COP 16 Videoblog: Jagten på det forsvundne EU

Gennem korridorerne i FN går den vilde jagt på EU. Forhandlingerne i Cancun, Mexico, nærmer sig sin afslutning med kun tre dage tilbage af konferencen. Tiden er knap, hvis EU skal nå at vise lederskab. Men hvor er EU? Se Tove og min egen jagt på EU her:

COP 16 Videoblog: Sunes første indtryk af FN

COP 16 i Cancun, Mexico, er nået til uge anden og sidste uge i forhandlingerne. I min videoblog fortæller jeg lidt om mit indtryk af mit første rigtige møde med FN, og lidt om hvad jeg laver her.

Skovbeskyttelse er en hjørnesten i en effektiv klimaaftale

Oprindelig skov rydes til fordel for palmeolieplantager i Indonesien.

Forhandlingerne i FN’s klimakonference, COP16, i Cancun, Mexico er i fuld gang. Et af de områder hvor man arbejder på at få en delaftale på plads er tropisk skov, eller der på FN-sprog kaldes REDD (Reducing Emissions from Deforestation and Degradation). Det er imidlertid ikke små petitesser, der mangler af falde på plads. Der er vigtige elementer, som ville være katastrofale, hvis de ender med at udeblive. Mange lande og NGO’er her i Cancun er opmærksomme på dette, herunder Greenpeace, og vi holder et vågent øje med netop disse ting, så uambitiøse regeringer ikke slipper af sted med narrestreger.  Ét af de områder der diskuteres omhandler, hvordan man skal beskytte skov – skal det være på nationalt eller regionalt niveau?

At vi får stoppet fældningen af tropisk skov er enormt vigtigt. Omkring én femtedel af det globale udslip af drivhusgasser kommer fra afskovning, og det er bl.a. derfor, at et land som Indonesien samlet set har verdens tredje største udslip af drivhusgasser. For at begrænse dette problem, er det nødvendigt, at beskyttelsen af de tropiske regnskove sker på et nationalt niveau, og ikke på regionalt niveau. Hvorfor nu det?

Det er ofte sket, at en regering beslutter sig for at beskytte et bestemt område af sin tropiske regnskov, f.eks. ved at erklære det for nationalpark. Hvad der imidlertid også ofte sker er, at tømmerindustrien blot flytter deres hugst til et nyt område i landet, hvilket betyder, at udledningen af CO2 fra skovhugsten forbliver uændret eller måske direkte øges. Situationen bliver ikke bedre af, at nogle lande og industrier arbejder for, at `beskyttet regnskov` skal kunne omregnes til `CO2-kreditter`. Derefter er det tanken, at virksomheder og regeringer fra rige lande skal kunne købe kreditter, der kan bruges til at `opfylde` deres målsætninger for, hvor meget de selv skal sænke sine CO2 udslip. Resultatet kan blive, at de rige lande forsætter med at udlede den samme mængde CO2 som altid. Hvis kreditterne oven i købet stammer fra REDD-projekter, som ikke har mindsket skovhugsten, men kun skubbet den fra en region til en anden, bliver bundlinjen samlet set et øget udslip af drivhusgasser til atmosfæren.

Hvis ikke verden formår at sikre sig mod dette smuthul, så risikerer vi at slå hele bunden ud af en klimaaftale. Men hvis REDD indsatsen foregår på nationalt niveau, kan man derimod sætte et overordnet nationalt mål og dermed få en samlet nedgang i skovhugsten.

Derfor må politikerne sikre sig, at vi i Cancun får en aftale, der afviser regionale REDD projekter, og ikke åbner op for bluf-agtig kredithandel baseret på snørklede bureaukratier i stedet for konkrete, solide indsatser som rent faktisk gavner klimaet.

Statslederes undskyldning nomineret til pris

Under sidste års klimatopmøde, COP15, sendte Greenpeace og koalitionen GCCA en undskyldning fra fremtiden på vegne af en håndfuld af verdens mest magtfulde statsledere. Undskyldningen for manglende mod og politisk vilje til at bekæmpe klimaforandringerne blev givet via en storstilet reklamekampagne i Københavns Lufthavn, i flymagasiner, og i magasiner i VIP områder og business lounges. Et set up, der gjorde det vanskeligt for flypassagerer fra hele verden ikke at støde ind i de brødebetyngede statsledere, og som spredte sig som ringe i vandet i aviser, tv og radioprogrammer over hele verden.

I aften bliver undskyldningen atter levende ved prisuddelingen Green Awards i London, hvor jeg har fået æren af at trække i gallakjole og repræsentere Greenpeace og skaberen af kampagnens visuelle udtryk, ARC Communications. Sammen er vi nomineret i kategorien “Best Green Advertising”, og nomineringen er naturligvis en gave i sig selv.

Den virkelig gode gave ville imidlertid være, at verdens politikere forvandlede behovet for at undskylde til et juridisk bindende løfte i en international klimaaftale, der kan tackle klimakrisen.

Netop i disse dage er der en oplagt mulighed. I skrivende stund og frem til 10. december afholdes COP16, opfølgeren på sidste års fuser i København. Denne gang i badebyen Cancun, Mexico.

Men politikernes klimaambitioner har desværre ikke ligefrem lidt af vokseværk siden sidst. Det har stigningen i den globale gennemsnitstemperatur til gengæld. Lige nu er den hastigt på vej mod 3,5 grader. Et tydeligt bevis på at det ikke er nok, at politikerne gang på gang bliver rørende enige om, at stigningen højst må blive på to grader, uden at enigheden følges op af konkret handling. Det er ubegribeligt, at denne logik ikke synes at kunne trænge igennem politisk nærsynethed og protektionisme.

Klimakrisen er desværre ikke dommedagsprofeti men den skinbarlige virkelighed, som vi alle står over for lige nu. Så undskyldningen gælder stadig. Spørgsmålet er bare, om en undskyldning er tilstrækkelig?

COP 16 skudt igang

Klimamedarbejder Gustavo Ampugnani i Greenpeace Mexico. Da Mexico er vært for klimamødet i Cancun, er Gustavo en eftertragtet mand.

I går startede FN’s klimakonference, COP16, i Cancun, Mexico. Her er verden samlet for at samle op på fiaskoen, vi var vidne til i København tilbage i december sidste år under COP15, da topmødet ikke endte med en retfærdig, ambitiøs og juridisk bindende aftale. I Greenpeace har vi i dagene op til konferencen holdt lange planlægnings- og strategimøder, for at vi bedst muligt kan hjælpe de mange regeringer til de rigtige beslutninger, og få koordineret vores arbejde med medierne, der er mødt talstærkt op. Og selvfølgelig holde øje med eventuelle narrestreger. COP 16 i Cancun er min FN-dåb.

Mødet med FN for første gang er ret betagende. Mange tusinde mennesker fra hele verden, samlet for at arbejdet mod en løsning på det største enkeltstående problem, som menneskeheden står overfor. Eller i hvert fald de fleste af dem… Man får en følelse af, at her er verden kommet sammen, fordi vi i virkeligheden vil hinanden det bedste. Her hersker demokratiet, hvor selv den mindste østat midt i Stillehavet kan fremføre sine bekymringer og synspunkter. På trods af de hårdknuder som forhandlingerne lige nu befinder sig i, så er optimismen altid til stede, og mange tilsyneladende problemer kan løses ved blot at tale sammen.

En af de store plenarsale i konferenceområdet. Her flyver det om sig med akronymer.

Lige så overvældene er følelsen af forvirring, når man for første gang stifter bekendtskab med forhandlingerne på nærmeste hold. Tekniske grupper der diskuterer ord, man aldrig før har hørt. Synspunkter, forbehold, bekymringer som aldrig rapporteres i medierne, kan hurtigt tage pusten fra en, og fjerne fokus fra det helt grundlæggende problem. Og hvad er det så lige det er? Belært af gårdagens erfaringer, ville jeg i dag forsøge at bringe overblikket tilbage. I det daglige program fandt jeg en pressekonference, der ikke er direkte knyttet til FN-teknikaliteterne. ’World Meteorological Organization’ ville præsentere videnskabens seneste opdagelser omkring klimaforandringer og vejret. At deltage her måtte være en måde at få det rette perspektiv tilbage.

WMO kunne præsentere konklusionerne fra et forskningsprogram, de har haft det seneste årti, hvor de har undersøgt sammenhængen mellem ekstreme vejrfænomener og klimaforandringerne. Og deres udsigter for fremtiden er ikke opmuntrende:

Helt grundlæggende så fandt de en overensstemmelse mellem de videnskabelige rapporter fra FN’s klimapanel, og nogle af de vejrfænomener, vi har været vidner til de seneste ti år. Og tendensen er klar:

• Hedebølger, oversvømmelser, tørke, kraftige regnfald, og tropiske storme vil tage til i både intensitet, styrke og hyppighed.
• Hedebølgerne vi så i Europa i 2010 var enestående i deres karakter
• Hedebølgen i Rusland i 2010 var den værste siden det 15. århundrede
• Antallet af varme dage stiger, og antallet af kolde dage falder.

Med disse overordnede perspektiver i baghovedet og velvidende om at Indlandsisen smelter hastigt, er jeg nu klar til at vende tilbage til de komplicerede forhandlinger. Mit budskab til de folk jeg snakker med hernede må ganske enkelt være, at klimaforandringerne ikke venter på nogen. Glem det nu ikke når i forhandler om jordens og vores fælles fremtid.

Mens vi venter på far

På mandag starter to uger med klimaforhandlinger. Det er COP 16 i Cancun, Mexico, og her skal verdens lande arbejde videre på, hvordan vi løser den klimakrise, som vi allerede nu befinder os i, og som potentielt kan blive det største problem, menneskeheden nogensinde har stået overfor.

Læser man om de kommende forhandlinger i medierne, så får man hurtigt indtrykket af, at alt er urokkeligt låst fast mellem Kina og USA. Den ene vil ikke rykke sig før den anden –  ”jeg vil kun, hvis du vil”, hedder det vist i en børnehave. Det, vi ikke hører så meget om, er, at der sidder en 3. kæmpe, nemlig EU, og gemmer sig i hjørnet og hvisker ”jeg vil kun, hvis de to vil”. Det er slemt nok, at EU landene – i stedet for at arbejde på at reducere deres emissioner og levere den nødvendige klimafinansiering til klimakatastrofens ofre – nøjes med at sidde og bekræfte hinanden i, at man ikke kan rykke sig ud af stedet, fordi de andre ikke rykker sig tilstrækkeligt. Men at man i EU samtidig tør at udnævne sig selv som ”leder på klimaområdet” er direkte groft.

Og tag ikke fejl! Udenfor forhandlingslokalerne står verden absolut ikke stille. Længe har klimaforkæmpere været samlet under parolen, at klimaforandringerne ikke venter på nogen. Hvad der imidlertid nu også er tydeligt er, at Kina heller ikke venter på nogen. Uanset Kinas position i de internationale forhandlinger, så er Kina på vej ud over stepperne, når det handler om at energieffektivisere og investere i grøn teknologi. F.eks. har Kina lige startet opførelsen af verdens største vindmøllepark på 1000 MW. Men Kina satser ikke kun på vind. Også inden for solenergi, biomasse, elektriske biler osv. buldrer Kina frem. Ifølge australske The PEW Charitable Trusts investerede Kina i 2009 over 30 milliarder dollars i grøn teknologi – næsten dobbelt så meget som verdens nr. 2, nemlig USA.

At Kina er fuldstændig fastlåste i de internationale forhandlinger og nægter at rykke sig før USA, er også en påstand, der skal tages med et gran salt. I sidste måned under forhandlinger i Tianjin, Kina, kom det direkte fra Kinas egen chefforhandler, Su wei: “Of course the United States has not taken concrete actions but the rest of us cannot use that as an excuse to say ‘America is not doing anything, then we will not do anything’,”. Han slog derefter fast: “We can’t wait for America.”

Og nu svirrer rygterne om, at der i øjeblikket foregår intense forhandlinger mellem EU og Kina, samt at Kina er villig til at give indrømmelser, hvis EU er villig til at hæve sit ambitionsniveau. Dette er en åbenlys chance for at bevæge klimaforhandlingerne fremad, og for at EU i fællesskab med Kina begynder at vise lederskab. Men hvis EU omvendt afslår at hæve ambitionsniveauet med henvisning til, at USA er paralyseret, må vi se i øjnene, at EU også har et stort og tungt medansvar for det dødvande, som vil opstå i forhandlingerne.

Dette handler ikke om at hægte USA af. USA udleder så mange drivhusgasser til atmosfæren, at hvis det skal nytte, så må de også tage deres del af ansvaret – både i form af reduktioner af drivhusgasser, men også i form af klimabistand til verdens fattigste lande. Derimod er det en anderledes strategi for, hvordan vi kan presse USA i de internationale forhandlinger. I bund og grund handler det om, at hvis resten af verden rykker fremad, så bliver USA også nød til at gøre det. Og så længe EU i praksis holder hånden over USA ved at nægte at forhandle med Kina om gensidigt at hæve ambitionsniveauet, vil USA gratis kunne fortsætte med at blokere forhandlingerne.

Og ja, det kan lade sig gøre at isolere og presse USA til at rykke sig fremad. Det er faktisk sket adskillige gange før i internationale forhandlinger, og endda under George W. Bush. Et berømt eksempel er fra klimaforhandlingernes COP 13 på Bali i 2008, hvor den amerikanske delegation modsatte sig den beslutning, som kom til at blive hele det grundlæggende mandat for de igangværende forhandlinger samt køreplanen mod COP 15 i København. Imens hele salen sad og buede højlydt, blokerede USA forhandlingerne. Til sidst tog en træt og udmattet forhandler fra Papua Ny Guinea ordet og sagde direkte til USA: ”If you are not willing to lead then get out of the way”. Hele salen klappede højlydt, og forhandlere fra hele verden samt et bredt udsnit af den globale presse sad og stirrede stift på USAs forhandler. Til sidst måtte Bush regeringens repræsentant give efter for presset og gå med til at vedtage køreplanen. Der ér grænser for, hvor meget upopularitet en regering kan tåle – især når hele planetens fremtid står på spil.

Investeringsfirmaernes tunge drenge vil have en klimaaftale

Den største gruppe af investorer nogensinde går nu sammen med et klart budskab til verdens stats- og regeringsledere forud for COP 16 i Cancun, Mexico, der starter om under to uger: Der skal ambitiøs handling til nu, ellers kan verden forvente en økonomisk nedtur, der får den nuværende ”krise” til at blegne. Ifølge Stern rapporten og investeringsgruppen kan manglende handling føre til et svimlende tab på op til én femtedel af verdens samlede bruttonationalindkomst.

Det er ikke nogen ubetydelig gruppe af investorer, der nu retter sit tunge skyts mod regeringer og delegationer forud for Cancun. Gruppen råder over midler op til en værdi af 15 billioner dollars og den danske pensionsfond ATP, der har 56 milliarder euro i ryggen, er én af de i alt 259 medunderskriver på udmeldingen. Dette tal er i sig selv ubegribeligt for de fleste dødelige. Til sammenligning kan det måske illustreres med, at én billion svarer til én million million, eller at beløbet svarer til hele USA’s BNP, eller en fjerddel af verdens samlede markedskapital.

Forhåbentlig kan denne ikke ubetydelige udmelding hjælpe til i det dødvande der lige nu præger forhandlingerne. USA og Kina holder hinanden i skak og EU har gemt sig i en krog, hvor navlepilleri tilsyneladende har højeste prioritet. Engang kunne EU med rette kalde sig førende på klimaområde, men det er ikke længere tilfældet. Udenfor forhandlingerne har Kina overhalet indenom, når det handler om investeringer i grøn teknologi. En dugfrisk analyse fra Forskningscenter Risø konkluderer således, at ”Kina kan og bør blive betragtet som en klima ’champion’”.

Uanset investorernes motiver bag denne udmelding, så føjer det til det pres, der allerede nu hviler over verdens lande. Konsekvenserne af klimaforandringerne mærkes allerede rundt omkring på planeten, og det er ikke et øjeblik for tidligt, at verdens regeringer får forhandlet en retfærdig, ambitiøs og juridisk bindende aftale på plads. I Cancun er det absolut nødvendigt, at der tages substansrige skridt mod en sådan aftale.

Ny FN-aftale skal være et vendepunkt

I sidste uge sluttede FN-forhandlinger i Nagoya, Japan med, at verdens regeringer vedtog en ny aftale, der skal sikre bevarelsen af dyre- og planteliv. Det er glædeligt at flere årsager.

Politisk vilje er altafgørende
For det første har det faktum, at det var muligt at få en aftale, genskabt en smule tillid mellem de rige og fattige lande og illustreret vigtigheden af, at der er politisk vilje til fremskridt i FN. Efter den fatale fiasko som COP15 endte ud med tilbage i december, har verden været ramt af en slags FN lede. Førende medier har betragtet selve FN-processen som årsagen til den manglende klimaaftale, verden så desperat har brug for, og der har været en ivrig lyst til at bevise teorien om FN’s uduelighed ved også at få biodiversitetsmødet i Nagoya erklæret en fiasko. F.eks. var Britiske Guardian ikke sen til at erklære ’nedtrykkende paralleller’ mellem biodiversitetsforhandlingerne og klimaforhandlingerne i København.

Men selv om det er korrekt, at meget i FN kunne blive bedre og mere effektivt, så har det centrale problem i FN’s miljøbeskyttelse aldrig været selve FN men derimod regeringernes manglende vilje til fremskridt og til at påtage sig forpligtelser. Det blev illustreret til biodiversitetsmødet i Nagoya, der endte som alt andet end et nyt ”COP 15”. I stedet for forhandlings-sammenbrud og mistillid mellem de rige og fattige lande bød Nagoya-mødet på globalt samarbejde og vilje til fremskridt, hvilket var selve forudsætningen for, at mødet til sidst kunne munde ud i vedtagelsen af en ny FN-aftale om naturbeskyttelse. Journalisten fra The Guardian endte da også med at måtte æde sine negative forudsigelser og erklærede sig i stedet ”behageligt chokeret” over regeringernes fremskridts- og kompromis-villighed.

Biodiversitets-mødet i Japan blev med andre ord et stærkt tiltrængt eksempel på, at verdens regeringer stadig kan samarbejde om at få løst vores globale miljøproblemer, og det er vigtigt, både i forhold til at få standset masseudryddelsen af arter men også når det gælder klimaforhandlingerne, som fortsætter i Cancun, Mexico i slutningen af november.

Halvgod aftale
Hvad angår selve aftalen, så kunne den have været bedre – ingen tvivl om det. F.eks. formåede verdens regeringer ikke at blive enige om at standse den globale ødelæggelse af skovene, men blev derimod kun enige om, at skovødelæggelsernes hastighed skal halveres senest i 2020.

Men en glædelig del af aftalen var den juridisk bindende protokol om, at virksomheder fra vestlige lande ikke skal kunne hente materiale fra naturen i ulandene uden tilladelse og uden en klar gensidig aftale om, hvordan udbyttet skal deles, hvis materialet udnyttes kommercielt. Ud over at sikre, at ulandene ikke mister indtægter, som retmæssigt er deres, vil aftalen forhåbentlig også betyde, at vestlige forskere og virksomheder får bedre muligheder for at udvikle produkter fra f.eks. regnskovene, fordi ulandene ikke behøver at frygte, at deres ressourcer bliver stjålet og dermed vil være mere åbne.

Danmark er et pinligt eksempel
En sidste ting, jeg synes er bemærkelsesværdigt, er, at Karen Ellemann ikke var sen til at kalde den nye aftale for et ’afgørende vendepunkt for beskyttelsen af naturen’. Dermed får hun jo elegant fremstillet sig selv som naturens minister – det må fremtiden jo så vise, om hun er. Én ting er imidlertid sikkert, og det er, at vores nuværende regering ikke har været naturens vogter.

Danmark er nemlig et pinligt eksempel på et land, hvor regeringen har hævdet, at de havde et mål om at standse naturødelæggelsen senest 2010. Desværre har VK-regeringens naturpolitik indtil videre absolut ikke været til gavn for naturen men derimod udelukkende for industrier så som konventionelt og ubæredygtigt landbrug, skovbrug og fiskeri.

Vi har med andre ord rigtig gode grunde til at håbe, at denne aftale virkelig bliver et vendepunkt – for VK-regeringens naturpolitik såvel som for den globale naturbeskyttelse.

Kunstigt åndedræt fra EU’s stats- og regeringsledere

Det netop afsluttede EU-topmøde var EU’s stats- og regeringslederes sidste chance for at puste nyt liv i de internationale klimaforhandlinger før COP 16, der løbes igang i Mexico om en lille måned. Men chancen lod de stort set forpasse.

Efter det mislykkede klimatopmøde i København i december sidste år var løftet fra EU’s stats- og regeringslederne på deres første møde i 2010 ellers, at nu ville EU tilføre den internationale forhandlingsproces ny dynamik. Den har desværre været uhyre svær at få øje på.

Til trods for, at EU-kommissionen i maj afleverede en rapport – i form af en såkaldt meddelelse, der giver overbevisende gode klima– og samfundsøkonomiske argumenter for, at EU hurtigst muligt skal hæve sit klimamål fra nuværende 20 pct. reduktion til 30 pct. i 2020, er man endnu ikke engang i nærheden af at kunne træffe nogen beslutning. En sådan beslutning havde ellers med garanti skabt ny dynamik i de internationale klimaforhandlinger. Men nu må de fattige lande, som i øvrigt er dem der rammest hårdest af klimaforandringerne, nøjes med, at EU’s stats- og regeringsledere vender tilbage til spørgsmålet i marts næste år.

Og hvad med de finansielle løfter – blandt andet de 100 mia. dollars årligt i 2020, som de rige lande stillede i udsigt i klimastøtte til de fattige lande i erklæringen fra klimatopmødet i december sidste år -The Copenhagen Accord? Ja udover de 2,4 mia. euro årligt i perioden 2010-2012, som EU’s stats- og regeringsledere forpligtede sig til at yde som ”opstarts” klimastøtte under COP15 – og hvor det stadig er diskutabelt, om det som lovet er nye og ekstra penge – så har det forløbne år og heller ikke det netop afsluttede stats- og regeringsleder møde bragt EU tættere på at forpligte sig konkret på en langsigtet klimastøtte til de fattige lande i perioden 2012-2020.

Den ny dynamik, som EU’s stats- og regeringsledere forpligtede sig til at tilføre de internationale klimaforhandlinger efter sammenbruddet i Købehavn sidste år, er aldrig blevet til noget. EU har nemlig ikke kunnet enes om konkrete nye beslutninger, som bereder vejen for afgørende fremskridt på det nært forestående klimatopmøde i Cancun.

Eneste lille lys i mørket er, at EU’s stats- og regeringsledere i deres rådskonklusioner fra mødet i går og i dag, ”støtter” EU’s miljøministres beslutning fra tidligere i denne måned. Her udtrykker man vilje til at overveje en anden forpligtelsesperiode under Kyotoprotokollen. En videreførelse af Kyotoprotokollen betragtes af gode grunde, som meget vigtig for de fattige lande.

At udtrykke vilje til at videreføre Kyotoprotokollen, fortjener imidlertid ikke at blive betegnet som at tilføre ny dynamik, men må desværre nok nærmere vurderes som at tilføre forhandlingerne en smule kunstigt åndedræt.

Sandhedens time for klimatopmødet

Endelig kunne vi få at vide, hvad statsministeriet selv synes om klimatopmødet, som hele resten af verden ikke har tøvet med at kalde en fiasko. Jeg søgte aktindsigt i Statsministeriets evaluering for en uge siden, men kan nu sammen med resten af Danmark se dele af det i Politiken. Og det ser ud til, at statsministeriet heller ikke selv er for stolte.

Og det har de heller ikke grund til at være, eftersom de seriøse problemer og misforståelser, som opstod bag det danske formandskabs facader, var en vigtig grund til, at klimatopmødet kørte af sporet. Det er jo helt ude i hampen, når statsministeren indtil nu har fastholdt, at Danmark ikke kunne have gjort det bedre. Statsministeren valgte helt bevidst at ignorere advarslerne fra FN-eksperter, miljøorganisationer og selv fra klimaministeriet om, at topmødet ville gå galt, hvis han som formand for mødet forsøgte at alliere sig med USA og køre de svageste ulande over. Men det var præcis, hvad han valgte at gøre, og prisen blev høj. For Danmark betød strategien bl.a., at Danmarks internationale rygte fik en slem ridse i lakken, som det vil tage år at slippe af med.

Men endnu værre var det for de mest sårbare lande så som de små østater, der i øjeblikket er ved at forsvinde i havet, eller de afrikanske lande, som i forvejen har meget omfattende fattigdomsproblemer at slås med, betød statsministerens strategi, at de måtte kæmpe med næb og kløer for ikke at blive kørt over af de store forurenere, som hellere ville vedtage en uforpligtende hensigtserklæring end en rigtig juridisk bindende klimaaftale. Flere af disse sårbare lande oplevede bl.a. at blive truet af donorlande med, at deres ulandsbistand ville blive fjernet, hvis ikke de makkede ret.

Og sidst men ikke mindst vil de komplikationer og manglende fremskridt, som København resulterede i, jo få stor negativ betydning for verden som helhed, da det i sidste ende betyder, at vi må vente længere på at få en juridisk bindende klimaaftale og dermed få kontrol over klimaproblemet.

Situationen bliver ikke bedre af, at statsministeriet stadig bliver ved med at presse på for, at Copenhagen Accord skal få større anerkendelse. Copenhagen Accord blev afvist allerede under Københavnertopmødet, og jo længere tid man bruger på den samme diskussion, desto sværere bliver det at få fart på forhandlingerne om en rigtig juridisk bindende FN-aftale. I stedet for at fokusere på at sminke fiaskoen, bør statsministeren fokusere på, at gøre hvad han kan for at hjælpe klimaforhandlingerne videre. Danmark er stadig formand for klimaforhandlingerne, og det er vi helt frem til COP16 i Mexico i november. Det forpligter!