Godt gået i Grønland

Fire aktivister har i to døgn holdt begge Cairn’s olieboringer ved Grønland ude af drift. Det er godt gået, for boringerne er en kæmpestor fejltagelse og bør ikke få lov at finde sted. Boringerne finder sted i det arktiske farvand i ’isbjergsalleen’, hvor risikoen for en ulykke er større end i stille egne, og hvor et eventuelt udslip vil være stort set umuligt at rydde op. Jeg er bange for et udslip og jeg er bange for de mange store olieselskaber, der lige nu føler Cairns boringer nøje. Hvis Cairn finder olie står hele verdens olieselskaber på spring til at plastre den grønlandske vestkyst til med boreplatforme.

De fire dygtige klatrere, der tirsdag morgen indtog Cairns borerig fra tre gummibåde er polakken Mateusz Emeschajmer, der bor i Norge, Sim McKenna fra USA, Timo Puohiniemi fra Finland og Jens Lowe fra Tyskland. De holdt stand mod det arktiske vejr i to dage, men i går aftes lovede vejrudsigten storm og vi besluttede at afslutte aktionen. Mine kolleger på Esperanza, det Greenpeace-skib, der har ligget i nærheden hele tiden, ringede med den besked til både Grønlands Kommandoen og politiet, som også var på stedet. Vi ville gerne hente klatrerne ned på samme måde som de kom op, nemlig med gummibåde, men politiet øjnede en chance for en arrestation og brugte fire timer på at finde en måde at få vores fire klatrere til at gå op på selve boreriggens dæk i stedet. Nu er de fire i politiets varetægt sigtet for ulovlig indtrængen samtidig med at politiet forsøger at fylde medierne med en historie om, at politiet faktisk reddede klatrerne.

Men det skal ikke være politiets langsomhed eller dets mediespin, der skal fylde denne blog. Det skal være en hyldest til de fire dygtige og modige mennesker, der har taget et stort personligt i klimakampen. Disse år er afgørende, når det gælder kampen mod klimaforandringerne. Vi skal tvinge politikerne til at tage de rigtige beslutninger og vi skal hjælpe virksomhederne med ikke at tage katastrofalt dårlige beslutninger. Verden har ikke brug for mere olie – faktisk kan vi kun bruge en mindre del af den olie, vi allerede har adgang til. Vi har brug for hurtigst muligt at skifte til vedvarende energi.

Andrea støtter Greenpeace

I 2006 sagde en gravid Andrea Elisabeth Rudolph ja til at Greenpeace tog en blodprøve for at undersøge indholdet af en række farlige kemikalier såsom bly, flammehæmmere, plastblødgørende phthalater med flere. Sammen med Sofie Lassen-Kahlke var hun undersøgelsens yngste deltager og netop de to indeholdt flest sundhedsskadeliges stoffer. Jeg glemmer aldrig Andreas reaktion. Hun blev rasende og ville straks have industrien stillet til ansvar. Andrea tog endda initiativ til at møde daværende miljøminister Connie Hedegaard i et forsøg på at råbe politikerne op.

Siden har Andrea omsat sin vrede til handling. Det er efter hårdt benarbejde lykkedes at skabe en kemivenlig kosmetik-serie Rudolph Care og jeg har ved selvsyn konstateret, hvordan kampen imod farlig kemi er blevet en mærkevare for kvinden de fleste kender fra Vild med dans programmerne.

Nu har Andrea valgt at donere overskuddet fra en vunden retssag til det miljøarbejde vi udfører i Greenpeace. Det er en pose penge lige ned i al vores arbejde for at få politikerne til at tage klimaproblemet alvorligt og stoppe vores stadigt stigende udledninger af drivhusgasser, vores arbejde for at sikre, at havet en dag igen vil være rigt på skaldyr, fisk og hvaler og vores arbejde for at få virksomheder til at udfase kemikalier, undgå GMO og stoppe salg af illegalt træ. Så tusind tak for det, Andrea.

Vestens slagmark

Jeg sidder på Greenpeace-skibet Esperanza og kigger ud på den tiltagende storm og kulde, og på boreriggen Stena Don, hvor fire aktivister fra Greenpeace har hængt i deres små telte i snart 30 timer. Vinteren er så småt på vej. En vinter, der vil lukke Cairns prøveboringer ned for denne gang, for her i Baffinbugten er det naturen, der råder – trods alt. Lige er nu er de igangværende boringer lukket på grund af Greenpeaces tilstedeværelse, har Cairn meddelt.

Aktivist på ydersiden af den Cairn opererede borerig, Stena Don. © Greenpeace / Will Rose

Måske kan vores ønske om at beskytte Arktis fra olieboringer og de medfølgende risici virke arrogant og bedrevidende, og måske føles det for nogle grønlændere som om, vi kommer og blander os i noget, der ikke vedkommer os. Måske kan det virke som om, at vi er ude efter Grønland. Jeg forstår og respekterer, at folk her i Grønland ikke er vilde med Greenpeace efter 70’ernes og 80’ernes sælkampagne, som utilsigtet fik folk til at skære al sælfangst over én kam – både den ikke bæredygtige canadiske og den bæredygtige grønlandske. Det har Greenpeace gjort meget for at rette op på bl.a. sammen med Great Greenland.

Uanset hvad man mener om den indsats og den kampagne, så er det mit håb, at folk i Grønland alligevel vil lytte lidt til vores advarsler og danne sig en holdning på et faktuelt grundlag.

Det er et fakta, at olieboringer er risikable – det mindede udslippet i Den Mexicanske Golf hele verden om på ubarmhjertig vis. Olieboringer i sårbare områder som Arktis er endnu mere risikable, for sker der et udslip her, vil konsekvenserne være overvældende og til endnu større skade for bl.a. fiskere og fangere.

Netop nu befinder Greenpeace-skibet Arctic Sunrise sig i Den Mexicanske Golf for at indsamle viden om miljøets tilstand efter BP-katastrofen. Samtidig befinder Esperaranza sig her i Grønland for at protestere over Cairns prøveboringer. I mere end 20 år har Greenpeace ført en global kampagne for udfasning af fossile brændsler. Vi har protesteret mod olieudvinding i Norge og Danmark, i Skotland og USA og nu også i Grønland. Vi arbejder for, at kulkraftværker i Danmark, Europa og USA lukkes og for at stoppe olieudvinding af canadiske tjæresand.

Vi er ikke ”ude efter Grønland”. Vi kører en global kampagne mod fossile brændsler, mod kulkraftværker, mod dybhavsboringer og for vedvarende energi. Det gør vi, både fordi klimaforandringerne er den største enkeltstående udfordring, som menneskeheden nogensinde har stået overfor, og fordi udvinding, forarbejdning og udledning fra fossile brændsler i sig selv har vist sig at have store negative konsekvenser for mennesker og miljø.

Det er langt sværere at rette op på en fejltagelse i Arktisk farvand, end det er at forhindre den i nogensinde at blive begået. Derfor fokuserer vi vores trods alt begrænsede kræfter på de særlige områder, hvor historiske fejltrin er nærmest umulige at rette pga. miljøet særlige sårbarhed – bl.a. i Grønland. Samtidig opgiver vi ikke vores andre kampe. Vi arbejder stadig for udfasning af kul i Danmark, og vi arbejder stadig for et globalt forbud imod dybhavsboringer. Det mener vi er vores pligt som miljøorganisation. Uanset om det er populært eller ej.

Nu går den ikke længere, Cairn!

Jeg har lige stået på dækket og set flere gummibåde med Greenpeace-aktivister sejle i fuld fart mod Cairns boreplatform ude i hvad der for mange må virke som midten af ingenting. Men efter at jeg de sidste ti dage har haft øjnene stift rettet mod boreplatformen, føles det vitterligt som verdens navle. Og des mere jeg tænker over, des mere syntes jeg der er om det.

Imens mine venner er ved at klatre op på boreplatformen for at stoppe Cairns ødelæggende fremfærd – i det mindste for bare et øjeblik – så bliver det mere og mere klart, at menneskeheden står ved en determinerende skillevej og at denne kamp kun er en af mange, hvis vi skal forhindre den globale katastrofe vi med lukkede øjne er på vej imod.

Greenpeace-aktivister på vej mod boreriggen Stena Don i Baffinbugten

I takt med at menneskehedens higen efter fossile brændsler stiger, og CO2-udslippet følger efter, tilsidesætter snæversynede politikere og grådige olieselskaber hensynet til mennesker og miljø. Og selvom organisationer som Greenpeace gør alt hvad vi kan, så vil det ikke være nok. Selvom vi forhåbentlig kan forhindre Cairn i at blive færdige med deres boringer i år, jamen så kommer der for hver boresæson kun flere og flere olieselskaber til – og slaget står ikke kun i Arktis. Det står i Canada, hvor de samme profithungrende selskaber ødelægger den unikke skov, forurener floderne og bogstavelig talt forpester livet for befolkningen for at kunne få fat på olien der ligger gemt i undergrundens tjæresand.

Det står i USA, hvor Obama ikke har vist formatet til at vende landet væk fra kul og olie, men i stedet ignorer alle globale forpligtigelser. Det står i de fattige lande, hvor virksomhederne skruppelløst søger nye markeder uden regulering og uden krav i stedet for at søge den bæredygtige udvikling der er pinedød nødvendig. Det står i vores eget lille land, hvor vores regering har forspildt chancen for at føre os ud af den fossile tidsalder, og i stedet har foretrukket at tækkes et parti for hvem klimaforandringerne er ikke-eksisterende.

Men det er ikke for sent – det må ikke være for sent. Menneskeheden har gang på gang vist, at vi har evnen til at opnå store ting på meget kort tid. Og det har meget sjældent, om nogensinde, været så vigtigt som nu. Vi har kun få år til at vende udviklingen og det kræver en indsats der både foregår lokalt, nationalt og globalt. Vi har ikke råd til, at politikerne skyder ansvaret og skylden på fjerne lande. Vi har ikke råd til at lade os lulle i søvn af fine ord og gratis løfter. Vi er nødt til at sikre handling og vi er nødt til at sikre den nu.

Det er derfor jeg er her i Arktis for at forsøge at bremse dette vanvid inden det går galt. Greenpeace bliver gang på gang spurgt, hvorfor vi ikke er et andet sted, hvorfor vi ikke fokuserer på nogle andre. Og der er ingen tvivl om, at det burde man. Man burde protestere mod brugen af fossile brændsler alle steder – og man burde protestere mod det uretfærdige i at de rige, hvide mennesker i den vestlige del af verden har skabt problemet, men nu vender det blinde øje til og nægter at påtage sig ansvaret.

Jeg og Greenpeace gør alt hvad der står i vores magt, men det der er brug for, det er at alle dem der kommer med gode råd til, hvad vi burde kaste os over, tog skeen i den anden hånd og selv kastede sig over det. Vi har brug for global bevægelse – ikke kun i ord men i handling. Jeg har intet problem med at folk kritiserer Greenpeace for dette og hint. Nej, det jeg har et problem med, det er at de ikke selv gør noget. Det kan godt være, at det får konsekvenser, men en ting er sikkert, og det er at hvis ikke vi handler, hvis vi ikke gør noget, så bliver konsekvenserne katastrofale.

Drama ved verdens ende

Jeg står på broen af Esperanza og kigger på boreriggen Stena Don, der borer efter olie ud for Grønlands vestkyst. Vi er blevet mødt af det danske krigsskib Vædderen, som har oplyst os om en sikkerhedsgrænse på 500 meter fra riggen, som vi ikke må overskride.

Grønlands politi har en båd i området, der er assisteret af 3 gummibåde, der skal holde os væk fra boreriggen.

Billedet af militærskibe og den enorme boreplatform i disse øde egne, der ellers kun huser hvaler og isbjerge, er noget, der brænder sig fast på nethinden. Tænk på hvad en ulykke ville betyde for den uspolerede, arktiske natur? For ikke at tænke på de grønlandske fiskere og fangere?

Jeg kan ikke lade være med at undre mig over, hvad der går igennem hovedet på ejerne af Cairn (det skotske olieselskab bag boringerne) i disse dage og uger. Tænker de kun på den potentielle profit og på at sætte flere millioner ind på kontoen, eller er der også et gran af tvivl, en lille del af dem, der har lyst til at sige stop – det håber og tror jeg på. Cairn er kendt for sin villighed til at tage risici, men det har hidtil været med egne penge. Nu er det i stedet miljøet, klimaet og de grønlandske fiskere, der står for skud.

Sim, et af crew-medlemmerne ombord på Esperanza, er født og opvokset i New Mexico. Han var i Louisana, da Deep Water Horizon brød i brand og har med egne øjne oplevet, hvad katastrofen betød for havet, for strandene og for de lokale. Det, der er svært at forstå, er at konsekvenserne af en tilsvarende ulykke her kan være meget større. Det kolde vejr, vinterisen og den manglende infrastruktur vil betyde, at både mængden af olien fra et udslip, og tiden det vil tage, før olien er væk, vil være meget større.

Det absolut værste scenarie, jeg kan forestille mig, er at der sker et udslip så tæt på, at isen lukker til, at man bliver nødt til at lade olien fosse ud over vinteren, uden at man kan gøre noget ved det. Der er 14 skibe, der skal hjælpe til i området. I Den Mexicanske golf var der over 6.500, og alligevel siger uafhængige forskere, at der stadig er omkring 80 % af olien tilbage.

Den grønlandske regering og Cairn har gang på gang påstået, at de følger de højeste sikkerhedsstandarder og gør alt i deres magt for at forhindre en ulykke. Men har man nogensinde hørt et selskab sige andet? Er der nogen sinde en regering, der har udtalt, at de ikke stiller de højeste sikkerhedskrav? Alligevel er det gang på gang gået galt. Og alligevel vil Cairn ikke offentliggøre deres beredskabsplan, og det grønlandske Råstofdirektorat vil ikke mødes med Greenpeace.

Og olieboringerne handler ikke kun om risikoen for en ulykke. Det handler også om, at vores klima ikke kan tåle afbrændingen af flere fossile brændsler. Vi har kun råd til at afbrænde en fjerdedel af de kendte fossile reserver. At blive ved med at lede efter mere olie vil ikke ændre på det.

Hvis verdens regeringer virkelig står bag det løfte, de gav i København om at bremse klimaforandringerne, så må det første skridt være et globalt stop for de værste fossile brændsler – herunder dybhavsboringer efter olie.

De boringer vi oplever nu, er kun en prøveklud for alverdens olievirksomheder, der står på spring for at omdanne Arktis til et oliehelvede, hvor risikoen for en katastrofal ulykke kun vil vokse og vokse. Derfor er jeg i Arktis. For at gøre mit yderste for at forhindre en enorm fejltagelse.

Olieindustrien på dybt vand

Fredag forlod jeg Nuuk, hovedstaden i Grønland, hvor vi torsdag aften afholdt borgermøde, og steg ombord på det stolte Greenpeace-skib Esperanza. For første gang skal jeg ud på en længere sørejse, og hvilken mere passende lejlighed end vores go beyond oil-kampagne. Vi er på vej imod en ukendt destination for at stoppe nogle af verdens mest kritiske olieboringer. Selv efter den katastrofale ulykke i Den Mexicanske Golf, hvor over 750 millioner liter olie slap ud, fortsætter olieselskaberne med deres hensynsløse adfærd og sætter profit før hensyn til miljø og natur, og regeringer lader sig forblinde af løfterne om guld og grønne skove.
Efter i en periode at have arbejdet på at bremse for Cairns olieboringer ud for den grønlandske vestkyst, har jeg oplevet flere ting, der får mig til tvivle på, om der reelt er styr på sagerne. Et af eksemplerne er spørgsmålet, om hvorvidt boringerne ud for Diskobugten reelt er dybhavsboringer. Spørgsmålet er interessant, fordi risikoen ved dybhavsboringer er væsentligt højere end normale boringer. De grønlandske boringer er på 320-630 meter, men er det dybt? Ifølge Naalakkersuisut og Cairn, nej. Ifølge USA, Exxon og mange andre, ja. Obama-administrationens forbud mod nye dybhavsboringer går allerede fra 150 meter (500 fod) mens Exxon taler om at dybhavsboringer starter ved 400 meter. Der er mange definitioner på dybhavsboringer, men mit udgangspunkt er, at det ikke er selve antallet af meter der er afgørende, det er de teknikker der anvendes, og her er billedet meget entydigt:

• Et olieudslip vil praktisk taget opføre sig på samme måde om det foregår på 200 eller 1.200 meter. Olien vil nemlig på disse dybder reagere på trykket og spredes på et større område.
• Når man opererer på over 200 meter, kan man kun reparere eventuelle lækager og tekniske fejl med robotter og ikke med dykkere.
• Teknikken der anvendes af Cairn er i princippet præcis den samme som den der blev brugt på Deepwater Horizon.

Regeringer og olieselskaber forsikrer os gang på gang om, at alt er skønneste orden, og at alle sikkerhedsregler er taget – jeg kan bare ikke lade være med at tænke på, hvor mange gange det skal gå galt, hvor mange olieindsmurte dyr og ødelagte strande, vi skal være vidne til, før vi indser, at nogle risici altid vil være for store.

Mens jeg står og nyder solnedgangen og kigger på det umiddelbart uendelige ocean, kan jeg ikke lade være med at føle en smule mismod. Vores levevis medfører så meget ødelæggelse – for vores medmennesker og for miljøet. Men det går ikke længere. Vi bliver nødt til at se fremad og ikke bagud, vi bliver nødt til at forlade den fossile tidsalder – og det er derfor jeg har forladt min hjembys trygge favn for at stoppe den beskidte olie, hvor end det er nødvendigt.

Vi tar 30 mere

30 år er ingen alder og så alligevel. 30 år giver erfaring, tyngde og netværk. 30 år giver en lang liste af resultater og sejre i bagagen. Greenpeace i Danmark blev oprettet af en gruppe unge journalister og studerende, der ville følge sporene fra de modige mennesker, der i 1971 sejlede i retning af de amerikanske atomprøvesprængninger ved Amchitka. De ville gøre en forskel. I begyndelsen handlede det meget om at stoppe nedslagtningen af hvaler, der var stærkt truede af den store, kommercielle fangst. Senere satte de første danske Greenpeace’ere deres energi ind på at stoppe kemikaliedumpninger – og afbrændinger i blandt andet Nordsøen.

Mange år er gået siden det danske kontor blev oprettet i Gert Sørensens mors stue, og Greenpeace er nu en etableret del af den danske miljøbevægelse og globalt en af verdens største miljøorganisationer. Vi har fået gjort kommerciel hvalfangst ulovlig, lukket Barsebäck, gjort dumpninger af kemikalier og olieplatforme ulovligt, og kan tage en stor del af æren for, at der ikke findes gensplejsede fødevare på de danske supermarkedshylder.

En af de kampagner, jeg selv har nydt mest, er Greenpeace’ arbejde mod miljøskadelige stoffer – farlig kemi. Selv om problemet langt fra er løst endnu er det en kendsgerning at vedholdende og målrettet kampagnearbejde igennem mere end 20 år kulminerede med vedtagelsen EU’s mest omfattende forordning nogensinde – REACH i 2006 – der allerede i dag har fået markant indflydelse på anvendelse af farlig kemi i hele verden. Kemi-kampagnen udmøntede sig i aktioner mod dumpning af farlig kemiaffald i havet ved med gummibåde at lægge sig under de faldende tønder og i afsløringer af ulovlige og skandaløse kemikaliedumpninger på Thule-basen i Grønland og afsløringer af kemirester i almindelige menneskers blod. Kampagnen har været med til fundamentalt at ændre den måde, vi omgås kemi på i hele verden.
Greenpeace er uden skyggen af 30-års kriser. Under klimatopmødet i København satte vi alle sejl ind. Og selv om det ikke lykkedes at overtale vores politikerne til at sikre kloden mod klimaforandringer med en stærk klimaaftale, så lykkedes det os at sikre, at de ikke slap af sted med at grønvaske det ynkelige resultat. Og jeg tror ikke, der er mange, der er i tvivl om, at vi i Greenpeace var til stede, og at vi havde høje forventninger til politikerne.

Verden står lige nu overfor en større miljømæssig udfordring end nogen sinde før. Også selv om den ikke griner os op i ansigtet lige så tydeligt som firsernes gule slam eller store, snavsede olieplatforme på vej ned i havets glemsel, truer klimaforandringerne både vores sundhed, vores have og vores dyr. Klimaforandringerne kan, selvom de allerede nu er årsag til millioner af nye klimaflygtninge hvert år, synes et stykke ude i fremtiden. Men klimaet er sådan skruet sammen, at de forbedringer, vi gør i dag, først kommer til udtryk om fyrre år. Derfor er der ikke et sekund at spilde. Vi skal have en global aftale, der bremser udledningerne af drivhusgasser drastisk og hurtigt. Vi ser det fortsat som vores vigtigste opgave sørge for, at politikerne og industrien aldrig glemmer, at jorden har vi ikke arvet fra vores forældre, men lånt af vores børn og børnebørn.

Arktis-ekspedition vinder fotopris

Et stort tillykke til vores dygtige fotograf, Nick Cobbing, der lige har vundet sølv i den prestigefyldte fotokonkurrence ’World Press Photo’.  Hans billeder er helt fantastiske, så vi har samlet en lille kollektion her.

Vinderbilledet og de andre er taget under Greenpeace’ ekspedition til Arktis sidste sommer, hvor uafhængige forskere ombord på vores forskningsskib Arctic Sunrise blandt andet undersøgte, hvorfor Petermann gletsjeren smelter så utroligt hurtigt. Udover Petermann gletsjeren, der ligger højt mod nord på vestsiden af Grønland, kom den tre måneder lange forbi gletsjere på Østgrønland og til Svalbard.

Tre forskerhold afløste hinanden på turen og blandt andet på baggrund af deres alarmerende resultater, kræver Greenpeace nu et moratorium i Arktis. Det område, der tidligere var dækket af is, bør helt skånes for al industriel aktivitet som fx olieboring, olieudvinding og industriel fangst.

Danmark skal ud af uværdigt oliekapløb

I denne uge er forskere og politikere samlet i Tromsø på verdens nordligste universitet for at diskutere Arktis. Denne unikke del af vores verden, der er hjem for isbjørne, sæler og hvalrosser, er under dramatisk forandring i disse år som konsekvens af klimaforandringer. Noget alle begræder, men som alligevel tænder dollartegn i øjnene på mange. Også den danske regering, der har gjort krav på store dele af Arktis. For den smeltende is gør det muligt at få snablen ned i nye, store olielagre på havbunden.

Land efter land har gjort krav på ejerskab til dele af havbunden under det arktiske ocean med flag, undervandsbåde og korttegningsøvelser. Faktisk er kampen om de sidste olieressourcer under Arktis så indædt, at den udgør den største nuværende risiko for en global konflikt, ifølge en fortrolig sikkerhedsvurdering fra det australske forsvar fra 2007. Det er et moralsk paradoks, at de lande og industrier, der har bidraget mest til de katastrofale klimaforandringer, også skal være dem, der tjener mest på dem.

Den uværdige kamp bør stoppes. Derfor har jeg brugt konferencen i Tromsø til at kræve et øjeblikkeligt moratorium for al industriel udnyttelse af det område af Arktis, der tidligere var dækket af is. Moratoriet skal gælde, indtil der er fundet en global løsning for, hvordan området skal beskyttes på langt sigt. Det vil give en tænkepause, hvor verdens lande kan navigere i alle de mange krav på undergrunden og forespørgsler fra olieselskaber. I den tænkepause vil vi arbejde for en global aftale i lighed med den, der lige nu beskytter Antarktis i syd. En beskyttelsesaftale, som Danmark i øvrigt med stor entusiasme og engagement kæmpede for og har tilsluttet sig. Men det er selvfølgelig også nemmere at beskytte et område, når man ikke selv umiddelbart står til at kunne udnytte det økonomisk.

Der er mange gode argumenter for ikke at skade den sårbare natur og det unikke dyreliv på Arktis med olieboring, industrifiskeri og skibstransport. Men det vigtigste argument må være, at vi slet ikke har brug for det olieeventyr. Det er alment accepteret som et mål at holde klodens temperaturstigning så langt under to grader som muligt. Hvis man skal det, skal det globale drivhusgasudslip toppe i 2015 og gå i en skarp kurve ned og ramme noget nær nul i år 2050. Hvis vi skal holde to graders-målet, er der kun plads til at afbrænde 25-40 % af de allerede kendte reserver af fossile brændsler. Der er derfor absolut ingen grund til at presse Arktis yderligere ved at søge efter mere olie og gas.

Nu starter COP 15 – kom med!

Topmødet er lige rundt om hjørnet, og det er fantastisk at se, hvordan aktiviteterne for alvor begynder at tage form. Vi har bl.a. arbejdet for at skabe nogle rammer, hvor befolkningen kan give udtryk for deres krav til politikerne om en ambitiøs, fair og juridisk bindende aftale. Her tænker jeg på den store familievenlige demonstration lørdag den 12. december.

Her vil vi i fællesskab med over 400 organisationer, netværk og foreninger fra hele verden gå fra Rådhuspladsen til Bella Center. Personligt ser jeg selvfølgelig mest frem til at fortælle politikerne, at det ikke er befolkningen, der står i vejen for en aftale, og vise ungerne, at en decemberdag kan bruges på noget så fornuftigt som at demonstrere for en bedre fremtid for os alle.

Jeg ser også frem til at høre Greenpeace’ nye internationale generalsekretær, Kumi Naidoo, tale til demonstrationen. Kumi Naidoo overtog rattet i Greenpeace for blot to uger siden, men han er absolut ingen nybegynder, eftersom han har været aktiv indenfor den sociale retfærdighedsbevægelse siden han var 15 år.

Demonstrationen vil være delt op i blokke, og hvis du har lyst til at gå sammen med os fra Greenpeace, skal du kigge efter en stor ballon-snemand på Christiansborg Slotsplads. Vælger du at følges med os, får du også muligheden for at bære bannere med budskabet ’Kloden først. Mennesker først.’

Jeg håber vi ses lørdag den 12. december kl. 13 på Christiansborg Slotsplads ved ballon-snemanden.

Kan du imidlertid ikke vente helt så længe med at hilse på os, så har du også muligheden for at kigge forbi vores skib Artic Sunrise, når det ankommer til København og holder åbent skib. Skibet har været på hårdt arbejde hen over sommeren og efteråret. I sommer agerede skibet flydende forskningsfacilitet i de arktiske egne. I sensommeren deltog skibet i en kulaktion på Svalbard, og for bare to uger siden deltog skibet i en aktion mod finsk atomkraft i Femernbælt. Her er mulighed for at få et grundigt kig på et verdensberømt skib, der arbejder for at sende verden i en bæredygtig retning.

Vi holder åbent skib lørdag den 5. december fra kl. 9.00 til 16.00. Kl. 12 vil der være en særlig rundvisning. Du finder skibet på kajplads 139 ved Havnegade tæt på Christian IV’s bro i København. Du kan se placeringen på dette kort.

Jeg håber, at du ser frem til disse aktiviteter, akkurat som jeg gør, og til at vise politikerne, at de må fatte politisk mod og følge forskernes anbefalinger. Og husk at tage din familie med.