-
Dansk Industri taler med to tunger
Udgivet den 9. marts 2011 Ingen kommentarer
I dag har aktivister fra Greenpeace været på Dansk Industris bygning på Rådhuspladsen i København. Her har aktivister hængt et 70 kvadratmeter stort banner med teksten ’DI – Delaying Innovation’. Dansk Industri udgør nemlig – i kraft af deres medlemskab af BusinessEurope – en del af den lobbyindustri, der gang på gang modsætter sig, at EU øger sine klimaambitioner ved at hæve sit reduktionsmål for udslip af CO2 i 2020. Men dermed står de også i vejen for innovation og grønne arbejdspladser.DI har på hjemmebanen forsøgt at give indtryk af, at man ikke er principielt imod, at EU hæver sine reduktionsforpligtigelser for udledningen af drivhusgasser. Sådan forlyder det i et Ritzau-telegram tilbage fra den 23. september 2010.
Sådan melder man altså ud herhjemme. Man giver indtryk af, at man absolut ikke vil stå i vejen for de nødvendige politiske beslutninger, der skal begrænse de allerede fremskredne klimaforandringer. Dette signal står desværre i direkte modsætning til, hvordan DI’s storebror og repræsentant i EU, BusinessEurope, agerer bag kulissen i EU-korridorerne.
Senest har BusinessEurope – med Dansk Industri som medunderskriver – sent et brev til klimakommissær Connie Hedegaard, hvori de specifikt opfordrer til, at EU ikke hæver sine reduktioner af drivhusgasser for 2020. I brevet skriver BusinessEurope bl.a. følgende:
”no change in agreed 2020 policy framework, especially sectors in the EU Emission Trading Scheme (ETS)”
Med andre ord ønsker man ikke, at EU ændrer sin politik, siden man i 2007 besluttede sig for, at forpligtige sig på 20 pct. reduktion i udledningen af drivhusgasser for 2020. Det er meget svært at se, hvordan dette brev harmonerer med Dansk Industris udmelding tilbage i september.
Foruden at være en lobbyvirksomhed, så er Dansk Industri også en interesseorganisation for deres 10.000 medlemmer. Det er imidlertid ikke alle medlemmer, der deler BusinessEuropes opfattelse af, hvad EU’s klimapolitik bør sigte efter. Store virksomheder som DONG, Velux og Tryg, har offentligt meldt ud, at EU bør hæve sine reduktionsmål for 2020. Stik imod hvad BusinessEurope – og dermed Dansk Industri – fortæller politikerne i EU.
Disse virksomheder har bl.a. indset, at hvis EU sætter mere ambitiøse rammebetingelser, så er det muligt at forbedre EU’s position i den globale konkurrence samt skabe innovation og grønne arbejdspladser.
Jeg håber, at virksomhederne i Dansk Industri vil stille sig selv spørgsmålet: Er Dansk Industris stok konservative holdning virkelig en varetagelse af min og klimaets interesse?
-
Cairn på katastrofekurs i Grønland
Udgivet den 4. januar 2011 1 kommentarDet britiske selskab Cairn er klar til endnu en sommer med boringer i isbjergalléen ved Grønlands vestkyst, kan Politiken fortælle. Det er bindegalt og bestemt ikke den nyhed, jeg havde håbet at begynde 2011 med. Efter Politikens afsløringer af Mærsk’ omfattende snyd og fusk for at dække over ulovlige udledninger i havet, der er blevet verificeret i dag, Ekstra Bladets afsløringer af de horrible måder, DONG’s kul bliver udvundet på i Rusland og Statoils indrømmelse af en ulykke i Norge, der kunne have givet et blowout som det, vi så i Den Mexicanske Golf, troede jeg, at det var klart for alle, at man ikke kan stole på olieindustrien. Vi kan simpelthen ikke overlade havene i deres varetægt.
Cairn melder sig klar til at bore, fordi det nu har lejet to borerigge. De er byggede i Dalian i Kina – det område, der blev offer for en oliekatastrofe i sommer, hvor to olierørledninger sprang læk og sendte halvanden million liter olie direkte ud i havet. Nu er det bare tilbage at håbe, at der i Dalian er mere styr på at bygge olierigge end på at bygge olierør.
De grønlandske boringer er vanvittige af flere årsager; risikoen for at det går galt er stor, fordi det er på dybt vand i et isfyldt område; ved en ulykke vil olien stå og fosse ud i månedsvis og en eventuel oprydning i arktisk farvand er umulig – derudover har verden og vores klima slet ikke råd til at brænde olien af. Det er farligt og unødvendigt og konsekvenserne ved en ulykke er fuldstændig uoverskuelige. Vi bliver nødt til at lære af oliekatastroferne i Den Mexicanske Golf og i Dalien og ikke bare tillade vanviddet at fortsætte.
Cairn, der nu er klar til at bore, er ikke de eneste olieselskaber, der har dollartegn i øjnene, når de ser ud over de grønlandske farvande. Dong, Mærsk og Statoil har sammen med Shell, GDF Suez, ConocoPhillips og det grønlandske Nunaoil fået lov til at udvide efterforskningen med et ekstra areal på 71.000 kvadratkilometer. Men ingen af selskaberne har formelt fået de endelige boretilladelser, så den grønlandske regering kan stadig nå at besinde sig. Alle landes regeringer har ansvar for at mindske klimatruslen. Mere olie er ikke den rigtige vej frem – det er vejen til katastrofale klimaforandringer for hele kloden.
-
Bevar Avedøre 2 kul-frit
Udgivet den 23. juni 2010 Ingen kommentarerBragt i Altinget 20. maj 2010
Det er af både klima-, energi- og miljømæssige grunde forkasteligt, at regeringen har tilladt, at DONG Energy om nogle måneder kan starte ombygningen af Avedøreværket, så det i dag kul-fri Avedøre 2 fyres med kul. En ombygning, der i værste fald kan føre til et kulforbrug på Avedøreværket, der er 2,8 gange større end i dag.
Allerede for et år siden gav Energistyrelsen den energimæssige tilladelse til at fyre med kul på Avedøre 2, men stillede dog krav om, at DONG Energy i så fald skulle anvende 7,1 PJ mere biomasse enten på Avedøreværket eller på et andet kraftværk.
DONG Energy er nu i gang med at undersøge muligheden for at omstille det naturgasfyrede Skærbækværk til biomasse. Opfyldes biomasse-kravet dèr, så giver det DONG Energy lov til at fyre med kul på både blok 1 og blok 2 på Avedøreværket.
DONG’s reelle mål med at overtale regeringen hertil er, at de ønsker altid at kunne vælge det brændsel (kul, naturgas eller biomasse), der er billigst. Og det vil desværre i de allerfleste tilfælde sige kul, fordi de eksterne samfundsomkostninger ved at bryde, transportere og anvende kul kun i begrænset omfang er internaliseret på markedet.
Med brug af billigere kul, håber DONG Energy også at kunne øge produktionen på Avedøreværket.
I forhold til i dag, hvor kun blok 1 er kulfyret, vil kulfyring på begge blokke betyde, at kulforbruget på det samlede Avedøreværk bliver dobbelt så stort ved ”normal drift” og 2,8 gange så stort ved ”maksimal drift”.
Men kulforbruget skal ikke øges. Det skal nedbringes med 60 % i 2020, hvis Danmark på hjemmebane skal nedbringe udledningen af drivhusgasser med de mindst 40 % i 2020 i forhold til 1990, som er vores nødvendige bidrag for at holde stigningen i den globale middeltemperatur under 2 grader i.f.t. før-industriel tid.
Brændselsomlægningen undergraver regeringens egen vision om at gøre Danmark uafhængig af fossile brændsler. Og ikke mindst oppositionens mål om 100 % vedvarende energi i el- og fjernvarmeproduktionen i 2035.
Miljøministeriet via Miljøcenter Roskilde har nu sendt VVM-redegørelsen for DONG Energy’s ønskede brændselsomlægning på Avedøreværket til en sidste 8 ugers høring i Hvidovre Kommune. Men miljøministeriet prioriterer tydeligvis DONG Energy’s interesser langt højere end hensynet til miljøet.
Danmark er eksempelvis forpligtet til at sikre, at der ikke sker en forringelse af status i det Natura 2000 område – ”Vestamager og havet syd for” – som ligger umiddelbart øst for Avedøreværket, og hvor den største trussel for de marine naturtyper bl.a. er et relativt højt indhold af tungmetaller i sedimentet.
Det er mere end svært at se, hvordan sikring mod forringelse af status kan varetages, når VVM-redegørelsen viser, at udledningen af 11 tungmetaller øges markant med et sådant øget kulforbrug. Med kulafbrænding på begge blokke vil udledningen af kviksølv øges med en faktor 2 til 3. Og kviksølv-koncentrationen i vand vil indenfor 1 km fra Avedøreværket overskride miljøkvalitetskravet med næsten 20 %!
Derfor en kraftig opfordring til miljøminister, Karen Ellemann om at gribe ind nu, inden toget er kørt. Til Hvidovre Kommune, om at fortsætte deres kritik af projektet. Og til oppositionen om overfor DONG Energy nu at signalere, at kul på Avedøreværket ikke er en del af den energifremtid, som de ønsker.
DONG Energy har på flere måder læst skriften på væggen det sidste år og har rosværdigt droppet planer om at bygge 4 store kulkraftværker i Tyskland og UK. Derfor også en kraftig opfordring til DONG Energy om at skrinlægge den planlagte ombygning af verdens eneste kul-fri multibrændsel-kraftvarmeværk til kul.
En sådan beslutning ville ikke alene forstærke DONG Energy’s troværdighed, men ville også bidrage til den nødvendige omstilling af vores energisystem væk fra kul.



