Dansk Industri taler med to tunger

I dag har aktivister fra Greenpeace været på Dansk Industris bygning på Rådhuspladsen i København. Her har aktivister hængt et 70 kvadratmeter stort banner med teksten ’DI – Delaying Innovation’. Dansk Industri udgør nemlig – i kraft af deres medlemskab af BusinessEurope – en del af den lobbyindustri, der gang på gang modsætter sig, at EU øger sine klimaambitioner ved at hæve sit reduktionsmål for udslip af CO2 i 2020. Men dermed står de også i vejen for innovation og grønne arbejdspladser.

DI har på hjemmebanen forsøgt at give indtryk af, at man ikke er principielt imod, at EU hæver sine reduktionsforpligtigelser for udledningen af drivhusgasser. Sådan forlyder det i et Ritzau-telegram tilbage fra den 23. september 2010.

Sådan melder man altså ud herhjemme. Man giver indtryk af, at man absolut ikke vil stå i vejen for de nødvendige politiske beslutninger, der skal begrænse de allerede fremskredne klimaforandringer. Dette signal står desværre i direkte modsætning til, hvordan DI’s storebror og repræsentant i EU, BusinessEurope, agerer bag kulissen i EU-korridorerne.

Senest har BusinessEurope – med Dansk Industri som medunderskriver – sent et brev til klimakommissær Connie Hedegaard, hvori de specifikt opfordrer til, at EU ikke hæver sine reduktioner af drivhusgasser for 2020. I brevet skriver BusinessEurope bl.a. følgende:

”no change in agreed 2020 policy framework, especially sectors in the EU Emission Trading Scheme (ETS)”

Med andre ord ønsker man ikke, at EU ændrer sin politik,  siden man i 2007 besluttede sig for, at  forpligtige sig på  20 pct. reduktion i udledningen af drivhusgasser for 2020. Det er meget svært at se, hvordan dette brev harmonerer med Dansk Industris udmelding tilbage i september.

Foruden at være en lobbyvirksomhed, så er Dansk Industri også en interesseorganisation for deres 10.000 medlemmer. Det er imidlertid ikke alle medlemmer, der deler BusinessEuropes opfattelse af, hvad EU’s klimapolitik bør sigte efter. Store virksomheder som DONG, Velux og Tryg, har offentligt meldt ud, at EU bør hæve sine reduktionsmål for 2020. Stik imod hvad BusinessEurope – og dermed Dansk Industri – fortæller politikerne i EU.

Disse virksomheder har bl.a. indset, at hvis EU sætter mere ambitiøse rammebetingelser, så er det muligt at forbedre EU’s position i den globale konkurrence samt skabe innovation og grønne arbejdspladser.

Jeg håber, at virksomhederne i Dansk Industri vil stille sig selv spørgsmålet: Er Dansk Industris stok konservative holdning virkelig en varetagelse af min og klimaets interesse?

Andrea støtter Greenpeace

I 2006 sagde en gravid Andrea Elisabeth Rudolph ja til at Greenpeace tog en blodprøve for at undersøge indholdet af en række farlige kemikalier såsom bly, flammehæmmere, plastblødgørende phthalater med flere. Sammen med Sofie Lassen-Kahlke var hun undersøgelsens yngste deltager og netop de to indeholdt flest sundhedsskadeliges stoffer. Jeg glemmer aldrig Andreas reaktion. Hun blev rasende og ville straks have industrien stillet til ansvar. Andrea tog endda initiativ til at møde daværende miljøminister Connie Hedegaard i et forsøg på at råbe politikerne op.

Siden har Andrea omsat sin vrede til handling. Det er efter hårdt benarbejde lykkedes at skabe en kemivenlig kosmetik-serie Rudolph Care og jeg har ved selvsyn konstateret, hvordan kampen imod farlig kemi er blevet en mærkevare for kvinden de fleste kender fra Vild med dans programmerne.

Nu har Andrea valgt at donere overskuddet fra en vunden retssag til det miljøarbejde vi udfører i Greenpeace. Det er en pose penge lige ned i al vores arbejde for at få politikerne til at tage klimaproblemet alvorligt og stoppe vores stadigt stigende udledninger af drivhusgasser, vores arbejde for at sikre, at havet en dag igen vil være rigt på skaldyr, fisk og hvaler og vores arbejde for at få virksomheder til at udfase kemikalier, undgå GMO og stoppe salg af illegalt træ. Så tusind tak for det, Andrea.

To skridt tilbage men mulighed for et lille et frem

Når EU’s miljøministre idag sidder samlet i Bruxelles sker det i lyset af et klimatopmøde i København, der floppede med et brag. Klimatopmødet havde alle de rigtige kort på hånden; et godt skelet til en juridisk tekst, 120 stats- og regeringsledere og en stor opbakning i befolkningen. Nu skal de så bestemme, hvordan vi kommer videre.

Og det synes at være ved at gå baglæns. I rådskonklusionen fra miljøministrenes møde 2. marts sidste år blev det efter hårdt pres fra Holland og Danmark (Connie Hedegaard) fastslået, at klimabistanden til fattige landeskulle være “nye og ekstra midler” – altså ikke tages fra eksisterende u-landsmidler. Dette var i helt i tråd med den vedtagne “køreplan” fra klimatopmødet i Bali i 2007. Den betingelse om “nye og ekstra” er blevet fjernet i dag. Der er ikke længere et krav til EU-forpligtelsen om at levere 2,4 mia. euro om året 2010-2012. Det er skammeligt og pinligt!

Rådskonklusionen fra marts sidste år understreger også nødvendigheden af, at Københavnsaftalen skulle indeholde forpligtende kvantitative emissionsbegrænsninger eller reduktionsforplgtelser for i det mindste klimakonventionens annex 1 lande. Men dagens rådskonklusion begrænser sig til at tale om et “vellykket udfald” i Cancun.
Der er dog i skrivende stund stadig mulighed for, at dagens rådsmøde også kommer til at indeholde et lille skridt frem i retning mod en ambitiøs, fair og juridsk bindende klimaaftele. Det afgøres af den formulering, man enes om med hensyn til at opgradere sit betingelsesløse reduktionsmål fra 20 til 30 % i 2020. Det håber jeg stadig på. For hvis EU’s miljøministre ikke beslutter sig for at få stoppet EU’s “vent og se holdning”, har de intet lært af klimafiaskoen
i København.

COP 15…og hvad så nu?

Efter et så hektisk og kaotisk klimatopmøde, som det vi havde i København, er det let at miste overblikket. Så lad os lige tage en statusopgørelse:

Målsætninger for reduktion af drivhusgasser:
De store spillere rokkede sig ikke ud af flækken i København. EU nægtede at øge sit reduktionsmål fra 20 % til 30 % i 2020 (i forhold til 1990), USA holdt fast i sine 3 %, og selv de store ulande, som ellers har taget væsentlige skridt fremad i de seneste to år, valgte at fastholde deres positioner under klimatopmødet. Da der den 31. januar var deadline for at indsende målsætninger som led i den kontroversielle politiske hensigtserklæring kaldet ”Copenhagen Accord”, valgte de store spillere, på nær Canada, at indsende de samme mål, som de havde lagt på bordet før COP 15. Canada valgte at indsende et mål, der var væsentligt svagere end det, de tidligere havde annonceret. Så der røg det politiske løfte om umiddelbar handling efter klimatopmødet.

Penge på bordet?
Fik vi heller ikke. Vi fik nogle vagt formulerede målsætninger for finansiering, men det er meget uklart, hvem der skal levere hvad, og allerede nu har den engelske regering indrømmet, at den har tænkt sig at genbruge pengebeløb, som oven i købet stammer fra ulandsbistanden, til at opfylde målsætningen. Det er ellers direkte i strid med de politiske løfter, der er afgivet i København.

Juridisk bindende aftale?
Fik vi absolut ikke. Derimod fik vi endnu engang bevist, at tynde politiske aftaler ikke dur til andet end at tørre kaffe op med. Den svage politiske hensigtserklæring, Copenhagen Accord, som blev skrevet i de sene nattetimer i København, har absolut ikke formået at rykke forhandlingerne fremad. Og imens regeringerne stadig sidder og diskuterer, hvad man dog skal gøre med det mærkelige dokument, som oven i købet er stærkt tvetydigt og kan fortolkes på et utal af forskellige måder, går tiden. Tid, som ellers skulle bruges på at få sat gang i FN-forhandlingerne, så vi i det mindste kan få en juridisk bindende aftale på plads til næste klimatopmøde i Mexico i november.

Status: Hede tider på vej
Sammenlagt vil de målsætninger, der nu ligger på bordet, give os en temperaturstigning på over tre grader. Det lyder måske ikke så farligt, men som det fremgår af et nyt notat fra Greenpeace, vil dette medføre en naturkatastrofe så stor, at vi nærmest ikke kan forestille os det. Millioner af mennesker vil miste fødevarer og rent drikkevand, og afsmeltningen af den grønlandske indlandsis vil på sigt medføre både havvandsstigninger og medvirke til at øge opvarmningen af planeten endnu mere.

Vejen fremad
Men ikke alt står i stampe. De fire store ulande, Kina, Indien, Brasilien og Sydafrika holdt møde i slutningen af januar, og her udtrykte de deres fulde opbakning til FN-forhandlingerne. For nylig har Kina desuden tilføjet, at man absolut ikke er lukket for, at en aftale kan blive juridisk bindende, hvilket mange ellers tidligere har troet, at de var.
Men hvis FN-toget skal køre videre, er den danske regering nødt til komme på banen igen, for det er nemlig Danmark, der er formand for forhandlingerne. Sådan er det i FN. Når man siger ja til at holde en COP, siger man også ja til at være COP-formand hele det efterfølgende år, og derfor er det op til Danmark at få sat FN forhandlingerne godt i gang igen. Der er ingen tid til afspadsering.

Desuden er vi nødt til at få hævet ambitionsniveauet hos de store spillere. Det gælder ikke mindst i EU, hvor Danmark mærkeligt nok i øjeblikket ikke er blandt de lande, som sparker på for at få EU til at hæve sit reduktionsmål fra 20 % til 30 %.
Efter en fejlslagen COP 15 er der nu mere end nogensinde før brug for, at Danmark sætter de nationale særinteresser til side og i stedet kæmper for den sag, der er i vores alles interesse nemlig at få bremset klimakatastrofen, inden det er for sent.

Something’s rotten in the State of Denmark

I dag bristede boblen endegyldigt for det danske formandskab i klimaforhandlingerne. Connie Hedegaard og Lars Løkke Rasmussen har længe villet give indtryk af at ville det bedste for klimaet og af at søge det bedst mulige resultat. Efter den danske tekst, som regeringen længe har benægtet eksistensen af, er blevet lækket, er sandheden bøjet i neon.

De danske ambitioner i teksten, hvis man overhovedet kan bruge ordet ambitioner i den kontekst, har intet at gøre med hensynet til klimaet. De er langt under lavmålet for, hvad man kan forvente af en regering i et land, der gang på gang fremhæver sig selv som en af de mest grønne i verden. Teksten, der er formuleret som hovedkonklusionen på mødet, dumper på følgende fire overordnede områder:

Der er tale om en politisk aftale
Der er ingen tidslinje for, hvornår man skal have en juridisk bindende aftale
Reduktionsmålene er langt under, hvad videnskaben forventer
Finansieringen til de fattige landes klimaindsats er så godt som fraværende
Gudskelov bliver teksten lækket tidligt i processen, så den lange række af lande i forhandlingerne, der reelt ønsker et godt resultat, kan nå at gå imod teksten. Nu vil andre mere ambitiøse lande forhåbentlig vise det lederskab, som Danmark mangler. I dette afgørende tidspunkt i historien har Danmark fejlet.

I dag bristede boblen endegyldigt for det danske formandskab i klimaforhandlingerne. Connie Hedegaard og Lars Løkke Rasmussen har længe villet give indtryk af at ville det bedste for klimaet og af at søge det bedst mulige resultat. Efter den danske tekst, som regeringen længe har benægtet eksistensen af, er blevet lækket, er sandheden bøjet i neon.

De danske ambitioner i teksten, hvis man overhovedet kan bruge ordet ambitioner i den kontekst, har intet at gøre med hensynet til klimaet. De er langt under lavmålet for, hvad man kan forvente af en regering i et land, der gang på gang fremhæver sig selv som en af de mest grønne i verden. Teksten, der er formuleret som hovedkonklusionen på mødet, dumper på følgende fire overordnede områder:

Der er tale om en politisk aftale

Der er ingen tidslinje for, hvornår man skal have en juridisk bindende aftale

Reduktionsmålene er langt under, hvad videnskaben forventer

Finansieringen til de fattige landes klimaindsats er så godt som fraværende

Gudskelov bliver teksten lækket tidligt i processen, så den lange række af lande i forhandlingerne, der reelt ønsker et godt resultat, kan nå at gå imod teksten. Nu vil andre mere ambitiøse lande forhåbentlig vise det lederskab, som Danmark mangler. I dette afgørende tidspunkt i historien har Danmark fejlet.

100 dage tilbage

Vi påbegynder i dag den sidste nedtælling til klimatopmødet i København til december. Det er det vigtigste møde måske nogensinde på dansk jord – og der skal opnås en aftale, der hurtigt og effektivt begrænser den globale udledning af drivhusgasser.

Statsminister Lars Løkke Rasmussen gav tidligere på ugen sit første deciderede klimainterview (Børsen 24.08.09). Her giver han udtryk for, at han er positiv i forhold til at nå en ambitiøs klimaaftale til december. I Greenpeace ønsker vi selvfølgelig også en ambitiøs aftale, men er desværre milevidt fra statsministerens opfattelse af hvad en ambitiøs klimaaftale er.

Venstre meldte i marts sammen med Dansk Folkeparti ud, at Danmark ikke længere skal gå foran, men løfte en mindre del af byrden end øvrige lande (Altinget 12.03.09). Danmark er et af de rigeste lande i verden og har samtidig et af de største CO2-udslip pr. indbygger. Hvis vi skal opnå en aftale, der kan afværge katastrofale klimaforandringer, så skal Danmark sammen med de andre rige lande gå forrest og vise ambitioner og vilje. Topmødeværten Danmark har gjort det stik modsatte.

Et andet eksempel er klimaminister Connie Hedegaards udmelding fra april i år, om at hvis vi skulle opnå en aftale, måtte de rige lande snarest muligt lægge penge på bordet til de fattige landes klimaindsats. En logisk konsekvens af klimaministerens analyse burde være, at den danske regering vælger at gå forrest og selv lægge et beløb på bordet i FN-forhandlingerne. Det er endnu ikke sket, da den danske regering åbenbart anser sig selv for så ubetydelig, at den ikke mener, det vil have en effekt.

Regeringen snakker meget om innovation og investeringer på klimaområdet, men den tør ikke lade handling følge de fine ord. Udbygningen af den vedvarende energi er stagneret siden 2001, og det danske CO2-udslip er på det samme niveau som i 1990 – på trods af at vi ifølge Kyoto-aftalen skulle ligge 21 % under.

Hvis regeringen ikke skifter kurs og går forrest både i handling og ord, vil vi have mere end svært ved at opnå en aftale i København. Det vil have altafgørende konsekvenser for vores samfund – konsekvenser, der økonomisk set kommer til at overstige prisen for at omstille vores samfund, og medfører en række katastrofale problemer for mennesker og miljø, hvoraf mange ikke kan gøres op i penge.