Læser man om de kommende forhandlinger i medierne, så får man hurtigt indtrykket af, at alt er urokkeligt låst fast mellem Kina og USA. Den ene vil ikke rykke sig før den anden –  ”jeg vil kun, hvis du vil”, hedder det vist i en børnehave. Det, vi ikke hører så meget om, er, at der sidder en 3. kæmpe, nemlig EU, og gemmer sig i hjørnet og hvisker ”jeg vil kun, hvis de to vil”. Det er slemt nok, at EU landene – i stedet for at arbejde på at reducere deres emissioner og levere den nødvendige klimafinansiering til klimakatastrofens ofre – nøjes med at sidde og bekræfte hinanden i, at man ikke kan rykke sig ud af stedet, fordi de andre ikke rykker sig tilstrækkeligt. Men at man i EU samtidig tør at udnævne sig selv som ”leder på klimaområdet” er direkte groft.

Og tag ikke fejl! Udenfor forhandlingslokalerne står verden absolut ikke stille. Længe har klimaforkæmpere været samlet under parolen, at klimaforandringerne ikke venter på nogen. Hvad der imidlertid nu også er tydeligt er, at Kina heller ikke venter på nogen. Uanset Kinas position i de internationale forhandlinger, så er Kina på vej ud over stepperne, når det handler om at energieffektivisere og investere i grøn teknologi. F.eks. har Kina lige startet opførelsen af verdens største vindmøllepark på 1000 MW. Men Kina satser ikke kun på vind. Også inden for solenergi, biomasse, elektriske biler osv. buldrer Kina frem. Ifølge australske The PEW Charitable Trusts investerede Kina i 2009 over 30 milliarder dollars i grøn teknologi – næsten dobbelt så meget som verdens nr. 2, nemlig USA.

At Kina er fuldstændig fastlåste i de internationale forhandlinger og nægter at rykke sig før USA, er også en påstand, der skal tages med et gran salt. I sidste måned under forhandlinger i Tianjin, Kina, kom det direkte fra Kinas egen chefforhandler, Su wei: “Of course the United States has not taken concrete actions but the rest of us cannot use that as an excuse to say ‘America is not doing anything, then we will not do anything’,”. Han slog derefter fast: “We can’t wait for America.”

Og nu svirrer rygterne om, at der i øjeblikket foregår intense forhandlinger mellem EU og Kina, samt at Kina er villig til at give indrømmelser, hvis EU er villig til at hæve sit ambitionsniveau. Dette er en åbenlys chance for at bevæge klimaforhandlingerne fremad, og for at EU i fællesskab med Kina begynder at vise lederskab. Men hvis EU omvendt afslår at hæve ambitionsniveauet med henvisning til, at USA er paralyseret, må vi se i øjnene, at EU også har et stort og tungt medansvar for det dødvande, som vil opstå i forhandlingerne.

Dette handler ikke om at hægte USA af. USA udleder så mange drivhusgasser til atmosfæren, at hvis det skal nytte, så må de også tage deres del af ansvaret – både i form af reduktioner af drivhusgasser, men også i form af klimabistand til verdens fattigste lande. Derimod er det en anderledes strategi for, hvordan vi kan presse USA i de internationale forhandlinger. I bund og grund handler det om, at hvis resten af verden rykker fremad, så bliver USA også nød til at gøre det. Og så længe EU i praksis holder hånden over USA ved at nægte at forhandle med Kina om gensidigt at hæve ambitionsniveauet, vil USA gratis kunne fortsætte med at blokere forhandlingerne.

Og ja, det kan lade sig gøre at isolere og presse USA til at rykke sig fremad. Det er faktisk sket adskillige gange før i internationale forhandlinger, og endda under George W. Bush. Et berømt eksempel er fra klimaforhandlingernes COP 13 på Bali i 2008, hvor den amerikanske delegation modsatte sig den beslutning, som kom til at blive hele det grundlæggende mandat for de igangværende forhandlinger samt køreplanen mod COP 15 i København. Imens hele salen sad og buede højlydt, blokerede USA forhandlingerne. Til sidst tog en træt og udmattet forhandler fra Papua Ny Guinea ordet og sagde direkte til USA: ”If you are not willing to lead then get out of the way”. Hele salen klappede højlydt, og forhandlere fra hele verden samt et bredt udsnit af den globale presse sad og stirrede stift på USAs forhandler. Til sidst måtte Bush regeringens repræsentant give efter for presset og gå med til at vedtage køreplanen. Der ér grænser for, hvor meget upopularitet en regering kan tåle – især når hele planetens fremtid står på spil.

Det er ikke nogen ubetydelig gruppe af investorer, der nu retter sit tunge skyts mod regeringer og delegationer forud for Cancun. Gruppen råder over midler op til en værdi af 15 billioner dollars og den danske pensionsfond ATP, der har 56 milliarder euro i ryggen, er én af de i alt 259 medunderskriver på udmeldingen. Dette tal er i sig selv ubegribeligt for de fleste dødelige. Til sammenligning kan det måske illustreres med, at én billion svarer til én million million, eller at beløbet svarer til hele USA’s BNP, eller en fjerddel af verdens samlede markedskapital.

Forhåbentlig kan denne ikke ubetydelige udmelding hjælpe til i det dødvande der lige nu præger forhandlingerne. USA og Kina holder hinanden i skak og EU har gemt sig i en krog, hvor navlepilleri tilsyneladende har højeste prioritet. Engang kunne EU med rette kalde sig førende på klimaområde, men det er ikke længere tilfældet. Udenfor forhandlingerne har Kina overhalet indenom, når det handler om investeringer i grøn teknologi. En dugfrisk analyse fra Forskningscenter Risø konkluderer således, at ”Kina kan og bør blive betragtet som en klima ’champion’”.

Uanset investorernes motiver bag denne udmelding, så føjer det til det pres, der allerede nu hviler over verdens lande. Konsekvenserne af klimaforandringerne mærkes allerede rundt omkring på planeten, og det er ikke et øjeblik for tidligt, at verdens regeringer får forhandlet en retfærdig, ambitiøs og juridisk bindende aftale på plads. I Cancun er det absolut nødvendigt, at der tages substansrige skridt mod en sådan aftale.

Her er en smuk lille film med Fish om bord på Arctic Sunrise i Grønland, lavet af Stephen Nugent.