-
Danmarks Fiskeriforening skal sætte handling bag ordene
Udgivet den 30. august 2010 Ingen kommentarerIgennem længere tide er Greenpeace løbende blevet tippet om ulovligt fiskeri foregående primært fra Gilleleje havn. Det ulovlige fiskeri har ifølge de tip, jeg har fået, foregået både i Øresund, ved ulovlige landinger og ved fiskeri i et område, der er fredet for at beskytte torsken i Kattegat, der er faretruende tæt på kollaps.
Det er ikke nyt for Fiskerikontrollen, at der foregår ulovligheder i dette område, heller ikke for den svenske kystvagt og det er heller ingen hemmelighed i Gilleleje. Vi har filmet 4 fartøjer, der lå inde i det fredede område og trawlede – og de kunne se hinanden.
Alle ved altså det foregår. Hvad der mangler er politisk handling for at stoppe det.
For selvom fiskerikontrollen faktisk fanger piratfiskerne, når de er på rov i det fredede område – ja så fortsætter det ulovlige fiskeri tydeligvis. Der er brug for større bøde, bedre overvågning og en mulighed for fiskerikontrollen til at fratage fiskerne deres licenser, hvis de gang på gang fanger dem i ulovligheder.
Det er sørgeligt at læse de udmeldinger, der kommer fra fiskere i Gilleleje og formanden for Danmarks fiskeriforening, Svend-Erik Andersen. De forsøger i et desperat forsøg på at fraskrive sig et ansvar at skyde torskens dramatiske tilbagegang på klimaforhold og miljøpåvirkninger.
De taler imod bedrevidende, for de ved udmærket godt at det ikke er rigtigt! Hovedårsagen til, at der næsten ikke er torsk at finde i Kattegat er: fiskeriet. Det siger biologerne og det ved fiskerne.
Fiskeriet er simpelthen hovedsynderen, og bundtrawling i særdeleshed.
Bundtrawling er nemlig intet mindre end en katastrofe både for økosystemet og fiskeriet. Det blev påvist i en rapport fra EU Parlamentet så sent som i maj i år.
Rapporten fastslog, at fiskebestandene og torsken har det meget bedre i Øresund end i Kattegat simpelthen fordi der ikke trawles. Og fiskerne vil vel ikke påstå, at miljøet er så markant anderledes i de to naboområder, at det kan forklare den store forskel i bestandenes tilstand!
Hvis formanden for Danmarks Fiskeriforening , Svend-Erik Andersen, virkelig “ikke kan acceptere ulovligt fiskeri”, så ser jeg frem til, at Danmarks Fiskeriforening støtter de politiske vinde, der nu blæser, takket være Greenpeace’ afsløringsarbejde i Kattegat, og arbejder for højere straffe og større sanktioner for piratfiskere!
Eller vil Danmarks Fiskeriforening lade piratfiskerne grine hele vejen hen til banken, imens den sidste torsk forsvinder fra Kattegat?
Jeg arbejder for at beskytte vores havområder og de dyr, der lever der. Inklusiv torsken. Jeg kan simpelthen ikke sidde og se på, at en håndfuld fiskere fra Gilleleje åbenbart er rystende ligeglade med, fiskebestanden i Kattegat. Kattegat torsken er en del af økosystemet, forsvinder den, ændrer økosystemet sig drastisk.
-
Mærsks nej skal danne præcedens
Udgivet den 28. maj 2010 1 kommentarEndelig skete det. Onsdag meddelte verdens største container-shippingvirksomhed, danske Mærsk, at der er adgang forbudt ombord på Mærsk-skibe for illegalt fanget fisk . Specifikt vil Mærsk ikke fragte antarktisk og patagonsk isfisk, orange savbug og alle former for hajer og hvaler. Alle arter er plaget voldsomt af ikke-bæredygtig fangst, og nu tager shippingbranchens mastodont et ansvar for at bremse det.
Det fortjener ros. Ikke uforbeholdent, for der er stadig et stykke vej til, at Mærsk lukker nettet for alle de truede bestande, men udmeldingen giver håb om, at der kan gøres noget for at genoprette de truede bestande.
Nu er det så spændende at se, hvordan transportbranchen som helhed tager imod meldingen fra Mærsk. For det er afgørende, at ansvarsfølelsen nu forplanter sig til andre selskaber, der ligesom Mærsk må erkende, at de har et stort medansvar for, om det, de fragter, er til at stå inde for. Mere end 75 pct. af verdens fiskebestande er udnyttet til det maksimale eller direkte overfisket, og hvis verden ikke bare skal have fisk i dag men også fremover, så er det afgørende, at alle parter tager ansvar – fra fiskere til fragtselskaber, butikker og forbrugere.
Mærsk fragter en femtedel af alle fiske- og skaldyrsprodukter. Det svarer til ca. tre millioner ton. Det er derfor en stor og afgørende spiller, der har smidt nogle yderst afgørende kort på bordet i dag, og det er en god start, men der er stadig lang vej endnu, til det eneste acceptable mål nemlig et fuldstændigt nej til alle fisk på Greenpeace’ rødliste.
Et nej skal komme fra både fiskere, fragtselskaber, detailhandlere og forbrugere. Nettet strammes om destruktivt fiskeri, for heldigvis afviser flere og flere supermarkeder allerede nu at købe ikke bæredygtigt fanget fisk og skaldyr. Nu nægter et globalt selskab som Mærsk desuden at transportere en række problematiske fiskearter, og det er stort skridt i den rigtige retning mod et stop for plyndringen af vores have.
Jeg fristes til at udfordre Mærsk yderligere, for selskabet fragter udover fisk rigtig meget træ. Nu hvor Mærsk har sagt ja til at kigge på, hvad der er inde i containerne, kunne Mærsk vælge at skærpe tilsynet med eksporten af illegalt træ – eller hvad – Mærsk?
-
Regeringen nedprioriterer bekæmpelsen af piratfiskeri
Udgivet den 22. september 2009 Ingen kommentarerDanmark har i dag 3 kontrolskibe, der bruges til kontrol af fiskeriet. Det er en nedgang i forhold til tidligere, og man må betragte antallet som værende et absolut minimum.
Ikke desto mindre vil regeringen nedlægge kontrolskibet ”Havørnen”, der er hjemmehørende på Bornholm, i forbindelse med næste års finanslov. Denne besparelse er ikke blot uforståelig, men er endnu et eksempel på den helt uacceptable politik den siddende regering fører i forhold til en bæredygtig udnyttelse af havets fiskebestande.
For blot tre år siden vurderede det internationale havundersøgelsesråd, ICES, der rådgiver om fiskebestande til EU Kommissionen, at det illegale fiskeri på torsk i den østlige del af Østersøen var helt oppe på 45 % af kvoten.
Det betød, at hver tredje torsk, der blev landet ,var fanget og bragt i land ulovligt.
Ulovligt fiskeri kombineret med alt for høje kvote gjorde at torskebestanden i årevis var på et alarmerende lavt niveau. Så lavt at ICES anbefalede at fiskeriet blev lukket helt. Anbefalinger der dog ikke blev fulgt.
I 2007 gav Østersølandene, med Danmark som initiativtager, hinanden hånd på at styrke kontrollen i Østersøen. Allerede nu er Danmark ved at løbe fra dette løfte.
Selvom det illegale fiskeri er reduceret som følge af en målrettet kontrolindsats fiskes der stadig ulovligt. Hvis der slækkes på kontrolindsatsen, er der stor risiko for, at det illegale fiskeri endnu engang vil tage overhånd og sætte den skrøbelige fremgang i torskebestanden over styr.
Kontrolindsatsen kombineret med en stor produktion af nye torsk har heldigvis betydet, at bestanden af torsk i den østlige Østersø nu er i klar bedring. Denne positive udvikling sætter regeringen med sit forslag nu måske sætter over styr.
En bæredygtig udnyttelse af de fælles fiskeresurser hænger uløseligt sammen med at kvoterne ikke overskrides. Dette kan på nuværende tidspunkt kun sikres via en målrettet og nærværende kontrol. Derfor er det bydende nødvendigt for den fremtidige bæredygtighed af torskebestanden i Østersøen, at kontrollen ikke slækkes.


