Oliefund er en sort nyhed

Politiken kan her til morgen fortælle historien om, at det olieselskabet Cairn, der siden juli har boret i Grønland, har fundet olie. Den selvsamme borerig, som aktivister fra Greenpeace i sidste måned okkuperede i to døgn har fundet to forskellige slags olie, som nu er sendt på laboratorium i England. Hvis det virkelig er rigtigt, så er det en sort nyhed, der kan få fatale konsekvenser for havet omkring Grønland, Arktis og hele klodens klima.

Men først skal vil jeg lade tvivlen komme klimaet til gode. Det kan være at oliefundet ikke er et jackpot, fordi mængderne muligvis ikke er tilstrækkelige til, at det kan betale sig for Cairn og andre selskaber. Og der er kun to uger tilbage af denne sommers mulighed for at bore olie, så har både Cairn og Grønland en lang og isfyldt vinter til at besinde sig. Det er meget risikabelt at bore i Baffinbugten og det er helt unødvendigt at finde mere olie, for vi kan ikke engang tillade os at afbrænde al den olie, vi allerede har fundet.

Der er brug for et forbud mod alle nye efterforsknings- og olieboringer til havs. Hvis den globale temperaturstigning skal holdes under to grader, som det meste af verden er enige om er et absolut maksimum, så skal vi hurtigst muligt af med olie, kul og gas. Det er både realistisk og samfundsøkonomisk rentabelt at skifte til ren og sikker vedvarende energi.

Olieindsmurte aktivister fortsætter kampen

I badetøj smurte omkring et dusin Greenpeace-aktivister sig ind i beskidt og farlig olie for at tage imod deltagerne ved World Energy Congress (WEC), der startede i går i Montreal, Canada. Omkring 60 aktivister fra Greenpeace var mødt op for at fortælle deltagerne, at verden har et desperat behov for, at vi ligger udvindingen af olie og andre fossile brændstoffer bag os, og i stedet udvikler mere grøn og bæredygtig energi.

© François Pesant / Greenpeace

Greenpeace er ikke alene med budskabet til de 5.000 konferencedeltagere, der er mødt op fra regeringer, industrien, internationale organisationer, universiteter og industrielle sammenslutninger. Sammen med 27 andre organisationer havde Greenpeace arrangeret en demonstration, der med flere hundrede børn, unge og gamle benyttede lejligheden til at bede verden om at ”go beyond oil”.

Demonstrationen i Canada er blot det seneste begivenhed i kampen for at stoppe grådige internationale olieselskaber i deres higen efter klodens sidste dråber olie i Arktis. For under to uger siden klatrede fire aktivister fra Greenpeace op på ’vildkatten’ Cairns borerig, Stena Don, i Baffinbugten. Den arktiske vinter er på trapperne, og efter 12 dages fredelig protest er Esperanza nu sejlet sydpå for at fortsætte kampen mod de risikable og unødvendige boringer.

Kap Farvel

I går, samme dag som Esperanza forlod Grønland og satte kurs mod nye mål i Greenpeaces Go Beyond Oil-tur, offentliggjorde BP deres egen rapport over oliekatastrofen i den Mexicanske Golf. I den prøver oliegiganten at skyde ansvaret fra sig uden dog at have held til at skjule de fatale personlige fejl og den inkompetence, der sammen med en række tekniske fejl førte til ulykken.

Der er ingen tvivl om, at de samme fejl vil kunne findes på andre boreplatforme rundt om i verden.

Imens olieindustrien i stigende grad bliver tvunget til at lede efter olie i svært tilgængelige egne og under risikable forhold, bliver klimaforandringerne mere og mere tydelige. Vi har lige forladt Cairns olieboringer ud for Diskoøen og sejler nu sydpå. Alt imens den grønlandske regering har åbnet op for risikable dybhavsboringer, smelter indlandsisen, og de nordligste egne er dækket af is i kortere perioder fra år til år.

Vores protest mod Cairns boringer har skabt debat i store dele af verden, og det er en debat, der er nødvendig. Menneskeheden er i en overgangsfase, og det kræver en global indsats, hvis vi skal ligge afhængigheden af de fossile brændsler på hylden. Det kræver, at vi i fællesskab bliver enige om, at vi allerede har fundet mere en rigeligt af disse fossile brændsler.

Vores klima kan ikke engang tåle, at vi brænder alt det, vi allerede har fundet af. Derfor er det håbløst at lede efter mere – lige meget hvor det sker i verden.

Jeg håber, at det grønlandske folk også kan se nødvendigheden i at stoppe afhængigheden, og jeg håber, at Grønland i en ikke så fjern fremtid vil være med til at arbejde for at sætte en stopper for eftersøgningen af olie.

Jeg har dog også stor forståelse for det grønlandske folks ønske om udvikling. Grønland er også i en overgangsfase, hvor man skal finde balancen imellem den gamle fangerkultur og en industrialisering af samfundet. Men ønsker grønlænderne at begå den samme fejl som resten af verden? Ønsker de at opbygge en afhængighed af fossile brændstoffer og globale oliegiganter?

Hvis Grønland vælger oliens vej, er det ikke sikkert, at landet vil opleve den samme katastrofe som den i den Mexicanske Golf. Men risikoen er der uomtvisteligt, og hvis uheldet er ude, så kan grønlænderne ikke længere selv vælge, hvordan balancen imellem det gamle og det nye skal være. Så er fiskeriet allerede ødelagt i stor udstrækning, og valget dermed allerede truffet.

Olieudslip i Den Mexicanske Golf er alvorligt, og så sent som i dag har Greenpeaces team ombord på skibet Arctic Sunrise fundet olie på strandene på Horn Island ved Mississippi, hvor havskildpadder har deres reder.

Det kan synes uretfærdigt, at klimaet er så plaget af de rige landes uslukkelige tørst efter olie, at det nu er nødvendigt at lade olien ligge i jorden. Også i Grønland, hvor behovet for en økonomisk vitaminindsprøjtning er tydelig. Men situationen er allerede dybt alvorlig for mange mennesker verden over, der er blevet forvandlet til klimaflygtninge. Og når østaterne i Stillehavet forsvinder, er skelnes der ikke imellem olie fra Grønland og olie fra Danmark – så bærer vi alle skylden.

Derfor håber jeg, at Grønland, som det første men ikke sidste land i verden, i stedet vil satse på at vise, at de er i stand til at sætte fornuft og medfølelse før profit, og lade olien blive, hvor den end måtte være.

Godt gået i Grønland

Fire aktivister har i to døgn holdt begge Cairn’s olieboringer ved Grønland ude af drift. Det er godt gået, for boringerne er en kæmpestor fejltagelse og bør ikke få lov at finde sted. Boringerne finder sted i det arktiske farvand i ’isbjergsalleen’, hvor risikoen for en ulykke er større end i stille egne, og hvor et eventuelt udslip vil være stort set umuligt at rydde op. Jeg er bange for et udslip og jeg er bange for de mange store olieselskaber, der lige nu føler Cairns boringer nøje. Hvis Cairn finder olie står hele verdens olieselskaber på spring til at plastre den grønlandske vestkyst til med boreplatforme.

De fire dygtige klatrere, der tirsdag morgen indtog Cairns borerig fra tre gummibåde er polakken Mateusz Emeschajmer, der bor i Norge, Sim McKenna fra USA, Timo Puohiniemi fra Finland og Jens Lowe fra Tyskland. De holdt stand mod det arktiske vejr i to dage, men i går aftes lovede vejrudsigten storm og vi besluttede at afslutte aktionen. Mine kolleger på Esperanza, det Greenpeace-skib, der har ligget i nærheden hele tiden, ringede med den besked til både Grønlands Kommandoen og politiet, som også var på stedet. Vi ville gerne hente klatrerne ned på samme måde som de kom op, nemlig med gummibåde, men politiet øjnede en chance for en arrestation og brugte fire timer på at finde en måde at få vores fire klatrere til at gå op på selve boreriggens dæk i stedet. Nu er de fire i politiets varetægt sigtet for ulovlig indtrængen samtidig med at politiet forsøger at fylde medierne med en historie om, at politiet faktisk reddede klatrerne.

Men det skal ikke være politiets langsomhed eller dets mediespin, der skal fylde denne blog. Det skal være en hyldest til de fire dygtige og modige mennesker, der har taget et stort personligt i klimakampen. Disse år er afgørende, når det gælder kampen mod klimaforandringerne. Vi skal tvinge politikerne til at tage de rigtige beslutninger og vi skal hjælpe virksomhederne med ikke at tage katastrofalt dårlige beslutninger. Verden har ikke brug for mere olie – faktisk kan vi kun bruge en mindre del af den olie, vi allerede har adgang til. Vi har brug for hurtigst muligt at skifte til vedvarende energi.

Vestens slagmark

Jeg sidder på Greenpeace-skibet Esperanza og kigger ud på den tiltagende storm og kulde, og på boreriggen Stena Don, hvor fire aktivister fra Greenpeace har hængt i deres små telte i snart 30 timer. Vinteren er så småt på vej. En vinter, der vil lukke Cairns prøveboringer ned for denne gang, for her i Baffinbugten er det naturen, der råder – trods alt. Lige er nu er de igangværende boringer lukket på grund af Greenpeaces tilstedeværelse, har Cairn meddelt.

Aktivist på ydersiden af den Cairn opererede borerig, Stena Don. © Greenpeace / Will Rose

Måske kan vores ønske om at beskytte Arktis fra olieboringer og de medfølgende risici virke arrogant og bedrevidende, og måske føles det for nogle grønlændere som om, vi kommer og blander os i noget, der ikke vedkommer os. Måske kan det virke som om, at vi er ude efter Grønland. Jeg forstår og respekterer, at folk her i Grønland ikke er vilde med Greenpeace efter 70’ernes og 80’ernes sælkampagne, som utilsigtet fik folk til at skære al sælfangst over én kam – både den ikke bæredygtige canadiske og den bæredygtige grønlandske. Det har Greenpeace gjort meget for at rette op på bl.a. sammen med Great Greenland.

Uanset hvad man mener om den indsats og den kampagne, så er det mit håb, at folk i Grønland alligevel vil lytte lidt til vores advarsler og danne sig en holdning på et faktuelt grundlag.

Det er et fakta, at olieboringer er risikable – det mindede udslippet i Den Mexicanske Golf hele verden om på ubarmhjertig vis. Olieboringer i sårbare områder som Arktis er endnu mere risikable, for sker der et udslip her, vil konsekvenserne være overvældende og til endnu større skade for bl.a. fiskere og fangere.

Netop nu befinder Greenpeace-skibet Arctic Sunrise sig i Den Mexicanske Golf for at indsamle viden om miljøets tilstand efter BP-katastrofen. Samtidig befinder Esperaranza sig her i Grønland for at protestere over Cairns prøveboringer. I mere end 20 år har Greenpeace ført en global kampagne for udfasning af fossile brændsler. Vi har protesteret mod olieudvinding i Norge og Danmark, i Skotland og USA og nu også i Grønland. Vi arbejder for, at kulkraftværker i Danmark, Europa og USA lukkes og for at stoppe olieudvinding af canadiske tjæresand.

Vi er ikke ”ude efter Grønland”. Vi kører en global kampagne mod fossile brændsler, mod kulkraftværker, mod dybhavsboringer og for vedvarende energi. Det gør vi, både fordi klimaforandringerne er den største enkeltstående udfordring, som menneskeheden nogensinde har stået overfor, og fordi udvinding, forarbejdning og udledning fra fossile brændsler i sig selv har vist sig at have store negative konsekvenser for mennesker og miljø.

Det er langt sværere at rette op på en fejltagelse i Arktisk farvand, end det er at forhindre den i nogensinde at blive begået. Derfor fokuserer vi vores trods alt begrænsede kræfter på de særlige områder, hvor historiske fejltrin er nærmest umulige at rette pga. miljøet særlige sårbarhed – bl.a. i Grønland. Samtidig opgiver vi ikke vores andre kampe. Vi arbejder stadig for udfasning af kul i Danmark, og vi arbejder stadig for et globalt forbud imod dybhavsboringer. Det mener vi er vores pligt som miljøorganisation. Uanset om det er populært eller ej.

Nu går den ikke længere, Cairn!

Jeg har lige stået på dækket og set flere gummibåde med Greenpeace-aktivister sejle i fuld fart mod Cairns boreplatform ude i hvad der for mange må virke som midten af ingenting. Men efter at jeg de sidste ti dage har haft øjnene stift rettet mod boreplatformen, føles det vitterligt som verdens navle. Og des mere jeg tænker over, des mere syntes jeg der er om det.

Imens mine venner er ved at klatre op på boreplatformen for at stoppe Cairns ødelæggende fremfærd – i det mindste for bare et øjeblik – så bliver det mere og mere klart, at menneskeheden står ved en determinerende skillevej og at denne kamp kun er en af mange, hvis vi skal forhindre den globale katastrofe vi med lukkede øjne er på vej imod.

Greenpeace-aktivister på vej mod boreriggen Stena Don i Baffinbugten

I takt med at menneskehedens higen efter fossile brændsler stiger, og CO2-udslippet følger efter, tilsidesætter snæversynede politikere og grådige olieselskaber hensynet til mennesker og miljø. Og selvom organisationer som Greenpeace gør alt hvad vi kan, så vil det ikke være nok. Selvom vi forhåbentlig kan forhindre Cairn i at blive færdige med deres boringer i år, jamen så kommer der for hver boresæson kun flere og flere olieselskaber til – og slaget står ikke kun i Arktis. Det står i Canada, hvor de samme profithungrende selskaber ødelægger den unikke skov, forurener floderne og bogstavelig talt forpester livet for befolkningen for at kunne få fat på olien der ligger gemt i undergrundens tjæresand.

Det står i USA, hvor Obama ikke har vist formatet til at vende landet væk fra kul og olie, men i stedet ignorer alle globale forpligtigelser. Det står i de fattige lande, hvor virksomhederne skruppelløst søger nye markeder uden regulering og uden krav i stedet for at søge den bæredygtige udvikling der er pinedød nødvendig. Det står i vores eget lille land, hvor vores regering har forspildt chancen for at føre os ud af den fossile tidsalder, og i stedet har foretrukket at tækkes et parti for hvem klimaforandringerne er ikke-eksisterende.

Men det er ikke for sent – det må ikke være for sent. Menneskeheden har gang på gang vist, at vi har evnen til at opnå store ting på meget kort tid. Og det har meget sjældent, om nogensinde, været så vigtigt som nu. Vi har kun få år til at vende udviklingen og det kræver en indsats der både foregår lokalt, nationalt og globalt. Vi har ikke råd til, at politikerne skyder ansvaret og skylden på fjerne lande. Vi har ikke råd til at lade os lulle i søvn af fine ord og gratis løfter. Vi er nødt til at sikre handling og vi er nødt til at sikre den nu.

Det er derfor jeg er her i Arktis for at forsøge at bremse dette vanvid inden det går galt. Greenpeace bliver gang på gang spurgt, hvorfor vi ikke er et andet sted, hvorfor vi ikke fokuserer på nogle andre. Og der er ingen tvivl om, at det burde man. Man burde protestere mod brugen af fossile brændsler alle steder – og man burde protestere mod det uretfærdige i at de rige, hvide mennesker i den vestlige del af verden har skabt problemet, men nu vender det blinde øje til og nægter at påtage sig ansvaret.

Jeg og Greenpeace gør alt hvad der står i vores magt, men det der er brug for, det er at alle dem der kommer med gode råd til, hvad vi burde kaste os over, tog skeen i den anden hånd og selv kastede sig over det. Vi har brug for global bevægelse – ikke kun i ord men i handling. Jeg har intet problem med at folk kritiserer Greenpeace for dette og hint. Nej, det jeg har et problem med, det er at de ikke selv gør noget. Det kan godt være, at det får konsekvenser, men en ting er sikkert, og det er at hvis ikke vi handler, hvis vi ikke gør noget, så bliver konsekvenserne katastrofale.

Forsigtighedsprincip på Børsen?

Idag fremlægger Cairn, det britiske olieselskab, der lige nu borer efter olie i farvandet ud for Diskoøen ved Grønlands vestlyst og som jeg kan holde øje med gennem koøjet på min kahyt på Esperanza, halvårsregnskab. Men allerede igår kunne Guardian røbe, at Cairn har fundet tegn på olie i de to første boringer. For nyligt valgte Cairn at sælge halvdelen af sine licenser i Indien for i stedet at kunne investere massivt i Grønland.

Esperanza holder vagt ved Cairns to risikable olieboringer ved Grønland

Hvis det er korrekt, at der er fundet olie, så er det triste nyheder. Et oliefund her i Grønland vil sætte gang i en omfattende arktisk oliejagt, der ikke alene vil være en trussel for det sårbare, arktiske miljø, men som også vil mindske chancen for at forhindre de værste konsekvenser af klimakrisen.

De miljømæssige konsekvenser ved et olie-udslip i Arktis er katastrofale. BP-udslippet i Den Mexicanske Golf har vist, hvad der kan ske, og i et arktisk område som lige her i Baffinbugten ud for Aasiaat vil konsekvenserne være værre og oprydningsmulighederne meget færre. Et olieudslip kunne ødelægge ikke bare den grønlandske natur, men også fiskeri og fangstmuligheder, som stadig udgør 80 % af de grønlandske eksportindtægter.

Verden bliver nødt til at komme ud over sin ekstreme afhængighed af olie og andre fossile brændsler og i stedet for satse på rene teknologier hurtigst muligt. En oliejagt i Arktis er den helt forkerte retning. Hvis vi skal holde den globale temperaturstigning under to grader, som de fleste lande er enige om, så kan vi kun tillade os af bruge en fjerdedel af de reserver af fossile brændsler, vi allerede har fundet. Der er altså slet ingen grund til at lede efter mere.

Idag står i pengenes tegn. Wall Street og børser verden rundt skal forholde sig til Cairns halvårsregnskab og vurdere om de tror på Cairns store satsning i Grønland. Jeg håber, at i det mindste nogle af aktiejakkesættene husker billederne fra BP-katastrofen i Den Mexicanske Golf. Det ville være fantastisk, hvis Børsen husker forsigtighedsprincippet og ikke bare belønner Cairns store risikovillighed. For Cairn tager ikke kun en risiko på egne vegne, men spiller hazard med hele Grønlands fremtid.

Drama ved verdens ende

Jeg står på broen af Esperanza og kigger på boreriggen Stena Don, der borer efter olie ud for Grønlands vestkyst. Vi er blevet mødt af det danske krigsskib Vædderen, som har oplyst os om en sikkerhedsgrænse på 500 meter fra riggen, som vi ikke må overskride.

Grønlands politi har en båd i området, der er assisteret af 3 gummibåde, der skal holde os væk fra boreriggen.

Billedet af militærskibe og den enorme boreplatform i disse øde egne, der ellers kun huser hvaler og isbjerge, er noget, der brænder sig fast på nethinden. Tænk på hvad en ulykke ville betyde for den uspolerede, arktiske natur? For ikke at tænke på de grønlandske fiskere og fangere?

Jeg kan ikke lade være med at undre mig over, hvad der går igennem hovedet på ejerne af Cairn (det skotske olieselskab bag boringerne) i disse dage og uger. Tænker de kun på den potentielle profit og på at sætte flere millioner ind på kontoen, eller er der også et gran af tvivl, en lille del af dem, der har lyst til at sige stop – det håber og tror jeg på. Cairn er kendt for sin villighed til at tage risici, men det har hidtil været med egne penge. Nu er det i stedet miljøet, klimaet og de grønlandske fiskere, der står for skud.

Sim, et af crew-medlemmerne ombord på Esperanza, er født og opvokset i New Mexico. Han var i Louisana, da Deep Water Horizon brød i brand og har med egne øjne oplevet, hvad katastrofen betød for havet, for strandene og for de lokale. Det, der er svært at forstå, er at konsekvenserne af en tilsvarende ulykke her kan være meget større. Det kolde vejr, vinterisen og den manglende infrastruktur vil betyde, at både mængden af olien fra et udslip, og tiden det vil tage, før olien er væk, vil være meget større.

Det absolut værste scenarie, jeg kan forestille mig, er at der sker et udslip så tæt på, at isen lukker til, at man bliver nødt til at lade olien fosse ud over vinteren, uden at man kan gøre noget ved det. Der er 14 skibe, der skal hjælpe til i området. I Den Mexicanske golf var der over 6.500, og alligevel siger uafhængige forskere, at der stadig er omkring 80 % af olien tilbage.

Den grønlandske regering og Cairn har gang på gang påstået, at de følger de højeste sikkerhedsstandarder og gør alt i deres magt for at forhindre en ulykke. Men har man nogensinde hørt et selskab sige andet? Er der nogen sinde en regering, der har udtalt, at de ikke stiller de højeste sikkerhedskrav? Alligevel er det gang på gang gået galt. Og alligevel vil Cairn ikke offentliggøre deres beredskabsplan, og det grønlandske Råstofdirektorat vil ikke mødes med Greenpeace.

Og olieboringerne handler ikke kun om risikoen for en ulykke. Det handler også om, at vores klima ikke kan tåle afbrændingen af flere fossile brændsler. Vi har kun råd til at afbrænde en fjerdedel af de kendte fossile reserver. At blive ved med at lede efter mere olie vil ikke ændre på det.

Hvis verdens regeringer virkelig står bag det løfte, de gav i København om at bremse klimaforandringerne, så må det første skridt være et globalt stop for de værste fossile brændsler – herunder dybhavsboringer efter olie.

De boringer vi oplever nu, er kun en prøveklud for alverdens olievirksomheder, der står på spring for at omdanne Arktis til et oliehelvede, hvor risikoen for en katastrofal ulykke kun vil vokse og vokse. Derfor er jeg i Arktis. For at gøre mit yderste for at forhindre en enorm fejltagelse.

Olieindustrien på dybt vand

Fredag forlod jeg Nuuk, hovedstaden i Grønland, hvor vi torsdag aften afholdt borgermøde, og steg ombord på det stolte Greenpeace-skib Esperanza. For første gang skal jeg ud på en længere sørejse, og hvilken mere passende lejlighed end vores go beyond oil-kampagne. Vi er på vej imod en ukendt destination for at stoppe nogle af verdens mest kritiske olieboringer. Selv efter den katastrofale ulykke i Den Mexicanske Golf, hvor over 750 millioner liter olie slap ud, fortsætter olieselskaberne med deres hensynsløse adfærd og sætter profit før hensyn til miljø og natur, og regeringer lader sig forblinde af løfterne om guld og grønne skove.
Efter i en periode at have arbejdet på at bremse for Cairns olieboringer ud for den grønlandske vestkyst, har jeg oplevet flere ting, der får mig til tvivle på, om der reelt er styr på sagerne. Et af eksemplerne er spørgsmålet, om hvorvidt boringerne ud for Diskobugten reelt er dybhavsboringer. Spørgsmålet er interessant, fordi risikoen ved dybhavsboringer er væsentligt højere end normale boringer. De grønlandske boringer er på 320-630 meter, men er det dybt? Ifølge Naalakkersuisut og Cairn, nej. Ifølge USA, Exxon og mange andre, ja. Obama-administrationens forbud mod nye dybhavsboringer går allerede fra 150 meter (500 fod) mens Exxon taler om at dybhavsboringer starter ved 400 meter. Der er mange definitioner på dybhavsboringer, men mit udgangspunkt er, at det ikke er selve antallet af meter der er afgørende, det er de teknikker der anvendes, og her er billedet meget entydigt:

• Et olieudslip vil praktisk taget opføre sig på samme måde om det foregår på 200 eller 1.200 meter. Olien vil nemlig på disse dybder reagere på trykket og spredes på et større område.
• Når man opererer på over 200 meter, kan man kun reparere eventuelle lækager og tekniske fejl med robotter og ikke med dykkere.
• Teknikken der anvendes af Cairn er i princippet præcis den samme som den der blev brugt på Deepwater Horizon.

Regeringer og olieselskaber forsikrer os gang på gang om, at alt er skønneste orden, og at alle sikkerhedsregler er taget – jeg kan bare ikke lade være med at tænke på, hvor mange gange det skal gå galt, hvor mange olieindsmurte dyr og ødelagte strande, vi skal være vidne til, før vi indser, at nogle risici altid vil være for store.

Mens jeg står og nyder solnedgangen og kigger på det umiddelbart uendelige ocean, kan jeg ikke lade være med at føle en smule mismod. Vores levevis medfører så meget ødelæggelse – for vores medmennesker og for miljøet. Men det går ikke længere. Vi bliver nødt til at se fremad og ikke bagud, vi bliver nødt til at forlade den fossile tidsalder – og det er derfor jeg har forladt min hjembys trygge favn for at stoppe den beskidte olie, hvor end det er nødvendigt.

Lad ikke Cairn blive Grønlands BP

I går fik det skotske firma Cairn tilladelse af Naalakkersuisut (den grønlandske regering) til at foretage yderligere to boringer ud for Diskobugten. Det er en meget forhastet beslutning, som jeg frygter, kan komme til at forfølge det grønlandske folk i mange år.

Jeg er i disse dage i Nuuk med tre af mine kollegaer, hvor vi forgæves har forsøgt at etablere en dialog med det grønlandske Råstofdirektorat. Vi har indsendt et høringssvar, der peger på en lang række uregelmæssigheder, som Cairn bliver nødt til at adressere.

Desværre har Råstofdirektoratet hverken fulgt op på høringssvaret eller ønsket at mødes med os. Det ligger direkte i forlængelse af, at man tidligere på sommeren nægtede offentligheden adgang til Cairns beredskabsplan i tilfælde af et olieudslip.

Da Naalakkersuisut åbenbart ikke ønsker dialog og åbenhed, har vi i stedet taget initiativ til et borgermøde i Nuuk i morgen, hvor vi vil beskrive de katastrofale konsekvenser af udslippet i Den Mexikanske Golf, og diskutere hvorfor de grønlandske boringer er særlige problematiske.

Vi håber selvfølgelig, at politikere, embedsmænd, den grønlandske befolkning og måske Cairn vil komme til borgermødet, men ellers ser jeg frem til en åben debat med interesserede grønlændere.

Vi har igennem historien set (Shell i Nigeria og Antarktis, BP i Den Mexikanske Golf, Exxon ved Exxon Valdes, China Oil i Dahlian) at olieselskaber altid sætter profit i første række, og at miljø og sikkerhed kommer i anden række.

Derfor er det nødvendigt, at problemerne ved de konkrete boringer og ved boringer i Arktis generelt kommer frem i lyset og ikke bliver ignoreret af Naalakkersuisut. Det kan kun ske gennem en åben og ærlig dialog.