Vi skal have 100 pct. vedvarende energi i EU og Danmark

SF har i dag offentliggjort planen “Ny vækst -nye job”, som skal skabe 75.000 nye, private arbejdspladser – heraf 50.000 ved en ambitiøs satsning på omlægning af energisystemet svarende til den energivision, som de 4 oppositionspartier fremlagde i foråret 2010.

Et vigtigt delelement i planen er en omstilling til et intelligent elsystem i takt med indpasningen af stigende mængde vind og anden vedvarende energi – med målet om at få 100% vedvarende energi i el- og varmeforsyningen i 2035.

Meget aktuelt var det derfor, at Greenpeace i går offentliggjorde en rapport – “The battle of the grids” - der netop beskriver et sådant intelligent elsystem for EU.

Rapporten viser, hvordan EU kan opnå 68 pct. vedvarende energi i elproduktionen allerede i 2030 og tæt på 100 pct. i 2050, og at 90 pct. af de eksisterende kul- og atomkraftværker skal være udfaset i 2030.

Rapporten er et vigtigt indspark i debatten i EU om, hvorvidt man skal fortsætte den politiske og økonomiske støtte til kul- og atomkraftindustrien, eller om man skal satse målrettet på en fremtid udelukkende baseret på vedvarende energi.

Via et avanceret modelværktøj, udarbejdet af konsulentfirmaet Energynautics, demonstrerer rapporten, hvordan man med en kombination af smart grids, fleksibelt elforbrug, elbiler, varmepumper og et udvidet netværk af effektive eltransmissionsforbindelser, kan udbygge et intelligent elsystem, der kan indpasse og balancere en stigende mængde el fra flukturerende, vedvarende energikilder i Europa.

Uden udvikling af et intelligent elsystem vil udbygningen af vedvarende energikilder i stigende grad føre til konflikt med elproduktion fra ufleksible kul- og atomkraftværker.

Danmark er det land i verden, der har mest vind i elsystemet. Og i takt med udbygningen med mere vedvarende energi, er vi derfor nødt til at være først på banen med at omstille til et intelligent elsystem. Sætter vi fart på den omstilling ved at demonstrere den i praksis her i Danmark, så har vi – som SF’s udspil også påpeger – en enestående mulighed for igen at blive et klima- og energimæssigt foregangsland med skabelse af nye jobs og store erhvervsmæssige muligheder for salg af viden og teknologi til udlandet.

På den baggrund er regeringens politik på området særdeles nedslående. Den har endnu en gang udskudt sin lovede opfølgning på Klimakommissionens rapport (offentliggjort i september 2010) – nu til en gang i foråret. Den er imod oppositionens nationale mål om 50 % vind i 2020, og desuden har regeringen givet “grønt” lys for DONG Energy’s ombygning af den kul-frie blok på Avedøreværket (Avedøre 2) til at fyre med kul.

G20 spiller fallit overfor de største globale problemer

G20 har endnu engang vist sig ude af stand til at forfølge denne grønne udvikling, som verdensøkonomien og miljøet har så hårdt brug for. Der blev på mødet kæmpet om valutaer og handel, mens man ignorerede beslutninger om den nødvendige grønne energirevolution, der kan skabe arbejdspladser, nedskære emissionerne og dermed dæmme op for en anden global krise – de menneskeskabte klimaforandringer.

G20 anvender blomstrende vendinger til at dække over dybe forskelle i synet på den nødvendige økonomiske politik, men det hjælper intet i forhold til at afhjælpe fattigdommen eller redde klimaet.

G20-lederne har ikke indfriet løfter afgivet på tidligere møder – bl.a. løfterne fra mødet i september 2009 i Pittsburg om at udfase subsidier til fossile brændsler og gentagelsen af Gleneagles-løftet om mere bistand til de fattige lande, især til afrikanske lande. Seoul-mødet negligerede disse presserende globale opgaver. Dem, der de seneste år har haft travlt med at begrave FN-systemet for i stedet at sætte deres lid til et magtfuldt G20, må i dag have en meget dårlig smag i munden.

G20-mødet “ noterer sig” kun, hvad FN’s generalsekretærs High-level Advisory Group om klimafinansierings rapport fra 5. november viser, mens G20-lederne intet konkret gør i forhold til at levere på løftet om at tilvejebringe de 100 milliarder USD per år i 2020 i klimastøtte til de fattige lande. G20-mødet er ikke i nærheden af blot at levere ansatser til en køreplan, for hvordan det kan opnås.

Det Internationale Energiagentur, IEA, har netop vurderet, at hvis de fossile subsidier blev elimineret frem til 2020, ville det resultere i en reduktion på to milliarder ton CO2 svarende til små 6% af de globale, energirelaterede CO2-emissioner.

Ny FN-aftale skal være et vendepunkt

I sidste uge sluttede FN-forhandlinger i Nagoya, Japan med, at verdens regeringer vedtog en ny aftale, der skal sikre bevarelsen af dyre- og planteliv. Det er glædeligt at flere årsager.

Politisk vilje er altafgørende
For det første har det faktum, at det var muligt at få en aftale, genskabt en smule tillid mellem de rige og fattige lande og illustreret vigtigheden af, at der er politisk vilje til fremskridt i FN. Efter den fatale fiasko som COP15 endte ud med tilbage i december, har verden været ramt af en slags FN lede. Førende medier har betragtet selve FN-processen som årsagen til den manglende klimaaftale, verden så desperat har brug for, og der har været en ivrig lyst til at bevise teorien om FN’s uduelighed ved også at få biodiversitetsmødet i Nagoya erklæret en fiasko. F.eks. var Britiske Guardian ikke sen til at erklære ’nedtrykkende paralleller’ mellem biodiversitetsforhandlingerne og klimaforhandlingerne i København.

Men selv om det er korrekt, at meget i FN kunne blive bedre og mere effektivt, så har det centrale problem i FN’s miljøbeskyttelse aldrig været selve FN men derimod regeringernes manglende vilje til fremskridt og til at påtage sig forpligtelser. Det blev illustreret til biodiversitetsmødet i Nagoya, der endte som alt andet end et nyt ”COP 15”. I stedet for forhandlings-sammenbrud og mistillid mellem de rige og fattige lande bød Nagoya-mødet på globalt samarbejde og vilje til fremskridt, hvilket var selve forudsætningen for, at mødet til sidst kunne munde ud i vedtagelsen af en ny FN-aftale om naturbeskyttelse. Journalisten fra The Guardian endte da også med at måtte æde sine negative forudsigelser og erklærede sig i stedet ”behageligt chokeret” over regeringernes fremskridts- og kompromis-villighed.

Biodiversitets-mødet i Japan blev med andre ord et stærkt tiltrængt eksempel på, at verdens regeringer stadig kan samarbejde om at få løst vores globale miljøproblemer, og det er vigtigt, både i forhold til at få standset masseudryddelsen af arter men også når det gælder klimaforhandlingerne, som fortsætter i Cancun, Mexico i slutningen af november.

Halvgod aftale
Hvad angår selve aftalen, så kunne den have været bedre – ingen tvivl om det. F.eks. formåede verdens regeringer ikke at blive enige om at standse den globale ødelæggelse af skovene, men blev derimod kun enige om, at skovødelæggelsernes hastighed skal halveres senest i 2020.

Men en glædelig del af aftalen var den juridisk bindende protokol om, at virksomheder fra vestlige lande ikke skal kunne hente materiale fra naturen i ulandene uden tilladelse og uden en klar gensidig aftale om, hvordan udbyttet skal deles, hvis materialet udnyttes kommercielt. Ud over at sikre, at ulandene ikke mister indtægter, som retmæssigt er deres, vil aftalen forhåbentlig også betyde, at vestlige forskere og virksomheder får bedre muligheder for at udvikle produkter fra f.eks. regnskovene, fordi ulandene ikke behøver at frygte, at deres ressourcer bliver stjålet og dermed vil være mere åbne.

Danmark er et pinligt eksempel
En sidste ting, jeg synes er bemærkelsesværdigt, er, at Karen Ellemann ikke var sen til at kalde den nye aftale for et ’afgørende vendepunkt for beskyttelsen af naturen’. Dermed får hun jo elegant fremstillet sig selv som naturens minister – det må fremtiden jo så vise, om hun er. Én ting er imidlertid sikkert, og det er, at vores nuværende regering ikke har været naturens vogter.

Danmark er nemlig et pinligt eksempel på et land, hvor regeringen har hævdet, at de havde et mål om at standse naturødelæggelsen senest 2010. Desværre har VK-regeringens naturpolitik indtil videre absolut ikke været til gavn for naturen men derimod udelukkende for industrier så som konventionelt og ubæredygtigt landbrug, skovbrug og fiskeri.

Vi har med andre ord rigtig gode grunde til at håbe, at denne aftale virkelig bliver et vendepunkt – for VK-regeringens naturpolitik såvel som for den globale naturbeskyttelse.

Statsminsterens åbningstale pinligt uambitiøs på klima og miljø

Statsministeren gentager, hvad regeringen har sagt for flere år siden; at det er regeringens mål at gøre Danmark uafhængig af fossile brændsler ved at bruge mere vind, biomasse og elbiler. Men det er både pinligt og uforståeligt, at han som et eksempel på en ny attraktiv teknologi nævner “at fjerne CO2 fra kul”. Han er øjensynligt ikke vidende om, at kulkraft med CCS fører til et større kulforbrug og dermed større afhængighed af kul. En årsag til, at Klimakommissionen netop ikke har det med i sine anbefalinger for en fossil-fri fremtid.

Det er iøvrigt tankevækkende, at statsminsiteren to uger før det globale biodiversitets møde i Japan 18-19. oktober starter, ikke har et eneste bud på den indsats, Danmark nationalt og internationalt vil yde for at stoppe tabet af den biologiske mangfoldighed. I 2001 bakkede Danmark op bag en EU- målsætning om at stoppe tabet af den biologiske mangfoldighed. Det har man erkendt ikke kan opfyldes, men hvad er den danske regerings konkrete bidrag til, at man i Japan kan vedtage en ny strategisk plan for biodiversitetsindsatsen for 2011-20 og denne gang leve op til en sådan plan.

Drama ved verdens ende

Jeg står på broen af Esperanza og kigger på boreriggen Stena Don, der borer efter olie ud for Grønlands vestkyst. Vi er blevet mødt af det danske krigsskib Vædderen, som har oplyst os om en sikkerhedsgrænse på 500 meter fra riggen, som vi ikke må overskride.

Grønlands politi har en båd i området, der er assisteret af 3 gummibåde, der skal holde os væk fra boreriggen.

Billedet af militærskibe og den enorme boreplatform i disse øde egne, der ellers kun huser hvaler og isbjerge, er noget, der brænder sig fast på nethinden. Tænk på hvad en ulykke ville betyde for den uspolerede, arktiske natur? For ikke at tænke på de grønlandske fiskere og fangere?

Jeg kan ikke lade være med at undre mig over, hvad der går igennem hovedet på ejerne af Cairn (det skotske olieselskab bag boringerne) i disse dage og uger. Tænker de kun på den potentielle profit og på at sætte flere millioner ind på kontoen, eller er der også et gran af tvivl, en lille del af dem, der har lyst til at sige stop – det håber og tror jeg på. Cairn er kendt for sin villighed til at tage risici, men det har hidtil været med egne penge. Nu er det i stedet miljøet, klimaet og de grønlandske fiskere, der står for skud.

Sim, et af crew-medlemmerne ombord på Esperanza, er født og opvokset i New Mexico. Han var i Louisana, da Deep Water Horizon brød i brand og har med egne øjne oplevet, hvad katastrofen betød for havet, for strandene og for de lokale. Det, der er svært at forstå, er at konsekvenserne af en tilsvarende ulykke her kan være meget større. Det kolde vejr, vinterisen og den manglende infrastruktur vil betyde, at både mængden af olien fra et udslip, og tiden det vil tage, før olien er væk, vil være meget større.

Det absolut værste scenarie, jeg kan forestille mig, er at der sker et udslip så tæt på, at isen lukker til, at man bliver nødt til at lade olien fosse ud over vinteren, uden at man kan gøre noget ved det. Der er 14 skibe, der skal hjælpe til i området. I Den Mexicanske golf var der over 6.500, og alligevel siger uafhængige forskere, at der stadig er omkring 80 % af olien tilbage.

Den grønlandske regering og Cairn har gang på gang påstået, at de følger de højeste sikkerhedsstandarder og gør alt i deres magt for at forhindre en ulykke. Men har man nogensinde hørt et selskab sige andet? Er der nogen sinde en regering, der har udtalt, at de ikke stiller de højeste sikkerhedskrav? Alligevel er det gang på gang gået galt. Og alligevel vil Cairn ikke offentliggøre deres beredskabsplan, og det grønlandske Råstofdirektorat vil ikke mødes med Greenpeace.

Og olieboringerne handler ikke kun om risikoen for en ulykke. Det handler også om, at vores klima ikke kan tåle afbrændingen af flere fossile brændsler. Vi har kun råd til at afbrænde en fjerdedel af de kendte fossile reserver. At blive ved med at lede efter mere olie vil ikke ændre på det.

Hvis verdens regeringer virkelig står bag det løfte, de gav i København om at bremse klimaforandringerne, så må det første skridt være et globalt stop for de værste fossile brændsler – herunder dybhavsboringer efter olie.

De boringer vi oplever nu, er kun en prøveklud for alverdens olievirksomheder, der står på spring for at omdanne Arktis til et oliehelvede, hvor risikoen for en katastrofal ulykke kun vil vokse og vokse. Derfor er jeg i Arktis. For at gøre mit yderste for at forhindre en enorm fejltagelse.

Hvis olieudslippet var i min baghave…

Omfanget af BP’s olieudslip i Den Mexicanske Golf er nok svært forståeligt for de fleste – i hvert fald for mig. Der slipper et sted mellem 35 og 60.000 tønder olie – eller 9,5 millioner liter – ud om dagen! Jeg faldt forleden dag over en hjemmeside, hvor man kan taste en by ind og se, hvor stort et område udslippet ville dække, hvis udslippet var sket der. Hvis udslippet var sket i København, ville det dække Århus samt en god bid af Sydsverige:

Det har virkelig sat tingene i perspektiv for mit vedkommende. Vores have og vores miljø har ikke råd til sådanne fejltagelser, og der er kun en løsning: Vedvarende energi. Obama lovede i hans tale til nationen omstilling til rene energikilder, men som Jon Stewart så fint påpegede, så er Obama den ottende præsident, der har lovet det, uden at det er blevet fulgt op af reel handling. Klimaet og havene har ikke råd til endnu en præsidents tomme løfter.

Sandhedens time for klimatopmødet

Endelig kunne vi få at vide, hvad statsministeriet selv synes om klimatopmødet, som hele resten af verden ikke har tøvet med at kalde en fiasko. Jeg søgte aktindsigt i Statsministeriets evaluering for en uge siden, men kan nu sammen med resten af Danmark se dele af det i Politiken. Og det ser ud til, at statsministeriet heller ikke selv er for stolte.

Og det har de heller ikke grund til at være, eftersom de seriøse problemer og misforståelser, som opstod bag det danske formandskabs facader, var en vigtig grund til, at klimatopmødet kørte af sporet. Det er jo helt ude i hampen, når statsministeren indtil nu har fastholdt, at Danmark ikke kunne have gjort det bedre. Statsministeren valgte helt bevidst at ignorere advarslerne fra FN-eksperter, miljøorganisationer og selv fra klimaministeriet om, at topmødet ville gå galt, hvis han som formand for mødet forsøgte at alliere sig med USA og køre de svageste ulande over. Men det var præcis, hvad han valgte at gøre, og prisen blev høj. For Danmark betød strategien bl.a., at Danmarks internationale rygte fik en slem ridse i lakken, som det vil tage år at slippe af med.

Men endnu værre var det for de mest sårbare lande så som de små østater, der i øjeblikket er ved at forsvinde i havet, eller de afrikanske lande, som i forvejen har meget omfattende fattigdomsproblemer at slås med, betød statsministerens strategi, at de måtte kæmpe med næb og kløer for ikke at blive kørt over af de store forurenere, som hellere ville vedtage en uforpligtende hensigtserklæring end en rigtig juridisk bindende klimaaftale. Flere af disse sårbare lande oplevede bl.a. at blive truet af donorlande med, at deres ulandsbistand ville blive fjernet, hvis ikke de makkede ret.

Og sidst men ikke mindst vil de komplikationer og manglende fremskridt, som København resulterede i, jo få stor negativ betydning for verden som helhed, da det i sidste ende betyder, at vi må vente længere på at få en juridisk bindende klimaaftale og dermed få kontrol over klimaproblemet.

Situationen bliver ikke bedre af, at statsministeriet stadig bliver ved med at presse på for, at Copenhagen Accord skal få større anerkendelse. Copenhagen Accord blev afvist allerede under Københavnertopmødet, og jo længere tid man bruger på den samme diskussion, desto sværere bliver det at få fart på forhandlingerne om en rigtig juridisk bindende FN-aftale. I stedet for at fokusere på at sminke fiaskoen, bør statsministeren fokusere på, at gøre hvad han kan for at hjælpe klimaforhandlingerne videre. Danmark er stadig formand for klimaforhandlingerne, og det er vi helt frem til COP16 i Mexico i november. Det forpligter!

Drop den urimelige Arktis-klub

Den lukkede ”Arktiskklub” mødes denne gang i Gatineau Hills, Canada, hvor den danske regering har sendt justitsminister Lars Barfoed af sted for i dag at stikke hovedet sammen med udenrigsministrene fra Canada, Rusland, USA og Norge. Det var ellers Lene Espersen, der skulle have taget turen til Canada, men hun holder ferie.

Sammen skal ministrene diskutere fremtiden for et af verdens mest sårbare og vitale naturområder, der i disse år er genstand for en regulær forskningsforklædt hanekamp, som de fem lande bruger millioner og atter millioner kroner på at udkæmpe i håbet om at dokumentere mulige historiske tilhørsforhold til undersøiske højderygge og isdækkede jordskorper.

Land efter land har gjort krav på ejerskab til dele af havbunden under det arktiske ocean med flag, undervandsbåde og korttegningsøvelser. Alt sammen for at få andel i de enorme ressourcer, blandt andet olie, som den accelererende afsmeltning af den arktiske is paradoksalt nok har åbnet en ladeport op til.

Der står så mange oliemilliarder på spil, at al moral er sat til side – ifølge en fortrolig sikkerhedsvurdering fra det australske forsvar. Vurderingen stammer fra 2007 og konkluderer, at kampen om undergrunden under Arktis udgør den største nuværende risiko for en global konflikt.

Det er selv sagt absurd at kæmpe om retten til at få adgang til mere af det fossile brændsel, som verden nødvendigvis må vende sig væk fra, hvis vi skal forhindre klimaforandringerne i at løbe løbsk. Det er dog også ganske absurd og ikke mindst urimeligt, at denne lukkede klub på fem nationer udelukker resten af verden fra deres møder. Ikke mindst ICC (Inuit Circumpolar Council), der repræsenterer 160.000 inuitter i de arktiske områder, Arctic Athabaskan Council, Island samt andre organisationer og lande med åbenlyse interesser i Arktis’ skæbne.

Imens nationerne omkring Arktis slås for at få del i ressource-eventyret, sidder ofrene tilbage. Det er de små samfund omkring Arktis, hvis levevilkår vanskeliggøres af klimaændringerne, og som er mere afhængige af naturen end nogen andre. Klimaforandringerne betyder allerede i dag, at der er færre dyr at jage, og at bl.a. Isbjørnen, hvalrossen og sælerne bevæger sig tættere og tættere imod truslen om udryddelse.

Området skal fredes

Der er kun en fornuftig løsning nemlig at indføre et øjeblikkeligt moratorium, der standser al industriel udnyttelse i de dele af Arktis, der før lå under hav-is. Det er den islinie, man ofte ser på kort, der viser et gennemsnit af ismængden i perioden 1979 til 2000.

Moratoriet skal gælde, indtil der er fundet en global løsning for, hvordan området skal beskyttes på langt sigt. Det vil give en tænkepause, hvor verdens lande kan navigere i alle de mange krav på undergrunden og forespørgsler fra olieselskaber. I den tænkepause vil vi arbejde for en global aftale i lighed med den, der lige nu beskytter Antarktis i syd. En beskyttelsesaftale, som Danmark i øvrigt med stor entusiasme og engagement kæmpede for og har tilsluttet sig. Men det er selvfølgelig også nemmere at beskytte et område, når man ikke selv umiddelbart står til at kunne udnytte det økonomisk.

I det hele taget er klimaforandringerne et godt argument for at stoppe olieeventyret i Arktis her og nu. Det er almindeligt accepteret, at det er nødvendigt at holde klodens gennemsnitlige temperaturstigning så langt under to grader som muligt. For at det, kan lade sig gøre, skal det globale drivhusgasudslip toppe i 2015 og ramme tæt på nul i 2050. Hvis vi skal holde to graders-målet, er der kun plads til at afbrænde 25-40 % af de allerede kendte reserver af fossile brændsler. Derfor er det klimamæssigt uacceptabelt fortsat at investere i at lede efter og udvinde olie. Især i arktiske områder, hvor  de klima- og forureningsmæssige konsekvenser er størst.

Nu kan klimakampen fortsætte

Her på kontoret er vi glade for at få vores fire kollegaer, der har været varetægtsfængslet i 20 dage, tilbage igen. Det har været en lang og sej kamp for at få politiet til at tage imod vores hjælp i deres såkaldte opklaringsarbejde og frigive vores fire venner. Og for de fire er det befriende endeligt at være tilbage til hverdagen efter deres isolation, hvor de ikke har haft adgang til medier, breve eller bare en bog.  Det har været hårdt og frustrerende  at sidde så længe i politiets varetægt og helt ude af proportioner med den fredelige og festlige demonstration, de lavede i Drabantsalen d. 17. dec.

Men de piver ikke. Greenpeace-aktivister tager altid de juridiske konsekvenser med oprejst pande. Og som Nora Christiansen, en af de fire, udtrykker det, så er deres tre uger i isolation en meget lille omkostning sammenlignet med den enorme trussel for vores livsstil, som klimaforandringerne udgør.

Mens gallaaktivisterne venter på deres retssag, kan den rigtige kamp – klimakampen – fortsætte.  Dem, der også skal stiles til ansvar for deres handlinger i København i december, er verdens ledere, der flygtede ud af landet i deres flyvemaskiner, imens forhandlingerne i Bella Centeret kollapsede. Disse ledere har ansvaret for 300.000 menneskers liv om året, 20 millioner klimaflygtninge og den massive ødelæggelse af klodes naturlige ressourcer, der fortsætter så længe, vi ikke gør os fri af fossile brændstoffer.

Lad os håbe, at vi i 2010 får den aftale, som verden så desperat har brug for her og nu: En ambitiøs, retfærdig og bindende aftale, der kan løse verdens klimaproblemer.

Den sidste time

I disse øjeblikke besluttes det, om der nås en aftale i København og om aftalen vil være ambitiøs eller om den vil være et figenblad over industrilandenes manglende evner til at løse problemet.

Desværre ser det langt fra godt ud. Forhandlingerne er lige nu længere fra en god aftale, end de var ved begyndelsen af forhandlingerne i København. Det danske formandskabs inkompetence kombineret med industrilandenes stilstand har resulteret i at det ser meget sort ud.

Udviklingslandene har fra dag 1 kæmpet for en aftale, der ikke dømmer dem til undergang, men som reelt vil bremse klimaforandringerne under 2 grader. Som en samlet blok lever u-landene op til videnskabens anbefalinger – uden at der er blevet lagt den lovede finansiering på bordet. Samtidig er det blandt i-landene reelt kun Norge, der lever op til videnskabens anbefalinger.

Der er to muligheder for at nå en aftale: At i-landene tager sig sammen og kraftigt øger deres reduktionsmål. Eller at de tvinger ulandene til at acceptere en aftale, der dømmer millioner af mennesker til døden. Desværre er den første mulighed nok noget nær umulig, så måske er vi nået dertil, hvor et sammenbrud er det bedste for klimaet?