Vi tar 30 mere

30 år er ingen alder og så alligevel. 30 år giver erfaring, tyngde og netværk. 30 år giver en lang liste af resultater og sejre i bagagen. Greenpeace i Danmark blev oprettet af en gruppe unge journalister og studerende, der ville følge sporene fra de modige mennesker, der i 1971 sejlede i retning af de amerikanske atomprøvesprængninger ved Amchitka. De ville gøre en forskel. I begyndelsen handlede det meget om at stoppe nedslagtningen af hvaler, der var stærkt truede af den store, kommercielle fangst. Senere satte de første danske Greenpeace’ere deres energi ind på at stoppe kemikaliedumpninger – og afbrændinger i blandt andet Nordsøen.

Mange år er gået siden det danske kontor blev oprettet i Gert Sørensens mors stue, og Greenpeace er nu en etableret del af den danske miljøbevægelse og globalt en af verdens største miljøorganisationer. Vi har fået gjort kommerciel hvalfangst ulovlig, lukket Barsebäck, gjort dumpninger af kemikalier og olieplatforme ulovligt, og kan tage en stor del af æren for, at der ikke findes gensplejsede fødevare på de danske supermarkedshylder.

En af de kampagner, jeg selv har nydt mest, er Greenpeace’ arbejde mod miljøskadelige stoffer – farlig kemi. Selv om problemet langt fra er løst endnu er det en kendsgerning at vedholdende og målrettet kampagnearbejde igennem mere end 20 år kulminerede med vedtagelsen EU’s mest omfattende forordning nogensinde – REACH i 2006 – der allerede i dag har fået markant indflydelse på anvendelse af farlig kemi i hele verden. Kemi-kampagnen udmøntede sig i aktioner mod dumpning af farlig kemiaffald i havet ved med gummibåde at lægge sig under de faldende tønder og i afsløringer af ulovlige og skandaløse kemikaliedumpninger på Thule-basen i Grønland og afsløringer af kemirester i almindelige menneskers blod. Kampagnen har været med til fundamentalt at ændre den måde, vi omgås kemi på i hele verden.
Greenpeace er uden skyggen af 30-års kriser. Under klimatopmødet i København satte vi alle sejl ind. Og selv om det ikke lykkedes at overtale vores politikerne til at sikre kloden mod klimaforandringer med en stærk klimaaftale, så lykkedes det os at sikre, at de ikke slap af sted med at grønvaske det ynkelige resultat. Og jeg tror ikke, der er mange, der er i tvivl om, at vi i Greenpeace var til stede, og at vi havde høje forventninger til politikerne.

Verden står lige nu overfor en større miljømæssig udfordring end nogen sinde før. Også selv om den ikke griner os op i ansigtet lige så tydeligt som firsernes gule slam eller store, snavsede olieplatforme på vej ned i havets glemsel, truer klimaforandringerne både vores sundhed, vores have og vores dyr. Klimaforandringerne kan, selvom de allerede nu er årsag til millioner af nye klimaflygtninge hvert år, synes et stykke ude i fremtiden. Men klimaet er sådan skruet sammen, at de forbedringer, vi gør i dag, først kommer til udtryk om fyrre år. Derfor er der ikke et sekund at spilde. Vi skal have en global aftale, der bremser udledningerne af drivhusgasser drastisk og hurtigt. Vi ser det fortsat som vores vigtigste opgave sørge for, at politikerne og industrien aldrig glemmer, at jorden har vi ikke arvet fra vores forældre, men lånt af vores børn og børnebørn.

Arktis-ekspedition vinder fotopris

Et stort tillykke til vores dygtige fotograf, Nick Cobbing, der lige har vundet sølv i den prestigefyldte fotokonkurrence ’World Press Photo’.  Hans billeder er helt fantastiske, så vi har samlet en lille kollektion her.

Vinderbilledet og de andre er taget under Greenpeace’ ekspedition til Arktis sidste sommer, hvor uafhængige forskere ombord på vores forskningsskib Arctic Sunrise blandt andet undersøgte, hvorfor Petermann gletsjeren smelter så utroligt hurtigt. Udover Petermann gletsjeren, der ligger højt mod nord på vestsiden af Grønland, kom den tre måneder lange forbi gletsjere på Østgrønland og til Svalbard.

Tre forskerhold afløste hinanden på turen og blandt andet på baggrund af deres alarmerende resultater, kræver Greenpeace nu et moratorium i Arktis. Det område, der tidligere var dækket af is, bør helt skånes for al industriel aktivitet som fx olieboring, olieudvinding og industriel fangst.

Danmark skal ud af uværdigt oliekapløb

I denne uge er forskere og politikere samlet i Tromsø på verdens nordligste universitet for at diskutere Arktis. Denne unikke del af vores verden, der er hjem for isbjørne, sæler og hvalrosser, er under dramatisk forandring i disse år som konsekvens af klimaforandringer. Noget alle begræder, men som alligevel tænder dollartegn i øjnene på mange. Også den danske regering, der har gjort krav på store dele af Arktis. For den smeltende is gør det muligt at få snablen ned i nye, store olielagre på havbunden.

Land efter land har gjort krav på ejerskab til dele af havbunden under det arktiske ocean med flag, undervandsbåde og korttegningsøvelser. Faktisk er kampen om de sidste olieressourcer under Arktis så indædt, at den udgør den største nuværende risiko for en global konflikt, ifølge en fortrolig sikkerhedsvurdering fra det australske forsvar fra 2007. Det er et moralsk paradoks, at de lande og industrier, der har bidraget mest til de katastrofale klimaforandringer, også skal være dem, der tjener mest på dem.

Den uværdige kamp bør stoppes. Derfor har jeg brugt konferencen i Tromsø til at kræve et øjeblikkeligt moratorium for al industriel udnyttelse af det område af Arktis, der tidligere var dækket af is. Moratoriet skal gælde, indtil der er fundet en global løsning for, hvordan området skal beskyttes på langt sigt. Det vil give en tænkepause, hvor verdens lande kan navigere i alle de mange krav på undergrunden og forespørgsler fra olieselskaber. I den tænkepause vil vi arbejde for en global aftale i lighed med den, der lige nu beskytter Antarktis i syd. En beskyttelsesaftale, som Danmark i øvrigt med stor entusiasme og engagement kæmpede for og har tilsluttet sig. Men det er selvfølgelig også nemmere at beskytte et område, når man ikke selv umiddelbart står til at kunne udnytte det økonomisk.

Der er mange gode argumenter for ikke at skade den sårbare natur og det unikke dyreliv på Arktis med olieboring, industrifiskeri og skibstransport. Men det vigtigste argument må være, at vi slet ikke har brug for det olieeventyr. Det er alment accepteret som et mål at holde klodens temperaturstigning så langt under to grader som muligt. Hvis man skal det, skal det globale drivhusgasudslip toppe i 2015 og gå i en skarp kurve ned og ramme noget nær nul i år 2050. Hvis vi skal holde to graders-målet, er der kun plads til at afbrænde 25-40 % af de allerede kendte reserver af fossile brændsler. Der er derfor absolut ingen grund til at presse Arktis yderligere ved at søge efter mere olie og gas.

Nu starter COP 15 – kom med!

Topmødet er lige rundt om hjørnet, og det er fantastisk at se, hvordan aktiviteterne for alvor begynder at tage form. Vi har bl.a. arbejdet for at skabe nogle rammer, hvor befolkningen kan give udtryk for deres krav til politikerne om en ambitiøs, fair og juridisk bindende aftale. Her tænker jeg på den store familievenlige demonstration lørdag den 12. december.

Her vil vi i fællesskab med over 400 organisationer, netværk og foreninger fra hele verden gå fra Rådhuspladsen til Bella Center. Personligt ser jeg selvfølgelig mest frem til at fortælle politikerne, at det ikke er befolkningen, der står i vejen for en aftale, og vise ungerne, at en decemberdag kan bruges på noget så fornuftigt som at demonstrere for en bedre fremtid for os alle.

Jeg ser også frem til at høre Greenpeace’ nye internationale generalsekretær, Kumi Naidoo, tale til demonstrationen. Kumi Naidoo overtog rattet i Greenpeace for blot to uger siden, men han er absolut ingen nybegynder, eftersom han har været aktiv indenfor den sociale retfærdighedsbevægelse siden han var 15 år.

Demonstrationen vil være delt op i blokke, og hvis du har lyst til at gå sammen med os fra Greenpeace, skal du kigge efter en stor ballon-snemand på Christiansborg Slotsplads. Vælger du at følges med os, får du også muligheden for at bære bannere med budskabet ’Kloden først. Mennesker først.’

Jeg håber vi ses lørdag den 12. december kl. 13 på Christiansborg Slotsplads ved ballon-snemanden.

Kan du imidlertid ikke vente helt så længe med at hilse på os, så har du også muligheden for at kigge forbi vores skib Artic Sunrise, når det ankommer til København og holder åbent skib. Skibet har været på hårdt arbejde hen over sommeren og efteråret. I sommer agerede skibet flydende forskningsfacilitet i de arktiske egne. I sensommeren deltog skibet i en kulaktion på Svalbard, og for bare to uger siden deltog skibet i en aktion mod finsk atomkraft i Femernbælt. Her er mulighed for at få et grundigt kig på et verdensberømt skib, der arbejder for at sende verden i en bæredygtig retning.

Vi holder åbent skib lørdag den 5. december fra kl. 9.00 til 16.00. Kl. 12 vil der være en særlig rundvisning. Du finder skibet på kajplads 139 ved Havnegade tæt på Christian IV’s bro i København. Du kan se placeringen på dette kort.

Jeg håber, at du ser frem til disse aktiviteter, akkurat som jeg gør, og til at vise politikerne, at de må fatte politisk mod og følge forskernes anbefalinger. Og husk at tage din familie med.

Video fra turen til Arktis

Ud af de 28 mennesker, der var om bord på Arctic Sunrise på vores ekspedition til Petermanns gletsjer, var tre kinesiske -- to journalister, plus en campaigner fra Greenpeace Kina, vi alle kender som Fish.

Her er en smuk lille film med Fish om bord på Arctic Sunrise i Grønland, lavet af Stephen Nugent.

Forskningsskib til Grønland

I Greenpeace tager vi ikke bare de nemme sager. Vi kæmper også de svære sager. Dem, der kræver mod og dem, der koster rigtigt mange penge. De svære sager er for eksempel sagen mod biodiesel – noget, der er etableret som et miljømæssigt rigtigt fint alternativ, men som når man undersøger det grundigt, faktisk viser sig at være værre end almindelig diesel.

En af de dyre sager er klimaet. Vi har brugt mange penge på at blive klogere, dokumentere og få billeder, så offentligheden også kan se, hvad der sker. Nu gør vi det igen.

Greenpeace har samlet et lille hold af fremtrædende klimaforskere og sejler skiber længere nordpå, end vi nogensinde har kunnet komme før. Peterman Gletsjeren i det nordligste Grønland er ved at udskælde et isfjeld, der er dobbelt så stort som Amager. Det skal vi dokumentere. Og samtidig skal forskerne undersøge, hvorfor isen smelter hurtigere end først antaget.

Jeg glæder mig som et lile barn til at se billederne fra Peterman Gletsjeren. Bare fordi de bliver så storslåede og smukke. Ikke fordi de kommer til at være opløftende. Ikke fordi der bliver noget at glædes over. Faktisk er det jo ret forfærdeligt, at isen smelter og vandstanden i verdens have stiger. Men jeg ville nu gerne være ombord på det skib.