50 milliarder i bøde for oliesvineri

Olieselskabet Chevron blev i mandags idømt en bøde på 50 milliarder kroner for omfattende oliesvineri i Equador. Det var Texaco, der senere er blevet opkøbt af Chevron, der i årene 1964 – 1992 var skyld i, at næsten 70 milliarder liter olie og knap 70 millioner liter giftigt produktionsvand blev ledt lige ud i Amazonregnskoven og i floderne.

Den store forurening skyldes, at Texaco i sin tid i Ecuador brugte det billigst mulige materiel, og opererede uden hensyn til naturen og de mennesker der levede i skoven, og som var afhængige af rene floder og skovområder for at overleve.

Texaco, og efter overtagelsen Chevron, har siden sagens start i 1993 forsøgt at løbe fra sit ansvar. Argumenterne har været mange og farverige – bl.a. at Chevron skulle være fritaget for ansvar fordi Texaco betalte 40 millioner dollars til oprydning, før det blev købt af Chevron og direkte afviser, at forureningen skulle have forsaget nogen skade på området.

Oliefirmaer trækker sager i langdrag

Afgørelsen er en milepæl i en sag, der har kørt i over 18 år, men sagen slutter formodentlig ikke her. Chevron har tænkt sig at anke sagen, som de mener er et fupnummer.

Historisk ved man, at sådanne sager kan trække ud i årevis. For eksempel lykkedes det Exxon mobil at trække sagen om betaling for Exxon Valdezz ulykken i 1989 i langdrag med appel efter appel.

BP, Statoil og Mærsk er ingen undtagelse

Den 20. april 2010 eksploderede BP boreplatformen Deepwater Horizon. 11 arbejdere mistede livet, og efterfølgende løb over 800 millioner liter olie ud i Den Mexicanske Golf

I bund og grund er olieselskaber folk, der vil tjene penge, og hvis de kan løbe om hjørner med sikkerheden for højere profit, så gør de det. Det har vi set i forbindelse med ulykken i den Den Mexicanske Golf, hvor Det Hvide Hus’ ‘Oil Spill Commission’ i deres rapport konkluderede: “Whether purposeful or not, many of the decisions that BP, Halliburton, and Transocean made that increased the risk of the Macondo blowout clearly saved those companies significant time (and money)”

Forleden blev det statsejede norske olieselskab Statoil slæbt i retten, fordi det angiveligt har forbrudt sig mod en række vandregulativer i forbindelse med dets tjæresandsaktiviteter i Canada.

Og også herhjemme er den gal, hvor Mærsk i Nordsøen senest i en række avisartikler, er blevet beskyldt for at udlede for meget olie med borevandet, med vilje at have presset rensesystemerne over evne, samt advare internt når et miljøfly var på vej.

Disse katastrofale konsekvenser kan vi kun undgå, hvis vi gør os fri af vores afhængighed af fossile brændstoffer. De skruppelløse og profitsøgende oliefirmaer tilbyder os kun problemer. Derfor må brugen af fossile brændsler hurtigst muligt bringes til ophør.

Mærsk skal en tur i skammekrogen

Jeg har lige overværet miljøminister Karen Ellemann til åbent samråd, hvor hun forsøgte at forsvare sig i Mærsk-sagen. Hun synes at have en blind tillid til Mærsk, som ikke skal imødeser nogen sanktioner fra hendes side. Ulovlige udledninger i årevis af olie i spildevandet mener ministeren ikke har nogen miljømæssige konsekvenser. Det er utroligt, at havene har så ringe værdi. Grænseværdierne er sat, fordi overtrædelser har miljøkonsekvenser og jeg har svært ved at se Mærsk og andre olieselskabers incitament til at overholde grænserne i fremtiden, når årelange overtrædelser ikke fører til selv den mindste sanktion.

Politiken har før jul afsløret  store olieudslip fra Mærsks platforme, snyd med tal og systematisk undvigelse af miljøkontrollen. Mærsk-medarbejdere følte sig presset til at fuske med prøverne fra platformene og selskabets ansatte på land har advaret platformene, når der var en inspektion på vej. Mærsk har fået lavet en redegørelse til miljøstyrelsen, som konkluderer, at der er en lang række problemer som skal løses. Et af dem er, som Politiken kan afsløre i dag, at undersøgelsen af Mærsk er foretaget på den forkerte platform.

Afsløringerne om, at Mærsk i en årrække konsekvent har brudt reglerne og med alskens midler har forsøgt at skjule det, er desværre kun symptomatisk for en rådden olieindustri. Vi har i mange år været klar over olieselskabernes hensynsløse fremfærd i fattige lande, hvor de i jagten på profit ser stort på menneskerettigheder og miljø.

Efter katastrofen i den Mexicanske Golf er det blevet mere og mere klart, at olieindustriens fremfærd ikke er stort anderledes i vores del af verden. Rapporter fra USA og England viser, hvordan olieselskaberne gør alt, hvad de kan, for at underminere lovgivningen. Og selv den lovgivning, der alligevel bliver gennemført, omgår de lige så snart det kan lade sig gøre. Sikkerhed og miljøhensyn betragtes kun som generende elementer.

Olieselskaberne udfører mere og mere risikable boringer i mere og mere risikable egne, og jeg synes det er nu, vi skal stille os selv spørgsmålet om, vi tør overlade havenes ve og vel til oliegiganterne. Livet i havene er i forvejen under voldsomt pres, og der vil komme flere oliekatastrofer. Mærsk er et klart eksempel, men desværre kun et ud af rigtigt, rigtigt mange, på hvor sort og ødelæggende olieindustrien er.

Cairn på katastrofekurs i Grønland

Det britiske selskab Cairn er klar til endnu en sommer med boringer i isbjergalléen ved Grønlands vestkyst, kan Politiken fortælle. Det er bindegalt og bestemt ikke den nyhed, jeg havde håbet at begynde 2011 med. Efter Politikens afsløringer af Mærsk’ omfattende snyd og fusk for at dække over ulovlige udledninger i havet, der er blevet verificeret i dag, Ekstra Bladets afsløringer af de horrible måder, DONG’s kul bliver udvundet på i Rusland og Statoils indrømmelse af en ulykke i Norge, der kunne have givet et blowout som det, vi så i Den Mexicanske Golf, troede jeg, at det var klart for alle, at man ikke kan stole på olieindustrien. Vi kan simpelthen ikke overlade havene i deres varetægt.

Cairn melder sig klar til at bore, fordi det nu har lejet to borerigge. De er byggede i Dalian i Kina – det område, der blev offer for en oliekatastrofe i sommer, hvor to olierørledninger sprang læk og sendte halvanden million liter olie direkte ud i havet. Nu er det bare tilbage at håbe, at der i Dalian er mere styr på at bygge olierigge end på at bygge olierør.

De grønlandske boringer er vanvittige af flere årsager; risikoen for at det går galt er stor, fordi det er på dybt vand i et isfyldt område; ved en ulykke vil olien stå og fosse ud i månedsvis og en eventuel oprydning i arktisk farvand er umulig – derudover har verden og vores klima slet ikke råd til at brænde olien af. Det er farligt og unødvendigt og konsekvenserne ved en ulykke er fuldstændig uoverskuelige. Vi bliver nødt til at lære af oliekatastroferne i Den Mexicanske Golf og i Dalien og ikke bare tillade vanviddet at fortsætte.

Cairn, der nu er klar til at bore, er ikke de eneste olieselskaber, der har dollartegn i øjnene, når de ser ud over de grønlandske farvande. Dong, Mærsk og Statoil har sammen med Shell, GDF Suez, ConocoPhillips og det grønlandske Nunaoil fået lov til at udvide efterforskningen med et ekstra areal på 71.000 kvadratkilometer. Men ingen af selskaberne har formelt fået de endelige boretilladelser, så den grønlandske regering kan stadig nå at besinde sig. Alle landes regeringer har ansvar for at mindske klimatruslen. Mere olie er ikke den rigtige vej frem – det er vejen til katastrofale klimaforandringer for hele kloden.

Mærsk snyder!

Af Politiken i dag fremgår det, at Mærsks produktionsplatforme i Nordsøen advares internt, inden der kommer miljøovervågningsfly. Advarslerne gør det angiveligt muligt at justere anlæggene, så blandt andet eventuelle ulovlige udledninger kan bringes ned eller standses. Advarslerne er ifølge Statens Luftfartsvæsen et brud på retningslinjerne.

Dette er bare endnu en historie i rækken af Mærsks tydeligvis lemfældige omgang med havmiljøet og de love, der er sat i værk for at beskytte den. Med den ligegyldighed, Mærsk viser overfor miljøinspektion og udlederkrav for olie til Nordsøen, håber jeg virkelig, at miljøstyrelsens særbehandling af Mærsk stopper nu! Det kan simpelthen ikke være rigtigt, at Mærsk har særstatus og kan få lov til at gøre som det passer dem med havmiljøet og fiskene som taberne.

I 1962 fik A.P. Møller retten til at efterforske og udvinde råstoffer i den danske undergrund, og produktionen af olie startede i 1972. Det er mange år, at Mærsk har fået lov til at udvinde olie og gas fra vores undergrund uden de af den grund åbenbart mener, at de skal passe på det havmiljø, de agerer i. Det er helt uacceptabelt, at de ikke lever op til gældende miljøkrav og bare endnu et eksempel på, at olieudvinding og havbeskyttelse ikke går i spænd.

Miljøstyrelsen accepterer olieforurening

I Politikken i dag kan man læse at Mærsk de sidste par år udleder for meget olie med borevandet fra en række af deres produktionsplatforme i Nordsøen.

Overskridelserne har ifølge Politiken været kendt i Miljøstyrelsen i flere år; uden at Miljøstyrelsen dog af den grund har grebet ind!

Udledning af olieforurenet vand til Nordsøen fra de danske produktionsplatforme, har været et problem i mange år. Allerede i 2006 vedtog daværende miljøminister Troels Lund Poulsen (V) en revideret offshore handlingsplan der skulle tage hånd om problemet, men status fra oktober i år viser desværre at der er langt endnu. De samlede danske produktionsplatforme udleder stadig alt for meget. Helt præcist 340 tons olie årligt, hvor niveauet burde være 222 tons hvis Danmark levede op til sine forpligtigelser!

Det er dybt foruroligende og en hån imod miljøet, at Mærsk gentagne gange har overskredet grænseværdien for olie i produktionsvandet fra deres produktionsplatforme i Nordsøen, grænseværdien på 30 milligram olie per liter udledt vand er jo ikke indført for sjov, men fordi olie er giftigt for havmiljøet og de dyr der lever der!

Også Danmarks Miljøundersøgelser kender til problematikken, og skrev allerede tilbage i 2009 at udledningen af olie til Nordsøen fra danske produktionsplatforme var steget med 49 % mellem 2001 og 2007, samt at olieforurening er dødsårsag for langt de fleste døde fugle, der indsamles langs danske kyster

Der har i den grad været en laissez-faire tilgang til det her problem fra miljøstyrelsens side. At miljøstyrelsen ikke skrider ind overfor et tydeligt miljøproblem finder jeg meget bekymrende. Mærsk er åbenbart fredet i klasse A, og kan gøre som det passer dem med havmiljøet som taber. Dette bekræftede Kontorchef i Miljøstyrrelsen Juliane Albjerg, da også nærmest overfor ingeniøren i oktober i år, hvor hun siger at overskridelserne ikke har haft konsekvenser.
Mærsk skal leve op til deres miljøansvar, og det ansvar har de svigtet groft. Miljøstyrelsen skal ligeledes ikke lade stå til, og det er derfor også helt uacceptabelt, at Miljøstyrelsen i flere år ikke har skredet ind overfor Mærsk. Skiftende miljøministre, nu Karen Ellemann (V), har tilsyneladende også misforstået, at det er deres fornemmeste opgave som miljøminister at beskytte miljøet – ikke Mærsk.

Det er ikke i orden, at man tillader, at Mærsk systematisk overskrider grænseværdien for olieindhold i deres udledninger i nogle af Danmarks vigtigste fiskeområder i Nordsøen og dermed undergraver lovgivning og miljøkrav!

Mærsks nej skal danne præcedens

Endelig skete det. Onsdag meddelte verdens største container-shippingvirksomhed, danske Mærsk, at der er adgang forbudt ombord på Mærsk-skibe for illegalt fanget fisk . Specifikt vil Mærsk ikke fragte antarktisk og patagonsk isfisk, orange savbug og alle former for hajer og hvaler. Alle arter er plaget voldsomt af ikke-bæredygtig fangst, og nu tager shippingbranchens mastodont et ansvar for at bremse det.

Det fortjener ros. Ikke uforbeholdent, for der er stadig et stykke vej til, at Mærsk lukker nettet for alle de truede bestande, men udmeldingen giver håb om, at der kan gøres noget for at genoprette de truede bestande.

Nu er det så spændende at se, hvordan transportbranchen som helhed tager imod meldingen fra Mærsk. For det er afgørende, at ansvarsfølelsen nu forplanter sig til andre selskaber, der ligesom Mærsk må erkende, at de har et stort medansvar for, om det, de fragter, er til at stå inde for. Mere end 75 pct. af verdens fiskebestande er udnyttet til det maksimale eller direkte overfisket, og hvis verden ikke bare skal have fisk i dag men også fremover, så er det afgørende, at alle parter tager ansvar – fra fiskere til fragtselskaber, butikker og forbrugere.

Mærsk fragter en femtedel af alle fiske- og skaldyrsprodukter. Det svarer til ca. tre millioner ton. Det er derfor en stor og afgørende spiller, der har smidt nogle yderst afgørende kort på bordet i dag, og det er en god start, men der er stadig lang vej endnu, til det eneste acceptable mål nemlig et fuldstændigt nej til alle fisk på Greenpeace’ rødliste.

Et nej skal komme fra både fiskere, fragtselskaber, detailhandlere og forbrugere. Nettet strammes om destruktivt fiskeri, for heldigvis afviser flere og flere supermarkeder allerede nu at købe ikke bæredygtigt fanget fisk og skaldyr. Nu nægter et globalt selskab som Mærsk desuden at transportere en række problematiske fiskearter, og det er stort skridt i den rigtige retning mod et stop for plyndringen af vores have.

Jeg fristes til at udfordre Mærsk yderligere, for selskabet fragter udover fisk rigtig meget træ. Nu hvor Mærsk har sagt ja til at kigge på, hvad der er inde i containerne, kunne Mærsk vælge at skærpe tilsynet med eksporten af illegalt træ – eller hvad – Mærsk?