Artiklen starter med ordene: ”Greenpeace holder et borgermøde i Aasiaat i aften om olieboringer i havet vest for Grønland. Det er derfor vigtigt for borgerne i Aasiaat at forholde sig kritisk til, hvad Greenpeace vil fremlægge.” Og så gennemgår artiklen et af de eksempler, jeg har på, at Cairn sviner massivt og ganske unødvendigt, når det en af disse dage går i gang med sommerens prøveboringer ud for Nuuk og Aasiaat – med reference til et interview i KNR.

Historien er ganske kort, at Cairn og det grønlandske Råstofdirektorat flere gange har fastholdt, at boringerne i Grønland lever op til ’best practise’ og de norske standarder, som er nogen af de strengeste i verden. Det er ikke sandt på en række afgørende områder. For eksempel tillader Norge ikke boringer i isfyldt farvand. Eksemplet som Selvstyret hiver frem i advarslen til borgerne i Grønland handler om udledning af rødlistede kemikalier. Én enkelt af sommerens testboringer udleder flere ’røde’ kemikalier end alle de norske og danske olieboringer gør tilsammen på et helt år. Norges mange olieboringer udleder 32 ton i alt på et år og de danske Nordsø-boringer udleder 1,6 ton.

Det er den ansvarlige politiker for Råstofdirektoratet, Naalakkersuisoq for Erhverv og Råstoffer Ove Karl Berthelsen, der også står som kontaktperson på Selvstyrets artikel med overskriften ’Greenpeaces fortielser i Grønland’. Jeg er egentligt glad for, at han endelig vil kommunikere med os, for hele processen har  været præget af hemmelighedskræmmeri og han har ikke været nem at få i tale. Det er selvfølgelig bare lidt mærkeligt, at det skal foregå via vores hjemmesider. Greenpeace har arbejdet med olie i rigtigt mage år og som global organisation har vi erfaring fra hele verden. Så jeg vil rigtigt gerne sætte mig sammen med Ove Karl Berthelsen og diskutere, hvad ’best practise’ og de norske standarder egentligt er og hvad der skal til for at Grønland sætter krav, der får Cairn til at leve op til dem.

Og jeg kan i øvrigt berolige Ove Karl Berthelsen med, at borgerne i Aasiaat skam var kritiske, da jeg mødte dem onsdag til borgermøde. Jeg ved ikke lige, om det var, fordi de havde læst hans advarsel eller ej, men jeg fik mange spørgmål, der var kritiske overfor min modstand mod boringerne – ligesom jeg fik mange spørgsmål, der var kritiske overfor selve boringerne. Folk ville høre, hvordan boringer kan gøres sikrere og hvad der skal til for, at fiskeriet og fangsten af havpattedyr ikke bliver forstyrret. Så Ove Karl Berthelsen kan roligt have tiltro til sin befolknings kritiske sans og ikke udstede flere advarsler mod at lytte til uafhængige miljøorganisationer.

Cairn får lov til at bore på dybere vand, længere end nord og længere ind i vinteren end nogensinde før. På trods af dette har Cairn ikke taget ekstra sikkerhedstiltag, ikke indført højere standarder og ikke tilpasset risikoscenariet. I stedet insisterer Cairn på at forurene det sårbare arktiske miljø ved at udlede tusindvis af utestede kemikalier i havet, og på at tilbageholde essentielle dokumenter såsom beredskabsplanen fra offentligheden. Cairn tager tydeligvis ikke udfordringen seriøst og bruger eksempelvis præcis de samme tal for at beregne konsekvenserne af et potentielt udslip – ligegyldigt om boringerne foregår på 300 eller 1.500 meters havdybde, og ligegyldigt om de foregår nord for Disko eller syd for Nuuk.

Desværre tillader den grønlandske regering dette og har praktisk taget ikke taget nogen tiltag for at forbedre sikkerheden og for at forhindre forurening af det grønlandske hav. De kontroversielle tilladelser bliver givet kun et par dage før, at ministrene i Arktisk Råd mødes i Grønland på torsdag. Mens Arktis gennemgår dramatiske forandringer på grund af klimaforandringer, forurening og forsuring af havene, virker Rådet fuldstændig handlingslammet. Rådet bliver ved med at tale og tale uden at tage de nødvendige beslutninger for at beskytte Arktis.

Hvis ikke der kommer en overordnet regulering af Arktis, så frygter jeg, at olieselskaberne får frit spil til at udnytte ressourcerne uden at tænke på miljøet og naturen. Det er hverken i Grønland, i Arktis’ eller i Arktis Råds interesse.

De spurgte ind til, hvordan muligheden for menneskelige fejl var regnet ind i sikkerheden, hvorfor Cairn insisterer på at bruge rødlistede kemikalier, hvad det betyder for sikkerheden, at Cairn i år vil bore på 1500 meters dybde, hvor mad og drikke til boreriggenes 600 ansatte skal komme fra (ikke fra Grønland viste det sig) og meget mere.

Jeg stillede også et spørgsmål. Jeg spurgte, hvad den sociale bæredygtighedsanalyse siger om konsekvenserne af et olieudslip og hvem der skal kompensere fiskerne. Først svarede forfatteren til miljøvurderingsrapporten, hvordan et olieudslip vil forurene en stor del af Davisstrædet, så svarede Cairns mand i Grønland, at Cairn har ansvaret for enhver skade, Cairn måtte forvolde og så forklarede forfatteren bag den sociale bæredygtighedsrapport, hvordan et olieudslip vil have massive sociale konsekvenser for grønlands fiskere. Og i og med at næsten alle Grønlands eksportindtægter stammer fra fiskeriet er det jo hele det grønlandske samfund, der ville løbe ind i store økonomiske problemer.

Alt i alt har vi fået svar på en masse spørgsmål, men der er stadig stor grund til at være bekymret over de forestående boringer. Jeg har simpelthen ikke tiltro til, at Cairn gør, hvad de kan for miljøet og sikkerheden. Miljøvurderingsrapporten virker stadig sjusket. For eksempel er vurderinger det samme for alle fire foreslåede boringer, selvom der er over 500 km mellem den nordligste og sydligste boring og at én foretages på 300 meters vanddybde og en anden på 1500. Det er svært at tro, det der ikke findes nogen geologiske forskelle der.

Nu skal jeg hjem til kontoret i København og snakke med eksperter og forfatte et godt høringssvar, der forhåbentlig som minimum kan påvirke Grønlands regering til at stille større krav til miljøpåvirkningerne og sikkerheden ved boringerne. Og forhåbentligt være med til fortsat at påvirke debatten i de grønlandske medier, som her i KNR’s radioavis i lørdags.

De positive effekter er minimale og eksempelvis resulterede Cairns boreprojekts sidste år kun i 19 stillinger til grønlænderne (såkaldte årsværk). Cairns egen vurdering af de sociale effekter viser, at der er en række negative effekter: Overordnet vil boringerne have en negativ indflydelse på fiskeri og jagt, på Grønlands egen råstofudvinding og på den generelle sundhed.

Derudover kom det frem gennem spørgsmålene fra salen, at boringerne vil resultere i en unødvendig udledning af en lang række kemikalier, hvoraf ingen nogensinde er testet i Arktis farvand og flere af dem er ”rødlistede” (de værste kemikalier). Hvilken effekt dette vil have på fiskebestandene er – da kemikalierne ikke er testede i Arktis – svært at sige, men mit gæt er, at det ikke vil have en positiv effekt.

Og disse problemer er kun ved normal drift. Effekterne af et olieudslip er stadig uklare i Cairns planer. Det er de, fordi der ikke er nogen, der har reelle erfaringer med olie i så kolde egne og fordi Cairn ikke engang har forsøgt at undersøge, hvordan et olieudslip vil påvirke fiskebestandene og hvordan olien vil opføre sig i isen. Da Cairn samtidig understregede, at man ikke vil offentliggøre beredskabsplanen for et olieudslip, er det meget svært at tro på, at de er velforberedt, hvis uheldet er ude.

Nu skal jeg til videre fra Ilulissat til Aasiaat, hvor det næste borgermøde finder sted. Det bliver spændende at se, hvilke detaljer spørgsmålene fra salen vil grave frem her. Aasiaat er en lidt mindre by, længere ude mod havet, som sammen med Nuuk i syd skal være en knudeby for Cairn, når boringerne begynder til juni.

Cairn har brugt anledningen til at iværksætte en stor charmeoffensiv i Grønland; i Ilulissat, Aasiaat, Kangerlussuaq og Nuuk er befolkningerne med mange helsides annoncer i aviserne og plakater rundt i byerne inviteret til firetimers borgermøder.

Jeg tager med til borgermøderne. Jeg er spændt på, hvordan Cairn vil retfærdiggøre den manglende beredskabsplan, manglende åbenhed om sidste års kemikalieudledninger ud i havet og hvordan norske standarder kan stå som en garant for sikkerhed, når Norge slet ikke borer i isfyldt farvand.

Men mest af alt er jeg spændt på grønlændernes bekymringer. Erfaringerne fra aluminiumsværket … viser, at de udenlandske selskaber på jagt efter skatte i grønlands foretrækker at bruge udenlandsk og underbetalt arbejdskraft frem for den grønlandske. Vil der overhovedet være penge i det risikable spil med naturen for grønlænderne?

I aften skal det første af de fire borgermøder finde sted – lige her midt i det smukke Ilulissat, der flere gange har dannet rammen om politiske topmøder om beskyttelsen af Arktis. Beskyttelsen af Arktis er dog nok det ene emne, Cairn ikke har på dagsordenen til til fire timers oplæg og debat i aften. Men det vil tiden vise – og jeg skal nok holde jer opdateret lige her.

Udskydningen af boreplanerne kommer som følge af det politiske vejrskifte, der fulgte i hælene på oliekatastrofen i Den Mexicanske Golf sidste år. Miljøorganisationer og -aktivister fra hele verden har lagt pres på Obama-administrationen og på olieindustrien for at forhindre, at oliekatastrofen i Den Mexicanske Golf skal gentage sig i det sårbare Arktis, hvor en oprydning er umulig og følgerne derfor uoverskuelige. Blandt andet lavede aktivister fra Greenpeace sidste sommer en aktion ombord på et boreskib, som Shell var på vej til at sende til Arktis og flere end 22.000 Greenpeace-støtter har skrevet til den amerikanske indenrigsminister Ken Salazar med et krav om at bremse for BPs planlagte boringer ved Liberty Island.

Udviklingen i USA er en virkelig glædelig nyhed og jeg håber, at de politiske vinde fra USA vil sprede sig til Rusland og Grønland. For to uger siden blev klart, at BP vil bore i det arktiske farvand Karahavet nord for Rusland fra år 2016 og Shell er stadig med i oliejagten ved Grønland, selvom selskabet ikke har annonceret konkrete boreplaner endnu.

Det er på tide, at politikerne sætter olieindustrien stolen for døren og i stedet for dollartegn ser fornuft. Olie er en sort energi, som skader vores klima, olieboringer er en alvorlig trussel for livet i havet og nye olieboringer er komplet unødvendige, eftersom vi langt fra må bruge den olie, vi allerede har adgang til.

Olieindustrien har ikke taget ved lære af sommerens katastrofe men eskalerer antallet af risikofyldte boringer, for eksempel i Arktis ved Grønlands vestkyst. Samtidig investerer de store beløb i lobbygrupper, der arbejder målrettet mod alle former for sikkerhedsreguleringer og andre begrænsninger i deres for verden helt unødvendige oliesvineri.

Obamas nedsættelse af denne kommission og kommissionens store arbejde er virkelig prisværdigt, men det er det, der kommer ud af kommissionens arbejde, der tæller. I Greenpeace arbejder vi for et globalt stop for alle nye dybvandsboringer og alle boringer i særligt sårbare egne. En katastrofe som den i Den Mexicanske Golf skal aldrig have lov at ske igen. Havene, kysterne og de mennesker, der lever af dem, skal beskyttes.

Verden har ikke brug flere olieboreplatforme. Vi skal i stedet til at investere i grønne teknologier, så vi kan holde den globale temperaturstigning under to grader. Olieindustriens massive magt skal begrænses, hvis verden skal gå i en bæredygtig retning, og jeg håber, at rapporten kan bidrage til det.

Cairn melder sig klar til at bore, fordi det nu har lejet to borerigge. De er byggede i Dalian i Kina – det område, der blev offer for en oliekatastrofe i sommer, hvor to olierørledninger sprang læk og sendte halvanden million liter olie direkte ud i havet. Nu er det bare tilbage at håbe, at der i Dalian er mere styr på at bygge olierigge end på at bygge olierør.

De grønlandske boringer er vanvittige af flere årsager; risikoen for at det går galt er stor, fordi det er på dybt vand i et isfyldt område; ved en ulykke vil olien stå og fosse ud i månedsvis og en eventuel oprydning i arktisk farvand er umulig – derudover har verden og vores klima slet ikke råd til at brænde olien af. Det er farligt og unødvendigt og konsekvenserne ved en ulykke er fuldstændig uoverskuelige. Vi bliver nødt til at lære af oliekatastroferne i Den Mexicanske Golf og i Dalien og ikke bare tillade vanviddet at fortsætte.

Cairn, der nu er klar til at bore, er ikke de eneste olieselskaber, der har dollartegn i øjnene, når de ser ud over de grønlandske farvande. Dong, Mærsk og Statoil har sammen med Shell, GDF Suez, ConocoPhillips og det grønlandske Nunaoil fået lov til at udvide efterforskningen med et ekstra areal på 71.000 kvadratkilometer. Men ingen af selskaberne har formelt fået de endelige boretilladelser, så den grønlandske regering kan stadig nå at besinde sig. Alle landes regeringer har ansvar for at mindske klimatruslen. Mere olie er ikke den rigtige vej frem – det er vejen til katastrofale klimaforandringer for hele kloden.

Det er utrolig ærgerligt, at den grønlandske regering ignorerer advarselslamperne og tillader en intensivering af olieselskabernes russiske roulette med den grønlandske natur og vores fælles klima. Det er helt forståeligt, at Grønland ønsker sig økonomisk frihed, men det er helt uforståeligt, at det skal ske ved at sælge deres natur til de multinationale olieselskaber. Jeg håber meget, at vi i Greenpeace når at komme igennem med vores krav om et internationalt forbud mod alle nye boringer til havs, inden olieselskaberne begynder at bore i den arktiske undergrund.

Jeg havde også håbet, at DONG Energy ville afholde sig fra at byde ind på licenserne og dermed leve op til virksomhedens mange anstrengelser for at få verden til at se selskabet som grønt og miljøbevidst. I stedet har både DONG og Mærsk valgt at søge licenserne, som de altså nu har fået i et af verdens mest sårbare områder, og det er for mig både uforståeligt og uforeneligt med en grøn og ansvarlig profil.

Der er mange gode grunde til et forbud mod alle nye boringer til havs og, udover den kortsigtede profit, ingen argumenter for. En af dem så vi desværre udpenslet i Den Mexicanske Golf sidste sommer. Det er en katastrofe, der vil trække sine ødelæggende spor langt ind i fremtiden og en katastrofe, der ville have haft endnu værre konsekvenser, hvis den var sket i Arktis. Og alle de nye licenser ligger nord for denne sommers boringer, hvilket forværrer både risici for og konsekvenserne ved et udslip.

I den Mexicanske Golf samlede BP under ti procent af olien op. Resten fordampede, blev forarbejdet af mikroorganismer eller blev opløst og spredt ud over store områder, hvor det nu er i gang med blandt andet at ødelægge koralrevene. Den lille del af olien, der blev samlet op, skal ses i lys af, at man i den Mexicanske Golf havde omkring 6.500 skibe til at hjælpe med oprydningen. Da Cairn i sommer borede ud for den grønlandske kyst, havde selskabet 13 skibe tilstede i tilfælde af en ulykke. Resten af materiellet skulle hentes ind fra England og resten af verden, og den essentielle indsats de første par dage ville derfor ikke være mulig. Foruden de åbenlyse logistiske problemer og den manglende effekt af selv en meget målrettet oprydningsindsats, vil fordampningen og nedbrydningen af olien, der fjernede en stor del af olien i den Mexicanske Golf, på grund af kulden slet ikke i samme grad bidrage til at fjerne olien. Grønlænderne er derfor i langt højere grad afhængige af mulighederne for at fjerne olien selv og af, at der ikke sker et udslip.

Den grønlandske regering har sagt, at risikoen for et udslip praktisk taget er ikke-eksisterende, da man følger de norske standarder, som er meget strengere end de amerikanske. Det norske oliedirektorat består dog af 215 mennesker, mens det grønlandske Råstofdirektorat, der udover olieudvindingen også skal dække alt anden råstofudvinding i Grønland, består af 30 mennesker. Samtidig indtager Råstofdirektoratet, ifølge den norske oliehistoriker Helge Ryggvik, en meget uheldig dobbeltrolle, da direktoratet både skal tiltrække olieselskaberne og sikre sig at reguleringen er streng nok. Selv hvis Råstofdirektoratet var på niveau med de norske myndigheder, så er det ingen garanti. I løbet af sommeren indrømmede Statoil, at det kun var tilfældigheder og ren og skært held som forhindrede et blowout af den slags, vi så i den Mexicanske Golf. Jeg håber selvfølgelig, at vi aldrig vil komme til at se et olieudslip igen og vil sammen med det grønlandske folk krydse fingre. Desværre er der heller ikke så meget andet at gøre…

Foruden de umiddelbare risici for et olieudslip er der en anden meget god grund til, hvorfor vi må indføre et stop for nye olieboringer: Klimaforandringerne. De står foran os som den største enkeltstående trussel, menneskeheden nogensinde har skullet imødegå. Hvis vi skal imødegå den, så kræver det, at vi kun afbrænder en fjerdedel af de kendte fossile reserver (og det er endda uden at man medregner tjæresand og skiferolie). Vi skal altså ikke udvide de fossile reserver ved at lede efter mere olie – og særligt ikke i områder, hvor risikoen er så høj som ved Grønland. Der er kun én vej fremad; en hurtig omstilling fra et samfund baseret på olie, kul og gas til et samfund baseret på sol, vind og vand. Verden har den nødvendige teknologi, viden og ressourcer, men mangler politisk mod, der kan sætte et stort og klart pejlemærke for industriens investeringer. Hver en krone, der hældes i nye risikable boringer, er ikke bare spildt, men direkte ødelæggende for en fremtid uden katastrofale og ukontrollable klimaforandringer.

Den stædige grønlandske insisteren på en oliejagt er hovedløs. Grønland risikerer ikke bare at blive hjemsted for en katastrofe som den i den Mexicanske Golf, men hælder uden omtanke benzin på planetens katastrofekurs. Alle regeringer har et ansvar for at vælge rigtigt og skubbe udviklingen i den rigtige retning. Den grønlandske regering må ikke svigte det ansvar.

I dag indrømmer Cairn imidlertid, at boringerne i Grønland denne sommer slet ikke har leveret det, som selskabet håbede på. Cairn har nemlig reelt set ikke fundet noget, man ikke kunne finde med en boring i de fleste danske baghaver.

Hvad Cairn imidlertid har opnået er at spille hasard med det sårbare arktiske miljø og de dyr og mennesker, der er afhængige af området.

Efter at selskabet nu har brugt en mindre formue og ikke har fundet noget af værdi, er det på tide, at virksomhedens ledelse besinder sig. Et reelt fund ville ikke retfærdiggøre Cairn’s boringer, for de burde aldrig have fundet sted til, men med dagens melding må enhver da stille sig selv spørgsmålet, om det mon ikke er ved at være på tide at tage ved lære af erfaringerne, der indtil videre har været yderst dyrekøbte for Cairns aktionærer -  ikke mindst i morges hvor  selskabets aktier faldt med næsten 5 % på Børsen i London.

Hvis boringerne fortsætter næste sommer, risikerer vi desuden, at erfaringerne også bliver en dyrekøbt affære for det grønlandske dyreliv og de lokale fiskere.

Havene omkring Grønland kan ikke klare en ulykke, som den vi har set i den Mexicanske Golf, og vores klima kan ikke tåle, at man bliver ved med at lede efter og afbrænde nye, fossile brændsler.

Det er nu, Grønland skal sige nej til den beskidte olie og ja til vedvarende energi – ligesom resten af verdens regeringer.

Læs mere om Greenpeaces protester imod Cairn her!