To skridt tilbage men mulighed for et lille et frem

Når EU’s miljøministre idag sidder samlet i Bruxelles sker det i lyset af et klimatopmøde i København, der floppede med et brag. Klimatopmødet havde alle de rigtige kort på hånden; et godt skelet til en juridisk tekst, 120 stats- og regeringsledere og en stor opbakning i befolkningen. Nu skal de så bestemme, hvordan vi kommer videre.

Og det synes at være ved at gå baglæns. I rådskonklusionen fra miljøministrenes møde 2. marts sidste år blev det efter hårdt pres fra Holland og Danmark (Connie Hedegaard) fastslået, at klimabistanden til fattige landeskulle være “nye og ekstra midler” – altså ikke tages fra eksisterende u-landsmidler. Dette var i helt i tråd med den vedtagne “køreplan” fra klimatopmødet i Bali i 2007. Den betingelse om “nye og ekstra” er blevet fjernet i dag. Der er ikke længere et krav til EU-forpligtelsen om at levere 2,4 mia. euro om året 2010-2012. Det er skammeligt og pinligt!

Rådskonklusionen fra marts sidste år understreger også nødvendigheden af, at Københavnsaftalen skulle indeholde forpligtende kvantitative emissionsbegrænsninger eller reduktionsforplgtelser for i det mindste klimakonventionens annex 1 lande. Men dagens rådskonklusion begrænser sig til at tale om et “vellykket udfald” i Cancun.
Der er dog i skrivende stund stadig mulighed for, at dagens rådsmøde også kommer til at indeholde et lille skridt frem i retning mod en ambitiøs, fair og juridsk bindende klimaaftele. Det afgøres af den formulering, man enes om med hensyn til at opgradere sit betingelsesløse reduktionsmål fra 20 til 30 % i 2020. Det håber jeg stadig på. For hvis EU’s miljøministre ikke beslutter sig for at få stoppet EU’s “vent og se holdning”, har de intet lært af klimafiaskoen
i København.

Gør facebook grøn indefra

Facebook meddelte for nylig, at virksomheden vil bygge et kæmpe datacenter i Oregon, USA, fyldt med de nyeste energieffektive computere. Computere der skal tjene flere hundrede millioner brugere på det sociale netværk. Men virksomheden har planer om at placere centeret et sted, hvor elektriciteten fremstilles ved afbrænding af kul – den mest beskidte energikilde, og den største enkelte kilde til den klimaændringerne.

I Greenpeace mener vi, at facebook burde køre på 100 % vedvarende energi. Især fordi datacentre som den nye facebook-server og skiftet til cloud computing vil få efterspørgslen på energi til at stige voldsomt. Virksomheder, der forsyner deres datacentre med energi fra kulafbrænding er med til at støtte den største enkelte kilde til menneskeskabt CO2-udledning.

En anden stor it-virksomhed, Yahoo, har for eksempel bygget et datacenter nær Buffalo, New York, der får strøm fra vandkraft. Facebook – og alle andre it-virksomheder bør bruge deres indflydelse og placere strømslugerne der, hvor den vedvarende energi er tilgængelig. Det er noget vi blandt andet arbejder for med vores Cool it-kampagne, hvor virksomhederne kan presse på for en politik, der bringer mere vedvarende energi til USA’s elnet.

Facebook har reageret på kritikken ved at pege på energieffektiviteten i design- og udstyrspecifikation. Men selv energieffektive datacentre bruger meget strøm til at køre computere, back up-systemer og køleanlæg. Og det sidste, vi har brug for, er at skabe større efterspørgsel efter energi på steder, hvor der kun er beskidt energi til rådighed.

Hvis din facebook-side kører på beskidt energi, så bidrager du også til øget CO2-udledning og klimaændringer. Fortæl derfor facebook på deres egen side, at de skal forsyne deres datacenter med 100 % vedvarende energi: www.greenpeace.org/coalfacebook

Ingen skandaler bag disse gates

Siden december har der været en overflod af historier, der udfordrer videnskaben om klimaændringer, som præsenteres af IPCC. Der er kommet masser af historier, der alle slutter med ordet “gate”. En endelse der leder tankerne tilbage på Nixons Watergate-skandale – og på senere skandaler, der alle historisk har fået endelsen ”gate” for at gøre dem større, end de egentlig er. Skal vi være bekymret? Kun om klimaændringer.

Hackergate
Hackergate begyndte med offentliggørelsen af omkring tusinde emails og tretusinde dokumenter fra Climate Research Unit ved University of East Anglia. Ud af de tusinde emails blev en håndfuld sætninger pillet ud af sammenhængen og brugt som ”bevis” på, at forskningen om den globale opvarmning var svindel.

Sætter man sætningerne ind i deres rette sammenhæng, kan man se, at der hverken er fusk eller løgn med i spillet.

Himalayagate
I en rapport offentliggjort i 2007, rapporterede IPCC, at Himalayas gletsjere kunne være væk allerede i 2035. Denne påstand viste sig at være forkert, og at have været baseret på mangelfuldt materiale og brud på standarder for forskning.

Dette betyder ikke, at gletschere ikke er på tilbagetog – blot at hastigheden ikke er nær så høj som IPCC først angav. Se øverste graf fra World Glacier Monitoring Service, hvor de røde bjælker er år, hvor verdens gletsjere gennemsnitlig blev mindre. De blå er år, hvor de voksede. Er verdens gletsjere i knibe? Det er et nemt spørgsmål. Er der mere rød eller blå på grafen?

Amazongate
I Amazongate var anklagen, at en fodnote til påstanden om, at 40% af Amazonas kan dø, var forkert. Ikke at påstanden var forkert, blot at fodnoten var forkert. Og det var den også. Den rapport som fodnoten pegede på bakkede ikke påstanden op i sig selv. Men det gjorde et andet videnskabeligt papir (Cox, P. M., Betts, R. A., Jones, C. D., Spall, S. A. & Totterdell, I. J. 2000 Acceleration of global warming due to carbon-cycle feedbacks in a coupled climate model. Nature 408, 184–187).

Siden da har yderligere to papirer bekræftet sagen. Det er dårlige fodnoter, men det er ikke dårlig videnskab.

Historien om en mini-istid
I Danmark har vi haft en kold start på 2010. Og mange journalister har benyttet lejligheden til at tilføje endnu en “gate” til samlingen ved at hævde, at der med det kolde vejr kommer en mini-istid. Det lyder lidt hysterisk, hvis du spørger mig.

Nyheden kører ikke rigtig i Australien, fordi de er ramt af noget nær rekordhøje sommertemperaturer. I Canada har de en anden oplevelse. De har det så varmt, at de er nødt til at flytte en masse sne for at sikre de olympiske vinterlege. I det nordligste Arktis er vejret varmere end normalt. Faktisk er det den varme Arktis, der er årsag til det kolde vejr i Europa.

Så hvad driver denne debat?
IPCC’s videnskabelige vurdering er formentlig den største videnskabelige indsats nogensinde, med tusinder af forskere i mange forskellige forskningsinstitutter rundt om i verden, som bakkes op med masser af data. Det er også en menneskelig stræben og derfor ikke perfekt. Vurderingen af den nævnte rapport er 3.000 sider lang, og efter to års indsats fra skeptikere og journalister har de fundet én dårlig fodnote.

Historien om Himalaya blev påpeget af en videnskabsmand – som det burde være, og da vi baserer vores arbejde på IPCC-rapporten optrådte fejlen også hos os. Det burde være rettet nu, men hvis du finder en fejl, så fortæl os det.

Selvom klimaskeptikere blandt videnskabsfolk ofte får deres mening i medierne, kan de være svære at finde. For eksempel prøvede BBC’s miljø-analytiker, Roger Harrabin, at kontakte en skeptiker-blog den 3. februar, fordi han ”kæmpede for at finde nogen”. Videnskaben er klar, klimaændringerne er reelle, de sker nu, og er forårsaget af mennesker. Løsningen er stadig i vores hænder, med ren energi, intelligent forbrug af ressourcer og beskyttelse af skove.

COP 15…og hvad så nu?

Efter et så hektisk og kaotisk klimatopmøde, som det vi havde i København, er det let at miste overblikket. Så lad os lige tage en statusopgørelse:

Målsætninger for reduktion af drivhusgasser:
De store spillere rokkede sig ikke ud af flækken i København. EU nægtede at øge sit reduktionsmål fra 20 % til 30 % i 2020 (i forhold til 1990), USA holdt fast i sine 3 %, og selv de store ulande, som ellers har taget væsentlige skridt fremad i de seneste to år, valgte at fastholde deres positioner under klimatopmødet. Da der den 31. januar var deadline for at indsende målsætninger som led i den kontroversielle politiske hensigtserklæring kaldet ”Copenhagen Accord”, valgte de store spillere, på nær Canada, at indsende de samme mål, som de havde lagt på bordet før COP 15. Canada valgte at indsende et mål, der var væsentligt svagere end det, de tidligere havde annonceret. Så der røg det politiske løfte om umiddelbar handling efter klimatopmødet.

Penge på bordet?
Fik vi heller ikke. Vi fik nogle vagt formulerede målsætninger for finansiering, men det er meget uklart, hvem der skal levere hvad, og allerede nu har den engelske regering indrømmet, at den har tænkt sig at genbruge pengebeløb, som oven i købet stammer fra ulandsbistanden, til at opfylde målsætningen. Det er ellers direkte i strid med de politiske løfter, der er afgivet i København.

Juridisk bindende aftale?
Fik vi absolut ikke. Derimod fik vi endnu engang bevist, at tynde politiske aftaler ikke dur til andet end at tørre kaffe op med. Den svage politiske hensigtserklæring, Copenhagen Accord, som blev skrevet i de sene nattetimer i København, har absolut ikke formået at rykke forhandlingerne fremad. Og imens regeringerne stadig sidder og diskuterer, hvad man dog skal gøre med det mærkelige dokument, som oven i købet er stærkt tvetydigt og kan fortolkes på et utal af forskellige måder, går tiden. Tid, som ellers skulle bruges på at få sat gang i FN-forhandlingerne, så vi i det mindste kan få en juridisk bindende aftale på plads til næste klimatopmøde i Mexico i november.

Status: Hede tider på vej
Sammenlagt vil de målsætninger, der nu ligger på bordet, give os en temperaturstigning på over tre grader. Det lyder måske ikke så farligt, men som det fremgår af et nyt notat fra Greenpeace, vil dette medføre en naturkatastrofe så stor, at vi nærmest ikke kan forestille os det. Millioner af mennesker vil miste fødevarer og rent drikkevand, og afsmeltningen af den grønlandske indlandsis vil på sigt medføre både havvandsstigninger og medvirke til at øge opvarmningen af planeten endnu mere.

Vejen fremad
Men ikke alt står i stampe. De fire store ulande, Kina, Indien, Brasilien og Sydafrika holdt møde i slutningen af januar, og her udtrykte de deres fulde opbakning til FN-forhandlingerne. For nylig har Kina desuden tilføjet, at man absolut ikke er lukket for, at en aftale kan blive juridisk bindende, hvilket mange ellers tidligere har troet, at de var.
Men hvis FN-toget skal køre videre, er den danske regering nødt til komme på banen igen, for det er nemlig Danmark, der er formand for forhandlingerne. Sådan er det i FN. Når man siger ja til at holde en COP, siger man også ja til at være COP-formand hele det efterfølgende år, og derfor er det op til Danmark at få sat FN forhandlingerne godt i gang igen. Der er ingen tid til afspadsering.

Desuden er vi nødt til at få hævet ambitionsniveauet hos de store spillere. Det gælder ikke mindst i EU, hvor Danmark mærkeligt nok i øjeblikket ikke er blandt de lande, som sparker på for at få EU til at hæve sit reduktionsmål fra 20 % til 30 %.
Efter en fejlslagen COP 15 er der nu mere end nogensinde før brug for, at Danmark sætter de nationale særinteresser til side og i stedet kæmper for den sag, der er i vores alles interesse nemlig at få bremset klimakatastrofen, inden det er for sent.

Danmark skal ud af uværdigt oliekapløb

I denne uge er forskere og politikere samlet i Tromsø på verdens nordligste universitet for at diskutere Arktis. Denne unikke del af vores verden, der er hjem for isbjørne, sæler og hvalrosser, er under dramatisk forandring i disse år som konsekvens af klimaforandringer. Noget alle begræder, men som alligevel tænder dollartegn i øjnene på mange. Også den danske regering, der har gjort krav på store dele af Arktis. For den smeltende is gør det muligt at få snablen ned i nye, store olielagre på havbunden.

Land efter land har gjort krav på ejerskab til dele af havbunden under det arktiske ocean med flag, undervandsbåde og korttegningsøvelser. Faktisk er kampen om de sidste olieressourcer under Arktis så indædt, at den udgør den største nuværende risiko for en global konflikt, ifølge en fortrolig sikkerhedsvurdering fra det australske forsvar fra 2007. Det er et moralsk paradoks, at de lande og industrier, der har bidraget mest til de katastrofale klimaforandringer, også skal være dem, der tjener mest på dem.

Den uværdige kamp bør stoppes. Derfor har jeg brugt konferencen i Tromsø til at kræve et øjeblikkeligt moratorium for al industriel udnyttelse af det område af Arktis, der tidligere var dækket af is. Moratoriet skal gælde, indtil der er fundet en global løsning for, hvordan området skal beskyttes på langt sigt. Det vil give en tænkepause, hvor verdens lande kan navigere i alle de mange krav på undergrunden og forespørgsler fra olieselskaber. I den tænkepause vil vi arbejde for en global aftale i lighed med den, der lige nu beskytter Antarktis i syd. En beskyttelsesaftale, som Danmark i øvrigt med stor entusiasme og engagement kæmpede for og har tilsluttet sig. Men det er selvfølgelig også nemmere at beskytte et område, når man ikke selv umiddelbart står til at kunne udnytte det økonomisk.

Der er mange gode argumenter for ikke at skade den sårbare natur og det unikke dyreliv på Arktis med olieboring, industrifiskeri og skibstransport. Men det vigtigste argument må være, at vi slet ikke har brug for det olieeventyr. Det er alment accepteret som et mål at holde klodens temperaturstigning så langt under to grader som muligt. Hvis man skal det, skal det globale drivhusgasudslip toppe i 2015 og gå i en skarp kurve ned og ramme noget nær nul i år 2050. Hvis vi skal holde to graders-målet, er der kun plads til at afbrænde 25-40 % af de allerede kendte reserver af fossile brændsler. Der er derfor absolut ingen grund til at presse Arktis yderligere ved at søge efter mere olie og gas.

Den sidste time

I disse øjeblikke besluttes det, om der nås en aftale i København og om aftalen vil være ambitiøs eller om den vil være et figenblad over industrilandenes manglende evner til at løse problemet.

Desværre ser det langt fra godt ud. Forhandlingerne er lige nu længere fra en god aftale, end de var ved begyndelsen af forhandlingerne i København. Det danske formandskabs inkompetence kombineret med industrilandenes stilstand har resulteret i at det ser meget sort ud.

Udviklingslandene har fra dag 1 kæmpet for en aftale, der ikke dømmer dem til undergang, men som reelt vil bremse klimaforandringerne under 2 grader. Som en samlet blok lever u-landene op til videnskabens anbefalinger – uden at der er blevet lagt den lovede finansiering på bordet. Samtidig er det blandt i-landene reelt kun Norge, der lever op til videnskabens anbefalinger.

Der er to muligheder for at nå en aftale: At i-landene tager sig sammen og kraftigt øger deres reduktionsmål. Eller at de tvinger ulandene til at acceptere en aftale, der dømmer millioner af mennesker til døden. Desværre er den første mulighed nok noget nær umulig, så måske er vi nået dertil, hvor et sammenbrud er det bedste for klimaet?

Et spørgsmål om overlevelse

I går fremlagde Alliancen af Små Østater (AOSIS) et forslag til en juridisk bindende aftale bestående af to protokoller. I deres pressemeddelelse skrev gruppen, at forslaget er “lavet for at beskytte jordens klima, og for at sikre den fremtidige overlevelse af alliancens 43 medlemmer.”

Det er rammende, men også lidt for beskedent. Medlemmerne af AOSIS er nogle af de mindst udviklede lande på jorden, og tæller steder som Maldiverne, Tuvalu, og Papua Ny Guinea. Det er nationer, der stort set ikke selv har spillet en rolle i at skabe klimakrisen, og der er samtidig dem der vil lide mest, hvis den globale opvarmning fortsætter. At beskytte jordens klima er i første omgang nøglen til disse nationers overlevelse – men på længere sigt er det nøglen til overlevelse af civilisationen som vi kender den.

Midt i Bella Centeret står en stor globe. Hvis man kigger godt efter, kan man se, at de små østater ikke er afbilledet. En dyster udsigt, hvis mødet ikke munder ud i en ordentlig aftale.

Bevæggrunden for en juridisk bindende aftale – i modsætning til en politisk bindende aftale – er formentlig tydelig for enhver. Men lad mig forklare hvad en “to-protokols løsning” går ud på, for det er en smule teknisk.

AOSIS’ forslag består af to ting: En tilføjelse til den allerede eksisterende Kyoto-protokol, hvor man stadfæster en anden forpligtigelsesperiode, der skal løbe fra 2013-2017 (den nuværende forpligtigelsesperiode udløber i 2012). Forpligtigelsesperioden skal indeholde nye emissionsmål for alle industrialiserede lande i protokollen (dvs. alle industrialiserede lande undtagen USA). Derudover skal der skabes en ny protokol – en Københavner protokol. Det skal være endnu en juridisk bindende aftale, som vil sikre gennemførelsen af Bali Action Plan på en afbalanceret og omfattende måde ved at tage fat tilpasning, teknologi, finansiering og støtte til kapacitetsudvikling.

Det vigtigste element i Københavner protokollen er, at det skal bringe USA – det land, der historisk har bidraget mest til klimaændringer og fortsat har den højeste per capita emission af CO2 – ind i en juridisk bindende aftale og forpligte dem til reduktionsmål og finansiering af de fattige landes klimaindsats.

Med andre ord er AOSIS’ forslag den ægte vare, som verden har brug for. Klimaændringerne respekterer ikke landegrænser, men diskriminerer mellem rige og fattige nationer. Ændringerne vil dog påvirke os alle. En fair, ambitiøs og juridisk bindende aftale her i København er ikke et spørgsmål om politik, det er et spørgsmål om overlevelse.

Spektakulær fotoudstilling om Borneo

Gennem 80’erne og 90’erne blev regnskoven i Borneo fældet med en uanstændig høj hastighed. Over de sidste 20 år har kubikmeterantallet af eksporteret skov fra Borneos Kalimantan, Sabah og Sarawak provinser overskredet den samlede eksport fra hele Afrika og Sydamerika tilsammen. Denne enorme skovhugst har katastrofale følger for det globale klima, biodiversiteten i regnskoven og for de oprindelige folk, der lever i og af regnskoven i Borneo.

Den svenske fotograf Mattias Klum har specialiseret sig i fotografering og fortolkning af truede miljøer, arter og kulturer. Udstillingen ”The Testament of Tebaran” viser Mattias Klums arbejde i Borneo gennem de sidste 20 år, og portrætterer én af verdens største klimakatastrofer.

The ”Testament of Tebaran” er arrangeret af bl.a. Svenska PostkodLotteriet og Greenpeace. Udstillingen forløber fra den 7. til den 18. december i Amaliehaven, Toldbodgade 24-27, København K.

Nu starter COP 15 – kom med!

Topmødet er lige rundt om hjørnet, og det er fantastisk at se, hvordan aktiviteterne for alvor begynder at tage form. Vi har bl.a. arbejdet for at skabe nogle rammer, hvor befolkningen kan give udtryk for deres krav til politikerne om en ambitiøs, fair og juridisk bindende aftale. Her tænker jeg på den store familievenlige demonstration lørdag den 12. december.

Her vil vi i fællesskab med over 400 organisationer, netværk og foreninger fra hele verden gå fra Rådhuspladsen til Bella Center. Personligt ser jeg selvfølgelig mest frem til at fortælle politikerne, at det ikke er befolkningen, der står i vejen for en aftale, og vise ungerne, at en decemberdag kan bruges på noget så fornuftigt som at demonstrere for en bedre fremtid for os alle.

Jeg ser også frem til at høre Greenpeace’ nye internationale generalsekretær, Kumi Naidoo, tale til demonstrationen. Kumi Naidoo overtog rattet i Greenpeace for blot to uger siden, men han er absolut ingen nybegynder, eftersom han har været aktiv indenfor den sociale retfærdighedsbevægelse siden han var 15 år.

Demonstrationen vil være delt op i blokke, og hvis du har lyst til at gå sammen med os fra Greenpeace, skal du kigge efter en stor ballon-snemand på Christiansborg Slotsplads. Vælger du at følges med os, får du også muligheden for at bære bannere med budskabet ’Kloden først. Mennesker først.’

Jeg håber vi ses lørdag den 12. december kl. 13 på Christiansborg Slotsplads ved ballon-snemanden.

Kan du imidlertid ikke vente helt så længe med at hilse på os, så har du også muligheden for at kigge forbi vores skib Artic Sunrise, når det ankommer til København og holder åbent skib. Skibet har været på hårdt arbejde hen over sommeren og efteråret. I sommer agerede skibet flydende forskningsfacilitet i de arktiske egne. I sensommeren deltog skibet i en kulaktion på Svalbard, og for bare to uger siden deltog skibet i en aktion mod finsk atomkraft i Femernbælt. Her er mulighed for at få et grundigt kig på et verdensberømt skib, der arbejder for at sende verden i en bæredygtig retning.

Vi holder åbent skib lørdag den 5. december fra kl. 9.00 til 16.00. Kl. 12 vil der være en særlig rundvisning. Du finder skibet på kajplads 139 ved Havnegade tæt på Christian IV’s bro i København. Du kan se placeringen på dette kort.

Jeg håber, at du ser frem til disse aktiviteter, akkurat som jeg gør, og til at vise politikerne, at de må fatte politisk mod og følge forskernes anbefalinger. Og husk at tage din familie med.

Atomtransport på vej i havn

Lauri og fem aktivister er stadig ombord på Happy Ranger, der transporterer dampgeneratorer til Okiluoto 3 – Det atomkraftværk, som finnerne prøver at bygge på trods af alle de fejl, de laver undervejs. Transporten burde slet ikke finde sted, da opførelsen af atomkraftværket bør stoppes.

Fra skibet skriver Lauri:

“Yesterday we have had four new people come on board. Three inflatable boats traveled two hours from the Swedish coast to reach Happy Ranger and the climbers got on board smoothly using the wire ladder we lowered to them. Two activists who spent the last night on the deck of Happy Ranger went back to the shore and to the warmth. The new ones brought new energy and lots of chocolate with them which made us really happy.

The captain of Happy Ranger got very upset because of the new action. He ordered the ship to a halt and called the coastguard, saying he will not tolerate more than six people on board. The stalemate lasted an hour, after which engines were started. The coast guard payed us a visit with a chopper and saw the banners reading “Nuclear madness made in France”, but did not land.

We expect to arrive at the port of destination around 1500 CET, along with the steam generators, destined for a dangerous and flawed nuclear reactor under construction in Olkiluoto, Finland.

Things are again calm here after some hard feelings yesterday. A couple of crewmembers are keeping us company on the deck.

During the night, we passed the island of Åland, halfway between Finland and Sweden and in the proximity of Olkiluoto and Forsmark nuclear sites. Finland and Sweden plan to bury their nuclear waste at those sites which would be a serious long-term threat to Åland. No wonder the island has taken a very critical position towards proposed nuclear projects and is a forerunner in developing renewable energy.”