COP 16 Videoblog: Jagten på det forsvundne EU

Gennem korridorerne i FN går den vilde jagt på EU. Forhandlingerne i Cancun, Mexico, nærmer sig sin afslutning med kun tre dage tilbage af konferencen. Tiden er knap, hvis EU skal nå at vise lederskab. Men hvor er EU? Se Tove og min egen jagt på EU her:

COP 16 Videoblog: Sunes første indtryk af FN

COP 16 i Cancun, Mexico, er nået til uge anden og sidste uge i forhandlingerne. I min videoblog fortæller jeg lidt om mit indtryk af mit første rigtige møde med FN, og lidt om hvad jeg laver her.

Investeringsfirmaernes tunge drenge vil have en klimaaftale

Den største gruppe af investorer nogensinde går nu sammen med et klart budskab til verdens stats- og regeringsledere forud for COP 16 i Cancun, Mexico, der starter om under to uger: Der skal ambitiøs handling til nu, ellers kan verden forvente en økonomisk nedtur, der får den nuværende ”krise” til at blegne. Ifølge Stern rapporten og investeringsgruppen kan manglende handling føre til et svimlende tab på op til én femtedel af verdens samlede bruttonationalindkomst.

Det er ikke nogen ubetydelig gruppe af investorer, der nu retter sit tunge skyts mod regeringer og delegationer forud for Cancun. Gruppen råder over midler op til en værdi af 15 billioner dollars og den danske pensionsfond ATP, der har 56 milliarder euro i ryggen, er én af de i alt 259 medunderskriver på udmeldingen. Dette tal er i sig selv ubegribeligt for de fleste dødelige. Til sammenligning kan det måske illustreres med, at én billion svarer til én million million, eller at beløbet svarer til hele USA’s BNP, eller en fjerddel af verdens samlede markedskapital.

Forhåbentlig kan denne ikke ubetydelige udmelding hjælpe til i det dødvande der lige nu præger forhandlingerne. USA og Kina holder hinanden i skak og EU har gemt sig i en krog, hvor navlepilleri tilsyneladende har højeste prioritet. Engang kunne EU med rette kalde sig førende på klimaområde, men det er ikke længere tilfældet. Udenfor forhandlingerne har Kina overhalet indenom, når det handler om investeringer i grøn teknologi. En dugfrisk analyse fra Forskningscenter Risø konkluderer således, at ”Kina kan og bør blive betragtet som en klima ’champion’”.

Uanset investorernes motiver bag denne udmelding, så føjer det til det pres, der allerede nu hviler over verdens lande. Konsekvenserne af klimaforandringerne mærkes allerede rundt omkring på planeten, og det er ikke et øjeblik for tidligt, at verdens regeringer får forhandlet en retfærdig, ambitiøs og juridisk bindende aftale på plads. I Cancun er det absolut nødvendigt, at der tages substansrige skridt mod en sådan aftale.

Ny FN-aftale skal være et vendepunkt

I sidste uge sluttede FN-forhandlinger i Nagoya, Japan med, at verdens regeringer vedtog en ny aftale, der skal sikre bevarelsen af dyre- og planteliv. Det er glædeligt at flere årsager.

Politisk vilje er altafgørende
For det første har det faktum, at det var muligt at få en aftale, genskabt en smule tillid mellem de rige og fattige lande og illustreret vigtigheden af, at der er politisk vilje til fremskridt i FN. Efter den fatale fiasko som COP15 endte ud med tilbage i december, har verden været ramt af en slags FN lede. Førende medier har betragtet selve FN-processen som årsagen til den manglende klimaaftale, verden så desperat har brug for, og der har været en ivrig lyst til at bevise teorien om FN’s uduelighed ved også at få biodiversitetsmødet i Nagoya erklæret en fiasko. F.eks. var Britiske Guardian ikke sen til at erklære ’nedtrykkende paralleller’ mellem biodiversitetsforhandlingerne og klimaforhandlingerne i København.

Men selv om det er korrekt, at meget i FN kunne blive bedre og mere effektivt, så har det centrale problem i FN’s miljøbeskyttelse aldrig været selve FN men derimod regeringernes manglende vilje til fremskridt og til at påtage sig forpligtelser. Det blev illustreret til biodiversitetsmødet i Nagoya, der endte som alt andet end et nyt ”COP 15”. I stedet for forhandlings-sammenbrud og mistillid mellem de rige og fattige lande bød Nagoya-mødet på globalt samarbejde og vilje til fremskridt, hvilket var selve forudsætningen for, at mødet til sidst kunne munde ud i vedtagelsen af en ny FN-aftale om naturbeskyttelse. Journalisten fra The Guardian endte da også med at måtte æde sine negative forudsigelser og erklærede sig i stedet ”behageligt chokeret” over regeringernes fremskridts- og kompromis-villighed.

Biodiversitets-mødet i Japan blev med andre ord et stærkt tiltrængt eksempel på, at verdens regeringer stadig kan samarbejde om at få løst vores globale miljøproblemer, og det er vigtigt, både i forhold til at få standset masseudryddelsen af arter men også når det gælder klimaforhandlingerne, som fortsætter i Cancun, Mexico i slutningen af november.

Halvgod aftale
Hvad angår selve aftalen, så kunne den have været bedre – ingen tvivl om det. F.eks. formåede verdens regeringer ikke at blive enige om at standse den globale ødelæggelse af skovene, men blev derimod kun enige om, at skovødelæggelsernes hastighed skal halveres senest i 2020.

Men en glædelig del af aftalen var den juridisk bindende protokol om, at virksomheder fra vestlige lande ikke skal kunne hente materiale fra naturen i ulandene uden tilladelse og uden en klar gensidig aftale om, hvordan udbyttet skal deles, hvis materialet udnyttes kommercielt. Ud over at sikre, at ulandene ikke mister indtægter, som retmæssigt er deres, vil aftalen forhåbentlig også betyde, at vestlige forskere og virksomheder får bedre muligheder for at udvikle produkter fra f.eks. regnskovene, fordi ulandene ikke behøver at frygte, at deres ressourcer bliver stjålet og dermed vil være mere åbne.

Danmark er et pinligt eksempel
En sidste ting, jeg synes er bemærkelsesværdigt, er, at Karen Ellemann ikke var sen til at kalde den nye aftale for et ’afgørende vendepunkt for beskyttelsen af naturen’. Dermed får hun jo elegant fremstillet sig selv som naturens minister – det må fremtiden jo så vise, om hun er. Én ting er imidlertid sikkert, og det er, at vores nuværende regering ikke har været naturens vogter.

Danmark er nemlig et pinligt eksempel på et land, hvor regeringen har hævdet, at de havde et mål om at standse naturødelæggelsen senest 2010. Desværre har VK-regeringens naturpolitik indtil videre absolut ikke været til gavn for naturen men derimod udelukkende for industrier så som konventionelt og ubæredygtigt landbrug, skovbrug og fiskeri.

Vi har med andre ord rigtig gode grunde til at håbe, at denne aftale virkelig bliver et vendepunkt – for VK-regeringens naturpolitik såvel som for den globale naturbeskyttelse.

Kunstigt åndedræt fra EU’s stats- og regeringsledere

Det netop afsluttede EU-topmøde var EU’s stats- og regeringslederes sidste chance for at puste nyt liv i de internationale klimaforhandlinger før COP 16, der løbes igang i Mexico om en lille måned. Men chancen lod de stort set forpasse.

Efter det mislykkede klimatopmøde i København i december sidste år var løftet fra EU’s stats- og regeringslederne på deres første møde i 2010 ellers, at nu ville EU tilføre den internationale forhandlingsproces ny dynamik. Den har desværre været uhyre svær at få øje på.

Til trods for, at EU-kommissionen i maj afleverede en rapport – i form af en såkaldt meddelelse, der giver overbevisende gode klima– og samfundsøkonomiske argumenter for, at EU hurtigst muligt skal hæve sit klimamål fra nuværende 20 pct. reduktion til 30 pct. i 2020, er man endnu ikke engang i nærheden af at kunne træffe nogen beslutning. En sådan beslutning havde ellers med garanti skabt ny dynamik i de internationale klimaforhandlinger. Men nu må de fattige lande, som i øvrigt er dem der rammest hårdest af klimaforandringerne, nøjes med, at EU’s stats- og regeringsledere vender tilbage til spørgsmålet i marts næste år.

Og hvad med de finansielle løfter – blandt andet de 100 mia. dollars årligt i 2020, som de rige lande stillede i udsigt i klimastøtte til de fattige lande i erklæringen fra klimatopmødet i december sidste år -The Copenhagen Accord? Ja udover de 2,4 mia. euro årligt i perioden 2010-2012, som EU’s stats- og regeringsledere forpligtede sig til at yde som ”opstarts” klimastøtte under COP15 – og hvor det stadig er diskutabelt, om det som lovet er nye og ekstra penge – så har det forløbne år og heller ikke det netop afsluttede stats- og regeringsleder møde bragt EU tættere på at forpligte sig konkret på en langsigtet klimastøtte til de fattige lande i perioden 2012-2020.

Den ny dynamik, som EU’s stats- og regeringsledere forpligtede sig til at tilføre de internationale klimaforhandlinger efter sammenbruddet i Købehavn sidste år, er aldrig blevet til noget. EU har nemlig ikke kunnet enes om konkrete nye beslutninger, som bereder vejen for afgørende fremskridt på det nært forestående klimatopmøde i Cancun.

Eneste lille lys i mørket er, at EU’s stats- og regeringsledere i deres rådskonklusioner fra mødet i går og i dag, ”støtter” EU’s miljøministres beslutning fra tidligere i denne måned. Her udtrykker man vilje til at overveje en anden forpligtelsesperiode under Kyotoprotokollen. En videreførelse af Kyotoprotokollen betragtes af gode grunde, som meget vigtig for de fattige lande.

At udtrykke vilje til at videreføre Kyotoprotokollen, fortjener imidlertid ikke at blive betegnet som at tilføre ny dynamik, men må desværre nok nærmere vurderes som at tilføre forhandlingerne en smule kunstigt åndedræt.