Og det synes at være ved at gå baglæns. I rådskonklusionen fra miljøministrenes møde 2. marts sidste år blev det efter hårdt pres fra Holland og Danmark (Connie Hedegaard) fastslået, at klimabistanden til fattige landeskulle være “nye og ekstra midler” – altså ikke tages fra eksisterende u-landsmidler. Dette var i helt i tråd med den vedtagne “køreplan” fra klimatopmødet i Bali i 2007. Den betingelse om “nye og ekstra” er blevet fjernet i dag. Der er ikke længere et krav til EU-forpligtelsen om at levere 2,4 mia. euro om året 2010-2012. Det er skammeligt og pinligt!

Rådskonklusionen fra marts sidste år understreger også nødvendigheden af, at Københavnsaftalen skulle indeholde forpligtende kvantitative emissionsbegrænsninger eller reduktionsforplgtelser for i det mindste klimakonventionens annex 1 lande. Men dagens rådskonklusion begrænser sig til at tale om et “vellykket udfald” i Cancun.
Der er dog i skrivende stund stadig mulighed for, at dagens rådsmøde også kommer til at indeholde et lille skridt frem i retning mod en ambitiøs, fair og juridsk bindende klimaaftele. Det afgøres af den formulering, man enes om med hensyn til at opgradere sit betingelsesløse reduktionsmål fra 20 til 30 % i 2020. Det håber jeg stadig på. For hvis EU’s miljøministre ikke beslutter sig for at få stoppet EU’s “vent og se holdning”, har de intet lært af klimafiaskoen
i København.