Bedsteforældre er ikke kriminelle

Et stærkt demokrati har plads til aktivisme. I går sang Bedsteforældre for asyl for folketingets medlemmer i forbindelse med førstebehandlingen af regeringens nye udlændingelov. Benny Andersens lagde ord til med sin sang ”Barndommens land” og budskabet nåede præcis de politikere som har ansvaret for lovgivningen; landets parlamentarikere.

Det er civil ulydighed i en nøddeskal og tillykke med at det lykkedes for bedsteforældrene igen at sætte fokus på behandlingen af asylansøgere i Danmark. Politikerne i Folketinget med Birthe Rønn og Naser Khader i spidsen tog aktionen meget fortrydeligt op. Særligt Naser Khader satte sagen på spidsen med sin udtalelse om at han betragter den slags happeninger som kriminalitet der berettiger til en udvisning. Denne udtalelse sætter meget godt rigets demokratiske tilstand i relief; ikke-danske aktivister der benytter sig af deres demokratiske frihedsret til at demonstrere, i det her tilfælde synge en sang for folketingets medlemmer, skal udvises! Khader bidrager hermed til at aktivisme kriminaliseres over en kam – og det er en demokratisk set farlig udvikling. Det er en helt uønsket udvikling fordi aktivisme er en af demokratiets grundpiller. Den tjener til at gøre landets ledere opmærksom på hvor der fejles og er kommet for at blive.

For lige at sætte Khaders udtalelse om at bedsteforældrene er kriminelle i relief, så har Bedsteforældre for asyl de seneste tre år modtaget tre priser. I 2008 fik de Sabroe prisen fra Børns Vilkår, ligesom de fik Bindslev A/S pris uddelt af en bestyrelse med repræsentanter fra Dansk Industri, vindmølleindustrien og forbundet af offentligt ansatte i Danmark. Også Red Barnets Børnerettighedspris blev i 2010 givet til disse kriminelle bedsteforældre.

Aktivisme virker

At aktivisme virker, er blevet sådan en selvfølgelighed for os i Greenpeace, at vi nogle gange glemmer, at der er masser af mennesker, der har en anden mening. Enkelte mener endda, at aktivisme er direkte skadeligt for et demokrati. Derfor er det skønt med al den debat, som gallaaktionen på Christiansborg d. 17. december har skabt. I går aftes sad min kollega Nora Christiansen på et debatprogram på NRK – den norske udgave af DR – og forsvarede sin aktion endnu engang.

Det er et spændende program, hvor hun bliver sat op imod Torbjørn Røe Isaksonden fra partiet Høyre – muligvis den norske udgave af Søren Pind. Han hævder, at aktivisme ikke virker, og at det skader demokratiet. Jeg kunne ikke være mere uenig. Hvis vi ikke havde lavet aktioner mod Brent Star i 1995, havde vi nok ikke fået forbuddet mod sænkning af platforme i Nordatlanten. Hvis vi ikke havde lavet hundredvis af aktioner mod brug af farlig kemi, havde vi ikke fået verdens skrappeste kemilov, REACH, igennem i EU. Hvis vi ikke med gummibåde og modige aktivister havde stoppet dumpningen af tønder med kemisk og radioaktivt affald i 80’erne, havde vi ikke fået de store skærpninger af London-konventionen.

Aktivisme og civil ulydighed skader heller ikke demokratiet. Tværtimod. Et demokrati lever af kritik og politisk engagement. Modsigelser udvikler demokratiet og civil ulydighed er en vigtig del af den kritiske debat.

Klimatopmødet blev en fiasko, politikerne stak af fra deres ansvar overfor de mange millioner kommende klimaflygtninge og alle os andre, der gerne vil fortsætte med at leve et godt liv som det, vi kender i dag. De lyttede ikke til Nora Christiansens besked om at tage lederskab og handle. Men det er ikke det samme som, at hendes aktivisme ikke virker. Historien har vist os, at det tager tid, før et budskab synker ind hos et tungt politisk system. Vi sætter vores lid til den store folkelige bølge, der begyndte at rulle op til klimatopmødet med over 60 millioner mennesker bag tck tck tck-kampagnen, vil fortsætte med at rulle og en dag få politikerne til at tage ansvaret på sig og lave den nødvendige lovgivning.

Se udsendelsen her