-
Stop legalisering af kommerciel hvalfangst
Udgivet den 23. juni 2010 Ingen kommentarerSelvom langt størstedelen af Danmarks befolkning er imod hvalfangst, arbejder den danske regering for at underminere det 24 år gamle forbud imod kommerciel hvalfangst. Det er desværre ikke en nyhed. Danmark har siden den nuværende regering trådte til støttet Japan i den internationale hvalfangstkommission IWC. Dermed støtter regeringen en åbning af kommerciel fangst, da Japan på intet tidspunkt har respekteret forbuddet. Japan skyder hvaler i hvalreservatet ved Antarktis og i det hele taget meget gerne så forbuddet lagt i graven.
Det er også netop blevet endeligt bevist, at Japan køber stemmer i IWC, sådan at der er flere støtter til hvalfangst, og at formanden for IWC blandt andet har fået sit hotelophold i forbindelse med hvalfangstkommissionsmødet på 4000 pund af betalt af Japan. Altså den mand, der skal lede forhandlingerne om kommerciel jagt på hvaler skal genoptages, er i lommen på Japan.Regeringen kan ikke fortsætte med at gå imod befolkningen ønsker samtidig med en ukritisk støtte et tydeligvist korrupt Japan. Udenrigsminister Lene Espersen sagde i et interview til DR Nyhederne mandag den 21. juni kl. 18.30, at hun stemmer, som hun gør, for at tilgodese Grønland og Færøerne, og at hvis hvalfangerlandene ikke får deres vilje og får lov at jage hvaler kommercielt, så melder de sig ud af IWC og jager endnu flere hvaler end de gør i dag.
Magen til vrøvl skal man lede længe efter! Argumenterne holder på ingen måde vand, for der er ingen ting, der peger på, at det skulle forholde sig sådan. Som det er nu giver hvalfangerlandene sig selv nogle kvoter, men fanger faktisk kun halvdelen af den kvote. De er ikke igang med at ville fange mere – de vil bare have deres fangst gjort lovlig. Så hvordan Lene Espersen kommer frem til, at flere hvaler vil blive fanget, hvis ikke Danmark støtter en genåbning af kommerciel fangst, er for mig en gåde! Det nuværende hvalfangstforbud gælder i øvrigt heller ikke hverken Grønland og Færøerne. Grønland får kvoter under det, der hedder oprindelig hvalfangst, og Færøerne fanger ikke hvaler, der er beskyttet af IWC.
At hvalfangerlandene ville forlade IWC, hvis ikke forbuddet blev ophævet er ligeledes noget vrøvl. Hvis landene ville melde sig ud, havde de gjort det for længe siden, og Island – der er et af de lande, der driver kommerciel hvalfangst på trods af forbuddet, forlod IWC i protest i 1992, men søgte atter ind i 2002, og startede hvalfangst igen.
Lene Espersen må lægge sin støtte til kommerciel hvalfangst på hylden og lyttet til befolkningen. Hvaler er forsat truede og bør beskyttes nu og i fremtiden for en fredning af verdens hvaler.
Hav Hav, Hvalfangst, IWC -
Hvalen ved Vejle er ikke den eneste hval, der ser døden i øjnene
Udgivet den 18. juni 2010 4 kommentarerDen strandede finhval ved Vejle er ved at dø. Men mange flere hvaler risikerer at dø i fremtiden, hvis Danmark får sin vilje, når de i disse dage taler for en genåbning af den kommercielle fangst ved det årlige møde i den internationale hvalfangst kommission IWC.
Hvalen ved Vejle er blevet en forsidehistorie, og en hval som stort set alle i Danmark kender til, baseret på den mængde opkald og e-mails jeg har modtaget. At vi forfærdes over en sådan begivenhed er fuldt ud forståeligt. For hvaler er ikoniske og majestætiske dyr, og vi kan jo se at den lider!
Men selv om det er forfærdeligt at se på, er det formentlig helt naturligt, at hvaler strander. Der kan faktisk være tale om en helt naturlig ting der ”bare” sker i naturen. Som når hunløver slår en svag hanløve ihjel, som det skete i Københavns Zoo for nogle år siden.
Spørgsmålet rejser sig om hvalen så skal trækkes fri. Problemet i sådanne sager er at hvis en sådan redningsaktion skal lykkedes, skal redningsarbejdet sættes igang utroligt hurtigt – ellers er hvalen blevet så afkræftet og beskadiget at det ikke giver mening at række den fri. Man oplever desværre også ofte at hvalerne er blevet så desorienterede at de faktisk svømmer ind og strander igen. Om hvalen skal aflives eller ej er der delte meninger om. Nogen mener at hvalen skal have lov at dø naturligt mens andre mener at den skal aflives. Det skal jeg ikke gøre mig til ekspert i. Men jeg mener, at man som minimum bør sørge for at hvalen får fred og ro. Det kan simpelthen ikke passe, at der skal sejle gummibåde med kameraer rundt om hvalen i dens sidste timer, og at folk skal ud og klappe den. Det er i den grad dyrplageri. Den skal først og fremmest have ro og fred!
Ja – hvalen ved Vejle får meget medie dækning. Hvad der derimod skrives meget lidt om, og som bestemt ikke er naturligt, er at man i netop disse dage på møder i Den Internationale Hvalfangskommision, diskuterer om der skal genåbnes for den kommercielle fangst af ikke bare finhval, men også vågehvalen og sejhvalen. Både sejhvalen og finhvalen er truede arter.
Det er en skandale og noget, medierne burde bruge lidt af energien på. Mens hvalen i Vejle Fjord lider en langsom død, står dens artfæller overfor en langt større trussel i mod verdens hvalbestande og en reel risiko for, at de igen kan jages kommercielt.
Hav Finhval, Hvalfangst, IWC, Vejle -
Risiko for at kommerciel hvalfangst genåbnes
Udgivet den 22. april 2010 1 kommentarUpdate 23. april 2010: Så kom kompromisforslaget og det ser ikke godt ud!
I dag er en vigtig dag for verdens hvaler! I dag præsenteres nemlig det forslag, der kan komme til at danne grundlaget for, hvordan Den Internationale Hvalfangstkommission, IWC, skal fungere i fremtiden. I værste tilfælde kan forslaget ophæve det gældende internationale forbud imod kommerciel hvalfangst fra 1986.
Forslaget er i skrivende stund endnu ikke præsenteret i sin endelige form, men ud fra de møder, der har været afholdt af en række lande i hvalfangstkommissionen, tegner der sig et skræmmende billede.
Det forlyder, at de lande der nu driver hvalfangst i protest imod forbuddet – Japan, Norge og Island – vil få kvoter udstedt af IWC.Der er stadig kun tale om et forslag, men hvis et sådant forslag vedtages, betyder det enden på det over 20 år gamle forbud imod kommerciel fangst af hvaler.
Det forlyder også, at en del af kompromisforslaget vil legitimere jagt på hvaler i det IWC- anerkendte hvalreservat ved Antarktis.
Problemet med forslaget er altså ikke ”bare”, at man foreslår at genåbne den kommercielle fangst. Man accepterer også en fangst af hvaler i et hvalreservat.
Dette er under alt kritik! Japan har i årevis – på grund af et hul i IWCs regler – drevet ”videnskabelig fangst” i hvalreservatet ved Antarktis, og nu bliver der altså lagt op til, at denne fangst legitimeres!
Den danske regering tager ikke engang afstand fra jagt i et hvalreservat – som Danmark endda selv har stemt for oprettelsen af tilbage i 1994.
Et flertal uden om regeringen har tidligere tvunget Danmark til en mere fredningsvenlig holdning i IWC; det må vi håbe sker igen i denne sag.
Greenpeace er imod kommerciel hvalfangst. Hvalbestandene er ikke kommet sig oven på årtiers rovdrift, og der er mange andre trusler imod hvaler i dag, som gør en bæredygtig kommerciel udnyttelse umulig.
Derfor bør et kompromisforslag søge at udfase den kommercielle fangst med et totalt stop for fangst i hvalreservatet ved Antarktis inden for en periode på maksimalt 3 år.
Hold øje med bloggen. Greenpeace kommenterer på kompromisforslaget, så snart det offentliggøres.
Kompromisforslaget skal til afstemning på det årlige møde i IWC, der foregår i juni i Marokko.
Hav Hav, Hvalfangst, IWC -
Island spiller hasard med hvalernes fremtid
Udgivet den 22. juni 2009 Ingen kommentarerIsland bedriver kommerciel hvalfangst. Landet har et forbehold overfor det internationale forbud imod kommerciel fangst, og i sidste uge fangede Islandske fangere deres første finhval af en kvote på i alt 150 dyr.
Det årlige møde i den internationale hvalfangstkommission, IWC begynder i dag. Der er lande i IWC, der arbejder for at genåbne den kommercielle fangst. Dette arbejde drives frem af Japan, men støttes af blandt andet Island.
En tilbagevenden til den kommercielle hvalfangst vil på nuværende tidspunkt være at spille hasard med en gruppe af dyr, som ikke endnu er kommet sig over tidligere tiders overudnyttelse.
For det første vil Japan ikke benytte den kvotemodel, der er bred enighed om i IWC højest sandsynligt ville betyde, at hvalerne kunne udnyttes bæredygtigt. For det andet er der stadigvæk stor usikkerhed om hvalbestandenes faktiske størrelse. Derfor er det meget svært at vurdere, hvor mange hvaler der kan fanges bæredygtigt. For det tredje, er der en stadig faldende efterspørgsel på hvalkød i verden, hvilket på nuværende tidspunkt gør en tilbagevenden til den kommercielle hvalfangst urentabel.
Derfor er det er på tide, at hvalfangernationerne indser, at hvaler er en resurse, der er meget svær, måske umulig, at tjene penge på at fange. Stadig flere lande har indset at man kan tjene rigtig mange penge på hvaler ved at satse på hvalturisme. Det er der, at fremtidens ”udnyttelse” af hvaler ligger. Ikke i den kommercielle hvalfangst!
Det internationale forbud imod kommerciel hvalfangst trådte i kraft i 1986. Forbuddet var en sidste udvej for at redde hvalerne, der for mange arters vedkomne var jaget til noget nær udryddelse. Selv i dag, over 20 år efter forbuddet trådte i kraft, er hvalbestandene stadig kun en brøkdel af tidligere tiders størrelse.
Finhvalen er på den internationale naturbeskyttelsesorganisation, IUCNs liste over truede dyrearter. Se: www.iucnredlist.org


