-
Danmark skal ud af uværdigt oliekapløb
Udgivet den 29. januar 2010 Ingen kommentarerI denne uge er forskere og politikere samlet i Tromsø på verdens nordligste universitet for at diskutere Arktis. Denne unikke del af vores verden, der er hjem for isbjørne, sæler og hvalrosser, er under dramatisk forandring i disse år som konsekvens af klimaforandringer. Noget alle begræder, men som alligevel tænder dollartegn i øjnene på mange. Også den danske regering, der har gjort krav på store dele af Arktis. For den smeltende is gør det muligt at få snablen ned i nye, store olielagre på havbunden.
Land efter land har gjort krav på ejerskab til dele af havbunden under det arktiske ocean med flag, undervandsbåde og korttegningsøvelser. Faktisk er kampen om de sidste olieressourcer under Arktis så indædt, at den udgør den største nuværende risiko for en global konflikt, ifølge en fortrolig sikkerhedsvurdering fra det australske forsvar fra 2007. Det er et moralsk paradoks, at de lande og industrier, der har bidraget mest til de katastrofale klimaforandringer, også skal være dem, der tjener mest på dem.
Den uværdige kamp bør stoppes. Derfor har jeg brugt konferencen i Tromsø til at kræve et øjeblikkeligt moratorium for al industriel udnyttelse af det område af Arktis, der tidligere var dækket af is. Moratoriet skal gælde, indtil der er fundet en global løsning for, hvordan området skal beskyttes på langt sigt. Det vil give en tænkepause, hvor verdens lande kan navigere i alle de mange krav på undergrunden og forespørgsler fra olieselskaber. I den tænkepause vil vi arbejde for en global aftale i lighed med den, der lige nu beskytter Antarktis i syd. En beskyttelsesaftale, som Danmark i øvrigt med stor entusiasme og engagement kæmpede for og har tilsluttet sig. Men det er selvfølgelig også nemmere at beskytte et område, når man ikke selv umiddelbart står til at kunne udnytte det økonomisk.
Der er mange gode argumenter for ikke at skade den sårbare natur og det unikke dyreliv på Arktis med olieboring, industrifiskeri og skibstransport. Men det vigtigste argument må være, at vi slet ikke har brug for det olieeventyr. Det er alment accepteret som et mål at holde klodens temperaturstigning så langt under to grader som muligt. Hvis man skal det, skal det globale drivhusgasudslip toppe i 2015 og gå i en skarp kurve ned og ramme noget nær nul i år 2050. Hvis vi skal holde to graders-målet, er der kun plads til at afbrænde 25-40 % af de allerede kendte reserver af fossile brændsler. Der er derfor absolut ingen grund til at presse Arktis yderligere ved at søge efter mere olie og gas.
-
Fødevareminister Eva Kjer Hansen render fiskernes ærinde!
Udgivet den 9. august 2009 3 kommentarerFødevareminister Eva Kjer Hansens taktik kan ikke ses som andet end en desperat minister, der løber fiskernes ærinder. Det er helt horribelt at tage torsken som gidsel i et magtspil med Sverige.
Eva Kjer truer Sveriges landbrugs- og fiskeriminister, Eskild Erlandsson, til at stoppe en planlagt Greenpeace-aktion i to svenske Natura 2000-områder i Kattegat. Her lægger vi mandag store sten på havbunden for at beskytte områderne imod skadelig bundtrawling.
Eva Kjer Hansen ikke selv kan stoppe aktionen; Derfor truer hun nu den svenske minister med at bryde en fredningsaftale, hvor et større område et helt andet sted i Kattegat er lukket for fiskeri for at beskytte den stærkt overfiskede Kattegattorsk, hvis ikke han får aktionen stoppet.
Kun tre dage inden Fødevareministeren kom med truslen overfor den svenske minister, blev hun kraftigt opfordret af Danmarks Fiskeriforening til at stoppe Greenpeace-aktionen. Hvis vi gennemfører aktionen i Natura 2000-områderne, vil hun skade fredningen af torsken. Fordi hun kan ikke selv bremse aktionen, og fordi aktionen ifølge svensk lov er lovlig, tager hun torsken som gidsel, og viser dermed alt tydelighed, at hun ikke er fiskenes og havets minister, men fiskernes minister!
Eva Kjer Hansen bruger torsken i et magtspil for at bremse en lovlig aktion, og dermed er det nu blevet endnu mere tydeligt at ideen og drivkraften bag den ekstraordinære redningsplan for torsken i Kattegat på ingen måde kom fra den danske minister, men blev drevet frem af Sverige. Eva Kjer Hansen taktik i denne sag er helt forfejlet og er et rystende bevis på, hvor langt ministeren vil gå for at tilfredsstille fiskerierhvervet!
Reaktionen fra Eva Kjer Hansen på Greenpeace-aktion i de to Natura 2000-områder i Kattegat bekræfter blot med endnu større tydelighed, at der er alvorlige huller i EU-lovgivningen, når fiskeri kan få lov at foregå uden nogle restriktioner i såkaldte ”beskyttede områder”. Vi kræver, at politikerne laver beskyttelse af Natura 2000-områderne nu!


