• Statslederes undskyldning nomineret til pris

    Udgivet den 2. december 2010 Christina Koll Ingen kommentarer

    Under sidste års klimatopmøde, COP15, sendte Greenpeace og koalitionen GCCA en undskyldning fra fremtiden på vegne af en håndfuld af verdens mest magtfulde statsledere. Undskyldningen for manglende mod og politisk vilje til at bekæmpe klimaforandringerne blev givet via en storstilet reklamekampagne i Københavns Lufthavn, i flymagasiner, og i magasiner i VIP områder og business lounges. Et set up, der gjorde det vanskeligt for flypassagerer fra hele verden ikke at støde ind i de brødebetyngede statsledere, og som spredte sig som ringe i vandet i aviser, tv og radioprogrammer over hele verden.

    I aften bliver undskyldningen atter levende ved prisuddelingen Green Awards i London, hvor jeg har fået æren af at trække i gallakjole og repræsentere Greenpeace og skaberen af kampagnens visuelle udtryk, ARC Communications. Sammen er vi nomineret i kategorien “Best Green Advertising”, og nomineringen er naturligvis en gave i sig selv.

    Den virkelig gode gave ville imidlertid være, at verdens politikere forvandlede behovet for at undskylde til et juridisk bindende løfte i en international klimaaftale, der kan tackle klimakrisen.

    Netop i disse dage er der en oplagt mulighed. I skrivende stund og frem til 10. december afholdes COP16, opfølgeren på sidste års fuser i København. Denne gang i badebyen Cancun, Mexico.

    Men politikernes klimaambitioner har desværre ikke ligefrem lidt af vokseværk siden sidst. Det har stigningen i den globale gennemsnitstemperatur til gengæld. Lige nu er den hastigt på vej mod 3,5 grader. Et tydeligt bevis på at det ikke er nok, at politikerne gang på gang bliver rørende enige om, at stigningen højst må blive på to grader, uden at enigheden følges op af konkret handling. Det er ubegribeligt, at denne logik ikke synes at kunne trænge igennem politisk nærsynethed og protektionisme.

    Klimakrisen er desværre ikke dommedagsprofeti men den skinbarlige virkelighed, som vi alle står over for lige nu. Så undskyldningen gælder stadig. Spørgsmålet er bare, om en undskyldning er tilstrækkelig?

  • COP 16 skudt igang

    Udgivet den 1. december 2010 Sune Scheller 1 kommentar

    Klimamedarbejder Gustavo Ampugnani i Greenpeace Mexico. Da Mexico er vært for klimamødet i Cancun, er Gustavo en eftertragtet mand.

    I går startede FN’s klimakonference, COP16, i Cancun, Mexico. Her er verden samlet for at samle op på fiaskoen, vi var vidne til i København tilbage i december sidste år under COP15, da topmødet ikke endte med en retfærdig, ambitiøs og juridisk bindende aftale. I Greenpeace har vi i dagene op til konferencen holdt lange planlægnings- og strategimøder, for at vi bedst muligt kan hjælpe de mange regeringer til de rigtige beslutninger, og få koordineret vores arbejde med medierne, der er mødt talstærkt op. Og selvfølgelig holde øje med eventuelle narrestreger. COP 16 i Cancun er min FN-dåb.

    Mødet med FN for første gang er ret betagende. Mange tusinde mennesker fra hele verden, samlet for at arbejdet mod en løsning på det største enkeltstående problem, som menneskeheden står overfor. Eller i hvert fald de fleste af dem… Man får en følelse af, at her er verden kommet sammen, fordi vi i virkeligheden vil hinanden det bedste. Her hersker demokratiet, hvor selv den mindste østat midt i Stillehavet kan fremføre sine bekymringer og synspunkter. På trods af de hårdknuder som forhandlingerne lige nu befinder sig i, så er optimismen altid til stede, og mange tilsyneladende problemer kan løses ved blot at tale sammen.

    En af de store plenarsale i konferenceområdet. Her flyver det om sig med akronymer.

    Lige så overvældene er følelsen af forvirring, når man for første gang stifter bekendtskab med forhandlingerne på nærmeste hold. Tekniske grupper der diskuterer ord, man aldrig før har hørt. Synspunkter, forbehold, bekymringer som aldrig rapporteres i medierne, kan hurtigt tage pusten fra en, og fjerne fokus fra det helt grundlæggende problem. Og hvad er det så lige det er? Belært af gårdagens erfaringer, ville jeg i dag forsøge at bringe overblikket tilbage. I det daglige program fandt jeg en pressekonference, der ikke er direkte knyttet til FN-teknikaliteterne. ’World Meteorological Organization’ ville præsentere videnskabens seneste opdagelser omkring klimaforandringer og vejret. At deltage her måtte være en måde at få det rette perspektiv tilbage.

    WMO kunne præsentere konklusionerne fra et forskningsprogram, de har haft det seneste årti, hvor de har undersøgt sammenhængen mellem ekstreme vejrfænomener og klimaforandringerne. Og deres udsigter for fremtiden er ikke opmuntrende:

    Helt grundlæggende så fandt de en overensstemmelse mellem de videnskabelige rapporter fra FN’s klimapanel, og nogle af de vejrfænomener, vi har været vidner til de seneste ti år. Og tendensen er klar:

    • Hedebølger, oversvømmelser, tørke, kraftige regnfald, og tropiske storme vil tage til i både intensitet, styrke og hyppighed.
    • Hedebølgerne vi så i Europa i 2010 var enestående i deres karakter
    • Hedebølgen i Rusland i 2010 var den værste siden det 15. århundrede
    • Antallet af varme dage stiger, og antallet af kolde dage falder.

    Med disse overordnede perspektiver i baghovedet og velvidende om at Indlandsisen smelter hastigt, er jeg nu klar til at vende tilbage til de komplicerede forhandlinger. Mit budskab til de folk jeg snakker med hernede må ganske enkelt være, at klimaforandringerne ikke venter på nogen. Glem det nu ikke når i forhandler om jordens og vores fælles fremtid.

  • Ny FN-aftale skal være et vendepunkt

    Udgivet den 1. november 2010 Tove Ryding 1 kommentar

    I sidste uge sluttede FN-forhandlinger i Nagoya, Japan med, at verdens regeringer vedtog en ny aftale, der skal sikre bevarelsen af dyre- og planteliv. Det er glædeligt at flere årsager.

    Politisk vilje er altafgørende
    For det første har det faktum, at det var muligt at få en aftale, genskabt en smule tillid mellem de rige og fattige lande og illustreret vigtigheden af, at der er politisk vilje til fremskridt i FN. Efter den fatale fiasko som COP15 endte ud med tilbage i december, har verden været ramt af en slags FN lede. Førende medier har betragtet selve FN-processen som årsagen til den manglende klimaaftale, verden så desperat har brug for, og der har været en ivrig lyst til at bevise teorien om FN’s uduelighed ved også at få biodiversitetsmødet i Nagoya erklæret en fiasko. F.eks. var Britiske Guardian ikke sen til at erklære ’nedtrykkende paralleller’ mellem biodiversitetsforhandlingerne og klimaforhandlingerne i København.

    Men selv om det er korrekt, at meget i FN kunne blive bedre og mere effektivt, så har det centrale problem i FN’s miljøbeskyttelse aldrig været selve FN men derimod regeringernes manglende vilje til fremskridt og til at påtage sig forpligtelser. Det blev illustreret til biodiversitetsmødet i Nagoya, der endte som alt andet end et nyt ”COP 15”. I stedet for forhandlings-sammenbrud og mistillid mellem de rige og fattige lande bød Nagoya-mødet på globalt samarbejde og vilje til fremskridt, hvilket var selve forudsætningen for, at mødet til sidst kunne munde ud i vedtagelsen af en ny FN-aftale om naturbeskyttelse. Journalisten fra The Guardian endte da også med at måtte æde sine negative forudsigelser og erklærede sig i stedet ”behageligt chokeret” over regeringernes fremskridts- og kompromis-villighed.

    Biodiversitets-mødet i Japan blev med andre ord et stærkt tiltrængt eksempel på, at verdens regeringer stadig kan samarbejde om at få løst vores globale miljøproblemer, og det er vigtigt, både i forhold til at få standset masseudryddelsen af arter men også når det gælder klimaforhandlingerne, som fortsætter i Cancun, Mexico i slutningen af november.

    Halvgod aftale
    Hvad angår selve aftalen, så kunne den have været bedre – ingen tvivl om det. F.eks. formåede verdens regeringer ikke at blive enige om at standse den globale ødelæggelse af skovene, men blev derimod kun enige om, at skovødelæggelsernes hastighed skal halveres senest i 2020.

    Men en glædelig del af aftalen var den juridisk bindende protokol om, at virksomheder fra vestlige lande ikke skal kunne hente materiale fra naturen i ulandene uden tilladelse og uden en klar gensidig aftale om, hvordan udbyttet skal deles, hvis materialet udnyttes kommercielt. Ud over at sikre, at ulandene ikke mister indtægter, som retmæssigt er deres, vil aftalen forhåbentlig også betyde, at vestlige forskere og virksomheder får bedre muligheder for at udvikle produkter fra f.eks. regnskovene, fordi ulandene ikke behøver at frygte, at deres ressourcer bliver stjålet og dermed vil være mere åbne.

    Danmark er et pinligt eksempel
    En sidste ting, jeg synes er bemærkelsesværdigt, er, at Karen Ellemann ikke var sen til at kalde den nye aftale for et ’afgørende vendepunkt for beskyttelsen af naturen’. Dermed får hun jo elegant fremstillet sig selv som naturens minister – det må fremtiden jo så vise, om hun er. Én ting er imidlertid sikkert, og det er, at vores nuværende regering ikke har været naturens vogter.

    Danmark er nemlig et pinligt eksempel på et land, hvor regeringen har hævdet, at de havde et mål om at standse naturødelæggelsen senest 2010. Desværre har VK-regeringens naturpolitik indtil videre absolut ikke været til gavn for naturen men derimod udelukkende for industrier så som konventionelt og ubæredygtigt landbrug, skovbrug og fiskeri.

    Vi har med andre ord rigtig gode grunde til at håbe, at denne aftale virkelig bliver et vendepunkt – for VK-regeringens naturpolitik såvel som for den globale naturbeskyttelse.

  • Kunstigt åndedræt fra EU’s stats- og regeringsledere

    Udgivet den 29. oktober 2010 Jan Søndergård 1 kommentar

    Det netop afsluttede EU-topmøde var EU’s stats- og regeringslederes sidste chance for at puste nyt liv i de internationale klimaforhandlinger før COP 16, der løbes igang i Mexico om en lille måned. Men chancen lod de stort set forpasse.

    Efter det mislykkede klimatopmøde i København i december sidste år var løftet fra EU’s stats- og regeringslederne på deres første møde i 2010 ellers, at nu ville EU tilføre den internationale forhandlingsproces ny dynamik. Den har desværre været uhyre svær at få øje på.

    Til trods for, at EU-kommissionen i maj afleverede en rapport – i form af en såkaldt meddelelse, der giver overbevisende gode klima– og samfundsøkonomiske argumenter for, at EU hurtigst muligt skal hæve sit klimamål fra nuværende 20 pct. reduktion til 30 pct. i 2020, er man endnu ikke engang i nærheden af at kunne træffe nogen beslutning. En sådan beslutning havde ellers med garanti skabt ny dynamik i de internationale klimaforhandlinger. Men nu må de fattige lande, som i øvrigt er dem der rammest hårdest af klimaforandringerne, nøjes med, at EU’s stats- og regeringsledere vender tilbage til spørgsmålet i marts næste år.

    Og hvad med de finansielle løfter – blandt andet de 100 mia. dollars årligt i 2020, som de rige lande stillede i udsigt i klimastøtte til de fattige lande i erklæringen fra klimatopmødet i december sidste år -The Copenhagen Accord? Ja udover de 2,4 mia. euro årligt i perioden 2010-2012, som EU’s stats- og regeringsledere forpligtede sig til at yde som ”opstarts” klimastøtte under COP15 – og hvor det stadig er diskutabelt, om det som lovet er nye og ekstra penge – så har det forløbne år og heller ikke det netop afsluttede stats- og regeringsleder møde bragt EU tættere på at forpligte sig konkret på en langsigtet klimastøtte til de fattige lande i perioden 2012-2020.

    Den ny dynamik, som EU’s stats- og regeringsledere forpligtede sig til at tilføre de internationale klimaforhandlinger efter sammenbruddet i Købehavn sidste år, er aldrig blevet til noget. EU har nemlig ikke kunnet enes om konkrete nye beslutninger, som bereder vejen for afgørende fremskridt på det nært forestående klimatopmøde i Cancun.

    Eneste lille lys i mørket er, at EU’s stats- og regeringsledere i deres rådskonklusioner fra mødet i går og i dag, ”støtter” EU’s miljøministres beslutning fra tidligere i denne måned. Her udtrykker man vilje til at overveje en anden forpligtelsesperiode under Kyotoprotokollen. En videreførelse af Kyotoprotokollen betragtes af gode grunde, som meget vigtig for de fattige lande.

    At udtrykke vilje til at videreføre Kyotoprotokollen, fortjener imidlertid ikke at blive betegnet som at tilføre ny dynamik, men må desværre nok nærmere vurderes som at tilføre forhandlingerne en smule kunstigt åndedræt.

  • Sandhedens time for klimatopmødet

    Udgivet den 28. april 2010 Tove Ryding Ingen kommentarer

    Endelig kunne vi få at vide, hvad statsministeriet selv synes om klimatopmødet, som hele resten af verden ikke har tøvet med at kalde en fiasko. Jeg søgte aktindsigt i Statsministeriets evaluering for en uge siden, men kan nu sammen med resten af Danmark se dele af det i Politiken. Og det ser ud til, at statsministeriet heller ikke selv er for stolte.

    Og det har de heller ikke grund til at være, eftersom de seriøse problemer og misforståelser, som opstod bag det danske formandskabs facader, var en vigtig grund til, at klimatopmødet kørte af sporet. Det er jo helt ude i hampen, når statsministeren indtil nu har fastholdt, at Danmark ikke kunne have gjort det bedre. Statsministeren valgte helt bevidst at ignorere advarslerne fra FN-eksperter, miljøorganisationer og selv fra klimaministeriet om, at topmødet ville gå galt, hvis han som formand for mødet forsøgte at alliere sig med USA og køre de svageste ulande over. Men det var præcis, hvad han valgte at gøre, og prisen blev høj. For Danmark betød strategien bl.a., at Danmarks internationale rygte fik en slem ridse i lakken, som det vil tage år at slippe af med.

    Men endnu værre var det for de mest sårbare lande så som de små østater, der i øjeblikket er ved at forsvinde i havet, eller de afrikanske lande, som i forvejen har meget omfattende fattigdomsproblemer at slås med, betød statsministerens strategi, at de måtte kæmpe med næb og kløer for ikke at blive kørt over af de store forurenere, som hellere ville vedtage en uforpligtende hensigtserklæring end en rigtig juridisk bindende klimaaftale. Flere af disse sårbare lande oplevede bl.a. at blive truet af donorlande med, at deres ulandsbistand ville blive fjernet, hvis ikke de makkede ret.

    Og sidst men ikke mindst vil de komplikationer og manglende fremskridt, som København resulterede i, jo få stor negativ betydning for verden som helhed, da det i sidste ende betyder, at vi må vente længere på at få en juridisk bindende klimaaftale og dermed få kontrol over klimaproblemet.

    Situationen bliver ikke bedre af, at statsministeriet stadig bliver ved med at presse på for, at Copenhagen Accord skal få større anerkendelse. Copenhagen Accord blev afvist allerede under Københavnertopmødet, og jo længere tid man bruger på den samme diskussion, desto sværere bliver det at få fart på forhandlingerne om en rigtig juridisk bindende FN-aftale. I stedet for at fokusere på at sminke fiaskoen, bør statsministeren fokusere på, at gøre hvad han kan for at hjælpe klimaforhandlingerne videre. Danmark er stadig formand for klimaforhandlingerne, og det er vi helt frem til COP16 i Mexico i november. Det forpligter!