Det har virkelig sat tingene i perspektiv for mit vedkommende. Vores have og vores miljø har ikke råd til sådanne fejltagelser, og der er kun en løsning: Vedvarende energi. Obama lovede i hans tale til nationen omstilling til rene energikilder, men som Jon Stewart så fint påpegede, så er Obama den ottende præsident, der har lovet det, uden at det er blevet fulgt op af reel handling. Klimaet og havene har ikke råd til endnu en præsidents tomme løfter.

Og det har de heller ikke grund til at være, eftersom de seriøse problemer og misforståelser, som opstod bag det danske formandskabs facader, var en vigtig grund til, at klimatopmødet kørte af sporet. Det er jo helt ude i hampen, når statsministeren indtil nu har fastholdt, at Danmark ikke kunne have gjort det bedre. Statsministeren valgte helt bevidst at ignorere advarslerne fra FN-eksperter, miljøorganisationer og selv fra klimaministeriet om, at topmødet ville gå galt, hvis han som formand for mødet forsøgte at alliere sig med USA og køre de svageste ulande over. Men det var præcis, hvad han valgte at gøre, og prisen blev høj. For Danmark betød strategien bl.a., at Danmarks internationale rygte fik en slem ridse i lakken, som det vil tage år at slippe af med.

Men endnu værre var det for de mest sårbare lande så som de små østater, der i øjeblikket er ved at forsvinde i havet, eller de afrikanske lande, som i forvejen har meget omfattende fattigdomsproblemer at slås med, betød statsministerens strategi, at de måtte kæmpe med næb og kløer for ikke at blive kørt over af de store forurenere, som hellere ville vedtage en uforpligtende hensigtserklæring end en rigtig juridisk bindende klimaaftale. Flere af disse sårbare lande oplevede bl.a. at blive truet af donorlande med, at deres ulandsbistand ville blive fjernet, hvis ikke de makkede ret.

Og sidst men ikke mindst vil de komplikationer og manglende fremskridt, som København resulterede i, jo få stor negativ betydning for verden som helhed, da det i sidste ende betyder, at vi må vente længere på at få en juridisk bindende klimaaftale og dermed få kontrol over klimaproblemet.

Situationen bliver ikke bedre af, at statsministeriet stadig bliver ved med at presse på for, at Copenhagen Accord skal få større anerkendelse. Copenhagen Accord blev afvist allerede under Københavnertopmødet, og jo længere tid man bruger på den samme diskussion, desto sværere bliver det at få fart på forhandlingerne om en rigtig juridisk bindende FN-aftale. I stedet for at fokusere på at sminke fiaskoen, bør statsministeren fokusere på, at gøre hvad han kan for at hjælpe klimaforhandlingerne videre. Danmark er stadig formand for klimaforhandlingerne, og det er vi helt frem til COP16 i Mexico i november. Det forpligter!

Sammen skal ministrene diskutere fremtiden for et af verdens mest sårbare og vitale naturområder, der i disse år er genstand for en regulær forskningsforklædt hanekamp, som de fem lande bruger millioner og atter millioner kroner på at udkæmpe i håbet om at dokumentere mulige historiske tilhørsforhold til undersøiske højderygge og isdækkede jordskorper.

Land efter land har gjort krav på ejerskab til dele af havbunden under det arktiske ocean med flag, undervandsbåde og korttegningsøvelser. Alt sammen for at få andel i de enorme ressourcer, blandt andet olie, som den accelererende afsmeltning af den arktiske is paradoksalt nok har åbnet en ladeport op til.

Der står så mange oliemilliarder på spil, at al moral er sat til side – ifølge en fortrolig sikkerhedsvurdering fra det australske forsvar. Vurderingen stammer fra 2007 og konkluderer, at kampen om undergrunden under Arktis udgør den største nuværende risiko for en global konflikt.

Det er selv sagt absurd at kæmpe om retten til at få adgang til mere af det fossile brændsel, som verden nødvendigvis må vende sig væk fra, hvis vi skal forhindre klimaforandringerne i at løbe løbsk. Det er dog også ganske absurd og ikke mindst urimeligt, at denne lukkede klub på fem nationer udelukker resten af verden fra deres møder. Ikke mindst ICC (Inuit Circumpolar Council), der repræsenterer 160.000 inuitter i de arktiske områder, Arctic Athabaskan Council, Island samt andre organisationer og lande med åbenlyse interesser i Arktis’ skæbne.

Imens nationerne omkring Arktis slås for at få del i ressource-eventyret, sidder ofrene tilbage. Det er de små samfund omkring Arktis, hvis levevilkår vanskeliggøres af klimaændringerne, og som er mere afhængige af naturen end nogen andre. Klimaforandringerne betyder allerede i dag, at der er færre dyr at jage, og at bl.a. Isbjørnen, hvalrossen og sælerne bevæger sig tættere og tættere imod truslen om udryddelse.

Området skal fredes

Der er kun en fornuftig løsning nemlig at indføre et øjeblikkeligt moratorium, der standser al industriel udnyttelse i de dele af Arktis, der før lå under hav-is. Det er den islinie, man ofte ser på kort, der viser et gennemsnit af ismængden i perioden 1979 til 2000.

Moratoriet skal gælde, indtil der er fundet en global løsning for, hvordan området skal beskyttes på langt sigt. Det vil give en tænkepause, hvor verdens lande kan navigere i alle de mange krav på undergrunden og forespørgsler fra olieselskaber. I den tænkepause vil vi arbejde for en global aftale i lighed med den, der lige nu beskytter Antarktis i syd. En beskyttelsesaftale, som Danmark i øvrigt med stor entusiasme og engagement kæmpede for og har tilsluttet sig. Men det er selvfølgelig også nemmere at beskytte et område, når man ikke selv umiddelbart står til at kunne udnytte det økonomisk.

I det hele taget er klimaforandringerne et godt argument for at stoppe olieeventyret i Arktis her og nu. Det er almindeligt accepteret, at det er nødvendigt at holde klodens gennemsnitlige temperaturstigning så langt under to grader som muligt. For at det, kan lade sig gøre, skal det globale drivhusgasudslip toppe i 2015 og ramme tæt på nul i 2050. Hvis vi skal holde to graders-målet, er der kun plads til at afbrænde 25-40 % af de allerede kendte reserver af fossile brændsler. Derfor er det klimamæssigt uacceptabelt fortsat at investere i at lede efter og udvinde olie. Især i arktiske områder, hvor  de klima- og forureningsmæssige konsekvenser er størst.

Men de piver ikke. Greenpeace-aktivister tager altid de juridiske konsekvenser med oprejst pande. Og som Nora Christiansen, en af de fire, udtrykker det, så er deres tre uger i isolation en meget lille omkostning sammenlignet med den enorme trussel for vores livsstil, som klimaforandringerne udgør.

Mens gallaaktivisterne venter på deres retssag, kan den rigtige kamp – klimakampen – fortsætte.  Dem, der også skal stiles til ansvar for deres handlinger i København i december, er verdens ledere, der flygtede ud af landet i deres flyvemaskiner, imens forhandlingerne i Bella Centeret kollapsede. Disse ledere har ansvaret for 300.000 menneskers liv om året, 20 millioner klimaflygtninge og den massive ødelæggelse af klodes naturlige ressourcer, der fortsætter så længe, vi ikke gør os fri af fossile brændstoffer.

Lad os håbe, at vi i 2010 får den aftale, som verden så desperat har brug for her og nu: En ambitiøs, retfærdig og bindende aftale, der kan løse verdens klimaproblemer.

Desværre ser det langt fra godt ud. Forhandlingerne er lige nu længere fra en god aftale, end de var ved begyndelsen af forhandlingerne i København. Det danske formandskabs inkompetence kombineret med industrilandenes stilstand har resulteret i at det ser meget sort ud.

Udviklingslandene har fra dag 1 kæmpet for en aftale, der ikke dømmer dem til undergang, men som reelt vil bremse klimaforandringerne under 2 grader. Som en samlet blok lever u-landene op til videnskabens anbefalinger – uden at der er blevet lagt den lovede finansiering på bordet. Samtidig er det blandt i-landene reelt kun Norge, der lever op til videnskabens anbefalinger.

Der er to muligheder for at nå en aftale: At i-landene tager sig sammen og kraftigt øger deres reduktionsmål. Eller at de tvinger ulandene til at acceptere en aftale, der dømmer millioner af mennesker til døden. Desværre er den første mulighed nok noget nær umulig, så måske er vi nået dertil, hvor et sammenbrud er det bedste for klimaet?

Greenpeace mener at biobrændstoffer er en falsk løsning på transportsektorens klimaproblem. Raps-biodiesel kan selv isoleret set medføre op til 70% mere drivhusgasudslip i forhold til fossilt diesel. Hertil kommer, at hvis den vegetabilske olie, der dyrkes i Europa hældes på vores biler, skal Europa importere tilsvarende mængder vegetabilsk olie fra verdensmarkedet. I praksis vil det enten være sojaolie fra Sydamerika eller palmeolie fra Sydøstasien. I begge tilfælde betyder det øget pres på regnskovene og medfører dermed både yderligere CO2 udslip fra skovfældning og tab af biodiversitet. Brug af fødevarer til produktion af biobrændstoffer forårsager endvidere højere fødevarepriser og er dermed direkte årsag til fødevarekriser (Se linkets side 2 + fodnote 2). Afskaffelse af lovgivning der påbyder eller støtter brug af biobrændstoffer er således med på UNEPs liste over syv skridt til at forhindre fødevarekriser. Samtidigt forsinker brugen af biobrændstoffer, at transportsektorens ineffektive forbrændingsmotorer udskiftes med energieffektive alternativer, som for eksempel el-biler. Greenpeace er derfor stærkt kritiske overfor brugen af biobrændstoffer.

Professor Klaus Felby kalder i P1-morgen 14. december Greenpeace kampagne for fejlinformation. Felbys udtalelser i radioen består hovedsageligt af løse anklager om, at Greenpeace ikke har sat sig ind i sagen, og  om at Greenpeace misinformerer. Det er meget hårde anklager, som Felby stort set ikke begrunder. En af Felbys få konkrete anker er at rapsolie ikke kan erstattes af palmeolie i alle fødevarer. At der er enkle fødevarer der ikke kan bruge palmeolie ændrer desværre intet ved det samlede billede, af den såkaldte forskydningseffekt, som udmærket forklares af EU’s forskningscenter JRC:

“In the case of biodiesel, this is almost all EU-rapeseed oil which would otherwise be used for food. If we assume that people and animals do not eat less because of biofuels targets, this would be replaced by imported vegetable oil and oilseeds, especially palm oil. This is cheaper than rapeseed oil but less suitable for making biodiesel. Therefore instead of using palm oil for making biodiesel, manufacturers prefer to buy rapeseed off the EU food market, where it is replaced by palm oil imports. These are therefore indirect imports which result from biodiesel production” /(JRC s rapport, s 13).

Med hensyn til Professor Felbys besynderlige anklage om, at Greenpeace ikke har gjort sit hjemmearbejde, henvises her til det høringssvar og de notater, som Greenpeace, som bidrag til behandlingen af den danske biobrændstoflov,  fremsendte til folketingets Energipolitiske Udvalg:

http://www.greenpeace.org/denmark/press/rapporter-og-dokumenter/horingssvar-til-forslag-til-lo

http://www.ft.dk/samling/20081/lovforslag/l181/bilag/4/index.htm

http://www.ft.dk/samling/20081/lovforslag/l181/bilag/5/index.htm

http://www.ft.dk/samling/20081/lovforslag/l181/bilag/9/index.htm

http://www.ft.dk/samling/20081/lovforslag/l181/bilag/10/index.htm

http://www.ft.dk/samling/20081/lovforslag/l181/bilag/11/index.htm

http://www.ft.dk/samling/20081/lovforslag/l181/bilag/12/index.htm

http://www.ft.dk/samling/20081/lovforslag/l181/bilag/13/index.htm

Den fredelige demonstration i Københavns gader i dag har virkeligt sat den sidste uges begivenheder indenfor i Bella Centeret i perspektiv. Omkring 50 – 60.000 mennesker dukkede op for at kræve en fair, ambitiøs og bindende klimaaftale i en klima-march, der strakte sig på gaden i over 2 kilometers længde. Det føltes nærmest som om hele verden marcherede mod Bella Centeret for at skubbe forhandlingerne I den rigtige retning.

I Greenpeace-blokken, hvor jeg befandt mig, var det også svært at se fra den ene ende af blokken til den anden med så mange mennesker, der var mødt op for at støtte op om arrangementet. Mange bærende på skilte med budskaberne ’There is no Planet B’, ’Climate Justice Now’ og  ‘Planet not profit’ i den langsomt bevægende karavane.

Mens mørket faldt på og temperaturen krøb ned mod frostgrader, ankom vi i en jævn strøm til Bella Centeret, hvor folk begyndte at tænde fakler eller lave små hop på stedet for at holde varmen.

Vi har hørt, at denne demonstration er den største af sin art nogensinde i Danmark. Lad os håbe verdens ledere vil leve op til forventningerne og presset fra befolkningen til at lave en historisk aftale.

Det er rammende, men også lidt for beskedent. Medlemmerne af AOSIS er nogle af de mindst udviklede lande på jorden, og tæller steder som Maldiverne, Tuvalu, og Papua Ny Guinea. Det er nationer, der stort set ikke selv har spillet en rolle i at skabe klimakrisen, og der er samtidig dem der vil lide mest, hvis den globale opvarmning fortsætter. At beskytte jordens klima er i første omgang nøglen til disse nationers overlevelse – men på længere sigt er det nøglen til overlevelse af civilisationen som vi kender den.

Midt i Bella Centeret står en stor globe. Hvis man kigger godt efter, kan man se, at de små østater ikke er afbilledet. En dyster udsigt, hvis mødet ikke munder ud i en ordentlig aftale.

Bevæggrunden for en juridisk bindende aftale – i modsætning til en politisk bindende aftale – er formentlig tydelig for enhver. Men lad mig forklare hvad en “to-protokols løsning” går ud på, for det er en smule teknisk.

AOSIS’ forslag består af to ting: En tilføjelse til den allerede eksisterende Kyoto-protokol, hvor man stadfæster en anden forpligtigelsesperiode, der skal løbe fra 2013-2017 (den nuværende forpligtigelsesperiode udløber i 2012). Forpligtigelsesperioden skal indeholde nye emissionsmål for alle industrialiserede lande i protokollen (dvs. alle industrialiserede lande undtagen USA). Derudover skal der skabes en ny protokol – en Københavner protokol. Det skal være endnu en juridisk bindende aftale, som vil sikre gennemførelsen af Bali Action Plan på en afbalanceret og omfattende måde ved at tage fat tilpasning, teknologi, finansiering og støtte til kapacitetsudvikling.

Det vigtigste element i Københavner protokollen er, at det skal bringe USA – det land, der historisk har bidraget mest til klimaændringer og fortsat har den højeste per capita emission af CO2 – ind i en juridisk bindende aftale og forpligte dem til reduktionsmål og finansiering af de fattige landes klimaindsats.

Med andre ord er AOSIS’ forslag den ægte vare, som verden har brug for. Klimaændringerne respekterer ikke landegrænser, men diskriminerer mellem rige og fattige nationer. Ændringerne vil dog påvirke os alle. En fair, ambitiøs og juridisk bindende aftale her i København er ikke et spørgsmål om politik, det er et spørgsmål om overlevelse.

Blot en lille stak af de 3.000 bannere produceret til glæde for for Jorden og dens beboere

Politikerne har mange ting at slås med og det kan væres svært at se ud over kritiske samråd, interne magtkampe og andre kortsigtede problemer – og klimaforandringerne har jo ikke ramt Vesten særligt hårdt endnu. Derfor skal politikerne mindes om deres ansvar. Og det kan en stor, flot demonstration med interessante talere før og efter og masser af mediedækning gøre.
Så jeg håber at møde så mange som muligt med familier under armen på Christiansborgs Slotsplads kl. 13 ved den store smemand. Tag en pause fra juleræset og gå en tur i det friske decembervejr sammen med folk fra hele verden.

Tuvalu opfordrede til sidst til en suspension af plenarforsamlingen, og Connie Hedegaard så sig nødsaget til at følge opfordringen og konsultere partere i uformelle for. Imens gik NGO-netværket i konferencecentret i højeste beredskab for at samle støtte til Tuvalus krav. Tre timer senere, da plenarforsamlingen skulle genoptages, stod en stor skare af 200-300 mennesker ved dørene til Tycho Brahe-lokalet med nylavede bannere og heppede slogans ud over konferencecentret til stor fornøjelse for delegationen fra Tuvalu.

Dette er et godt eksempel på den energi, der er her i Bella Centeret, og en ganske lille forsmag på, hvad resten af klimatopmødet kommer til at byde på. Der er stadig en række lande, der er villige til at kæmpe for planetens fremtid, og det er vores ypperste opgave at give dem al den støtte vi kan. Om under en time mødes partnerne igen i konventionssporet, og jeg håber, at EU tør vise lidt mandsmod og støtte op AOSIS og Tuvalus krav.