-
Hvad Eva Kjer Hansen ikke ved – har havet ondt af.
Udgivet den 19. januar 2010 2 kommentarerJeg har ventet med længsel på de vand- og naturplaner, der blev offentliggjort d. 14. januar. De skulle nemlig efter regeringens eget udsagn beskytte den danske havnatur. Det er i dem, der står, hvad regeringen vil gøre for at leve op til EU-forpligtelserne om at bevare stenrev, sandbanker, marsvin og meget andet godt fra havet i de såkaldte Natura 2000-områder. Problemet er bare, at det ikke står i planerne!
Der står et par forslag til, hvad man kan gøre – ikke noget nyt i forhold til, hvad det har fremgået i tidligere skrifter fra ministeriet. Men intet som regeringen faktisk vil eller skal gøre. Og det er rystende. Siden 1992 har Danmark vist, at dele af havet skal beskyttes. 17 år – og absolut ingen handling.
Vi bliver nødt til at sikre, at Danmarks unikke boblerev og stenrev ikke bliver smadret, at marsvinene ikke forsvinder fra danske farvande og at vores havnatur overordnet beskyttes. Det er ikke bare en moralsk forpligtigelse, men noget Danmark er forpligtet til gennem EUs habitatdirektiv fra 1992.
Det er fødevareminister Eva Kjer Hansens ansvar at sikre, at fiskeriet ikke skader Natura 2000-områderne på havet og skærer for meget i bestanden af marsvin. Men fødevareministeren vil ikke gribe ind med mindre der foreligger bevis på en konkret skade. Problemet er bare, at Fødevareministeren ikke undersøger, om der sker en skade. Der er ikke lavet en gennemgribende undersøgelse af fiskeriets påvirkning af natura 2000-områderne på havet, og heller ikke en undersøgelse, der kortlægger, hvor mange marsvin, der faktisk drukner hvert år i fiskernes net. Derfor har hun ikke det konkrete bevis og vil derfor ikke ifølge svar til folketinget gribe ind. Taberen er danskernes havnatur, der hver dag måske ødelægges. Vinderen er den fiskeindustri – støttet af Eva Kjer Hansen – der får lov til at udnytte resurserne uden hensyntagen til naturen.
Og der er desværre stor sandsynlighed for, at der foregår ødelæggelse. En undersøgelse fra 2005 fra et Natura 2000-område i Kattegat viste, at der foregik trawlfiskeri på et stenrev som burde være beskyttet og en rapport fra DMU fortæller, at det går tilbage for marsvinebestanden i de danske farvande. Også EMPAS projektet har vist, at trawlfiskeri kan skade naturen både på stenrev og på sandbanker.
Jeg vil have Folketinget til at minde fødevareministeren om sit ansvar for at beskytte samtlige Natura 2000-områder på havet. For ministeren gør det ikke af sig selv! Natura 2000-områderne skal beskyttes så meget som det overhovedet er muligt. Det skal for eksempel ikke være tilladt at fiske, at lægge havneslam, at grave sand og grus op i Natura 2000-områderne. Og hvis jeg kunne ønske, dækkede de ikke kun 12 procent af havet, men 40.
-
Forbud imod udsmid er ikke nok Eva Kjer Hansen
Udgivet den 2. oktober 2009 Ingen kommentarerFødevareminister Eva Kjer Hansen er sammen med fiskeriministre fra landene omkring Østersøen blevet enige om at udsmid af fisk skal forbydes i Østersøen.
Dette er et stort skridt i den rigtige retning imod et bæredygtigt fiskeri, og Greenpeace støtter varmt et forbud imod udsmid, og et mere selektivt fiskeri.
Men et stop for udsmid kan altså ikke stå alene, selvom fødevareministeren i høj grad mener, at dette er vejen frem.
Fødevareminister Eva Kjer Hansen skal også sikre at fiskeriet ikke er til skade for hav-naturen, og de dyr og planter, der lever der. Hun må tage ansvar for, at fiskerierhvervet ikke skader blandt andet marsvin, stenrev, sandbanker og havfugle. Det ansvar lever hun IKKE op til i dag.
Eva Kjer Hansen er ansvarlig for at de såkaldte Natura 2000 områder på havet ikke skades af fiskeri. Natura 2000 områder er naturområder, udpeget af den danske regering fordi de indeholder specielle dyr og planter som Danmark er forpligtet til at beskytte i henhold til EU’s habitatdirektiv.
I dag beskytter Eva Kjer Hansen ingen af Natura 2000 på havet. Det er ikke godt nok, og dette sløseri betyder at værdifuld natur, Danmark er forpligtet til at beskytte, hver dag er i fare for at blive ødelagt.
Der skal handles nu, hvis reformen af den fælles fiskeripolitik, der skal ligge klar i 2012, skal levere det den nuværende fiskeripolitik ikke har formået: Et bæredygtigt fiskeri. Og her er Greenpeace og den danske fødevareminister for en gang skyld enige. Den nuværende fiskeripolitik er en fiasko!
SF har indkaldt Eva Kjer Hansen til samråd i folketingets Miljø- og Planlægningsudvalg, for at gøre rede for den manglende beskyttelse af Natura 2000 områderne på havet.
-
Miljøministeren nøler med havbeskyttelsen
Udgivet den 9. september 2009 Ingen kommentarerI to svar til Folketinget omkring forvaltningen, eller manglen på samme, af Natura 2000-områder på havet, viser miljøminister Troels Lund Poulsen endnu engang, at når det gælder havbeskyttelse, har han det lavets mulige ambitionsniveau.
Troels Lund Poulsen skriver: ”Der foreligger dog ikke konkret dokumentation af skader i et Natura 2000-område, som følge af fiskeri. Der er derfor ikke på nuværende tidspunkt foretaget indgreb mod konkrete fiskeriaktiviteter i områderne”.
Magen til fodslæberi skal man lede længe efter! Igen og igen er det bevist at fiskeri, og især trawlfiskeri hvor tunge redskaber slæbes henover havbunden, er skadeligt for naturen i havet. I nye undersøgelser fra Tyskland på Natura 2000-områder, fremgik det endog ganske tydeligt, at fiskeri med trawl ødelægger stenrev og ændrer flora og fauna i sandbanker. Præcis den natur som også Danmark er forpligtet til at beskytte, men som Troels Lund Poulsen altså ikke mener, der findes nok dokumentation for at beskytte.
Selvom det er fødevareminister Eva Kjer Hansens ansvar at forvalte fiskeriet i Natura 2000-områderne på havet, er det alligevel meget foruroligende at miljøministeren tydeligvis ikke erkender fiskerierhvervets negative påvirkning af havets natur.
Der er ikke tid til at vente længere. Til trods for miljøministerens og fødevareministeren nølende fremfærd i denne sag, er det ikke desto mindre en kendsgerning at Danmark ifølge habitatdirektivet er forpligtet til at beskytte Natura 2000-områderne. Også imod nuværende aktiviteter.
Og det er ikke bare habitatdirektivet som politikerne forsømmer! Også forpligtigelsen om at bremse tabet af biologisk mangfoldighed sættes over styr med den nuværende mis-forvaltning af havets natur.
Oprettelsen af beskyttede områder og en langt mere kritisk tilgang til eksisterende fiskemetoder er et helt essentielt, hvis vi skal gøre os forhåbninger om at vende udviklingen i danske farvande. Dette var også anbefalingerne til folketinget for kun to år siden.
Den danske regering er lige nu ansvarlige for at beskyttelsen af naturen i de danske havområder forsømmes på det groveste. Det kan simpelthen ikke være rigtigt! Nu må der handels, og havnaturen må beskyttes – som Danmark jo sådan set er forpligtet til.
-
Fødevareministeren taler som Andrea
Udgivet den 21. august 2009 Ingen kommentarerFødevareminister Eva Kjer Hansen kalder i dag vores aktion i Kattegat for ulovlig. Og til gene for naturen på havbunden. Begge dele er direkte usandt. Og det ved fødevareministeren godt selv.
Greenpeace’ aktion i Kattegat i sidste uge foregik på den svenske side og derfor var det Lenstyrelsen i Halland, Greenpeace informerede forud for aktionen. Den konkluderede, at aktionen ikke var ulovlig, og at Greenpeace ikke skulle søge om yderligere tilladelse.
Desuden var stenene at betragte som en bevaringsforanstaltning. De er ikke til gene for naturen. Tværtimod beskytter de mod bundtrawl. Det samme var konklusionen, da den tyske regering i forsommeren konkluderede stenenes påvirkning af havbunden. Det gjorde regeringen på baggrund af en aktion, som Greenpeace havde i Sild Rev ved Nordtyskland sidste år.Det er afskyvækkende, at fødevareminister Eva Kjer Hansen bralrer op uden at gøre sig den mindste anstrengelse for at finde ud af, om det, hun siger, er rigtigt. Samtidig understreger hun det helt rigtige og indiskutable faktum, at det er myndighedernes ansvar at beskytte sårbare havområder. Men undlader at sige, at det er et ansvar, hun i den grad forsømmer.
Grunden til forsømmelsen er, at hun er fiskernes minister. Ikke fiskenes. Hun forlod liggestol og feriedresset i ét spring, da hun midt i sommervarmen fik et brev fra Danmarks Fiskeriforening op til vores aktion. Fiskerne beder hende erklære vores aktion for ulovlig og presse hendes svenske kollega til at stoppe den. Uden tøven tager Eva Kjer Hansen samme dag fat i sin svenske kollega og presser ham med det eneste hun kan, nemlig en svensk-dansk torskefredningsaftale, som den svenske fødevareminister har lagt meget prestige i. Hun gentager fiskernes argumenter som en anden hånddukke – både overfor den svenske minister og overfor pressen.
Eva Kjer Hansen har kaldt aktionen ulovligt, selvtægt, hærværk og sammenlignet den med at kaste partisansøm. På trods af, at der ikke har været tvivl om, at det er en lovlig aktion. Det er da kun, fordi tilsvinningen kommer direkte fra fiskerne, at jeg ikke bliver stødt. De er pressede på deres levebrød, og det er en kendt årsag til at være lidt perfid. Men er det virkelig meningen, at ministre skal fungere som som Kaj og Andrea? Det er en skræmmende tanke.
-
Danmarks Fiskeriforening løber fra sit ansvar!
Udgivet den 12. august 2009 8 kommentarer11. august skriver Danmarks Fiskeriforening, at ”Sten I Kattegat en sikkerhedsrisiko”. Mage til spin skal man lede længe efter. Dette er udelukkende fiskeriforeningens forsøg på at vinde sympati blandt den brede befolkning, der ikke kender til fiskeri og til sagens rette sammenhæng.
Fiskeriforeningen forsøger desperat at tale om noget andet end det, der er kernen. Nemlig at Natura 2000 områderne i Danmark mangler beskyttelse, og at skadeligt trawlfiskeri er en af de største trusler imod ikke bare Natura 2000-områderne, men den danske havnatur generelt!
Stenene er ingen sikkerhedsrisiko. Trawlere farer dag ud og dag ind rundt imellem store sten, rev og vrag. Hvis Danmarks Fiskeriforening havde sat sig ordentlig ind i sagen, ville de også vide, at en af betingelserne for Greenpeaces aktion var at positionerne på de barrierer, Greenpeace lagde ud, bliver offentliggjort. Det stod klart i det svar, der kom fra Länsstyrrelsen i Halland; samme myndighed, der anså Greenpeace’s sten som værende en bevaringsforanstaltning.
Der er politisk fodslæberi, at områderne ikke er beskyttet endnu. Danmarks Fiskeriforening kan lige så godt først som sidst erkende fiskeriets store påvirkning af havnatur og fiskebestande. I stedet for at komme med usaglige anklager for at fjerne fokus fra det, det handler om – at de danske havområder mangler beskyttelse – burde Danmarks Fiskeriforening selv fremlægge konstruktive planer for hvordan udviklingen vendes, og naturen beskyttes.
Greenpeace har fået støtte fra SF, Socialdemokraterne, det radikale venstre og kystfiskernes forening Landsforeningen Levende Hav. Greenpeace har indtil videre placeret 140 store granitsten i Natura 2000-området Lille Middelgrund og vil i de kommende dage fortsætte med at lægge sten ned i det nærliggende Natura 2000-område Fladen.
-
Fødevareminister Eva Kjer Hansen render fiskernes ærinde!
Udgivet den 9. august 2009 3 kommentarerFødevareminister Eva Kjer Hansens taktik kan ikke ses som andet end en desperat minister, der løber fiskernes ærinder. Det er helt horribelt at tage torsken som gidsel i et magtspil med Sverige.
Eva Kjer truer Sveriges landbrugs- og fiskeriminister, Eskild Erlandsson, til at stoppe en planlagt Greenpeace-aktion i to svenske Natura 2000-områder i Kattegat. Her lægger vi mandag store sten på havbunden for at beskytte områderne imod skadelig bundtrawling.
Eva Kjer Hansen ikke selv kan stoppe aktionen; Derfor truer hun nu den svenske minister med at bryde en fredningsaftale, hvor et større område et helt andet sted i Kattegat er lukket for fiskeri for at beskytte den stærkt overfiskede Kattegattorsk, hvis ikke han får aktionen stoppet.
Kun tre dage inden Fødevareministeren kom med truslen overfor den svenske minister, blev hun kraftigt opfordret af Danmarks Fiskeriforening til at stoppe Greenpeace-aktionen. Hvis vi gennemfører aktionen i Natura 2000-områderne, vil hun skade fredningen af torsken. Fordi hun kan ikke selv bremse aktionen, og fordi aktionen ifølge svensk lov er lovlig, tager hun torsken som gidsel, og viser dermed alt tydelighed, at hun ikke er fiskenes og havets minister, men fiskernes minister!
Eva Kjer Hansen bruger torsken i et magtspil for at bremse en lovlig aktion, og dermed er det nu blevet endnu mere tydeligt at ideen og drivkraften bag den ekstraordinære redningsplan for torsken i Kattegat på ingen måde kom fra den danske minister, men blev drevet frem af Sverige. Eva Kjer Hansen taktik i denne sag er helt forfejlet og er et rystende bevis på, hvor langt ministeren vil gå for at tilfredsstille fiskerierhvervet!
Reaktionen fra Eva Kjer Hansen på Greenpeace-aktion i de to Natura 2000-områder i Kattegat bekræfter blot med endnu større tydelighed, at der er alvorlige huller i EU-lovgivningen, når fiskeri kan få lov at foregå uden nogle restriktioner i såkaldte ”beskyttede områder”. Vi kræver, at politikerne laver beskyttelse af Natura 2000-områderne nu!
-
Greenpeace vil forhindre bundtrawling!
Udgivet den 3. august 2009 7 kommentarerTil august lægger Greenpeace store sten på havbunden i to områder i den svenske del af Kattegat. Det gør vi for at beskytte områderne mod bundtrawling. Og fordi vi vil have politikerne til at leve op til deres ansvar for at beskytte Natura 2000-områderne.
Danmark, Sverige og samtlige lande i EU er forpligtet til at stoppe tabet af den biologiske mangfoldighed og derfor har landene udpeget Natura 2000-områder, blandt andet til havs. Natura 2000-områderne er særligt bevaringsværdige, fordi de indeholder rev, boblerev, sandbanker og mange marsvin.
Problemet er bare, at politikerne ikke gør mere end at kalde områderne for beskyttede. De er i realiteten ikke beskyttede. Der bliver for eksempel stadig brugt ødelæggende bundtrawling og lagt slam i nogle Natura2000-områder i Danmark. Natura2000 er ikke andet end papirparker.
Derfor går Greenpeace i aktion imod den manglende beskyttelse.
De sten Greenpeace lægger i de to Natura 2000-områder i den svenske del af Kattegat lægger vi rundt om de bevaringsværdige stenrev, sådan at trawlene ikke kan komme op på revene. Stenene forhindrer dermed udelukkende bundtrawling. Andre trusler beskytter stenene ikke imod. Aktionen er ment som et opråb til den svenske, danske og samtlige regeringer i EU om at Natura 2000-områderne skal beskyttes, sådan at naturen og dyrelivet bevares og genopbygges.
Det burde ikke være nødvendigt for Greenpeace at gribe til den slags aktioner for at få politikere til at leve op til deres ansvar; for det er regeringens ansvar at beskytte havområderne. Greenpeace kræver en bedre beskyttelse af samtlige Natura 2000-områder på havet.
-
Havet må beskyttes – hvis ansvar er det?
Udgivet den 15. juni 2009 Ingen kommentarerDet helt åbenlyse svar på dette spørgsmål må da være myndighederne. Ja, det burde det være. Men det er desværre ikke sådan at virkeligheden er. Myndighederne beskytter ikke vores havområder – de lader stå til imens habitater og dyreliv forsvinder.
Det er virkeligheden. Derfor tog Greenpeace sidste år sagen i egen hånd, og lagde store sten i et område ved Sild Rev for at beskytte området imod bundtrawling. Området er et Natura2000 område udpeget af den tyske regering som værende bevarelsesværdigt. Alligevel foregik der stadig bundtrawling i området. Greenpeace lagde stenene på havbunden sådan at trawlerne ikke kunne trække deres trawl.
Greenpeace har i årevis forsøgt at råbe politikere og beslutningstagere op, for at får dem til at forvalte vore havområder bedre – herunder som et minimum at beskytte udpegede naturområder imod de mest destruktive former for fiskeri.
Greenpeace har et utal af gange påpeget at bundtrawling er en ødelæggende fiskemetode, der ødelægger og ændre havbundens struktur, og giver store mængder bifangst og dermed udsmid. At sådant et fiskeri kan tillades i et beskyttet område er katastrofalt; både for den beskyttelsesværdige natur og for konceptet ”beskyttet område”.
Greenpeace har netop besøgt området igen. Denne gang med dykkere for at dokumentere effekten af de godt 300 sten der blev lagt i august sidste år. Dykkerne opdagede at stenene var blevet en del af økosystemet. Stenene var bevokset med alger og hjemsted for dyreliv, og har i en vis udstrækning beskyttet området imod blandt andet bundtrawling.
Det er selvfølgelig gode nyheder, at et havområde er blevet beskyttet. Men det er samtidig en falliterklæring, at det er de godt 300 sten fra Greenpeace, der yder denne beskyttelse.
Det burde være myndighederne, der beskytter vores havområder. Det burde være myndighederne, der tog deres ansvar alvorligt og ydede en fornuftig beskyttelse til alle havområder, det burde være myndighederne der så til at havets stenrev og dyreliv ikke forsvinder!
Det er myndighedernes ansvar!


