• Det koster at smide sit kemiaffald i Afrika

    Udgivet den 25. juli 2010 Henrik Pedersen 1 kommentar

    I 2006 dumpede skibet Probo Koala sit kemikalieaffald på Elfenbenskysten. Det stærkt forgiftende slam blev spredt ukontrolleret i byen Abidjan. Som direkte konsekvens døde 16 mennesker og tusinder blev indlagt med svære symptomer på forgiftning. Selskabet bag skibet, Trafigura har fastholdt sin uskyldighed.

    Nu har retten i Amsterdam fældet dom over selskabet. Skibets kaptajn fik en dom på 5 måneder og selskabet skal betale en million euro i erstatning. Det er godt at Trafigura ikke får lov til at løbe fra deres ansvar, alt andet havde været helt urimeligt i lyset af de svære ødelæggelser svinestregen medførte for de lokale i Abidjan.

    Nu sidder mange nok og tænker at det var billigt sluppet, MEN denne dom er kun begyndelsen. Ansvarsplaceringen og erstatningsansvaret overfor de mange ofre for dumpningen var ikke omfattet af denne sag. Greenpeace indledte sidste år arbejdet for at få appelretten i Haag til at fastslå dette ansvar og blandt andet få det endelige ansvar placeret, få informeret lokalbefolkningen om hvad den blev eksponeret for i slammet og udbetalt ordentlige erstatninger til ofrene.

    Sagen er slet ikke slut for Greenpeace.