• Statslederes undskyldning nomineret til pris

    Udgivet den 2. december 2010 Christina Koll Ingen kommentarer

    Under sidste års klimatopmøde, COP15, sendte Greenpeace og koalitionen GCCA en undskyldning fra fremtiden på vegne af en håndfuld af verdens mest magtfulde statsledere. Undskyldningen for manglende mod og politisk vilje til at bekæmpe klimaforandringerne blev givet via en storstilet reklamekampagne i Københavns Lufthavn, i flymagasiner, og i magasiner i VIP områder og business lounges. Et set up, der gjorde det vanskeligt for flypassagerer fra hele verden ikke at støde ind i de brødebetyngede statsledere, og som spredte sig som ringe i vandet i aviser, tv og radioprogrammer over hele verden.

    I aften bliver undskyldningen atter levende ved prisuddelingen Green Awards i London, hvor jeg har fået æren af at trække i gallakjole og repræsentere Greenpeace og skaberen af kampagnens visuelle udtryk, ARC Communications. Sammen er vi nomineret i kategorien “Best Green Advertising”, og nomineringen er naturligvis en gave i sig selv.

    Den virkelig gode gave ville imidlertid være, at verdens politikere forvandlede behovet for at undskylde til et juridisk bindende løfte i en international klimaaftale, der kan tackle klimakrisen.

    Netop i disse dage er der en oplagt mulighed. I skrivende stund og frem til 10. december afholdes COP16, opfølgeren på sidste års fuser i København. Denne gang i badebyen Cancun, Mexico.

    Men politikernes klimaambitioner har desværre ikke ligefrem lidt af vokseværk siden sidst. Det har stigningen i den globale gennemsnitstemperatur til gengæld. Lige nu er den hastigt på vej mod 3,5 grader. Et tydeligt bevis på at det ikke er nok, at politikerne gang på gang bliver rørende enige om, at stigningen højst må blive på to grader, uden at enigheden følges op af konkret handling. Det er ubegribeligt, at denne logik ikke synes at kunne trænge igennem politisk nærsynethed og protektionisme.

    Klimakrisen er desværre ikke dommedagsprofeti men den skinbarlige virkelighed, som vi alle står over for lige nu. Så undskyldningen gælder stadig. Spørgsmålet er bare, om en undskyldning er tilstrækkelig?

  • Sandhedens time for klimatopmødet

    Udgivet den 28. april 2010 Tove Ryding Ingen kommentarer

    Endelig kunne vi få at vide, hvad statsministeriet selv synes om klimatopmødet, som hele resten af verden ikke har tøvet med at kalde en fiasko. Jeg søgte aktindsigt i Statsministeriets evaluering for en uge siden, men kan nu sammen med resten af Danmark se dele af det i Politiken. Og det ser ud til, at statsministeriet heller ikke selv er for stolte.

    Og det har de heller ikke grund til at være, eftersom de seriøse problemer og misforståelser, som opstod bag det danske formandskabs facader, var en vigtig grund til, at klimatopmødet kørte af sporet. Det er jo helt ude i hampen, når statsministeren indtil nu har fastholdt, at Danmark ikke kunne have gjort det bedre. Statsministeren valgte helt bevidst at ignorere advarslerne fra FN-eksperter, miljøorganisationer og selv fra klimaministeriet om, at topmødet ville gå galt, hvis han som formand for mødet forsøgte at alliere sig med USA og køre de svageste ulande over. Men det var præcis, hvad han valgte at gøre, og prisen blev høj. For Danmark betød strategien bl.a., at Danmarks internationale rygte fik en slem ridse i lakken, som det vil tage år at slippe af med.

    Men endnu værre var det for de mest sårbare lande så som de små østater, der i øjeblikket er ved at forsvinde i havet, eller de afrikanske lande, som i forvejen har meget omfattende fattigdomsproblemer at slås med, betød statsministerens strategi, at de måtte kæmpe med næb og kløer for ikke at blive kørt over af de store forurenere, som hellere ville vedtage en uforpligtende hensigtserklæring end en rigtig juridisk bindende klimaaftale. Flere af disse sårbare lande oplevede bl.a. at blive truet af donorlande med, at deres ulandsbistand ville blive fjernet, hvis ikke de makkede ret.

    Og sidst men ikke mindst vil de komplikationer og manglende fremskridt, som København resulterede i, jo få stor negativ betydning for verden som helhed, da det i sidste ende betyder, at vi må vente længere på at få en juridisk bindende klimaaftale og dermed få kontrol over klimaproblemet.

    Situationen bliver ikke bedre af, at statsministeriet stadig bliver ved med at presse på for, at Copenhagen Accord skal få større anerkendelse. Copenhagen Accord blev afvist allerede under Københavnertopmødet, og jo længere tid man bruger på den samme diskussion, desto sværere bliver det at få fart på forhandlingerne om en rigtig juridisk bindende FN-aftale. I stedet for at fokusere på at sminke fiaskoen, bør statsministeren fokusere på, at gøre hvad han kan for at hjælpe klimaforhandlingerne videre. Danmark er stadig formand for klimaforhandlingerne, og det er vi helt frem til COP16 i Mexico i november. Det forpligter!

  • To skridt tilbage men mulighed for et lille et frem

    Udgivet den 15. marts 2010 Jan Søndergård Ingen kommentarer

    Når EU’s miljøministre idag sidder samlet i Bruxelles sker det i lyset af et klimatopmøde i København, der floppede med et brag. Klimatopmødet havde alle de rigtige kort på hånden; et godt skelet til en juridisk tekst, 120 stats- og regeringsledere og en stor opbakning i befolkningen. Nu skal de så bestemme, hvordan vi kommer videre.

    Og det synes at være ved at gå baglæns. I rådskonklusionen fra miljøministrenes møde 2. marts sidste år blev det efter hårdt pres fra Holland og Danmark (Connie Hedegaard) fastslået, at klimabistanden til fattige landeskulle være “nye og ekstra midler” – altså ikke tages fra eksisterende u-landsmidler. Dette var i helt i tråd med den vedtagne “køreplan” fra klimatopmødet i Bali i 2007. Den betingelse om “nye og ekstra” er blevet fjernet i dag. Der er ikke længere et krav til EU-forpligtelsen om at levere 2,4 mia. euro om året 2010-2012. Det er skammeligt og pinligt!

    Rådskonklusionen fra marts sidste år understreger også nødvendigheden af, at Københavnsaftalen skulle indeholde forpligtende kvantitative emissionsbegrænsninger eller reduktionsforplgtelser for i det mindste klimakonventionens annex 1 lande. Men dagens rådskonklusion begrænser sig til at tale om et “vellykket udfald” i Cancun.
    Der er dog i skrivende stund stadig mulighed for, at dagens rådsmøde også kommer til at indeholde et lille skridt frem i retning mod en ambitiøs, fair og juridsk bindende klimaaftele. Det afgøres af den formulering, man enes om med hensyn til at opgradere sit betingelsesløse reduktionsmål fra 20 til 30 % i 2020. Det håber jeg stadig på. For hvis EU’s miljøministre ikke beslutter sig for at få stoppet EU’s “vent og se holdning”, har de intet lært af klimafiaskoen
    i København.

  • COP 15…og hvad så nu?

    Udgivet den 5. februar 2010 Tove Ryding Ingen kommentarer

    Efter et så hektisk og kaotisk klimatopmøde, som det vi havde i København, er det let at miste overblikket. Så lad os lige tage en statusopgørelse:

    Målsætninger for reduktion af drivhusgasser:
    De store spillere rokkede sig ikke ud af flækken i København. EU nægtede at øge sit reduktionsmål fra 20 % til 30 % i 2020 (i forhold til 1990), USA holdt fast i sine 3 %, og selv de store ulande, som ellers har taget væsentlige skridt fremad i de seneste to år, valgte at fastholde deres positioner under klimatopmødet. Da der den 31. januar var deadline for at indsende målsætninger som led i den kontroversielle politiske hensigtserklæring kaldet ”Copenhagen Accord”, valgte de store spillere, på nær Canada, at indsende de samme mål, som de havde lagt på bordet før COP 15. Canada valgte at indsende et mål, der var væsentligt svagere end det, de tidligere havde annonceret. Så der røg det politiske løfte om umiddelbar handling efter klimatopmødet.

    Penge på bordet?
    Fik vi heller ikke. Vi fik nogle vagt formulerede målsætninger for finansiering, men det er meget uklart, hvem der skal levere hvad, og allerede nu har den engelske regering indrømmet, at den har tænkt sig at genbruge pengebeløb, som oven i købet stammer fra ulandsbistanden, til at opfylde målsætningen. Det er ellers direkte i strid med de politiske løfter, der er afgivet i København.

    Juridisk bindende aftale?
    Fik vi absolut ikke. Derimod fik vi endnu engang bevist, at tynde politiske aftaler ikke dur til andet end at tørre kaffe op med. Den svage politiske hensigtserklæring, Copenhagen Accord, som blev skrevet i de sene nattetimer i København, har absolut ikke formået at rykke forhandlingerne fremad. Og imens regeringerne stadig sidder og diskuterer, hvad man dog skal gøre med det mærkelige dokument, som oven i købet er stærkt tvetydigt og kan fortolkes på et utal af forskellige måder, går tiden. Tid, som ellers skulle bruges på at få sat gang i FN-forhandlingerne, så vi i det mindste kan få en juridisk bindende aftale på plads til næste klimatopmøde i Mexico i november.

    Status: Hede tider på vej
    Sammenlagt vil de målsætninger, der nu ligger på bordet, give os en temperaturstigning på over tre grader. Det lyder måske ikke så farligt, men som det fremgår af et nyt notat fra Greenpeace, vil dette medføre en naturkatastrofe så stor, at vi nærmest ikke kan forestille os det. Millioner af mennesker vil miste fødevarer og rent drikkevand, og afsmeltningen af den grønlandske indlandsis vil på sigt medføre både havvandsstigninger og medvirke til at øge opvarmningen af planeten endnu mere.

    Vejen fremad
    Men ikke alt står i stampe. De fire store ulande, Kina, Indien, Brasilien og Sydafrika holdt møde i slutningen af januar, og her udtrykte de deres fulde opbakning til FN-forhandlingerne. For nylig har Kina desuden tilføjet, at man absolut ikke er lukket for, at en aftale kan blive juridisk bindende, hvilket mange ellers tidligere har troet, at de var.
    Men hvis FN-toget skal køre videre, er den danske regering nødt til komme på banen igen, for det er nemlig Danmark, der er formand for forhandlingerne. Sådan er det i FN. Når man siger ja til at holde en COP, siger man også ja til at være COP-formand hele det efterfølgende år, og derfor er det op til Danmark at få sat FN forhandlingerne godt i gang igen. Der er ingen tid til afspadsering.

    Desuden er vi nødt til at få hævet ambitionsniveauet hos de store spillere. Det gælder ikke mindst i EU, hvor Danmark mærkeligt nok i øjeblikket ikke er blandt de lande, som sparker på for at få EU til at hæve sit reduktionsmål fra 20 % til 30 %.
    Efter en fejlslagen COP 15 er der nu mere end nogensinde før brug for, at Danmark sætter de nationale særinteresser til side og i stedet kæmper for den sag, der er i vores alles interesse nemlig at få bremset klimakatastrofen, inden det er for sent.

  • Kasketkejserne på Rainbow Warrior

    Udgivet den 18. januar 2010 Michael Hedelain Ingen kommentarer

    Kasketkejserne har lavet en lille film fra Rainbow Warrior, der var i København i forbindelse med klimatopmødet og varetægtsfængslingen af de fire galla-aktivister. I filmen er der bl.a. interview med Greenpeace’ internationale generalsekretær Kumi Naidoo og besætningen på Rainbow Warrior tager Kasketkejserne med en tur rundt på skibet.

  • Nu kan klimakampen fortsætte

    Udgivet den 8. januar 2010 Michael Hedelain 3 kommentarer

    Her på kontoret er vi glade for at få vores fire kollegaer, der har været varetægtsfængslet i 20 dage, tilbage igen. Det har været en lang og sej kamp for at få politiet til at tage imod vores hjælp i deres såkaldte opklaringsarbejde og frigive vores fire venner. Og for de fire er det befriende endeligt at være tilbage til hverdagen efter deres isolation, hvor de ikke har haft adgang til medier, breve eller bare en bog.  Det har været hårdt og frustrerende  at sidde så længe i politiets varetægt og helt ude af proportioner med den fredelige og festlige demonstration, de lavede i Drabantsalen d. 17. dec.

    Men de piver ikke. Greenpeace-aktivister tager altid de juridiske konsekvenser med oprejst pande. Og som Nora Christiansen, en af de fire, udtrykker det, så er deres tre uger i isolation en meget lille omkostning sammenlignet med den enorme trussel for vores livsstil, som klimaforandringerne udgør.

    Mens gallaaktivisterne venter på deres retssag, kan den rigtige kamp – klimakampen – fortsætte.  Dem, der også skal stiles til ansvar for deres handlinger i København i december, er verdens ledere, der flygtede ud af landet i deres flyvemaskiner, imens forhandlingerne i Bella Centeret kollapsede. Disse ledere har ansvaret for 300.000 menneskers liv om året, 20 millioner klimaflygtninge og den massive ødelæggelse af klodes naturlige ressourcer, der fortsætter så længe, vi ikke gør os fri af fossile brændstoffer.

    Lad os håbe, at vi i 2010 får den aftale, som verden så desperat har brug for her og nu: En ambitiøs, retfærdig og bindende aftale, der kan løse verdens klimaproblemer.

  • Civil ulydighed for retten

    Udgivet den 5. januar 2010 Michael Hedelain 2 kommentarer

    De 11 aktivister, der sidste år klatrede op på Mount Rushmore-monumentet med et kæmpe banner, fik deres dom i går. Samtidig sidder de fire aktivister, der gate-crashede dronningens middag for tre uger siden stadig i fængsel – uden dom!

    Alle amerikanske aktivister erklærede sig skyldige i at have klatret på Mount Rushmore og modtog en bøde på 460 USD hver. Derudover skal de levere mellem 50 og 100 timers samfundstjeneste i den amerikanske nationalpark.

    Tre yderligere anklagepunkter blev afvist, samt alle anklager mod Greenpeace. Greenpeace har indgået et forlig, hvor vi har accepteret at betale 30.866 USD, hvoraf de fleste penge vil gå til bevarelse og offentlige park-programmer i USA.

    Vi besteg Mount Rushmore, fordi vi ønskede at sende en besked til præsident Obama om, at dette er et spørgsmål, som er vigtigt for os. Global opvarmning og klimaforandringer er den største krise, vores generation skal løse – og nu er det tid til at gøre noget, for at stoppe det,” sagde Jessica Miller, der er en af aktivisterne fra Mount Rushmore.

    I mellemtiden, her i København – hvor verdens ledere ikke fik indgået en aftale, der kunne standse klimaændringerne – sidder vores fire aktivister Nora, Juan, Christian og Joris stadig i fængsel uden rettergang. Før de bliver stillet for en dommer, har de allerede tilbragt tre uger i fængsel.

    Klimaændringerne er det vigtigste spørgsmål, verden står overfor i dag. Når vores ledere ikke gør noget, er det de enkelte borgeres ret til at benytte civil ulydighed for at beskytte fremtiden for vores planet. Handlinger, der skal anspores politikere til handling mod den globale opvarmning, er i sig selv en form for samfundstjeneste.

  • Den sidste time

    Udgivet den 18. december 2009 Jon Burgwald 4 kommentarer

    I disse øjeblikke besluttes det, om der nås en aftale i København og om aftalen vil være ambitiøs eller om den vil være et figenblad over industrilandenes manglende evner til at løse problemet.

    Desværre ser det langt fra godt ud. Forhandlingerne er lige nu længere fra en god aftale, end de var ved begyndelsen af forhandlingerne i København. Det danske formandskabs inkompetence kombineret med industrilandenes stilstand har resulteret i at det ser meget sort ud.

    Udviklingslandene har fra dag 1 kæmpet for en aftale, der ikke dømmer dem til undergang, men som reelt vil bremse klimaforandringerne under 2 grader. Som en samlet blok lever u-landene op til videnskabens anbefalinger – uden at der er blevet lagt den lovede finansiering på bordet. Samtidig er det blandt i-landene reelt kun Norge, der lever op til videnskabens anbefalinger.

    Der er to muligheder for at nå en aftale: At i-landene tager sig sammen og kraftigt øger deres reduktionsmål. Eller at de tvinger ulandene til at acceptere en aftale, der dømmer millioner af mennesker til døden. Desværre er den første mulighed nok noget nær umulig, så måske er vi nået dertil, hvor et sammenbrud er det bedste for klimaet?

  • Lukket ude, men ikke lukket ned

    Udgivet den 16. december 2009 Michael Hedelain 1 kommentar

    Siden klimatopmødet startede, har der svirret rygter om, hvad der kommer til at ske, når vi kom tættere på statsledernes ankomst. For et par dage siden blev det bekræftet. Bella Centeret ville indføre begrænset adgang for NGO’er som Greenpeace. I går trådte de første begrænsninger i kraft. Vi har kun et par badges, som vi alle skal deles om og i løbet af ugen vil vores adgang blive endnu mere begrænset.

    Sikkerheden i forbindelse med det store fremmøde har været brugt som undskyldning for begrænsningen. Og jeg skal da heller ikke benægte, at det er lidt frustrerende at få holdet delt mellem Bella Centeret og kontorer i byen. Men den virkelige bekymring er, hvad det vil være muligt for verdens ledere at beslutte (eller rettere ikke beslutte) ved afslutningen af forhandlingerne på fredag.

    Begrænsning af adgang for store dele af det civile samfund svarer nogenlunde til at lukke døren til en tilrøget herreklub. Den gennemsigtige forhandlingsproces, som vi tidligere har krævet, ser ud til at blive druknet i hemmelighedskræmmeri. Med et håndtryk og en mulighed for at få taget et foto vil statslederne kunne lave en aftale, der er meget langt fra den fair, ambitiøse og bindende aftale, vi har brug for.

    Det vil være endnu værre, hvis de kom ud af deres private rum med masser af spin og store ord om, hvor fantastisk deres aftale er. For hvis man læser, hvad der står med småt, vil der være små stumper hist og her, men i det store hele bringer det intet nyt – kun business as usual. Hvis dette bliver tilfældet, har de brug for at vide, at vi ikke vil acceptere deres greenwashing.

    Verdens ledere kommer til København, fordi vi pressede på for at få dem hertil. Den store demonstration i lørdags og Global Day of Action-begivenheder over hele verden viser den verdensomspændende støtte til en ordentlig aftale – og vi er nødt til at presse dem netop til at levere denne aftale. Det behøver vi ikke være inde i Bella Centeret for at gøre.

  • Et smukt orkestreret tilbagetog

    Udgivet den 15. december 2009 Jon Burgwald Ingen kommentarer

    Gud ved hvor længe NGO-samfundet og de mere ambitiøse lande i forhandlingerne (Læs: udviklingslandene) har kæmpet for et samlet reduktionsmål fra de industrialiserede lande – et mål de har lovede ville være på bordet allerede tilbage i marts. Nå, men bedre sent end aldrig, og da facilitatoren for det såkaldte Kyoto-spor præsenterede sin tekst i fredags, blev en hel del mennesker temmelig overraskede.

    Pludselig blev mulighederne reduceret til et sted mellem 30 og 45 procent, og for første gang var der lys for enden af tunnellen. Desværre blev dette lys, i det mindste for nu, effektivt slukket, så snart Umbrella-gruppen (gruppen af industrialiserede lande uden for EU) var kommet med sit input. Mandag morgen, da kontaktgruppen trådte sammen igen, blev en ny version af det såkaldte Anneks B præsenteret. Og så var vi tilbage ved start. Flere medlemmer af den berygtede gruppe af industrialiserede lande, med Canada som “frontløber”, blev skræmt af det ambitiøse mål, og leverede i stedet deres egen fortolkning af et ambitiøst mål: X procents reduktion i 2020. Way to go klimaledere!

    Det skræmmende var, at selv fra EU var der fuldstændig mangel på kritik af tilbagetoget. Ikke ét eneste ord kom over læberne fra Sverige (formandsland for EU). Tja, det er faktisk ikke sandt. Sverige støttede på vegne af EU Umbrella-gruppens aflysning af samtalerne om reduktionstallene mandag morgen. En sørgelig undskyldning blev givet med en henvisning til G77’s arbejdsnedlæggelse omkring emissioner fra skov- og landbrug i industrialiserede lande. Ved at gøre dette, valgte EU de facto side med de øvrige industrialiserede lande og gik imod udviklingslandene og mod fremtiden for vores planet. Det er på tide for EU at komme tilbage på sporet og begynde offentligt at støtte sig til videnskaben og åbenlyst advokere imod Umbrella’s blokering af forhandlingerne.