Kritisk borgermøde om olie i Nuuk

Nu er Cairns tur rundt i Grønland ovre og det samme er min. Tre møder kunne jeg og mine kollegaer deltage i – mødet i Kangerlussuaq missede vi desværre på grund af transportproblemer. Det sidste vi deltog i, foregik i sportshallen ved Nuuk Gymnasium GU lørdag eftermiddag og havde omrking 50 tilhørere.

De spurgte ind til, hvordan muligheden for menneskelige fejl var regnet ind i sikkerheden, hvorfor Cairn insisterer på at bruge rødlistede kemikalier, hvad det betyder for sikkerheden, at Cairn i år vil bore på 1500 meters dybde, hvor mad og drikke til boreriggenes 600 ansatte skal komme fra (ikke fra Grønland viste det sig) og meget mere.

Jeg stillede også et spørgsmål. Jeg spurgte, hvad den sociale bæredygtighedsanalyse siger om konsekvenserne af et olieudslip og hvem der skal kompensere fiskerne. Først svarede forfatteren til miljøvurderingsrapporten, hvordan et olieudslip vil forurene en stor del af Davisstrædet, så svarede Cairns mand i Grønland, at Cairn har ansvaret for enhver skade, Cairn måtte forvolde og så forklarede forfatteren bag den sociale bæredygtighedsrapport, hvordan et olieudslip vil have massive sociale konsekvenser for grønlands fiskere. Og i og med at næsten alle Grønlands eksportindtægter stammer fra fiskeriet er det jo hele det grønlandske samfund, der ville løbe ind i store økonomiske problemer.

Alt i alt har vi fået svar på en masse spørgsmål, men der er stadig stor grund til at være bekymret over de forestående boringer. Jeg har simpelthen ikke tiltro til, at Cairn gør, hvad de kan for miljøet og sikkerheden. Miljøvurderingsrapporten virker stadig sjusket. For eksempel er vurderinger det samme for alle fire foreslåede boringer, selvom der er over 500 km mellem den nordligste og sydligste boring og at én foretages på 300 meters vanddybde og en anden på 1500. Det er svært at tro, det der ikke findes nogen geologiske forskelle der.

Nu skal jeg hjem til kontoret i København og snakke med eksperter og forfatte et godt høringssvar, der forhåbentlig som minimum kan påvirke Grønlands regering til at stille større krav til miljøpåvirkningerne og sikkerheden ved boringerne. Og forhåbentligt være med til fortsat at påvirke debatten i de grønlandske medier, som her i KNR’s radioavis i lørdags.

Olieindustrien på dybt vand

Fredag forlod jeg Nuuk, hovedstaden i Grønland, hvor vi torsdag aften afholdt borgermøde, og steg ombord på det stolte Greenpeace-skib Esperanza. For første gang skal jeg ud på en længere sørejse, og hvilken mere passende lejlighed end vores go beyond oil-kampagne. Vi er på vej imod en ukendt destination for at stoppe nogle af verdens mest kritiske olieboringer. Selv efter den katastrofale ulykke i Den Mexicanske Golf, hvor over 750 millioner liter olie slap ud, fortsætter olieselskaberne med deres hensynsløse adfærd og sætter profit før hensyn til miljø og natur, og regeringer lader sig forblinde af løfterne om guld og grønne skove.
Efter i en periode at have arbejdet på at bremse for Cairns olieboringer ud for den grønlandske vestkyst, har jeg oplevet flere ting, der får mig til tvivle på, om der reelt er styr på sagerne. Et af eksemplerne er spørgsmålet, om hvorvidt boringerne ud for Diskobugten reelt er dybhavsboringer. Spørgsmålet er interessant, fordi risikoen ved dybhavsboringer er væsentligt højere end normale boringer. De grønlandske boringer er på 320-630 meter, men er det dybt? Ifølge Naalakkersuisut og Cairn, nej. Ifølge USA, Exxon og mange andre, ja. Obama-administrationens forbud mod nye dybhavsboringer går allerede fra 150 meter (500 fod) mens Exxon taler om at dybhavsboringer starter ved 400 meter. Der er mange definitioner på dybhavsboringer, men mit udgangspunkt er, at det ikke er selve antallet af meter der er afgørende, det er de teknikker der anvendes, og her er billedet meget entydigt:

• Et olieudslip vil praktisk taget opføre sig på samme måde om det foregår på 200 eller 1.200 meter. Olien vil nemlig på disse dybder reagere på trykket og spredes på et større område.
• Når man opererer på over 200 meter, kan man kun reparere eventuelle lækager og tekniske fejl med robotter og ikke med dykkere.
• Teknikken der anvendes af Cairn er i princippet præcis den samme som den der blev brugt på Deepwater Horizon.

Regeringer og olieselskaber forsikrer os gang på gang om, at alt er skønneste orden, og at alle sikkerhedsregler er taget – jeg kan bare ikke lade være med at tænke på, hvor mange gange det skal gå galt, hvor mange olieindsmurte dyr og ødelagte strande, vi skal være vidne til, før vi indser, at nogle risici altid vil være for store.

Mens jeg står og nyder solnedgangen og kigger på det umiddelbart uendelige ocean, kan jeg ikke lade være med at føle en smule mismod. Vores levevis medfører så meget ødelæggelse – for vores medmennesker og for miljøet. Men det går ikke længere. Vi bliver nødt til at se fremad og ikke bagud, vi bliver nødt til at forlade den fossile tidsalder – og det er derfor jeg har forladt min hjembys trygge favn for at stoppe den beskidte olie, hvor end det er nødvendigt.