Sandhedens time for klimatopmødet

Endelig kunne vi få at vide, hvad statsministeriet selv synes om klimatopmødet, som hele resten af verden ikke har tøvet med at kalde en fiasko. Jeg søgte aktindsigt i Statsministeriets evaluering for en uge siden, men kan nu sammen med resten af Danmark se dele af det i Politiken. Og det ser ud til, at statsministeriet heller ikke selv er for stolte.

Og det har de heller ikke grund til at være, eftersom de seriøse problemer og misforståelser, som opstod bag det danske formandskabs facader, var en vigtig grund til, at klimatopmødet kørte af sporet. Det er jo helt ude i hampen, når statsministeren indtil nu har fastholdt, at Danmark ikke kunne have gjort det bedre. Statsministeren valgte helt bevidst at ignorere advarslerne fra FN-eksperter, miljøorganisationer og selv fra klimaministeriet om, at topmødet ville gå galt, hvis han som formand for mødet forsøgte at alliere sig med USA og køre de svageste ulande over. Men det var præcis, hvad han valgte at gøre, og prisen blev høj. For Danmark betød strategien bl.a., at Danmarks internationale rygte fik en slem ridse i lakken, som det vil tage år at slippe af med.

Men endnu værre var det for de mest sårbare lande så som de små østater, der i øjeblikket er ved at forsvinde i havet, eller de afrikanske lande, som i forvejen har meget omfattende fattigdomsproblemer at slås med, betød statsministerens strategi, at de måtte kæmpe med næb og kløer for ikke at blive kørt over af de store forurenere, som hellere ville vedtage en uforpligtende hensigtserklæring end en rigtig juridisk bindende klimaaftale. Flere af disse sårbare lande oplevede bl.a. at blive truet af donorlande med, at deres ulandsbistand ville blive fjernet, hvis ikke de makkede ret.

Og sidst men ikke mindst vil de komplikationer og manglende fremskridt, som København resulterede i, jo få stor negativ betydning for verden som helhed, da det i sidste ende betyder, at vi må vente længere på at få en juridisk bindende klimaaftale og dermed få kontrol over klimaproblemet.

Situationen bliver ikke bedre af, at statsministeriet stadig bliver ved med at presse på for, at Copenhagen Accord skal få større anerkendelse. Copenhagen Accord blev afvist allerede under Københavnertopmødet, og jo længere tid man bruger på den samme diskussion, desto sværere bliver det at få fart på forhandlingerne om en rigtig juridisk bindende FN-aftale. I stedet for at fokusere på at sminke fiaskoen, bør statsministeren fokusere på, at gøre hvad han kan for at hjælpe klimaforhandlingerne videre. Danmark er stadig formand for klimaforhandlingerne, og det er vi helt frem til COP16 i Mexico i november. Det forpligter!

COP 15…og hvad så nu?

Efter et så hektisk og kaotisk klimatopmøde, som det vi havde i København, er det let at miste overblikket. Så lad os lige tage en statusopgørelse:

Målsætninger for reduktion af drivhusgasser:
De store spillere rokkede sig ikke ud af flækken i København. EU nægtede at øge sit reduktionsmål fra 20 % til 30 % i 2020 (i forhold til 1990), USA holdt fast i sine 3 %, og selv de store ulande, som ellers har taget væsentlige skridt fremad i de seneste to år, valgte at fastholde deres positioner under klimatopmødet. Da der den 31. januar var deadline for at indsende målsætninger som led i den kontroversielle politiske hensigtserklæring kaldet ”Copenhagen Accord”, valgte de store spillere, på nær Canada, at indsende de samme mål, som de havde lagt på bordet før COP 15. Canada valgte at indsende et mål, der var væsentligt svagere end det, de tidligere havde annonceret. Så der røg det politiske løfte om umiddelbar handling efter klimatopmødet.

Penge på bordet?
Fik vi heller ikke. Vi fik nogle vagt formulerede målsætninger for finansiering, men det er meget uklart, hvem der skal levere hvad, og allerede nu har den engelske regering indrømmet, at den har tænkt sig at genbruge pengebeløb, som oven i købet stammer fra ulandsbistanden, til at opfylde målsætningen. Det er ellers direkte i strid med de politiske løfter, der er afgivet i København.

Juridisk bindende aftale?
Fik vi absolut ikke. Derimod fik vi endnu engang bevist, at tynde politiske aftaler ikke dur til andet end at tørre kaffe op med. Den svage politiske hensigtserklæring, Copenhagen Accord, som blev skrevet i de sene nattetimer i København, har absolut ikke formået at rykke forhandlingerne fremad. Og imens regeringerne stadig sidder og diskuterer, hvad man dog skal gøre med det mærkelige dokument, som oven i købet er stærkt tvetydigt og kan fortolkes på et utal af forskellige måder, går tiden. Tid, som ellers skulle bruges på at få sat gang i FN-forhandlingerne, så vi i det mindste kan få en juridisk bindende aftale på plads til næste klimatopmøde i Mexico i november.

Status: Hede tider på vej
Sammenlagt vil de målsætninger, der nu ligger på bordet, give os en temperaturstigning på over tre grader. Det lyder måske ikke så farligt, men som det fremgår af et nyt notat fra Greenpeace, vil dette medføre en naturkatastrofe så stor, at vi nærmest ikke kan forestille os det. Millioner af mennesker vil miste fødevarer og rent drikkevand, og afsmeltningen af den grønlandske indlandsis vil på sigt medføre både havvandsstigninger og medvirke til at øge opvarmningen af planeten endnu mere.

Vejen fremad
Men ikke alt står i stampe. De fire store ulande, Kina, Indien, Brasilien og Sydafrika holdt møde i slutningen af januar, og her udtrykte de deres fulde opbakning til FN-forhandlingerne. For nylig har Kina desuden tilføjet, at man absolut ikke er lukket for, at en aftale kan blive juridisk bindende, hvilket mange ellers tidligere har troet, at de var.
Men hvis FN-toget skal køre videre, er den danske regering nødt til komme på banen igen, for det er nemlig Danmark, der er formand for forhandlingerne. Sådan er det i FN. Når man siger ja til at holde en COP, siger man også ja til at være COP-formand hele det efterfølgende år, og derfor er det op til Danmark at få sat FN forhandlingerne godt i gang igen. Der er ingen tid til afspadsering.

Desuden er vi nødt til at få hævet ambitionsniveauet hos de store spillere. Det gælder ikke mindst i EU, hvor Danmark mærkeligt nok i øjeblikket ikke er blandt de lande, som sparker på for at få EU til at hæve sit reduktionsmål fra 20 % til 30 %.
Efter en fejlslagen COP 15 er der nu mere end nogensinde før brug for, at Danmark sætter de nationale særinteresser til side og i stedet kæmper for den sag, der er i vores alles interesse nemlig at få bremset klimakatastrofen, inden det er for sent.

Something’s rotten in the State of Denmark

I dag bristede boblen endegyldigt for det danske formandskab i klimaforhandlingerne. Connie Hedegaard og Lars Løkke Rasmussen har længe villet give indtryk af at ville det bedste for klimaet og af at søge det bedst mulige resultat. Efter den danske tekst, som regeringen længe har benægtet eksistensen af, er blevet lækket, er sandheden bøjet i neon.

De danske ambitioner i teksten, hvis man overhovedet kan bruge ordet ambitioner i den kontekst, har intet at gøre med hensynet til klimaet. De er langt under lavmålet for, hvad man kan forvente af en regering i et land, der gang på gang fremhæver sig selv som en af de mest grønne i verden. Teksten, der er formuleret som hovedkonklusionen på mødet, dumper på følgende fire overordnede områder:

Der er tale om en politisk aftale
Der er ingen tidslinje for, hvornår man skal have en juridisk bindende aftale
Reduktionsmålene er langt under, hvad videnskaben forventer
Finansieringen til de fattige landes klimaindsats er så godt som fraværende
Gudskelov bliver teksten lækket tidligt i processen, så den lange række af lande i forhandlingerne, der reelt ønsker et godt resultat, kan nå at gå imod teksten. Nu vil andre mere ambitiøse lande forhåbentlig vise det lederskab, som Danmark mangler. I dette afgørende tidspunkt i historien har Danmark fejlet.

I dag bristede boblen endegyldigt for det danske formandskab i klimaforhandlingerne. Connie Hedegaard og Lars Løkke Rasmussen har længe villet give indtryk af at ville det bedste for klimaet og af at søge det bedst mulige resultat. Efter den danske tekst, som regeringen længe har benægtet eksistensen af, er blevet lækket, er sandheden bøjet i neon.

De danske ambitioner i teksten, hvis man overhovedet kan bruge ordet ambitioner i den kontekst, har intet at gøre med hensynet til klimaet. De er langt under lavmålet for, hvad man kan forvente af en regering i et land, der gang på gang fremhæver sig selv som en af de mest grønne i verden. Teksten, der er formuleret som hovedkonklusionen på mødet, dumper på følgende fire overordnede områder:

Der er tale om en politisk aftale

Der er ingen tidslinje for, hvornår man skal have en juridisk bindende aftale

Reduktionsmålene er langt under, hvad videnskaben forventer

Finansieringen til de fattige landes klimaindsats er så godt som fraværende

Gudskelov bliver teksten lækket tidligt i processen, så den lange række af lande i forhandlingerne, der reelt ønsker et godt resultat, kan nå at gå imod teksten. Nu vil andre mere ambitiøse lande forhåbentlig vise det lederskab, som Danmark mangler. I dette afgørende tidspunkt i historien har Danmark fejlet.

10 millioner underskrifter til Lars Løkke Rasmussen

I dag afleverede Kumi Naidoo, generalsekretær i Greenpeace International og leder af den globale klimaalliance, underskrifter fra 10 millioner mennesker til statsminister Lars Løkke Rasmussen. Underskrifterne, der kommer fra hele verden, opfordrer til en ambitiøs, fair og bindende klimaaftale. Overdragelsen fandt sted i Bella Centeret på førstedagen af klimatopmødet.

Kumi overrækker underskrifterne til Lars Løkke Rasmussen

Sammen med underskrifterne fik statsministeren også en kuglepen til at underskrive en ambitiøs, fair og bindende aftale med

Ved overrækkelsen deltog også aktivist og Nobels fredsprismodtager Wangari Maathai. Og selvfølgelig også en masse unge mennesker fra hele verden som repræsentanter for de 10 millioner mennesker, der har skrevet under for en ordentlig klimaaftale.

Fremskridt i Bangkok på trods af mangel på politisk lederskab

Klimaforhandlingerne i Bangkok forud for topmødet i København til december lakker mod enden. De seneste to uger er der sket fremskridt i aftaleteksten, men kun Norge har reelt rykket sig, og landets løfte om at reducere CO2-udslippet med 40 % i 2020 er det mest ambitiøse vi til dato har set. Uden ambitiøse udmeldinger på reduktionsmål og klimafinansiering fra EU og resten af den industrialiserede verden, ser det sort ud for klimaet. Mangel på politisk lederskab er desværre det mest synlige resultat af forhandlingerne.

Verden har i årtier ventet på et skift i den amerikanske klimapolitik, og på løfter om markante reduktioner i deres CO2-udledning. På trods heraf viser det sig gang på gang, at det er den fossile brændstoflobby i USA, der sidder for bordenden. Præsident Obamas lederskab skuffer ved dets fravær.

I EU er der også problemer. EU’s tilsagn om reduktioner i udledningen af drivhusgasser er stadig langt fra de 40 procent som er nødvendige for at forhindre de værste klimaforandringer. Samtidig er løfterne om klimapenge til udviklingslandene langt fra blevet indfriet. Sidst, men ikke mindst, så er de interne politiske positioner i EU mildt sagt inkonsistente, og reelt set nærmest fraværende.

I Lars Løkke Rasmussens åbningstale til Folketinget stod det endnu engang klart, at regeringen med al sandsynlighed ikke kommer med ambitiøse nationale klimamål forud for topmødet i december. Det er under al kritik og pinligt, at Danmark som værtsland ikke går foran med et godt eksempel.

Der er brug for politiske vilje og lederskab fra de industrialiserede lande, som vi tidligere har set det i Japan og seneste med Norge. Lars Løkke Rasmussen har hele tiden skudt skylden for de manglende fremskridt over på alle andre end EU. Gentagne gange har statsministeren udtrykt forventninger til G20, G8 og Major Economies Forum, mens han selv har leget gemmeleg med sine europæiske kollegaer. Nu er det på tide, at Lars Løkke Rasmussen og EU finder førertrøjen frem fra gemmerne – ellers er der ingen chance for en god, ambitiøs og bindende aftale i København til december.

Løkke har en særlig god grund til at gå foran – han er vært.

Greenpeace giver flybillet til Lula

Den brasilianske præsident Luiz Inácio ’Lula’ da Silva ankom i dag til Stockholm. Her blev han budt velkommen af Greenpeace-aktivister, der overrakte Lula en symbolsk flybillet til København til december. Som så mange andre stats- og regeringsledere har Lula endnu ikke afgivet løfte om sin tilstedeværelse ved klimatopmødet i december.

Lulas deltagelse på klimatopmødet er særlig vigtigt, eftersom Brasilien råder over store områder regnskov, der er fældningstruede. Netop den omfattende skovrydning i Brasilien er årsag til, at landet ligger på en fjerdeplads, når det kommer til udledning af drivhusgasser. I 2008 forsvandt 13.000 km2 regnskov fra Brasilien. Den primære årsag hertil, er de industrialiserede landes efterspørgsel af bl.a. soja, tømmer, læder og kød.

Det er absolut nødvendigt, at et stop for rydning af regnskov indgår i en klimaaftale til december. Dette skal bl.a. løses ved, foruden markante reduktioner i de industrialiserede landes udledning af drivhusgasser, at de industrialiserede lande forpligter sig til at yde klimafinansiering til udviklingslandene. Klimaaftalen skal samtidig være bindende. For at dette skal lykkedes, må verdens stats- og regeringsledere indfinde sig i København til december.

Talsmanden for Det Hvide Hus, Robert Gibbs, sagde i fredags, at Obama ville overveje at komme til klimatopmødet i december, hvis stats- og regeringsledere blev inviteret. Derfor er det nødvendigt, at Lars Løkke Rasmussen nu tager ansvar, og sørger for at en officiel invitation når frem til Obama og Lula samt de øvrige stats- og regeringsledere i verden så hurtigt som muligt.

Rasmussen er kulafhængig

Da Barack Obama i dag besøgte statsminister Lars Løkke Rasmussen, var det med Løkke i rollen som klimaets mand, og Obama i rollen som pragmatikeren. Men den rollefordeling har intet forhold til virkeligheden. Det er rent spin fra Løkkes side. Lars Løkke Rasmussen er ikke meget bedre på kulområdet end Obama og USA.

Lars Løkke Rasmussen er kulafhængig. Det er budskabet i en aktion, Greenpeace laver i Svalbard i dag. Og Løkke gør intet for at slippe afhængigheden. Men mens andre kæmper med hang til rødvin, cigaretter eller slik, så dyrker Løkke sin afhængighed af kul uden blusel. Han har givet tilladelse til, at Avedøre 2 går fra at køre på biomasse til at køre på kul. Han forsvarer DONG’s opførsel af kulkraftværker i Tyskland og Skotland. Og han køber CO2-kreditter i udviklingslandene i stedet for at skære i det danske CO2-udslip.

Halvdelen af den danske energi stammer fra kul, selvom kul er den mest CO2-tunge måde at få energi på. Kul udleder dobbelt så meget CO2 pr. energienhed som naturgas, og hver dansker bruger hver dag, hvad der svarer til 4 kilo kul. Lars Løkke Rasmussen har intet gjort for at få os ud af kulalderen. Selvom han i dag trykker hånd med Obama, og praler med den danske regerings indsats på klimaområdet, må vi se bag de fine ord og på hans handlinger i stedet.

100 dage tilbage

Vi påbegynder i dag den sidste nedtælling til klimatopmødet i København til december. Det er det vigtigste møde måske nogensinde på dansk jord – og der skal opnås en aftale, der hurtigt og effektivt begrænser den globale udledning af drivhusgasser.

Statsminister Lars Løkke Rasmussen gav tidligere på ugen sit første deciderede klimainterview (Børsen 24.08.09). Her giver han udtryk for, at han er positiv i forhold til at nå en ambitiøs klimaaftale til december. I Greenpeace ønsker vi selvfølgelig også en ambitiøs aftale, men er desværre milevidt fra statsministerens opfattelse af hvad en ambitiøs klimaaftale er.

Venstre meldte i marts sammen med Dansk Folkeparti ud, at Danmark ikke længere skal gå foran, men løfte en mindre del af byrden end øvrige lande (Altinget 12.03.09). Danmark er et af de rigeste lande i verden og har samtidig et af de største CO2-udslip pr. indbygger. Hvis vi skal opnå en aftale, der kan afværge katastrofale klimaforandringer, så skal Danmark sammen med de andre rige lande gå forrest og vise ambitioner og vilje. Topmødeværten Danmark har gjort det stik modsatte.

Et andet eksempel er klimaminister Connie Hedegaards udmelding fra april i år, om at hvis vi skulle opnå en aftale, måtte de rige lande snarest muligt lægge penge på bordet til de fattige landes klimaindsats. En logisk konsekvens af klimaministerens analyse burde være, at den danske regering vælger at gå forrest og selv lægge et beløb på bordet i FN-forhandlingerne. Det er endnu ikke sket, da den danske regering åbenbart anser sig selv for så ubetydelig, at den ikke mener, det vil have en effekt.

Regeringen snakker meget om innovation og investeringer på klimaområdet, men den tør ikke lade handling følge de fine ord. Udbygningen af den vedvarende energi er stagneret siden 2001, og det danske CO2-udslip er på det samme niveau som i 1990 – på trods af at vi ifølge Kyoto-aftalen skulle ligge 21 % under.

Hvis regeringen ikke skifter kurs og går forrest både i handling og ord, vil vi have mere end svært ved at opnå en aftale i København. Det vil have altafgørende konsekvenser for vores samfund – konsekvenser, der økonomisk set kommer til at overstige prisen for at omstille vores samfund, og medfører en række katastrofale problemer for mennesker og miljø, hvoraf mange ikke kan gøres op i penge.

Fej for egen dør, Løkke

I Berlingske Tidende 9. juli er statsminister Lars Løkke Rasmussen bl.a. citeret for følgende:
”Det er helt legitimt, at disse landes (Kinas og Indiens) ledere vil skaffe velstand til deres store befolkninger. Men vi ønsker blot, at de vælger en vej, så de springer den periode over, hvor vi i de rige lande svinede og glemte at passe på Moder Jord”.

Statsministeren får det til at lyde som om, ”vi i de rige lande” skulle være holdt op med at svine og nu husker at passe på vores Jord. Han synes at have fortrængt, at Danmark bruger beskidte og stærkt CO2-udledende kul til halvdelen af elproduktionen, at vi er nummer 15 på verdensranglisten m.h.t. kulforbrug pr. indbygger og verdens femtestørste kul-importør pr. indbygger.

Dertil kommer, at Danmarks rolle som et af verdens største kulsvin fortsætter, hvis det står til statsministeren og hans regering.

Lars Løkke Rasmussen havde som finansminister og hovedaktør i statsejede DONG Energy A/S en meget central rolle, da regeringen – efter kraftig pres fra DONG Energy – med det smallest mulige folketingsflertal sidste år vedtog en lov, der gør det muligt for DONG Energy at omstille Danmarks to eneste centrale kul-fri kraftværker til kulfyring (Avedøre 2 og Skærbækværket).

Og han havde også en hovedrolle, da regeringen accepterede og offentligt forsvarede DONG Energy’s planer om at bygge store kulfyrede kraftværker i Tyskland (Greifswald og Emden) og Skotland (Hunterston).

Denne kulsorte aktuelle klimapolitik på hjemmebanen bidrager ikke til troværdigheden, når Lars Løkke Rasmussen forsøger at overbevise verdens fattige lande om, at de undgå de rige landes fejl med at skabe udvikling på basis af klimaskadelige brændsler som især kul.