• Stå bag roret på et Greenpeace-skib

    Udgivet den 30. august 2010 Michael Hedelain 1 kommentar

    Har du drømt om at overtage roret på Esperanza på vej gennem Isbjerg alleen ud for Grønlands vestkyst – der hvor skibet er nu for at fremhæve risikoen ved dybhavsboringer? Eller hvad med at navigere Rainbow Warrior tæt på et skib, der forsøger at dumpe radioaktivt affald. Eller hvad med at ligge i en gummibåd og blokere for harpuner – uden at blive våd?

    Det kan du nu fra din PC takket være softwareproducenten VSTEP. Det er firmaet bag Ship Simulator, der allerede bliver spillet af en halv million gamere – herunder en stor del af vores egne kaptajner, styrmænd og deckhands. Den nyeste udgave af spillet hedder Ship Simulator Extremes, og vi er med i spillet.

    Der er 32 fartøjer, du kan styre i spillet – lige fra store olietankere til små hovercrafts. Blandt skibene finder du også vores eget Greenpeace-skib Esperanza og den endnu ikke byggede Rainbow Warrior III i sekvenser baseret på faktiske tidligere aktioner til søs. Skibene er alle lavet ud fra tekniske tegninger, CAD-tegninger og fotografier for at de opfører sig så naturtro som muligt. Du kan også sende en gummibåd af sted gennem bølgerne.

    Du kan lægge til i naturtro havne, og der er variabler som vindhastighed, bølgehøjde, vejr og dagslys for at tilpasse dit eventyr. Du kan oprette dine egne missioner, som du kan uploade til andre spillere, og når du fuldfører en Greenpeace-mission, kan du se en video med en af vores kaptajner, der fortæller, hvordan det virkelig gik.

    Bedst af alt: Køber du donationudgaven af spillet, går 20 procent af overskuddet til at bygge den ægte nye Rainbow Warrior, og du har chancen for at vinde en tur på en af hendes første sejladser.

    Her er et smugkig på, hvordan spillet ser ud.

    Du kan også høre og se mere om spillet på denne Walkthrough.

  • Olieindustrien på dybt vand

    Udgivet den 22. august 2010 Jon Burgwald 2 kommentarer

    Fredag forlod jeg Nuuk, hovedstaden i Grønland, hvor vi torsdag aften afholdt borgermøde, og steg ombord på det stolte Greenpeace-skib Esperanza. For første gang skal jeg ud på en længere sørejse, og hvilken mere passende lejlighed end vores go beyond oil-kampagne. Vi er på vej imod en ukendt destination for at stoppe nogle af verdens mest kritiske olieboringer. Selv efter den katastrofale ulykke i Den Mexicanske Golf, hvor over 750 millioner liter olie slap ud, fortsætter olieselskaberne med deres hensynsløse adfærd og sætter profit før hensyn til miljø og natur, og regeringer lader sig forblinde af løfterne om guld og grønne skove.
    Efter i en periode at have arbejdet på at bremse for Cairns olieboringer ud for den grønlandske vestkyst, har jeg oplevet flere ting, der får mig til tvivle på, om der reelt er styr på sagerne. Et af eksemplerne er spørgsmålet, om hvorvidt boringerne ud for Diskobugten reelt er dybhavsboringer. Spørgsmålet er interessant, fordi risikoen ved dybhavsboringer er væsentligt højere end normale boringer. De grønlandske boringer er på 320-630 meter, men er det dybt? Ifølge Naalakkersuisut og Cairn, nej. Ifølge USA, Exxon og mange andre, ja. Obama-administrationens forbud mod nye dybhavsboringer går allerede fra 150 meter (500 fod) mens Exxon taler om at dybhavsboringer starter ved 400 meter. Der er mange definitioner på dybhavsboringer, men mit udgangspunkt er, at det ikke er selve antallet af meter der er afgørende, det er de teknikker der anvendes, og her er billedet meget entydigt:

    • Et olieudslip vil praktisk taget opføre sig på samme måde om det foregår på 200 eller 1.200 meter. Olien vil nemlig på disse dybder reagere på trykket og spredes på et større område.
    • Når man opererer på over 200 meter, kan man kun reparere eventuelle lækager og tekniske fejl med robotter og ikke med dykkere.
    • Teknikken der anvendes af Cairn er i princippet præcis den samme som den der blev brugt på Deepwater Horizon.

    Regeringer og olieselskaber forsikrer os gang på gang om, at alt er skønneste orden, og at alle sikkerhedsregler er taget – jeg kan bare ikke lade være med at tænke på, hvor mange gange det skal gå galt, hvor mange olieindsmurte dyr og ødelagte strande, vi skal være vidne til, før vi indser, at nogle risici altid vil være for store.

    Mens jeg står og nyder solnedgangen og kigger på det umiddelbart uendelige ocean, kan jeg ikke lade være med at føle en smule mismod. Vores levevis medfører så meget ødelæggelse – for vores medmennesker og for miljøet. Men det går ikke længere. Vi bliver nødt til at se fremad og ikke bagud, vi bliver nødt til at forlade den fossile tidsalder – og det er derfor jeg har forladt min hjembys trygge favn for at stoppe den beskidte olie, hvor end det er nødvendigt.