldstændig fastlåste i de internationale forhandlinger og nægter at rykke sig før USA, er også en påstand, der skal tages med et gran salt. I sidste måned under forhandlinger i Tianjin, Kina, kom det direkte fra Kinas egen chefforhandler, Su wei: “Of course the United States has not taken concrete actions but the rest of us cannot use that as an excuse to say ‘America is not doing anything, then we will not do anything’,”. Han slog derefter fast: “We can’t wait for America.”

Og nu svirrer rygterne om, at der i øjeblikket foregår intense forhandlinger mellem EU og Kina, samt at Kina er villig til at give indrømmelser, hvis EU er villig til at hæve sit ambitionsniveau. Dette er en åbenlys chance for at bevæge klimaforhandlingerne fremad, og for at EU i fællesskab med Kina begynder at vise lederskab. Men hvis EU omvendt afslår at hæve ambitionsniveauet med henvisning til, at USA er paralyseret, må vi se i øjnene, at EU også har et stort og tungt medansvar for det dødvande, som vil opstå i forhandlingerne.

Dette handler ikke om at hægte USA af. USA udleder så mange drivhusgasser til atmosfæren, at hvis det skal nytte, så må de også tage deres del af ansvaret – både i form af reduktioner af drivhusgasser, men også i form af klimabistand til verdens fattigste lande. Derimod er det en anderledes strategi for, hvordan vi kan presse USA i de internationale forhandlinger. I bund og grund handler det om, at hvis resten af verden rykker fremad, så bliver USA også nød til at gøre det. Og så længe EU i praksis holder hånden over USA ved at nægte at forhandle med Kina om gensidigt at hæve ambitionsniveauet, vil USA gratis kunne fortsætte med at blokere forhandlingerne.

Og ja, det kan lade sig gøre at isolere og presse USA til at rykke sig fremad. Det er faktisk sket adskillige gange før i internationale forhandlinger, og endda under George W. Bush. Et berømt eksempel er fra klimaforhandlingernes COP 13 på Bali i 2008, hvor den amerikanske delegation modsatte sig den beslutning, som kom til at blive hele det grundlæggende mandat for de igangværende forhandlinger samt køreplanen mod COP 15 i København. Imens hele salen sad og buede højlydt, blokerede USA forhandlingerne. Til sidst tog en træt og udmattet forhandler fra Papua Ny Guinea ordet og sagde direkte til USA: ”If you are not willing to lead then get out of the way”. Hele salen klappede højlydt, og forhandlere fra hele verden samt et bredt udsnit af den globale presse sad og stirrede stift på USAs forhandler. Til sidst måtte Bush regeringens repræsentant give efter for presset og gå med til at vedtage køreplanen. Der ér grænser for, hvor meget upopularitet en regering kan tåle – især når hele planetens fremtid står på spil.

Statsminsterens åbningstale pinligt uambitiøs på klima og miljø

Statsministeren gentager, hvad regeringen har sagt for flere år siden; at det er regeringens mål at gøre Danmark uafhængig af fossile brændsler ved at bruge mere vind, biomasse og elbiler. Men det er både pinligt og uforståeligt, at han som et eksempel på en ny attraktiv teknologi nævner “at fjerne CO2 fra kul”. Han er øjensynligt ikke vidende om, at kulkraft med CCS fører til et større kulforbrug og dermed større afhængighed af kul. En årsag til, at Klimakommissionen netop ikke har det med i sine anbefalinger for en fossil-fri fremtid.

Det er iøvrigt tankevækkende, at statsminsiteren to uger før det globale biodiversitets møde i Japan 18-19. oktober starter, ikke har et eneste bud på den indsats, Danmark nationalt og internationalt vil yde for at stoppe tabet af den biologiske mangfoldighed. I 2001 bakkede Danmark op bag en EU- målsætning om at stoppe tabet af den biologiske mangfoldighed. Det har man erkendt ikke kan opfyldes, men hvad er den danske regerings konkrete bidrag til, at man i Japan kan vedtage en ny strategisk plan for biodiversitetsindsatsen for 2011-20 og denne gang leve op til en sådan plan.

EU har for alvor mistet førerpositionen

Der har været run på i EU under den seneste uge i klimaforhandlingerne, men både finans- og miljøministrene fejlede fælt. Tirsdag forsøgte EU’s finansministre at opnå enighed omkring finansieringen af de fattige landes klimaindsats. Onsdag var det så EU’s miljøministres tur til at forhandle, hvor de helst skulle forpligte sig til seriøse reduktionsmål forud for klimatopmødet i december. Efter betydelige indrømmelser fra både i- og u-lande i den seneste tid, var det for alvor EU’s tur til at rykke.

Der er ingen tvivl om, at der skal penge på bordet, når klimatopmødet løber af stablen i København til december. Planeten og dens befolkning kan ikke tåle økonomier baseret på fossile brændstoffer, hverken i den rige eller fattige del af verden. Bl.a. derfor må de industrialiserede lande yde klimabistand og grønne teknologier til udviklingslandene. Men på mødet blev man enige om absolut ingenting. I stedet åbnede man op for, at en eventuel klimabistand kan findes i den allerede eksisterende økonomiske bistand til tredjeverdenslandene. Dem har verdens fattige stadig brug for, så fingrene væk!

Knap havde finansministrene forladt forhandlingsbordet, før det blev indtaget af miljøministrene. Resultatet blev så uambitiøst, som man kunne frygte. Med mandagens udmelding fra EU-Parlamentet om, at EU bør følge videnskabens anbefalinger og reducere sit udslip af drivhusgasser med 40 procent i 2020, kunne man håbe, at det rumsterede i miljøministrenes baghoved, da de stimlede sammen. Alligevel blev man her kun enige om, hvad man på forhånd var enige om; en reduktion på sølle 20 procent.

Bolden ligger nu hos EU’s stats- og regeringsledere, der mødes i slutningen af måneden. Industrialiserede lande som Japan og Norge har, i modsætning til EU, valgt at forpligtige sig til reduktioner, der lever op til videnskabens anbefalinger. Hvis EU ikke vil falde yderligere agterud på klimaspørgsmålet, må Lars Løkke Rasmussen og hans kollegaer gribe bolden og sikre EU et seriøst udgangspunkt i de videre klimaforhandlinger.

Fremskridt i Bangkok på trods af mangel på politisk lederskab

Klimaforhandlingerne i Bangkok forud for topmødet i København til december lakker mod enden. De seneste to uger er der sket fremskridt i aftaleteksten, men kun Norge har reelt rykket sig, og landets løfte om at reducere CO2-udslippet med 40 % i 2020 er det mest ambitiøse vi til dato har set. Uden ambitiøse udmeldinger på reduktionsmål og klimafinansiering fra EU og resten af den industrialiserede verden, ser det sort ud for klimaet. Mangel på politisk lederskab er desværre det mest synlige resultat af forhandlingerne.

Verden har i årtier ventet på et skift i den amerikanske klimapolitik, og på løfter om markante reduktioner i deres CO2-udledning. På trods heraf viser det sig gang på gang, at det er den fossile brændstoflobby i USA, der sidder for bordenden. Præsident Obamas lederskab skuffer ved dets fravær.

I EU er der også problemer. EU’s tilsagn om reduktioner i udledningen af drivhusgasser er stadig langt fra de 40 procent som er nødvendige for at forhindre de værste klimaforandringer. Samtidig er løfterne om klimapenge til udviklingslandene langt fra blevet indfriet. Sidst, men ikke mindst, så er de interne politiske positioner i EU mildt sagt inkonsistente, og reelt set nærmest fraværende.

I Lars Løkke Rasmussens åbningstale til Folketinget stod det endnu engang klart, at regeringen med al sandsynlighed ikke kommer med ambitiøse nationale klimamål forud for topmødet i december. Det er under al kritik og pinligt, at Danmark som værtsland ikke går foran med et godt eksempel.

Der er brug for politiske vilje og lederskab fra de industrialiserede lande, som vi tidligere har set det i Japan og seneste med Norge. Lars Løkke Rasmussen har hele tiden skudt skylden for de manglende fremskridt over på alle andre end EU. Gentagne gange har statsministeren udtrykt forventninger til G20, G8 og Major Economies Forum, mens han selv har leget gemmeleg med sine europæiske kollegaer. Nu er det på tide, at Lars Løkke Rasmussen og EU finder førertrøjen frem fra gemmerne – ellers er der ingen chance for en god, ambitiøs og bindende aftale i København til december.

Løkke har en særlig god grund til at gå foran – han er vært.

Reaktioner på ‘Age of Stupid’

Tirsdag afholdt vi gallapremiere på Franny Armstrongs film ’Age of Stupid’. Arrangementet var en del af en verdensomspændende premiere i mere end 700 biografer i over 50 lande. Efter filmen havde vi en stream fra New York, hvor bl.a. Franny Armstrong og Kofi Annan talte, desuden spillede Thom Yorke fra Radiohead en sang.

Vi havde masser af gæster til premieren og planetariets store biografsal var fyldt. Blandt gæsterne var Finn Nørbygaard, Margrethe Vestager, Klaus Bondam, Johanne Schmidt-Nielsen og Sebastian Dorset. Efter filmen blev temaet diskuteret med underlægningsmusik leveret af Master Fatman.

Se nogle af reaktionerne efter filmen her fra Margrethe Vestager, Anne Marie Helger, Ida Auken og Klaus Bondam:

100 dage tilbage

Vi påbegynder i dag den sidste nedtælling til klimatopmødet i København til december. Det er det vigtigste møde måske nogensinde på dansk jord – og der skal opnås en aftale, der hurtigt og effektivt begrænser den globale udledning af drivhusgasser.

Statsminister Lars Løkke Rasmussen gav tidligere på ugen sit første deciderede klimainterview (Børsen 24.08.09). Her giver han udtryk for, at han er positiv i forhold til at nå en ambitiøs klimaaftale til december. I Greenpeace ønsker vi selvfølgelig også en ambitiøs aftale, men er desværre milevidt fra statsministerens opfattelse af hvad en ambitiøs klimaaftale er.

Venstre meldte i marts sammen med Dansk Folkeparti ud, at Danmark ikke længere skal gå foran, men løfte en mindre del af byrden end øvrige lande (Altinget 12.03.09). Danmark er et af de rigeste lande i verden og har samtidig et af de største CO2-udslip pr. indbygger. Hvis vi skal opnå en aftale, der kan afværge katastrofale klimaforandringer, så skal Danmark sammen med de andre rige lande gå forrest og vise ambitioner og vilje. Topmødeværten Danmark har gjort det stik modsatte.

Et andet eksempel er klimaminister Connie Hedegaards udmelding fra april i år, om at hvis vi skulle opnå en aftale, måtte de rige lande snarest muligt lægge penge på bordet til de fattige landes klimaindsats. En logisk konsekvens af klimaministerens analyse burde være, at den danske regering vælger at gå forrest og selv lægge et beløb på bordet i FN-forhandlingerne. Det er endnu ikke sket, da den danske regering åbenbart anser sig selv for så ubetydelig, at den ikke mener, det vil have en effekt.

Regeringen snakker meget om innovation og investeringer på klimaområdet, men den tør ikke lade handling følge de fine ord. Udbygningen af den vedvarende energi er stagneret siden 2001, og det danske CO2-udslip er på det samme niveau som i 1990 – på trods af at vi ifølge Kyoto-aftalen skulle ligge 21 % under.

Hvis regeringen ikke skifter kurs og går forrest både i handling og ord, vil vi have mere end svært ved at opnå en aftale i København. Det vil have altafgørende konsekvenser for vores samfund – konsekvenser, der økonomisk set kommer til at overstige prisen for at omstille vores samfund, og medfører en række katastrofale problemer for mennesker og miljø, hvoraf mange ikke kan gøres op i penge.

Fødevareministeren taler som Andrea

Fødevareminister Eva Kjer Hansen kalder i dag vores aktion i Kattegat for ulovlig. Og til gene for naturen på havbunden. Begge dele er direkte usandt. Og det ved fødevareministeren godt selv.

Greenpeace’ aktion i Kattegat i sidste uge foregik på den svenske side og derfor var det Lenstyrelsen i Halland, Greenpeace informerede forud for aktionen. Den konkluderede, at aktionen ikke var ulovlig, og at Greenpeace ikke skulle søge om yderligere tilladelse.
Desuden var stenene at betragte som en bevaringsforanstaltning. De er ikke til gene for naturen. Tværtimod beskytter de mod bundtrawl. Det samme var konklusionen, da den tyske regering i forsommeren konkluderede stenenes påvirkning af havbunden.  Det gjorde regeringen på baggrund af en aktion, som Greenpeace havde i Sild Rev ved Nordtyskland sidste år.

Det er afskyvækkende, at fødevareminister Eva Kjer Hansen bralrer op uden at gøre sig den mindste anstrengelse for at finde ud af, om det, hun siger, er rigtigt. Samtidig understreger hun det helt rigtige og indiskutable faktum, at det er myndighedernes ansvar at beskytte sårbare havområder. Men undlader at sige, at det er et ansvar, hun i den grad forsømmer.

Grunden til forsømmelsen er, at hun er fiskernes minister. Ikke fiskenes.  Hun forlod liggestol og feriedresset i ét spring, da hun midt i sommervarmen fik et brev fra Danmarks Fiskeriforening op til vores aktion. Fiskerne beder hende erklære vores aktion for ulovlig og presse hendes svenske kollega til at stoppe den. Uden tøven tager Eva Kjer Hansen samme dag fat i sin svenske kollega og presser ham med det eneste hun kan, nemlig en svensk-dansk torskefredningsaftale, som den svenske fødevareminister har lagt meget prestige i. Hun gentager fiskernes argumenter som en anden hånddukke – både overfor den svenske minister og overfor pressen.

Eva Kjer Hansen har kaldt aktionen ulovligt, selvtægt, hærværk og sammenlignet den med at kaste partisansøm. På trods af, at der ikke har været tvivl om, at det er en lovlig aktion. Det er da kun, fordi tilsvinningen kommer direkte fra fiskerne, at jeg ikke bliver stødt. De er pressede på deres levebrød, og det er en kendt årsag til at være lidt perfid. Men er det virkelig meningen, at ministre skal fungere som som Kaj og Andrea? Det er en skræmmende tanke.

Fej for egen dør, Løkke

I Berlingske Tidende 9. juli er statsminister Lars Løkke Rasmussen bl.a. citeret for følgende:
”Det er helt legitimt, at disse landes (Kinas og Indiens) ledere vil skaffe velstand til deres store befolkninger. Men vi ønsker blot, at de vælger en vej, så de springer den periode over, hvor vi i de rige lande svinede og glemte at passe på Moder Jord”.

Statsministeren får det til at lyde som om, ”vi i de rige lande” skulle være holdt op med at svine og nu husker at passe på vores Jord. Han synes at have fortrængt, at Danmark bruger beskidte og stærkt CO2-udledende kul til halvdelen af elproduktionen, at vi er nummer 15 på verdensranglisten m.h.t. kulforbrug pr. indbygger og verdens femtestørste kul-importør pr. indbygger.

Dertil kommer, at Danmarks rolle som et af verdens største kulsvin fortsætter, hvis det står til statsministeren og hans regering.

Lars Løkke Rasmussen havde som finansminister og hovedaktør i statsejede DONG Energy A/S en meget central rolle, da regeringen – efter kraftig pres fra DONG Energy – med det smallest mulige folketingsflertal sidste år vedtog en lov, der gør det muligt for DONG Energy at omstille Danmarks to eneste centrale kul-fri kraftværker til kulfyring (Avedøre 2 og Skærbækværket).

Og han havde også en hovedrolle, da regeringen accepterede og offentligt forsvarede DONG Energy’s planer om at bygge store kulfyrede kraftværker i Tyskland (Greifswald og Emden) og Skotland (Hunterston).

Denne kulsorte aktuelle klimapolitik på hjemmebanen bidrager ikke til troværdigheden, når Lars Løkke Rasmussen forsøger at overbevise verdens fattige lande om, at de undgå de rige landes fejl med at skabe udvikling på basis af klimaskadelige brændsler som især kul.

Kære politikere, læg jer bare i hængekøjen

Vi har klaret arbejdet for jer. Greenpeace har lavet en traktattekst til Københavnsaftalen – helt fin og færdig. Nu skal politikerne bare skrive under, så har de en plan for, hvordan vi reducerer i CO2-udledninger, hvilke lande, der skal skære hvor meget og hvornår og hvem, der skal betale hvad og hvordan. Alt har vi klaret. Og så siger man, at miljøbevægelsen altid er så negativ. Vi er da glade – og flittige som humlebier!!

Og der er ikke noget slattent over vores aftale. Her følger vi videnskaben, så der bliver reduceret med 40 % i 2020 og næsten 100 % i 2050. På den måde mener de kloge hoveder i FNs klimapanel, at vi skulle kunne undgå at klodens temperatur stiger over to grader. To graders stigning er stadig feber, men ikke rigtig sygdom. Vi vil kunne klare det. Nogle skal flytte, nogle skal finde andre ting at leve af, vi skal vænne os til mere tørke og mere voldsom regn. Men vi klarer den uden panik. Og i aftalen er der taget højde for, hvordan vi skal betale for de her klimaforandringer. Og det er altså ikke horiblet, hvad det koster. Vi danskere slipper for eksempel men, hvad der svarer til en tusse pr dansker om året. Og vi er endda nogle af verdens største CO2-syndere.

Så kære statsledere, frem med fyldepennen, skriv under og så får I lov til at tage en dejlig lang sommerferie bagefter. Løkke, Sarkozy, Merkel, Aso, Medvedev; spænd hængekøjen ud og smæk stængerne op. Nyd at I med en enkelt underskrift gør det, som videnskaben siger, er vores eneste mulighed for at skåne de fremtidige generationer for helt umenneskelige klimaskader; forpligter jer til at få udledningen af CO2 helt i bund til 2050. Obama, du må også gerne nyde det, men få nu styr på den bilindustri. Og Gordon Brown, hm, ja, hvor skal man begynde. Du ved nok godt selv, at det ikke lige er dagen til at smække stængerne op og gå på sommerferie.

Læs traktaten her: