• Fra nål i en høstak til tikkende bombe under Arktis

    Udgivet den 28. maj 2011 Sune Scheller Ingen kommentarer

    Jeg har været ombord på Greenpeace-skibet Esperanza i tre uger. Vi har søgt efter olieselskabet Cairns borerig, Leiv Eiriksson, på dens vej over Atlanten, men Atlanterhavet er enormt, og det har været som at lede efter en nål i en høstak på trods af, at den fylder det samme som en fodboldbane og vejer 53.000 tons. Men for en lille uge siden fandt vi boreriggen, og nu har vi fulgt den til Nuuk. Den ligger lige uden for Grønlands hovedstad og skygger for den smukke natur bag den. Inden længe vil den bore en hul i havbunden her ud for Nuuk og ud for Disko, og så har vi balladen. Olieboringer er ikke sikre, og da slet ikke i Arktiske egne.

    For et par dage siden kunne Greenpeace fremvise dokumenter, hvor den britiske klima- og energiminister Chris Huhnes egne rådgivere erklærer en oprydning i Arktis for umuligt. ”Det er vanskeligt at få assistance i tilfælde af forurening i de områder og tæt på umuligt at rydde op.” Andet sted hedder det: ”på den yderste kant af kendt teknologi og logistik”.  Trods denne og mange andre advarsler fortsætter Cairn deres katastrofekurs ud for Grønlands vestkyst.

    Her ombord følger vi nu Cairns borerig Leiv Eiriksson tæt, og vi synes ikke, det er et urimeligt at kræve, at Cairn fremviser dokumentation, der kan tilbagebevise den britiske og mange andres analyser. Samtidig er det værd at bemærke, at ifølge NORSOK standarder, som Cairn hævder at følge, og retningslinjerne fra Arctic Council er det et krav, at en beredskabsplan lægges frem for offentligheden. Greenpeace har i lang tid forsøgt at få netop denne plan fra Cairn, men uden held. Derfor tog vi kontakt til boreriggen Leiv Eiriksson og bad dem om en kopi af deres beredskabsplan.

    Vi optog vores forsøg på at få fat på den hemmelige plan. Fik vi den? Eksisterer den overhovedet? Se hvordan det gik her:

  • Cairn maler glansbillede uden plads til detaljer

    Udgivet den 16. marts 2011 Jon Burgwald Ingen kommentarer

    I går aftes holdt Cairn sit første borgermøde på Grønland ud af en række på fire. Det foregik i Ilulissats kulturhus, og der var omkring 20 tilhørere til det seks mand store panels gennemgang af årets boreplaner. Præsentationen i sig selv var som ventet én stor salgstale. Cairn fremstillede nærmest sig selv som den barmhjertige samaritan, der ikke borer for egen vindings skyld, men for grønlændernes ve og vel. Det er desværre meget langt fra sandheden.

    De positive effekter er minimale og eksempelvis resulterede Cairns boreprojekts sidste år kun i 19 stillinger til grønlænderne (såkaldte årsværk). Cairns egen vurdering af de sociale effekter viser, at der er en række negative effekter: Overordnet vil boringerne have en negativ indflydelse på fiskeri og jagt, på Grønlands egen råstofudvinding og på den generelle sundhed.

    Derudover kom det frem gennem spørgsmålene fra salen, at boringerne vil resultere i en unødvendig udledning af en lang række kemikalier, hvoraf ingen nogensinde er testet i Arktis farvand og flere af dem er ”rødlistede” (de værste kemikalier). Hvilken effekt dette vil have på fiskebestandene er – da kemikalierne ikke er testede i Arktis – svært at sige, men mit gæt er, at det ikke vil have en positiv effekt.

    Og disse problemer er kun ved normal drift. Effekterne af et olieudslip er stadig uklare i Cairns planer. Det er de, fordi der ikke er nogen, der har reelle erfaringer med olie i så kolde egne og fordi Cairn ikke engang har forsøgt at undersøge, hvordan et olieudslip vil påvirke fiskebestandene og hvordan olien vil opføre sig i isen. Da Cairn samtidig understregede, at man ikke vil offentliggøre beredskabsplanen for et olieudslip, er det meget svært at tro på, at de er velforberedt, hvis uheldet er ude.

    Nu skal jeg til videre fra Ilulissat til Aasiaat, hvor det næste borgermøde finder sted. Det bliver spændende at se, hvilke detaljer spørgsmålene fra salen vil grave frem her. Aasiaat er en lidt mindre by, længere ude mod havet, som sammen med Nuuk i syd skal være en knudeby for Cairn, når boringerne begynder til juni.

  • 50 milliarder i bøde for oliesvineri

    Udgivet den 15. februar 2011 Hanne Lyng Winter 1 kommentar

    Olieselskabet Chevron blev i mandags idømt en bøde på 50 milliarder kroner for omfattende oliesvineri i Equador. Det var Texaco, der senere er blevet opkøbt af Chevron, der i årene 1964 – 1992 var skyld i, at næsten 70 milliarder liter olie og knap 70 millioner liter giftigt produktionsvand blev ledt lige ud i Amazonregnskoven og i floderne.

    Den store forurening skyldes, at Texaco i sin tid i Ecuador brugte det billigst mulige materiel, og opererede uden hensyn til naturen og de mennesker der levede i skoven, og som var afhængige af rene floder og skovområder for at overleve.

    Texaco, og efter overtagelsen Chevron, har siden sagens start i 1993 forsøgt at løbe fra sit ansvar. Argumenterne har været mange og farverige – bl.a. at Chevron skulle være fritaget for ansvar fordi Texaco betalte 40 millioner dollars til oprydning, før det blev købt af Chevron og direkte afviser, at forureningen skulle have forsaget nogen skade på området.

    Oliefirmaer trækker sager i langdrag

    Afgørelsen er en milepæl i en sag, der har kørt i over 18 år, men sagen slutter formodentlig ikke her. Chevron har tænkt sig at anke sagen, som de mener er et fupnummer.

    Historisk ved man, at sådanne sager kan trække ud i årevis. For eksempel lykkedes det Exxon mobil at trække sagen om betaling for Exxon Valdezz ulykken i 1989 i langdrag med appel efter appel.

    BP, Statoil og Mærsk er ingen undtagelse

    Den 20. april 2010 eksploderede BP boreplatformen Deepwater Horizon. 11 arbejdere mistede livet, og efterfølgende løb over 800 millioner liter olie ud i Den Mexicanske Golf

    I bund og grund er olieselskaber folk, der vil tjene penge, og hvis de kan løbe om hjørner med sikkerheden for højere profit, så gør de det. Det har vi set i forbindelse med ulykken i den Den Mexicanske Golf, hvor Det Hvide Hus’ ‘Oil Spill Commission’ i deres rapport konkluderede: “Whether purposeful or not, many of the decisions that BP, Halliburton, and Transocean made that increased the risk of the Macondo blowout clearly saved those companies significant time (and money)”

    Forleden blev det statsejede norske olieselskab Statoil slæbt i retten, fordi det angiveligt har forbrudt sig mod en række vandregulativer i forbindelse med dets tjæresandsaktiviteter i Canada.

    Og også herhjemme er den gal, hvor Mærsk i Nordsøen senest i en række avisartikler, er blevet beskyldt for at udlede for meget olie med borevandet, med vilje at have presset rensesystemerne over evne, samt advare internt når et miljøfly var på vej.

    Disse katastrofale konsekvenser kan vi kun undgå, hvis vi gør os fri af vores afhængighed af fossile brændstoffer. De skruppelløse og profitsøgende oliefirmaer tilbyder os kun problemer. Derfor må brugen af fossile brændsler hurtigst muligt bringes til ophør.

  • Shell og BP dropper Arktis planer

    Udgivet den 3. februar 2011 Jon Burgwald 1 kommentar

    Det sårbare og i forvejen hårdt pressede arktiske område får en sommer mere i fred for boringer udført af BP og Shell, har de to oliegiganter uafhængigt af hinanden meddelt i dag. For BP’s vedkommende er boreplanerne endda udskudt til ‘efter 2013’.

    Udskydningen af boreplanerne kommer som følge af det politiske vejrskifte, der fulgte i hælene på oliekatastrofen i Den Mexicanske Golf sidste år. Miljøorganisationer og -aktivister fra hele verden har lagt pres på Obama-administrationen og på olieindustrien for at forhindre, at oliekatastrofen i Den Mexicanske Golf skal gentage sig i det sårbare Arktis, hvor en oprydning er umulig og følgerne derfor uoverskuelige. Blandt andet lavede aktivister fra Greenpeace sidste sommer en aktion ombord på et boreskib, som Shell var på vej til at sende til Arktis og flere end 22.000 Greenpeace-støtter har skrevet til den amerikanske indenrigsminister Ken Salazar med et krav om at bremse for BPs planlagte boringer ved Liberty Island.

    Udviklingen i USA er en virkelig glædelig nyhed og jeg håber, at de politiske vinde fra USA vil sprede sig til Rusland og Grønland. For to uger siden blev klart, at BP vil bore i det arktiske farvand Karahavet nord for Rusland fra år 2016 og Shell er stadig med i oliejagten ved Grønland, selvom selskabet ikke har annonceret konkrete boreplaner endnu.

    Det er på tide, at politikerne sætter olieindustrien stolen for døren og i stedet for dollartegn ser fornuft. Olie er en sort energi, som skader vores klima, olieboringer er en alvorlig trussel for livet i havet og nye olieboringer er komplet unødvendige, eftersom vi langt fra må bruge den olie, vi allerede har adgang til.

  • Mærsk skal en tur i skammekrogen

    Udgivet den 13. januar 2011 Jon Burgwald Ingen kommentarer

    Jeg har lige overværet miljøminister Karen Ellemann til åbent samråd, hvor hun forsøgte at forsvare sig i Mærsk-sagen. Hun synes at have en blind tillid til Mærsk, som ikke skal imødeser nogen sanktioner fra hendes side. Ulovlige udledninger i årevis af olie i spildevandet mener ministeren ikke har nogen miljømæssige konsekvenser. Det er utroligt, at havene har så ringe værdi. Grænseværdierne er sat, fordi overtrædelser har miljøkonsekvenser og jeg har svært ved at se Mærsk og andre olieselskabers incitament til at overholde grænserne i fremtiden, når årelange overtrædelser ikke fører til selv den mindste sanktion.

    Politiken har før jul afsløret  store olieudslip fra Mærsks platforme, snyd med tal og systematisk undvigelse af miljøkontrollen. Mærsk-medarbejdere følte sig presset til at fuske med prøverne fra platformene og selskabets ansatte på land har advaret platformene, når der var en inspektion på vej. Mærsk har fået lavet en redegørelse til miljøstyrelsen, som konkluderer, at der er en lang række problemer som skal løses. Et af dem er, som Politiken kan afsløre i dag, at undersøgelsen af Mærsk er foretaget på den forkerte platform.

    Afsløringerne om, at Mærsk i en årrække konsekvent har brudt reglerne og med alskens midler har forsøgt at skjule det, er desværre kun symptomatisk for en rådden olieindustri. Vi har i mange år været klar over olieselskabernes hensynsløse fremfærd i fattige lande, hvor de i jagten på profit ser stort på menneskerettigheder og miljø.

    Efter katastrofen i den Mexicanske Golf er det blevet mere og mere klart, at olieindustriens fremfærd ikke er stort anderledes i vores del af verden. Rapporter fra USA og England viser, hvordan olieselskaberne gør alt, hvad de kan, for at underminere lovgivningen. Og selv den lovgivning, der alligevel bliver gennemført, omgår de lige så snart det kan lade sig gøre. Sikkerhed og miljøhensyn betragtes kun som generende elementer.

    Olieselskaberne udfører mere og mere risikable boringer i mere og mere risikable egne, og jeg synes det er nu, vi skal stille os selv spørgsmålet om, vi tør overlade havenes ve og vel til oliegiganterne. Livet i havene er i forvejen under voldsomt pres, og der vil komme flere oliekatastrofer. Mærsk er et klart eksempel, men desværre kun et ud af rigtigt, rigtigt mange, på hvor sort og ødelæggende olieindustrien er.

  • Olieboringer vil altid være risikable

    Udgivet den 7. januar 2011 Jon Burgwald Ingen kommentarer

    I går offentliggjorde undersøgelseskommissionen, som Obama nedsatte efter oliekatastrofen i den Mexicanske Golf, det første kapitel af den rapport der skal klarlægge hvorfor det kunne gå så galt.

    Rapporten gør det krystalklart, hvad olieindustrien længe har prøvet at fortie: Olieboringer til havs er risikable – og det vil de altid være. Den mindste tekniske fejl kan til hver en tid resultere i forfærdelige katastrofer. Hvis man inddrager olieselskabernes grådige jagt på profit, så bliver ligningen desværre ikke mere opløftende.

    Samtidig med den amerikanske offentliggørelse rettede Det Britiske Parlaments Komité for Klima og Energi en sønderlemmende kritik mod olieindustriens beredskab og evner til at håndtere et udslip. I kritikken gives blandt andet udtryk for seriøs tvivl omkring, hvorvidt det nødvendige materiel er til stede, hvis et udslip skulle ske. Den beskriver blandt andet hvordan olieselskaberne kun kopierer beredskabsplanerne og ikke forholder til lokale forhold. Og sidst, men ikke mindst, beskriver den hvordan selskaberne presser boreriggene til det yderste.

    Desværre virker det ikke som om, politikerne er villige til at lære af de forskellige udvalg, de selv nedsætter. Imens de direkte konsekvenserne af olieboringer stadig står skarpt på vores nethinder, har BP tilladelse til at bore videre som om intet var hændt – på stadig mere risikable steder såsom Arktis og på meget store havdybder i Atlanterhavet. På samme tid arbejder selskabet sammen med andre oliegiganter for at forhindre en bedre regulering i USA.

    Det er på tide, at politikerne tør tage tyrene ved hornene og erkende at det fossile eventyr ikke kan fortsætte. Imens det bliver tydeligere og tydeligere, at vi ikke kan fortsætte som hidtil, og mens forskere gang på gang fremhæver de negative konsekvenser ved vores energiforbrug, stilles vestens ledere deres handlingslammelse til skue. Det er nu, at de må vise modet til, at tage de nødvendige beslutninger, som skal bringe os ind i en tidsalder, hvor vores energiforbrug ikke længere ødelægger vores planet.

    

  • Mærsk snyder!

    Udgivet den 12. december 2010 Hanne Lyng Winter Ingen kommentarer

    Af Politiken i dag fremgår det, at Mærsks produktionsplatforme i Nordsøen advares internt, inden der kommer miljøovervågningsfly. Advarslerne gør det angiveligt muligt at justere anlæggene, så blandt andet eventuelle ulovlige udledninger kan bringes ned eller standses. Advarslerne er ifølge Statens Luftfartsvæsen et brud på retningslinjerne.

    Dette er bare endnu en historie i rækken af Mærsks tydeligvis lemfældige omgang med havmiljøet og de love, der er sat i værk for at beskytte den. Med den ligegyldighed, Mærsk viser overfor miljøinspektion og udlederkrav for olie til Nordsøen, håber jeg virkelig, at miljøstyrelsens særbehandling af Mærsk stopper nu! Det kan simpelthen ikke være rigtigt, at Mærsk har særstatus og kan få lov til at gøre som det passer dem med havmiljøet og fiskene som taberne.

    I 1962 fik A.P. Møller retten til at efterforske og udvinde råstoffer i den danske undergrund, og produktionen af olie startede i 1972. Det er mange år, at Mærsk har fået lov til at udvinde olie og gas fra vores undergrund uden de af den grund åbenbart mener, at de skal passe på det havmiljø, de agerer i. Det er helt uacceptabelt, at de ikke lever op til gældende miljøkrav og bare endnu et eksempel på, at olieudvinding og havbeskyttelse ikke går i spænd.

  • Miljøstyrelsen accepterer olieforurening

    Udgivet den 8. december 2010 Hanne Lyng Winter 2 kommentarer

    I Politikken i dag kan man læse at Mærsk de sidste par år udleder for meget olie med borevandet fra en række af deres produktionsplatforme i Nordsøen.

    Overskridelserne har ifølge Politiken været kendt i Miljøstyrelsen i flere år; uden at Miljøstyrelsen dog af den grund har grebet ind!

    Udledning af olieforurenet vand til Nordsøen fra de danske produktionsplatforme, har været et problem i mange år. Allerede i 2006 vedtog daværende miljøminister Troels Lund Poulsen (V) en revideret offshore handlingsplan der skulle tage hånd om problemet, men status fra oktober i år viser desværre at der er langt endnu. De samlede danske produktionsplatforme udleder stadig alt for meget. Helt præcist 340 tons olie årligt, hvor niveauet burde være 222 tons hvis Danmark levede op til sine forpligtigelser!

    Det er dybt foruroligende og en hån imod miljøet, at Mærsk gentagne gange har overskredet grænseværdien for olie i produktionsvandet fra deres produktionsplatforme i Nordsøen, grænseværdien på 30 milligram olie per liter udledt vand er jo ikke indført for sjov, men fordi olie er giftigt for havmiljøet og de dyr der lever der!

    Også Danmarks Miljøundersøgelser kender til problematikken, og skrev allerede tilbage i 2009 at udledningen af olie til Nordsøen fra danske produktionsplatforme var steget med 49 % mellem 2001 og 2007, samt at olieforurening er dødsårsag for langt de fleste døde fugle, der indsamles langs danske kyster

    Der har i den grad været en laissez-faire tilgang til det her problem fra miljøstyrelsens side. At miljøstyrelsen ikke skrider ind overfor et tydeligt miljøproblem finder jeg meget bekymrende. Mærsk er åbenbart fredet i klasse A, og kan gøre som det passer dem med havmiljøet som taber. Dette bekræftede Kontorchef i Miljøstyrrelsen Juliane Albjerg, da også nærmest overfor ingeniøren i oktober i år, hvor hun siger at overskridelserne ikke har haft konsekvenser.
    Mærsk skal leve op til deres miljøansvar, og det ansvar har de svigtet groft. Miljøstyrelsen skal ligeledes ikke lade stå til, og det er derfor også helt uacceptabelt, at Miljøstyrelsen i flere år ikke har skredet ind overfor Mærsk. Skiftende miljøministre, nu Karen Ellemann (V), har tilsyneladende også misforstået, at det er deres fornemmeste opgave som miljøminister at beskytte miljøet – ikke Mærsk.

    Det er ikke i orden, at man tillader, at Mærsk systematisk overskrider grænseværdien for olieindhold i deres udledninger i nogle af Danmarks vigtigste fiskeområder i Nordsøen og dermed undergraver lovgivning og miljøkrav!

  • Grønland fortsætter hovedløs oliejagt

    Udgivet den 27. november 2010 Jon Burgwald Ingen kommentarer

    Den grønlandske regering har netop offentliggjort udbuddet af oliefeltslicenser langs den nordlige vestkyst. Selvom det ikke er egentlige boretilladelser, så er det det første, store skridt på vejen, og risikoen for, at Arktis bliver oversået med boreplatforme, er steget betragteligt.

    Det er utrolig ærgerligt, at den grønlandske regering ignorerer advarselslamperne og tillader en intensivering af olieselskabernes russiske roulette med den grønlandske natur og vores fælles klima. Det er helt forståeligt, at Grønland ønsker sig økonomisk frihed, men det er helt uforståeligt, at det skal ske ved at sælge deres natur til de multinationale olieselskaber. Jeg håber meget, at vi i Greenpeace når at komme igennem med vores krav om et internationalt forbud mod alle nye boringer til havs, inden olieselskaberne begynder at bore i den arktiske undergrund.

    Jeg havde også håbet, at DONG Energy ville afholde sig fra at byde ind på licenserne og dermed leve op til virksomhedens mange anstrengelser for at få verden til at se selskabet som grønt og miljøbevidst. I stedet har både DONG og Mærsk valgt at søge licenserne, som de altså nu har fået i et af verdens mest sårbare områder, og det er for mig både uforståeligt og uforeneligt med en grøn og ansvarlig profil.

    Der er mange gode grunde til et forbud mod alle nye boringer til havs og, udover den kortsigtede profit, ingen argumenter for. En af dem så vi desværre udpenslet i Den Mexicanske Golf sidste sommer. Det er en katastrofe, der vil trække sine ødelæggende spor langt ind i fremtiden og en katastrofe, der ville have haft endnu værre konsekvenser, hvis den var sket i Arktis. Og alle de nye licenser ligger nord for denne sommers boringer, hvilket forværrer både risici for og konsekvenserne ved et udslip.

    I den Mexicanske Golf samlede BP under ti procent af olien op. Resten fordampede, blev forarbejdet af mikroorganismer eller blev opløst og spredt ud over store områder, hvor det nu er i gang med blandt andet at ødelægge koralrevene. Den lille del af olien, der blev samlet op, skal ses i lys af, at man i den Mexicanske Golf havde omkring 6.500 skibe til at hjælpe med oprydningen. Da Cairn i sommer borede ud for den grønlandske kyst, havde selskabet 13 skibe tilstede i tilfælde af en ulykke. Resten af materiellet skulle hentes ind fra England og resten af verden, og den essentielle indsats de første par dage ville derfor ikke være mulig. Foruden de åbenlyse logistiske problemer og den manglende effekt af selv en meget målrettet oprydningsindsats, vil fordampningen og nedbrydningen af olien, der fjernede en stor del af olien i den Mexicanske Golf, på grund af kulden slet ikke i samme grad bidrage til at fjerne olien. Grønlænderne er derfor i langt højere grad afhængige af mulighederne for at fjerne olien selv og af, at der ikke sker et udslip.

    Den grønlandske regering har sagt, at risikoen for et udslip praktisk taget er ikke-eksisterende, da man følger de norske standarder, som er meget strengere end de amerikanske. Det norske oliedirektorat består dog af 215 mennesker, mens det grønlandske Råstofdirektorat, der udover olieudvindingen også skal dække alt anden råstofudvinding i Grønland, består af 30 mennesker. Samtidig indtager Råstofdirektoratet, ifølge den norske oliehistoriker Helge Ryggvik, en meget uheldig dobbeltrolle, da direktoratet både skal tiltrække olieselskaberne og sikre sig at reguleringen er streng nok. Selv hvis Råstofdirektoratet var på niveau med de norske myndigheder, så er det ingen garanti. I løbet af sommeren indrømmede Statoil, at det kun var tilfældigheder og ren og skært held som forhindrede et blowout af den slags, vi så i den Mexicanske Golf. Jeg håber selvfølgelig, at vi aldrig vil komme til at se et olieudslip igen og vil sammen med det grønlandske folk krydse fingre. Desværre er der heller ikke så meget andet at gøre…

    Foruden de umiddelbare risici for et olieudslip er der en anden meget god grund til, hvorfor vi må indføre et stop for nye olieboringer: Klimaforandringerne. De står foran os som den største enkeltstående trussel, menneskeheden nogensinde har skullet imødegå. Hvis vi skal imødegå den, så kræver det, at vi kun afbrænder en fjerdedel af de kendte fossile reserver (og det er endda uden at man medregner tjæresand og skiferolie). Vi skal altså ikke udvide de fossile reserver ved at lede efter mere olie – og særligt ikke i områder, hvor risikoen er så høj som ved Grønland. Der er kun én vej fremad; en hurtig omstilling fra et samfund baseret på olie, kul og gas til et samfund baseret på sol, vind og vand. Verden har den nødvendige teknologi, viden og ressourcer, men mangler politisk mod, der kan sætte et stort og klart pejlemærke for industriens investeringer. Hver en krone, der hældes i nye risikable boringer, er ikke bare spildt, men direkte ødelæggende for en fremtid uden katastrofale og ukontrollable klimaforandringer.

    Den stædige grønlandske insisteren på en oliejagt er hovedløs. Grønland risikerer ikke bare at blive hjemsted for en katastrofe som den i den Mexicanske Golf, men hælder uden omtanke benzin på planetens katastrofekurs. Alle regeringer har et ansvar for at vælge rigtigt og skubbe udviklingen i den rigtige retning. Den grønlandske regering må ikke svigte det ansvar.

  • Elleman vender miljøet ryggen

    Udgivet den 24. september 2010 Jon Burgwald Ingen kommentarer

    Efter jeg er vendt tilbage til lille Danmark fra Greenpeace-skibet Esperanza, fortsætter mine venner ufortrødent deres kamp mod olieindustriens forblændede jagt på klodens sidste olie. Lige nu sidder to aktivister, Timo og Naz, i en overlevelseskapsel fastgjort til ankerkæden på det enorme boreskib Stena Carron og forhindrer dermed den amerikanske oliegigant, Chevron, i at foretage deres planlagte dybhavsboring ud for Shetlandsøerne.

    En 500 kilo tung overlevelseskapsel er gjort fast til ankerkæden på boreskibet Stena Carron, der opereres af Chevron. Kapslen indeholder kommunikationsudstyr og mad. Greenpeace / Will Rose

    De har forsyninger til flere uger, og på trods af den hårde storm de lige nu er udsat for, håber jeg inderligt, at de får forhindret Chevron i deres halsløse gerning så længe som muligt. Chevron vil i år bore 18 efterforskningsbrønde alene i Lagavulin-området, og oliegiganten har stolt proklameret, at den forventer at finde helt op til 600 millioner tønder eller næsten hundredetusind millioner liter olie i området. Og det skulle angiveligt være en godt nyhed…

    Men jeg syntes i langt højere grad, det er skræmmende – for klimaet og for havet. Det er cirka 120 gange mere olie end der slap ud i Den Mexicanske Golf, og afbrænding af olien vil udlede uhyggelige mængder CO2. Selvom det sikkert desværre giver gode resultater på bundlinjen, så skal cheferne i Chevron ikke være stolte af, at de ødelægger vores klima og risikerer en britisk pendant til den amerikanske oliekatastrofe. Timo og Naz gør hvad de kan for at forhindre en af Chevrons boringer, men firmaet viser ingen tegn på at droppe sin skruppelløse adfærd og se videre end næste års regnskab.

    Når virksomhederne blindt fortsætter som hidtil, så må andre træde i karakter. Timo, Naz og resten af os i Greenpeace kan ikke alene stoppe olieboringerne. Vi har brug for hjælp og et af de steder, jeg håbede vi kunne finde den hjælp, var hos de ansvarlige politikere. 15 miljøministre mødes i dag og i morgen for bl.a. at diskutere muligheden for et moratorium mod dybhavsboringer i Nordøstatlanten. Allerede efter den første dags møde står det desværre krystalklart, at miljøministrene fra de femten lande har misforstået deres titel.

    I stedet for at repræsentere miljøet har Elleman og hendes medkumpaner udvandet det tyske forslag, så al tale om et muligt moratorium er væk. Stolt har de præsenteret en hensigtserklæring om at arbejde for et fælles regelsæt som en sejr. Selvom det er den britiske miljøminister, der var bannerfører for at ødelægge alt initiativ, så var Elleman ikke sen til at følge trop. Selvom det ikke er overraskende, at en VK-minister ikke sætter miljøet i første række, så kan jeg alligevel ikke lade være med at være skuffet

    Miljøminister Karen Ellemann bliver mødt af kampagnechef i Greenpeace, Truls Gulowsen, der med en sidste appel beder om dansk opbakning til et moratorium på dybhavsboringer. Greenpeace / Birgitte Horn

    Det er ikke et år siden, at den danske regering sammen med resten af verdens regeringer lovede, at man ville holde den globale temperaturstigning, men endnu har ingen vestlige lande – og mindst af alt Danmark – vist modet til at handle. Så når Elleman i dag kl. 11.30 sammen med de 14 andre miljøministre stiller sig op og forsikrer os om, at alt er i skønneste orden, så vil det lyde som lyden af tomme olietønder: Beskidt og hult.

    Men bare fordi de 15 ministre ikke har klodens bedste for øje, så betyder det ikke, at vi giver op. Vi vil fortsætte med at aktionere mod olieindustriens udpining af jorden og politikernes stiltiende accept, og jeg er ikke i tvivl om, at hvis presset bliver stort nok, så vil de blive tvunget til at gøre det rigtige.