Gør fiskerne som det passer dem?

I august kunne Greenpeace afsløre, at fiskere fra Gilleleje systematisk fiskede i et ellers totalfredet område i Kattegat. Afsløringen fik Fødevareminister Henrik Høgh op af stolen, og han har efterfølgende, i samarbejde med de svenske myndigheder, intensiveret overvågningen af området.

Området er fredet for at beskytte den truede Kattegattorsk.

I morgen skal Fødevareminister Henrik Høegh og Miljøminister Karen Ellemann til åbent samråd i Folketingets Miljøudvalg og svare på, hvad de vil gøre for at beskytte naturen i havet, og de dyr der lever der imod fiskeri.

Danmark står nemlig foran at skulle beskytte en række naturområder på havet imod bl.a. ødelæggende fiskeri. Det er naturområder, eller Natura 2000-områder, som de også hedder, der skal beskyttes, fordi der lever marsvin, er boblerev, sandbanker eller stenrev. Altså helt unik natur – en natur, der ifølge Danmarks Miljøundersøgelser faktisk ikke har det særlig godt, og som derfor virkelig trænger til beskyttelse.

Når der indføres fiskerirestriktioner i disse områder for at skåne den sårbare natur, og de dyr der lever der, har fiskerne så tænkt sig at overholde de regler? Og hvordan har myndighederne tænkt sig at kontrollere, om reglerne overhovedet overholdes, når nogle fiskere tydeligvis ikke vil tage vare på naturen og fiskene i havet?

Det er ingen hemmelighed, at fiskerne er imod det totalfredede område i Kattegat.  Er det mon derfor, nogle fiskere ikke respekterer fredningen?

Fiskerne er også af den opfattelse, at ”fiskeriet skal kunne fortsætte uændret, selv om områder udpeges til Natura 2000 områder”

Hvis dette er deres holdning, kan vi så regne med, at de vil overholde de adgangsbegrænsninger, der kommer i disse naturområder? Restriktioner der forhåbentlig vil sikre, at stenrev ikke ødelægges, eller at marsvin drukner i fiskenet?

Det håber jeg, at vi kan regne med.  Ellers må de fiskere, der ikke kan finde ud af at passe på vores fælles natur og de dyr der lever der, simpelthen straffes hårdere, end tilfældet er i dag. Det kunne fx være ved at fratage dem fiskerirettighederne i kortere eller længere perioder.

Elleman vender miljøet ryggen

Efter jeg er vendt tilbage til lille Danmark fra Greenpeace-skibet Esperanza, fortsætter mine venner ufortrødent deres kamp mod olieindustriens forblændede jagt på klodens sidste olie. Lige nu sidder to aktivister, Timo og Naz, i en overlevelseskapsel fastgjort til ankerkæden på det enorme boreskib Stena Carron og forhindrer dermed den amerikanske oliegigant, Chevron, i at foretage deres planlagte dybhavsboring ud for Shetlandsøerne.

En 500 kilo tung overlevelseskapsel er gjort fast til ankerkæden på boreskibet Stena Carron, der opereres af Chevron. Kapslen indeholder kommunikationsudstyr og mad. Greenpeace / Will Rose

De har forsyninger til flere uger, og på trods af den hårde storm de lige nu er udsat for, håber jeg inderligt, at de får forhindret Chevron i deres halsløse gerning så længe som muligt. Chevron vil i år bore 18 efterforskningsbrønde alene i Lagavulin-området, og oliegiganten har stolt proklameret, at den forventer at finde helt op til 600 millioner tønder eller næsten hundredetusind millioner liter olie i området. Og det skulle angiveligt være en godt nyhed…

Men jeg syntes i langt højere grad, det er skræmmende – for klimaet og for havet. Det er cirka 120 gange mere olie end der slap ud i Den Mexicanske Golf, og afbrænding af olien vil udlede uhyggelige mængder CO2. Selvom det sikkert desværre giver gode resultater på bundlinjen, så skal cheferne i Chevron ikke være stolte af, at de ødelægger vores klima og risikerer en britisk pendant til den amerikanske oliekatastrofe. Timo og Naz gør hvad de kan for at forhindre en af Chevrons boringer, men firmaet viser ingen tegn på at droppe sin skruppelløse adfærd og se videre end næste års regnskab.

Når virksomhederne blindt fortsætter som hidtil, så må andre træde i karakter. Timo, Naz og resten af os i Greenpeace kan ikke alene stoppe olieboringerne. Vi har brug for hjælp og et af de steder, jeg håbede vi kunne finde den hjælp, var hos de ansvarlige politikere. 15 miljøministre mødes i dag og i morgen for bl.a. at diskutere muligheden for et moratorium mod dybhavsboringer i Nordøstatlanten. Allerede efter den første dags møde står det desværre krystalklart, at miljøministrene fra de femten lande har misforstået deres titel.

I stedet for at repræsentere miljøet har Elleman og hendes medkumpaner udvandet det tyske forslag, så al tale om et muligt moratorium er væk. Stolt har de præsenteret en hensigtserklæring om at arbejde for et fælles regelsæt som en sejr. Selvom det er den britiske miljøminister, der var bannerfører for at ødelægge alt initiativ, så var Elleman ikke sen til at følge trop. Selvom det ikke er overraskende, at en VK-minister ikke sætter miljøet i første række, så kan jeg alligevel ikke lade være med at være skuffet

Miljøminister Karen Ellemann bliver mødt af kampagnechef i Greenpeace, Truls Gulowsen, der med en sidste appel beder om dansk opbakning til et moratorium på dybhavsboringer. Greenpeace / Birgitte Horn

Det er ikke et år siden, at den danske regering sammen med resten af verdens regeringer lovede, at man ville holde den globale temperaturstigning, men endnu har ingen vestlige lande – og mindst af alt Danmark – vist modet til at handle. Så når Elleman i dag kl. 11.30 sammen med de 14 andre miljøministre stiller sig op og forsikrer os om, at alt er i skønneste orden, så vil det lyde som lyden af tomme olietønder: Beskidt og hult.

Men bare fordi de 15 ministre ikke har klodens bedste for øje, så betyder det ikke, at vi giver op. Vi vil fortsætte med at aktionere mod olieindustriens udpining af jorden og politikernes stiltiende accept, og jeg er ikke i tvivl om, at hvis presset bliver stort nok, så vil de blive tvunget til at gøre det rigtige.

Bevar Avedøre 2 kul-frit

Bragt i Altinget 20. maj 2010

Det er af både klima-, energi- og miljømæssige grunde forkasteligt, at regeringen har tilladt, at DONG Energy om nogle måneder kan starte ombygningen af Avedøreværket, så det i dag kul-fri Avedøre 2 fyres med kul. En ombygning, der i værste fald kan føre til et kulforbrug på Avedøreværket, der er 2,8 gange større end i dag.

Allerede for et år siden gav Energistyrelsen den energimæssige tilladelse til at fyre med kul på Avedøre 2, men stillede dog krav om, at DONG Energy i så fald skulle anvende 7,1 PJ mere biomasse enten på Avedøreværket eller på et andet kraftværk.

DONG Energy er nu i gang med at undersøge muligheden for at omstille det naturgasfyrede Skærbækværk til biomasse. Opfyldes biomasse-kravet dèr, så giver det DONG Energy lov til at fyre med kul på både blok 1 og blok 2 på Avedøreværket.

DONG’s reelle mål med at overtale regeringen hertil er, at de ønsker altid at kunne vælge det brændsel (kul, naturgas eller biomasse), der er billigst. Og det vil desværre i de allerfleste tilfælde sige kul, fordi de eksterne samfundsomkostninger ved at bryde, transportere og anvende kul kun i begrænset omfang er internaliseret på markedet.

Med brug af billigere kul, håber DONG Energy også at kunne øge produktionen på Avedøreværket.

I forhold til i dag, hvor kun blok 1 er kulfyret, vil kulfyring på begge blokke betyde, at kulforbruget på det samlede Avedøreværk bliver dobbelt så stort ved ”normal drift” og 2,8 gange så stort ved ”maksimal drift”.

Men kulforbruget skal ikke øges. Det skal nedbringes med 60 % i 2020, hvis Danmark på hjemmebane skal nedbringe udledningen af drivhusgasser med de mindst 40 % i 2020 i forhold til 1990, som er vores nødvendige bidrag for at holde stigningen i den globale middeltemperatur under 2 grader i.f.t. før-industriel tid.

Brændselsomlægningen undergraver regeringens egen vision om at gøre Danmark uafhængig af fossile brændsler. Og ikke mindst oppositionens mål om 100 % vedvarende energi i el- og fjernvarmeproduktionen i 2035.

Miljøministeriet via Miljøcenter Roskilde har nu sendt VVM-redegørelsen for DONG Energy’s ønskede brændselsomlægning på Avedøreværket til en sidste 8 ugers høring i Hvidovre Kommune. Men miljøministeriet prioriterer tydeligvis DONG Energy’s interesser langt højere end hensynet til miljøet.

Danmark er eksempelvis forpligtet til at sikre, at der ikke sker en forringelse af status i det Natura 2000 område – ”Vestamager og havet syd for” – som ligger umiddelbart øst for Avedøreværket, og hvor den største trussel for de marine naturtyper bl.a. er et relativt højt indhold af tungmetaller i sedimentet.

Det er mere end svært at se, hvordan sikring mod forringelse af status kan varetages, når VVM-redegørelsen viser, at udledningen af 11 tungmetaller øges markant med et sådant øget kulforbrug. Med kulafbrænding på begge blokke vil udledningen af kviksølv øges med en faktor 2 til 3. Og kviksølv-koncentrationen i vand vil indenfor 1 km fra Avedøreværket overskride miljøkvalitetskravet med næsten 20 %!

Derfor en kraftig opfordring til miljøminister, Karen Ellemann om at gribe ind nu, inden toget er kørt. Til Hvidovre Kommune, om at fortsætte deres kritik af projektet. Og til oppositionen om overfor DONG Energy nu at signalere, at kul på Avedøreværket ikke er en del af den energifremtid, som de ønsker.

DONG Energy har på flere måder læst skriften på væggen det sidste år og har rosværdigt droppet planer om at bygge 4 store kulkraftværker i Tyskland og UK. Derfor også en kraftig opfordring til DONG Energy om at skrinlægge den planlagte ombygning af verdens eneste kul-fri multibrændsel-kraftvarmeværk til kul.

En sådan beslutning ville ikke alene forstærke DONG Energy’s troværdighed, men ville også bidrage til den nødvendige omstilling af vores energisystem væk fra kul.

Farlig kemi på jordomrejse

Miljøministeren har nu accepteret, at Danmark skal modtage 6.100 tons ekstremt giftigt og kræftfremkaldende kemisk affald fra det australske firma Orica. I stedet for at påtage sig ansvaret for deres egen produktion, har Orica valgt at efterlade affaldet på deres gamle fabriksgrund, og samtidig presse de australske miljømyndigheder til at finde en løsning. En ynkelig optræden fra et rigt og velfungerende firma kan man synes, men med et konkret ansvar overfor borgerne i Sydney et håndgribeligt problem for myndighederne.
Affaldet er opstået som restprodukt i forbindelse med produktion af opløsningsmidler. Orica har 15.000 ansatte, og producerer idag primært sprængstoffer til mine-industrien.
Basel-konventionen, som både Danmark og Australien har tiltrådt, foreskriver at farligt affald primært skal behandles i det land som har produceret det. Men det kemiske affald skal nu sejles den halve jord rundt, for at blive behandlet hos Kommune Kemi i Nyborg.
Årsagen er, at man i Australien ikke umiddelbart har mulighed for at behandle affaldet selv, og ikke er indstillet på at bruge hverken tiden eller pengene på at opbygge kapaciteten til det.
Det lyder måske fornuftigt at hjælpe hinanden i sådanne situationer, men er det langt fra: Det kolossale lager af disse kemikalier er en unik mulighed for at udvikle teknologier, der endnu bedre end Kommune Kemi kan destruere denne type affald. Udviklingen af en sådan teknologi vurderes af de australske myndigheder at ville tage 6-8 år, og i betragtning af, at affaldet allerede har ligget og ventet i 25 år, må det være til at leve med.
Alternativet er at sejle affaldet den halve klode rundt, en idé omtrent lige så gennemtænkt som at lære sit barn at gå på midterstriben hele vejen til skole. Lad os håbe at vejret viser sig fra sin gode side, at der ikke sker nogen menneskelige fejl, og at piraterne ikke fristes over evne – Et forlis eller kapring af en sådan transport vil få helt uoverskuelige miljømæssige konsekvenser.

Karen Ellemanns tomme snak

“Miljøministre tager ansvar for miljøet i Arktis” er overskriften på en pressemeddelelse, der netop er sendt ud fra miljøministeriet. Ved nærmere læsning står det dog desværre lysende klart, at det endnu engang er tom snak fra den danske miljøminister Karen Ellemann.

Længere nede i pressemeddelelsen fremgår det nemlig, at det Karen Ellemann mener, er at de Arktiske lande skal samarbejde, når der for eksempel skal udvindes olie i Arktis. Sådan at det sårbare havmiljø beskyttes.

Hvordan kan en minister – der skulle være miljøets minister – dog komme med sådan en udmelding? Kære Karen Ellemann: Olie kan ikke udvindes i Arktis på en sådan måde at naturen ikke skades. Hvis der åbnes op for olieboringer i Arktis, er det kun et spørgsmål om tid, før at der sker en katastrofe som den vi alle i disse dage følger i den Mexicanske golf.
Hvis det eneste den enorme olieulykke i den Mexicanske golf kan lære verdens ledere og beslutningstagere er, at der er brug for mere sikkerhed når der bores efter olie, har vi jo på forhånd tabt.

Hvad der er brug for er visionære ledere, der kan tage de rette valg hen imod en fossilfri fremtid. En vej vi sagtens kan gå, hvis der var politisk vilje til det.  Verden har ikke brug for ministre som Karen Ellemann, der blot taler om øget sikkerhed og en fortsættelse af nuværende praksis.
Der er ikke brug for ekstra sikkerhed. Der er brug for et forbud imod udvinding af olie i Arktis. Det mener blandt andet både den internationale naturbeskyttelsesorganisation IUCN, og den arktiske organisation for inuitter i Grønland, Canada, Alaska og Rusland, ICC.
Med denne seneste udmelding fra miljøminister Karen Ellemann, kan hun nu passende danne makkerskab med klimaminister Lykke Friis, der i går til information udtalte, at hun i høj grad vil olieindustrien. Vi kan vel næsten sige, at vi har fået den tvivlsomme ære at fået to oliesøstre i regering.

To skridt tilbage men mulighed for et lille et frem

Når EU’s miljøministre idag sidder samlet i Bruxelles sker det i lyset af et klimatopmøde i København, der floppede med et brag. Klimatopmødet havde alle de rigtige kort på hånden; et godt skelet til en juridisk tekst, 120 stats- og regeringsledere og en stor opbakning i befolkningen. Nu skal de så bestemme, hvordan vi kommer videre.

Og det synes at være ved at gå baglæns. I rådskonklusionen fra miljøministrenes møde 2. marts sidste år blev det efter hårdt pres fra Holland og Danmark (Connie Hedegaard) fastslået, at klimabistanden til fattige landeskulle være “nye og ekstra midler” – altså ikke tages fra eksisterende u-landsmidler. Dette var i helt i tråd med den vedtagne “køreplan” fra klimatopmødet i Bali i 2007. Den betingelse om “nye og ekstra” er blevet fjernet i dag. Der er ikke længere et krav til EU-forpligtelsen om at levere 2,4 mia. euro om året 2010-2012. Det er skammeligt og pinligt!

Rådskonklusionen fra marts sidste år understreger også nødvendigheden af, at Københavnsaftalen skulle indeholde forpligtende kvantitative emissionsbegrænsninger eller reduktionsforplgtelser for i det mindste klimakonventionens annex 1 lande. Men dagens rådskonklusion begrænser sig til at tale om et “vellykket udfald” i Cancun.
Der er dog i skrivende stund stadig mulighed for, at dagens rådsmøde også kommer til at indeholde et lille skridt frem i retning mod en ambitiøs, fair og juridsk bindende klimaaftele. Det afgøres af den formulering, man enes om med hensyn til at opgradere sit betingelsesløse reduktionsmål fra 20 til 30 % i 2020. Det håber jeg stadig på. For hvis EU’s miljøministre ikke beslutter sig for at få stoppet EU’s “vent og se holdning”, har de intet lært af klimafiaskoen
i København.

Er Karen Ellemann naturens kvinde?

De færreste havde troet, at den tidligere miljøminister Troels Lund Poulsen kunne andet end at køre traktor og snakke natur, mens han bød endnu en snæbel velkommen. Men det lykkedes faktisk for Troels Lund at arbejde for stop af import af farligt træ i EU, ligesom han fik sat cocktaileffekter af kemikalier på EU Kommissionens dagsorden.
Det er i det spor, den nye miljøminister Karen Ellemann skal fortsætte, og der er rigeligt at tage fat på. Det lykkedes nemlig overhovedet ikke for Troels Lund at beskytte de danske havområder. Jeg tvivler på, at han overhovedet spejdede derud! Livet i de danske have lider, Danmarks Natura 2000-områder er helt ubeskyttede og flere havparker skal udpeges. Havets natur- og dyreliv lades i stikken til fordel for fiskerierhvervet. Ude af øje, ude af sind? En rigtig miljøminister beskytter også den natur, vi ikke lige ser i hverdagen. Det kræver format, og det tror jeg på, at Karen Ellemann har – indtil andet er bevist, i hvert fald.

Jeg nævnte den tidligere ministers arbejde imod ulovlig import af træ. Typisk træ, der kommer fra unik regnskov, vi alle gerne vil beskytte. Vi ønsker ikke ulovligt fældet træ i soveværelset og på terrassen. Hvis Karen Ellemann ikke kan opnå et forbud i EU, bør hun som minimum fremsætte et forslag til dansk lovgivning på området, som fuldt modsvarer den danske regerings ambitioner til EU-lovgivningen.

Miljøministeren lander på den nye taburet i et særligt år; biodiversitetens år. Verdens lande mødes til oktober i Japan, mens naturen er i krise. Forstærket af klimaeffekterne er alverdens habitater og arter under pres. Mange vil uddø for evigt. Det er en kæmpe udfordring for den nye minister at foretage et grundlæggende eftersyn af danske sektorpolitikker som landbrug, fiskeri, energi og transport. Det er bydende nødvendigt, hvis ellers Danmarks og EU’s mål på den kommende biodiversitetskonference er at stoppe tab af biodiversitet senest i 2020 samt begynde genopretning.
Disse er nogle af de vigtigste udfordringer for Karen Ellemann. Der er nok at tage fat på, og Greenpeace vil fra dag ét holde skarpt øje med, at hun lever op til forventningerne.