Skal Afrika brødføde EU?

En stor del af EU’s fiskeri foregår i Stillehavet og ud for Afrikas kyster. I alt er det næsten 25 pct. af den fangede fisk, som den europæiske flåde henter op af havet fanget udenfor EU. Det sker gennem aftaler med andre lande som en del af den fælles fiskeri politik.

I dag skal disse aftaler diskuteres af EU Kommissionen og fiskeriministre fra hele verden.

Og der er virkelig noget at diskutere! For med over 80 pct. af verdens fiskebestande enten fisket til det absolut maksimale, overfisket eller kollapset er der ikke meget fisk i overskud som den europæiske flåde kan fiske på. Det giver problemer for fiskere ved blandt andet de afrikanske kyster.

Greenpeace har netop sat fokus på dette fiskeri ved at bringe afrikanske kystfiskere til de europæiske beslutningstagere – ved et af disse møder fremlagde Harouna Ismael Lebaye, en kystfisker fra Mauritanien, det meget klart:

“The current fishing system is truly irrational. I would like to ask Europeans to help us by no longer sending bottom trawlers and in particular boats that harm our ecosystem. I have been a fisherman for 21 years, and I’m scared that I’m going to have to stop.”

Den europæiske fiskeriflåde er simpelthen med til at underminere fødevaresikkerhed og en bæredygtig udnyttelse af havets ressourcer i disse lande – med støtte fra EU!

Den danske fødevareminister Henrik Høegh skal ikke med til mødet, og det er egentlig lidt ærgerligt, for Danmark har med tiden fået en ikke helt ringe holdning til fiskeriaftalerne som EU indgår.

Fiskerifagligt netværk i Danmark har i et brev til Fødevareminister Henrik Høgh (V) mindet ham om hans løfter om at arbejde for bedre fiskeriaftaler. Og det er der god grund til. Der er nemlig brug for Danmarks gode arbejde i de kommende år, når grundlaget for disse aftaler skal falde på plads – for lande som Spanien , der har store interesser i disse landes fisk, trækker i den modsatte retning.

Den danske holdning til fiskeriaftalerne har været fremme flere gange, senest ved en forespørgsel i folketinget den 5. april, hvor fødevareminister Henrik Høegh (V) atter gentog, at Danmark vil arbejde for at forbedre de videnskabelige bestandsvurderinger i forbindelse med fiskeriaftalerne; arbejde på at der kommer hjælp fra EU til opbygning af institutioner og know-how til bekæmpelse af piratfiskeri, og at fiskeriaftalerne i fremtiden indeholder krav til overholdelse af menneskerettigheder og demokratisk udvikling.

EU’s kontrolsystem er en lappeløsning

EU Kommissionen har i dag offentliggjort endnu et ben i deres kamp imod ulovligt fiskeri. For mig ingen alarm. Jeg synes, det er fint nok, at Kommissionen fokuserer på, at reglerne overholdes, men jeg mener samtidig, at der er meget mere brug for, at der fokuseres på at få lavet de rigtige regler.

Og de gode regler – dem der giver et bæredygtigt fiskeri i Europa –
mangler i høj grad. Europa er nemlig meget langt fra at have et bæredygtigt fiskeri. Det helt grundlæggende problem i EU’s fiskeri i dag er, at der er alt for mange fartøjer til alt for få fisk.
Overkapacitet er stadigvæk det altoverskyggende problem i den fælles fiskeripolitik, og den er kilden til alle problemerne: overfiskeri, ulovligt fiskeri og den generelt dårlige økonomi.

Kontrolsystemet som i dag er blevet præsenteret er ikke dårligt, men så længe EU-landene ikke løser hovedproblemet – overkapacitet – så kan det altså ikke ses som noget andet end en lappeløsning; fordi der er en berøringsangst for at tage fat om nældens rod: overkapacitet!

Også Danmark lider i høj grad af berøringsangst overfor kapacitetsproblemet. Det er en skam, for Danmark, med fødevareminister Henrik Høegh (V) i spidsen, kunne sagtens spille en central rolle i at få de mere genstridige lande – fx Frankrig og Spanien – ind på rette vej, og få nogle fastsatte regler ind i fiskeripolitikken, der effektivt kunne nedbringe kapaciteten.

Hvis Danmark ikke snart arbejder mere målrettet med det største problem i EU’s fiskeripolitik i dag, så er Danmark præcis lige så ansvarlige for kuldsejlingen af fiskeripolitikken som alle de andre. Det er nemlig en fælles fiskeripolitik – og dermed et fælles ansvar.

Der er imidlertid mange gode ting i kontrolsystemet: højere bøder, et klippekortsordning, hvor man kan miste retten til at fiske i måneder eller permanent samt en harmonisering af kontrollerne på tværs af lande.

Samtidig er det tydeligt, at der sker en nedjustering af kontrollen på havet. Fokus er på landinger. Det er ikke skidt at fokusere på landinger, men det må ikke stå alene. Hvis en fisk først er kommet i havn, kan man fx ikke se om den er fanget i et beskytte område, eller om halvdelen af fangsten er røget lige lukt tilbage i havet som udsmid. Derfor må kontrollen til havs ikke være underprioriteret.

Greenpeace arbejder for en reduktion af flåden på 50 pct, et forbud imod udsmid, fokus på skånsomt fiskeri samt oprettelse af fuldt beskyttede områder som essentielle værktøjer, hvis EU’s fiskeri på sigt skal blive bæredygtigt!

Dansk Industri taler med to tunger

I dag har aktivister fra Greenpeace været på Dansk Industris bygning på Rådhuspladsen i København. Her har aktivister hængt et 70 kvadratmeter stort banner med teksten ’DI – Delaying Innovation’. Dansk Industri udgør nemlig – i kraft af deres medlemskab af BusinessEurope – en del af den lobbyindustri, der gang på gang modsætter sig, at EU øger sine klimaambitioner ved at hæve sit reduktionsmål for udslip af CO2 i 2020. Men dermed står de også i vejen for innovation og grønne arbejdspladser.

DI har på hjemmebanen forsøgt at give indtryk af, at man ikke er principielt imod, at EU hæver sine reduktionsforpligtigelser for udledningen af drivhusgasser. Sådan forlyder det i et Ritzau-telegram tilbage fra den 23. september 2010.

Sådan melder man altså ud herhjemme. Man giver indtryk af, at man absolut ikke vil stå i vejen for de nødvendige politiske beslutninger, der skal begrænse de allerede fremskredne klimaforandringer. Dette signal står desværre i direkte modsætning til, hvordan DI’s storebror og repræsentant i EU, BusinessEurope, agerer bag kulissen i EU-korridorerne.

Senest har BusinessEurope – med Dansk Industri som medunderskriver – sent et brev til klimakommissær Connie Hedegaard, hvori de specifikt opfordrer til, at EU ikke hæver sine reduktioner af drivhusgasser for 2020. I brevet skriver BusinessEurope bl.a. følgende:

”no change in agreed 2020 policy framework, especially sectors in the EU Emission Trading Scheme (ETS)”

Med andre ord ønsker man ikke, at EU ændrer sin politik,  siden man i 2007 besluttede sig for, at  forpligtige sig på  20 pct. reduktion i udledningen af drivhusgasser for 2020. Det er meget svært at se, hvordan dette brev harmonerer med Dansk Industris udmelding tilbage i september.

Foruden at være en lobbyvirksomhed, så er Dansk Industri også en interesseorganisation for deres 10.000 medlemmer. Det er imidlertid ikke alle medlemmer, der deler BusinessEuropes opfattelse af, hvad EU’s klimapolitik bør sigte efter. Store virksomheder som DONG, Velux og Tryg, har offentligt meldt ud, at EU bør hæve sine reduktionsmål for 2020. Stik imod hvad BusinessEurope – og dermed Dansk Industri – fortæller politikerne i EU.

Disse virksomheder har bl.a. indset, at hvis EU sætter mere ambitiøse rammebetingelser, så er det muligt at forbedre EU’s position i den globale konkurrence samt skabe innovation og grønne arbejdspladser.

Jeg håber, at virksomhederne i Dansk Industri vil stille sig selv spørgsmålet: Er Dansk Industris stok konservative holdning virkelig en varetagelse af min og klimaets interesse?

EU blåstempler ulovlig fiskeriaftale – Danmark imod

Aktivist fra Greenpeace, Raviro Gundani fra Zimbawe, forundret over, hvordan det kan være, at EU mener, at det er Afrikas opgave at skaffe mad på bordet i Europa. Den spanske trawler, Curbeiro, er på fangstrejse ud for Afrikas vestkyst. © Greenpeace / Christian Åslund

I dag forventes EU’s fiskeriminister at forlænge en fiskeriaftale mellem EU og Marokko. Problemet er bare, at aftalen er ulovlig. Men fordi Spanien presser på for at fiske tunfisk – så indgår EU altså alligevel denne meget kontroversielle aftale.

Heldigvis er den danske fødevareminister Henrik Høegh (V) i denne sag endelig kommet op af stolen og stemmer nej til en etårig forlængelse. Det er en af de første gange, at Henrik Høegh tager ansvar for den fælles fiskeripolitiks påvirkning på andre dele af havet end lige netop den del Danmark er interesseret i. Og det er en god udvikling, for en fælles fiskeripolitik betyder jo, at han er præcis ligeså ansvarlig for rovfiskeriet ud for Afrika, som Spanien, Polen og Holland er – selvom vi ikke fisker der. Jeg håber, at han fortsætter denne nye linje, for det klæder altså Danmark at deltage som et aktivt medlem af en fælles fiskeripolitik og ikke blot som nikkedukke til blandt andet Spaniens ønsker om at fiske udenfor europæiske farvande på et noget tvivlsomt grundlag.

I stedet for at eksportere EU’s overfiskeri til øvrige dele af verden, så bør Henrik Høegh arbejde for, at den reformerede fiskeripolitik – der skal ligge færdig 1. januar 2013 – sikrer, at vi kun på bæredygtig vis fisker de fisk, vi har behov for i vores egne farvande.

Det er nemlig de tomme europæiske have, hvor 88 % af bestandene er overfiskede og det faktum, at der er alt for mange fartøjer til for få fisk, der får de europæiske fiskeriministre til at sende fiskeriflåden uden for Europa, hvor plyndringen kan fortsætte.

Det er store fiskerinationer som blandt andet Spanien, der presser på for at få fiskeriaftaler udenfor Europa, også denne gang med Marokko. Men det bunder jo nok i, at det er Spanien, der har nogle af de største interesser i de europæiske fiskeriaftaler.

Fiskeriaftalen med Marokko er ulovlig, fordi aftalen indebærer, at EU-fartøjer også kan fiske i farvandene ud for Vestsahara, som Marokko ulovligt har besat. Fordi Marokko ikke har nogen ret til Vestsaharas ressourcer, kan Marokko heller ikke lovligt sælge disse ressourcer til fx EU – som det er tilfældet med den fiskeriaftale, der formodentlig forlænges i dag.

Fiskeriaftalen mellem EU og Marokko blev indgået i 2005, hvor Marokko tillod fiskefartøjer fra EU’s medlemslande at fiske i farvandet ud for Marokko og det marokkansk besatte Vestsahara. Som en betingelse for aftalen, så skal nogle af de penge, som Marokko modtager, gå til den lokale befolkning, sahrawierne, i Vestsahara. Aftalen udløber, hvis den ikke forlænges, ved udgangen af februar 2011.

EU Kommissionen vil forlænge aftalen ét år, så man får mulighed for at vurdere data og informationer, som man har modtaget fra de marokkanske myndigheder omkring regionale indvirkninger af aftalen. Det er bare ikke godt nok. De marokkanske myndigheder har haft siden 2005 til at dokumentere dette, og det er ikke sket. Nu vælger man så at støtte det marokkanske regime med tæt på 270 millioner kroner og får til gengæld adgang til Vestsaharas fisk, der ellers retmæssigt tilhører den lokale befolkning i Vestsahara.

Intern uenighed i EU

Aftalen skal vedtages af EU’s fiskeriminister under et ministerrådsmøde senere i dag. Det forventes, at aftalen vedtages med et lille flertal. Modstanden imod denne fiskeriaftale er dog markant øget, siden den blev indgået sidste gang, hvor kun Sverige stemte imod. Man kunne have håbet på, at flere ministrer som Henrik Høegh turde udvise almindelig sund fornuft og anstændighed og stemme imod forlængelsen af den ulovlige fiskeriaftale og samtidig bakke op om EU’s fiskerikommisær, Maria Damanaki, der helst så, at en fornyet aftale med Marokko ekskluderede farvandet ud for Vestsahara.

Spanien vil forlænge ulovlig fiskeriaftale

EU og Marokko har gennem længere tid haft en fiskeriaftale, der tillader EU at fiske ud for kysten af Vestsahara. Problemet er bare, at aftalen er ulovlig, fordi Marokko ulovligt har besat Vestsahara.

Fordi Marokko mener, at Vestsahara tilhører dem, mener de også, at de kan sælge Vestsaharas fisk til blandt andet EU, uden at lokalbefolkningen i Vestsahara får noget ud af det. EU har igennem deres fiskeriaftale med Marokko altså været med til at støtte Marokko i den opfattelse, at fiskene ud for Vestsaharas kyst er deres at sælge. Det er jo dybt udemokratisk, og ikke en politik der bør være EU værdig.

EU-Kommissionen er nu  i gang med at forlænge den ulovlige fiskeriaftale med Marokko, der ellers udløber ved udgangen af februar 2011, fortæller fishelsewhere.eu, der beskæftiger sig med EU’s fiskeriaftale med Marokko.

Det er også ifølge fishelswhere.eu den spanske fiskeri minister Rosa Aguilar, der har presset på for en forlængelse.

At det er Spanien kommer på ingen måde bag på mig. Spanien er fiskeudnytter uden moral og på ingen måde en fiskeri- eller havforvalter. De vil bare fiske så meget som muligt uden hensyntagen til bestande eller fremtidige fiskerimuligheder. Spanien er i den grad en stopklods, når det kommer til fiskeriforvaltning i EU, og det er evig og altid Spanien, der søger den lavest mulige fællesnævner. Senest da de modarbejdede beskyttelse af dybhavsfisk i november 2010, en handling der i den grad truer dybhavsnaturen og disse fisks eksistens!

I sagen om fiskeriaftalen med Marokko  har fødevareminister Henrik Høegh dog tidligere lovet folketinget at stemme imod en forlængelse af aftalen, hvis ikke aftalen er til fordel for lokalbefolkningen i Vestsahara.

Man kan håbe, at det er en ny æra i dansk fiskeripolitik, der her udspiller sig, hvor Danmark rent faktisk tager ansvar for, at det er en fælles fiskerpolitik, og ikke bare forsøger at please alle for at få sine egne mærkesager gennemført.

Din underskrift på fortovet i Bruxelles

I dag har Greenpeace afleveret en million underskrifter for et stop for godkendelser af GMO-afgrøder i Europa, før de langsigtede konsekvenser er ordentligt undersøgt. Dan og jeg var med til overleveringen af underskrifterne til kommissær for sundhed og forbrugerpolitik John Dalli foran Berlaymont-bygningen, hvor vi også havde fået hjælp af den berømte fortovskunstner Kurt Wenner, der havde lavet et 380 kvadratmeter stort 3D-kunstværk, som vi lagde ud foran bygningen.

Se denne video fra overleveringen:

COP 16 Videoblog: Jagten på det forsvundne EU

Gennem korridorerne i FN går den vilde jagt på EU. Forhandlingerne i Cancun, Mexico, nærmer sig sin afslutning med kun tre dage tilbage af konferencen. Tiden er knap, hvis EU skal nå at vise lederskab. Men hvor er EU? Se Tove og min egen jagt på EU her:

1 million siger stop!

Jeg sidder på vej til Bruxelles for at være med til at aflevere det første borgerinitiativ til EU-kommissionen. Over 1 million EU-borgere fra hele Europa stiller krav om, at EU-kommissionen holder op med at godkende genmodificerede afgrøder (GMO) så længe der endnu ikke er styr på de langsigtede konsekvenser.

Greenpeace og Avaaz står for overleveringen til EU-kommissionen af underskrifterne. Men det her er ikke Greenpeace’s eller Avaaz’s initiativ. Organisationernes har stået for registreringen og den efterfølgende fintælling. Men at vi på så kort tid er nået i mål med millionen skyldes alle de borgere der har skrevet under og sendt opfordringen videre.

I Greenpeace i Danmark havde vi vores opmærksomhed dels på at få et dansk forbud mod BASF GMO-kartofel og dels på Nordsverige, hvor BASF igangsatte dyrkning af GMO-kartoffel. Konsekvensen af den priotering var, at da borgerinitiativets tæller nåede millionen i oktober, manglede vi stadig næsten 5000 danske underskrifter, for at opfylde kravet til borgerinitiativet om, at et repræsentativt antal personer fra et repræsentativt antal lande. Derfor satte vi fokus på problemet i en fælles slutspurt i Danmark.

På en måned har der været ca. 8000-10000 danskere der skrev under på borgerinitiativet. Det var fantastisk. Opfordringen til at skrive under blev hurtigt lagt på forskellige hjemmesider; den var med i nyhedsmails fra kokke og virksomheder og især sendte underskriverne selv opfordringen videre i deres netværk. Når folk ringede til mig p.g.a. teknisk bøvl med linket til underskriftindsamlingen eller lignende, fik jeg ofte at vide at de havde fået opfordringen fra flere forskellige kanter.

Tak for indsatsen. Kig med i morgen, hvor vi sender opfordringen videre til EU-kommissionen. Vi kan nemlig ikke lade være med at gøre lidt ekstra ud af det.

Fokus på EU’s overfiskeri ved Afrika – kom til debat!

Kæmpestore fartøjer fra Holland, Frankrig og Spanien fisker ud for Afrikas kyster. Mens ifølge FNs havretskonvention er dette kun i orden, hvis der i disse farvande er et overskud af fisk at sælge ud af.

Det er ikke tilfældet! Der er måske nok flere fisk, end der er i Europæiske farvande, men det er jo intet succeskriterie, da 88 % af de kommercielt udnyttede bestande i de europæiske farvande i dag er overfisket.

Bestandene i vestafrikanske farvande er faldene, biomassen er faldende, men jeg tror, at citatet herunder, der stammer fra en senegalensk kystfisker, siger det hele:

”I used to be able to catch about 20 groupers in one day. Now, I can’t catch more than two”

Og det er ikke bare ved de senegalesiske kyster, der er problemer. Der er problemer på hele den vestafrikanske kyst.

EU har alt for mange fartøjer i forhold til, hvor mange fisk vi har. Det er der flere grunde til, men det skyldes blandt andet en massiv offentlig støtte igennem en længere årrække til opbygning af flåden, og at vi samtidig på grund af overfiskeri har alt for få fisk i europæisk farvand.

Fiskeriet forvaltes i fællesskab i EU – derfor er det også Danmarks, og dermed fødevareminister Henrik Høeghs  ansvar, at EU’s fiskeri, både det der foregår i egne og andres farvande, er bæredygtigt.

Hvordan EU og Danmark kan løse problemet med overfiskeri ved blandt andet Afrikas vestkyst er en vigtig brik i reformen af den fælles fiskeripolitik, der foregår fra øjeblikket – og derfor er der heldigvis et debatarrangement der fokusere på netop dette – det er 7. december på Christiansborg. Jeg vil være der – det håber jeg også mange andre vil.

Mens vi venter på far

På mandag starter to uger med klimaforhandlinger. Det er COP 16 i Cancun, Mexico, og her skal verdens lande arbejde videre på, hvordan vi løser den klimakrise, som vi allerede nu befinder os i, og som potentielt kan blive det største problem, menneskeheden nogensinde har stået overfor.

Læser man om de kommende forhandlinger i medierne, så får man hurtigt indtrykket af, at alt er urokkeligt låst fast mellem Kina og USA. Den ene vil ikke rykke sig før den anden –  ”jeg vil kun, hvis du vil”, hedder det vist i en børnehave. Det, vi ikke hører så meget om, er, at der sidder en 3. kæmpe, nemlig EU, og gemmer sig i hjørnet og hvisker ”jeg vil kun, hvis de to vil”. Det er slemt nok, at EU landene – i stedet for at arbejde på at reducere deres emissioner og levere den nødvendige klimafinansiering til klimakatastrofens ofre – nøjes med at sidde og bekræfte hinanden i, at man ikke kan rykke sig ud af stedet, fordi de andre ikke rykker sig tilstrækkeligt. Men at man i EU samtidig tør at udnævne sig selv som ”leder på klimaområdet” er direkte groft.

Og tag ikke fejl! Udenfor forhandlingslokalerne står verden absolut ikke stille. Længe har klimaforkæmpere været samlet under parolen, at klimaforandringerne ikke venter på nogen. Hvad der imidlertid nu også er tydeligt er, at Kina heller ikke venter på nogen. Uanset Kinas position i de internationale forhandlinger, så er Kina på vej ud over stepperne, når det handler om at energieffektivisere og investere i grøn teknologi. F.eks. har Kina lige startet opførelsen af verdens største vindmøllepark på 1000 MW. Men Kina satser ikke kun på vind. Også inden for solenergi, biomasse, elektriske biler osv. buldrer Kina frem. Ifølge australske The PEW Charitable Trusts investerede Kina i 2009 over 30 milliarder dollars i grøn teknologi – næsten dobbelt så meget som verdens nr. 2, nemlig USA.

At Kina er fuldstændig fastlåste i de internationale forhandlinger og nægter at rykke sig før USA, er også en påstand, der skal tages med et gran salt. I sidste måned under forhandlinger i Tianjin, Kina, kom det direkte fra Kinas egen chefforhandler, Su wei: “Of course the United States has not taken concrete actions but the rest of us cannot use that as an excuse to say ‘America is not doing anything, then we will not do anything’,”. Han slog derefter fast: “We can’t wait for America.”

Og nu svirrer rygterne om, at der i øjeblikket foregår intense forhandlinger mellem EU og Kina, samt at Kina er villig til at give indrømmelser, hvis EU er villig til at hæve sit ambitionsniveau. Dette er en åbenlys chance for at bevæge klimaforhandlingerne fremad, og for at EU i fællesskab med Kina begynder at vise lederskab. Men hvis EU omvendt afslår at hæve ambitionsniveauet med henvisning til, at USA er paralyseret, må vi se i øjnene, at EU også har et stort og tungt medansvar for det dødvande, som vil opstå i forhandlingerne.

Dette handler ikke om at hægte USA af. USA udleder så mange drivhusgasser til atmosfæren, at hvis det skal nytte, så må de også tage deres del af ansvaret – både i form af reduktioner af drivhusgasser, men også i form af klimabistand til verdens fattigste lande. Derimod er det en anderledes strategi for, hvordan vi kan presse USA i de internationale forhandlinger. I bund og grund handler det om, at hvis resten af verden rykker fremad, så bliver USA også nød til at gøre det. Og så længe EU i praksis holder hånden over USA ved at nægte at forhandle med Kina om gensidigt at hæve ambitionsniveauet, vil USA gratis kunne fortsætte med at blokere forhandlingerne.

Og ja, det kan lade sig gøre at isolere og presse USA til at rykke sig fremad. Det er faktisk sket adskillige gange før i internationale forhandlinger, og endda under George W. Bush. Et berømt eksempel er fra klimaforhandlingernes COP 13 på Bali i 2008, hvor den amerikanske delegation modsatte sig den beslutning, som kom til at blive hele det grundlæggende mandat for de igangværende forhandlinger samt køreplanen mod COP 15 i København. Imens hele salen sad og buede højlydt, blokerede USA forhandlingerne. Til sidst tog en træt og udmattet forhandler fra Papua Ny Guinea ordet og sagde direkte til USA: ”If you are not willing to lead then get out of the way”. Hele salen klappede højlydt, og forhandlere fra hele verden samt et bredt udsnit af den globale presse sad og stirrede stift på USAs forhandler. Til sidst måtte Bush regeringens repræsentant give efter for presset og gå med til at vedtage køreplanen. Der ér grænser for, hvor meget upopularitet en regering kan tåle – især når hele planetens fremtid står på spil.