• Kemi i BRIO’s træ-tog

    Udgivet den 13. december 2010 Erik Albertsen Ingen kommentarer

    Greenpeace glæder sig over, at Brio nu åbenbart synes at der alligevel ikke skal findes skadelige kemikalier i deres legetøj. Brios’ respons til Tænk, som bragte oplysningerne til konsumenternes viden, var: ”Der skal ikke være skadelige stoffer i legetøj, men vi har fuld tillid til, at lovgiverne regulerer det. Og vores produkt er i overensstemmelse med loven”. Altså blot den sædvanlige: Vi overholder skam loven…

    Med hensyn til indholdet af flammehæmmeren TCEP, udtaler Shima Dobel fra den danske miljøstyrelse i forbindelse med offentliggørelsen af de for Brio pinlige resultater: ”TCEP er et stof, som efter vores mening ikke hører til i legetøj. Der findes andre flammehæmmere, man kan bruge. Og hvis man gerne vil flammehæmme en legetøjstunnel, burde man kunne finde en anden end TCEP”.

    Efter vores kommentarer tidligere i dag synes Brio nu, at fundet af giftige kemikalier i ét legesæt, er et legesæt for meget. Så må det være naturligt, at Brio straks tilbagekalder dette legesæt. Ellers må den eneste rimelige reaktion fra konsumenterne være: Drop Brio under juletræet, indtil videre dette år!

  • Legetøjstog fra Brio afsporet

    Udgivet den 13. december 2010 Erik Albertsen 1 kommentar

    Brio træ-togbane, skandinavisk kvalitet i naturlige og uskadelige materialer. Så bliver det ikke finere. Troede jeg, indtil Forbrugerrådets medie Tænk, med deres grundige laboratorie-analyser og skillen-alting-ad kan afsløre at kongen af trælegetøj er helt med på kemivognen, og fylder deres legetøj med blandt andet flammehæmmere og tjærestoffer.
    Kemikalierne kan skade evnen til at få børn (!) og kan være kræftfremkaldende.

    Hvordan forholder Brio sig til dette ?
    Brios’ hjemmeside holder man sig ikke tilbage med at fylde forbrugerne med tryghed: “Produkterne testes over længere tid i vores laboratorier”.
    Brios’ informationschef, Jessica Nyström, udtaler at “Der skal ikke være skadelige stoffer i legetøj, men vi har fuld tillid til, at lovgiverne regulerer det”.
    Imponerende at kunne udtale sig så meningsløst og selvmodsigende i bare én sætning. Skal der, eller skal der ikke være skadelige stoffer i Brios’ legetøj ?

    Fra man bliver opmærksom på et problem relateret til et bestemt kemisk stof, til der er gennemført forskning som påviser eksempelvis kræftfremkaldende egenskaber ved kemikaliet kan der gå meget lang tid.
    Før der er lovgivning på plads, som regulerer brugen af dette kemikalie, kan der gå endnu længere tid.

    I stedet for at tage børnenes sundhed alvorligt og vise sig som et ansvarligt firma, insisterer Brio på ynkeligste vis på deres ret til at bruge hormonforstyrrende og kræftfremkaldende kemikalier i deres legetøj.
    Man skulle jo nødigt hæve sig over laveste fællesnævner, og så længe det ikke er forbudt !

    Blandt computerproducenter har vi i de sidste 5 år set, hvordan nogle af verdens største spillere har ledt vejen for politikerne, og før lovgivningen krævede det udfaset brugen af en lang række skadelige stoffer fra deres apparater – og vundet markedsandele på det.
    Det er en trend, som fortsætter indenfor tøjbranchen, som inden længe formentlig vil begynde en omfattende omstilling af deres produktion til at være baseret på Ren Teknologi.

    Sådanne ændringer kræver at man er omstillingsparat og fremadskuende, men på det område er toget tilsyneladende kørt for Brio.

    Opdatering: Har flere gange forsøgt at lægge en henvisning til denne blog på Brios’ Facebook, men de fjerner den efter få minutter.
    Jeg anbefaler alle at gå ind på Brios’ Facebook, og spørge hvorfor man skulle give Brio-legetøj i julegave, og samtidig forgifte sin familie ? Eller hvad man nu har lyst til at spørge dem om…

  • 65.000 dårlige undskyldninger

    Udgivet den 26. oktober 2009 Henrik Pedersen 1 kommentar

    Miljøminister Troels Lund Poulsen har i dag lanceret en kampagne, der fortæller forældre, hvordan de beskytter deres små poder mod kemikalier. Det er skræmmende, at danskerne skal rydde op efter politikernes absolut manglende og fejlslagne kemikaliepolitik. Troels Lund Poulsen beder de danske børnefamilier om at rydde op efter sit kemiske kaos og tørrer på den måde ansvaret af på forbrugerne. Vi skal analysere alt i indkøbskurven, lufte ud tre gange om dagen, sortere legetøjsgemmerne, spise super varieret og ikke købe legetøj sovset ind i parfume. Hallo, Hr. minister. Hvad har miljøministeren selv tænkt sig at foretage sig for at beskytte sin befolkning imod hverdagens livsfarlige kemicocktail?
    Greenpeace bifalder fuldstændig, at der kommer fokus på netop cocktaileffekten. Vi har i årevis forsøg at råbe Miljømyndighederne op på dette felt. Men kampagnen og ministerens råd klinger ualmindelig hult, når selv samme Troels Lund Poulsen ikke har foreslået et eneste kemikalie til optagelse på EU’s liste over stoffer, som skal udfases. Det viser, at han ikke reelt arbejder for at fjerne de farlige kemikalier. Han vil kun oplyse op dem. Det er for nemt at score billige forbrugerpoint (læs: vælgerpoint) via 65.000 små uskyldige unger, imens ministeren intet foretager sig for at gå imod EU’s langsommelige gennemførelse af den nye kemilov REACH.

    Troels Lund Poulsen klinger hult i kemiæteren!