• Regeringen uden plan eller handling

    Udgivet den 23. juni 2010 Tarjei Haaland Ingen kommentarer

    Bragt i Altinget

    Regeringen har pålagt Energistyrelsen at udarbejde en såkaldt VE-handlingsplan, der overfor EU-Kommissionen inden 1. juli skal godtgøre, at Danmark i 2020 kan levere en VE-andel på 30 % af det endelige energiforbrug.

    Men regeringen har ikke gnisten af en handlingsplan for tiden efter 2012. Den har i de sidste 2½ år pantsat sin handlekraft hos Klimakommissionen, som 28. september vil komme med sine forslag til, hvordan Danmark kan blive uafhængig af fossile brændsler.

    Energistyrelsen har derfor kun sin egen energifremskrivning fra april i år at holde sig til. En energifremskrivning, der intet har at gøre med en handlingsplan, men netop kun er en fremskrivning af, hvor markedet med hidtidige beslutninger vil føre Danmark hen i 2020. Og som oven i købet er baseret på usikre markedsmæssige forudsætninger.

    Af fremskrivningen fremgår, at Danmark mangler 1,7 % i at nå VE-målet i 2020,

    at vi kun når en drivhusgas-reduktion på 9 % i 2020 i forhold til 2005 i den ikke-kvotebelagte sektor, hvor målet er en reduktion på 20 %, og at regeringens meget uambitiøse mål om, at bruttoenergiforbruget i 2020 skal reduceres med 4 % i forhold til 2006 heller ikke nås.

    Altså en pinlig afsløring af, at regeringen ikke har en plan, der kan indfri Danmarks klimamål i 2020 med EU’s lave reduktionsmål på 20 % i forhold til 1990.

    Endnu mere skræmmende er det, at regeringen ikke har planer for, hvordan Danmark skal kunne opfylde de mål, som vil blive konsekvensen, hvis EU hæver sit reduktionsmål fra 20 til 30 % i.f.t. 1990 – og til 40 % som del af en global klimaaftale.

    Det er et forpligtelsesniveau, som Danmark og andre i-lande skal op på, hvis stigningen i den globale middeltemperatur skal kunne holdes under 2 grader – et mål, som der er bred international enighed om. Det er måske forklaringen på, at den danske regering ikke aktivt arbejder for, at EU nu hæver sit reduktionsmål.

    Regeringens årelange totale svigt på dette område er en af årsagerne til, at Greenpeace i samarbejde med Klaus Illum (ECO Consult) har udarbejdet energiscenarier for det danske energisystem, som indfrier de nødvendige, ambitiøse krav til energi-effektivisering, udfasning af de fossile brændsler, CO2-reduktion og VE-udbygning.

    Et opdateret energiscenarie viser, hvordan Danmark kan reducere CO2-udslippet fra energisektoren med 46 % i 2020 og med 73 % i 2030 i.f.t.1990. Og her bliver VE-andelen 34 % i 2020 og 52 % i 2030.

    En plan for, hvordan man når de CO2-mål i 2020, som EU og Danmark som minimum skal forpligte sig til, ville således overopfylde målet for VE-andelen i 2020.

    Men regeringen afslører deres planløshed ved kun at kunne fremsende en business as usual fremskrivning med nogle forslag til lidt ekstra fra 2015 for at sandsynliggøre, at man kan opfylde et uambitiøst VE-mål i 2020.

  • Bevar Avedøre 2 kul-frit

    Udgivet den 23. juni 2010 Tarjei Haaland Ingen kommentarer

    Bragt i Altinget 20. maj 2010

    Det er af både klima-, energi- og miljømæssige grunde forkasteligt, at regeringen har tilladt, at DONG Energy om nogle måneder kan starte ombygningen af Avedøreværket, så det i dag kul-fri Avedøre 2 fyres med kul. En ombygning, der i værste fald kan føre til et kulforbrug på Avedøreværket, der er 2,8 gange større end i dag.

    Allerede for et år siden gav Energistyrelsen den energimæssige tilladelse til at fyre med kul på Avedøre 2, men stillede dog krav om, at DONG Energy i så fald skulle anvende 7,1 PJ mere biomasse enten på Avedøreværket eller på et andet kraftværk.

    DONG Energy er nu i gang med at undersøge muligheden for at omstille det naturgasfyrede Skærbækværk til biomasse. Opfyldes biomasse-kravet dèr, så giver det DONG Energy lov til at fyre med kul på både blok 1 og blok 2 på Avedøreværket.

    DONG’s reelle mål med at overtale regeringen hertil er, at de ønsker altid at kunne vælge det brændsel (kul, naturgas eller biomasse), der er billigst. Og det vil desværre i de allerfleste tilfælde sige kul, fordi de eksterne samfundsomkostninger ved at bryde, transportere og anvende kul kun i begrænset omfang er internaliseret på markedet.

    Med brug af billigere kul, håber DONG Energy også at kunne øge produktionen på Avedøreværket.

    I forhold til i dag, hvor kun blok 1 er kulfyret, vil kulfyring på begge blokke betyde, at kulforbruget på det samlede Avedøreværk bliver dobbelt så stort ved ”normal drift” og 2,8 gange så stort ved ”maksimal drift”.

    Men kulforbruget skal ikke øges. Det skal nedbringes med 60 % i 2020, hvis Danmark på hjemmebane skal nedbringe udledningen af drivhusgasser med de mindst 40 % i 2020 i forhold til 1990, som er vores nødvendige bidrag for at holde stigningen i den globale middeltemperatur under 2 grader i.f.t. før-industriel tid.

    Brændselsomlægningen undergraver regeringens egen vision om at gøre Danmark uafhængig af fossile brændsler. Og ikke mindst oppositionens mål om 100 % vedvarende energi i el- og fjernvarmeproduktionen i 2035.

    Miljøministeriet via Miljøcenter Roskilde har nu sendt VVM-redegørelsen for DONG Energy’s ønskede brændselsomlægning på Avedøreværket til en sidste 8 ugers høring i Hvidovre Kommune. Men miljøministeriet prioriterer tydeligvis DONG Energy’s interesser langt højere end hensynet til miljøet.

    Danmark er eksempelvis forpligtet til at sikre, at der ikke sker en forringelse af status i det Natura 2000 område – ”Vestamager og havet syd for” – som ligger umiddelbart øst for Avedøreværket, og hvor den største trussel for de marine naturtyper bl.a. er et relativt højt indhold af tungmetaller i sedimentet.

    Det er mere end svært at se, hvordan sikring mod forringelse af status kan varetages, når VVM-redegørelsen viser, at udledningen af 11 tungmetaller øges markant med et sådant øget kulforbrug. Med kulafbrænding på begge blokke vil udledningen af kviksølv øges med en faktor 2 til 3. Og kviksølv-koncentrationen i vand vil indenfor 1 km fra Avedøreværket overskride miljøkvalitetskravet med næsten 20 %!

    Derfor en kraftig opfordring til miljøminister, Karen Ellemann om at gribe ind nu, inden toget er kørt. Til Hvidovre Kommune, om at fortsætte deres kritik af projektet. Og til oppositionen om overfor DONG Energy nu at signalere, at kul på Avedøreværket ikke er en del af den energifremtid, som de ønsker.

    DONG Energy har på flere måder læst skriften på væggen det sidste år og har rosværdigt droppet planer om at bygge 4 store kulkraftværker i Tyskland og UK. Derfor også en kraftig opfordring til DONG Energy om at skrinlægge den planlagte ombygning af verdens eneste kul-fri multibrændsel-kraftvarmeværk til kul.

    En sådan beslutning ville ikke alene forstærke DONG Energy’s troværdighed, men ville også bidrage til den nødvendige omstilling af vores energisystem væk fra kul.