• Havreservater kan redde livet i havet

    Udgivet den 20. januar 2011 Hanne Lyng Winter 1 kommentar

    I dag præsenterer Danmarks Miljøundersøgelser en rapport, der konkluderer, at Danmarks dyr, planter og natur har det rigtig skidt. Også i havet står det slemt til, rigtig slemt! Det er faktisk det stykke danske natur, forskerne ved allermindst om – og det, som vi paradoksalt nok har mest af!

    Det værste ved det hele er, at både regering og forskere ved, hvad der skal til for at vende udviklingen. Regeringen gør bare ikkenoget  – den lader stå til, og er håbløst uambitiøs, når det kommer til beskyttelse af natur. Et eksempel er de havreservater – eller Natura 2000-områder som de også hedder – som regeringen har udpeget på havet. Disse områder er udpeget som beskyttelsesværdige ifølge EUs habitatdirektiv fra 1992, fordi der er en sårbar natur på bunden som for eksempel stenrev eller fordi Danmarks eneste hval, marsvinet, lever der. Problemet er bare, at regeringen overhovedet ikke har gjort noget for at beskytte dem. Det er for eksempel stadig fuldt lovligt at trække et trawl lige ind igennem et områder, der er udpeget som ”beskyttet”, selvom trawl giver masser af bifangst og ødelægger havbunden.

    Hvis vi på nogen måde skal gøre os håb om at bremse tabet af dyr og planter i havet og vende den sørgelige udvikling, så bliver miljøminister Karen Ellemann simpelthen nødt til at tage styringen i miljøpolitikken og kræve at i det mindste de beskyttede områder bliver fri for fiskeri.

    DMU-rapporten er tiltrængt, men konklusionerne er desværre ikke nye – bestemt heller ikke for havets vedkommende. I 2009 udgav DMU en tilstandsrapport, der sagde stort set det sammen, i foråret 2010 udgav det Grønne Kontaktudvalg en rapport, der konkluderede at biodiversiteten i den danske natur – også i havet – var i tilbagegang, og HELCOM udgav også i 2010 en rapport om Østersøen og Kattegat, der viser det samme billede. Det står skidt til i vores havområder!

    Danmark var forpligtet af et FN og EU-mål til at bremse tabet af biologisk mangfoldighed inden 2010. Den blæste regeringen højt og flot på og nu er målet om at lade være med at udrydde arter udskudt til 2020. Det er jo om noget en virkelig håbløs måde at føre naturpolitik på. Bare at lade stå til. Ja, jeg ved ikke engang om jeg vil kalde det politik, for det er jo ingenting.

  • Ny FN-aftale skal være et vendepunkt

    Udgivet den 1. november 2010 Tove Ryding 1 kommentar

    I sidste uge sluttede FN-forhandlinger i Nagoya, Japan med, at verdens regeringer vedtog en ny aftale, der skal sikre bevarelsen af dyre- og planteliv. Det er glædeligt at flere årsager.

    Politisk vilje er altafgørende
    For det første har det faktum, at det var muligt at få en aftale, genskabt en smule tillid mellem de rige og fattige lande og illustreret vigtigheden af, at der er politisk vilje til fremskridt i FN. Efter den fatale fiasko som COP15 endte ud med tilbage i december, har verden været ramt af en slags FN lede. Førende medier har betragtet selve FN-processen som årsagen til den manglende klimaaftale, verden så desperat har brug for, og der har været en ivrig lyst til at bevise teorien om FN’s uduelighed ved også at få biodiversitetsmødet i Nagoya erklæret en fiasko. F.eks. var Britiske Guardian ikke sen til at erklære ’nedtrykkende paralleller’ mellem biodiversitetsforhandlingerne og klimaforhandlingerne i København.

    Men selv om det er korrekt, at meget i FN kunne blive bedre og mere effektivt, så har det centrale problem i FN’s miljøbeskyttelse aldrig været selve FN men derimod regeringernes manglende vilje til fremskridt og til at påtage sig forpligtelser. Det blev illustreret til biodiversitetsmødet i Nagoya, der endte som alt andet end et nyt ”COP 15”. I stedet for forhandlings-sammenbrud og mistillid mellem de rige og fattige lande bød Nagoya-mødet på globalt samarbejde og vilje til fremskridt, hvilket var selve forudsætningen for, at mødet til sidst kunne munde ud i vedtagelsen af en ny FN-aftale om naturbeskyttelse. Journalisten fra The Guardian endte da også med at måtte æde sine negative forudsigelser og erklærede sig i stedet ”behageligt chokeret” over regeringernes fremskridts- og kompromis-villighed.

    Biodiversitets-mødet i Japan blev med andre ord et stærkt tiltrængt eksempel på, at verdens regeringer stadig kan samarbejde om at få løst vores globale miljøproblemer, og det er vigtigt, både i forhold til at få standset masseudryddelsen af arter men også når det gælder klimaforhandlingerne, som fortsætter i Cancun, Mexico i slutningen af november.

    Halvgod aftale
    Hvad angår selve aftalen, så kunne den have været bedre – ingen tvivl om det. F.eks. formåede verdens regeringer ikke at blive enige om at standse den globale ødelæggelse af skovene, men blev derimod kun enige om, at skovødelæggelsernes hastighed skal halveres senest i 2020.

    Men en glædelig del af aftalen var den juridisk bindende protokol om, at virksomheder fra vestlige lande ikke skal kunne hente materiale fra naturen i ulandene uden tilladelse og uden en klar gensidig aftale om, hvordan udbyttet skal deles, hvis materialet udnyttes kommercielt. Ud over at sikre, at ulandene ikke mister indtægter, som retmæssigt er deres, vil aftalen forhåbentlig også betyde, at vestlige forskere og virksomheder får bedre muligheder for at udvikle produkter fra f.eks. regnskovene, fordi ulandene ikke behøver at frygte, at deres ressourcer bliver stjålet og dermed vil være mere åbne.

    Danmark er et pinligt eksempel
    En sidste ting, jeg synes er bemærkelsesværdigt, er, at Karen Ellemann ikke var sen til at kalde den nye aftale for et ’afgørende vendepunkt for beskyttelsen af naturen’. Dermed får hun jo elegant fremstillet sig selv som naturens minister – det må fremtiden jo så vise, om hun er. Én ting er imidlertid sikkert, og det er, at vores nuværende regering ikke har været naturens vogter.

    Danmark er nemlig et pinligt eksempel på et land, hvor regeringen har hævdet, at de havde et mål om at standse naturødelæggelsen senest 2010. Desværre har VK-regeringens naturpolitik indtil videre absolut ikke været til gavn for naturen men derimod udelukkende for industrier så som konventionelt og ubæredygtigt landbrug, skovbrug og fiskeri.

    Vi har med andre ord rigtig gode grunde til at håbe, at denne aftale virkelig bliver et vendepunkt – for VK-regeringens naturpolitik såvel som for den globale naturbeskyttelse.

  • Ny rapport: Mangfoldigheden i den danske natur lider

    Udgivet den 19. maj 2010 Hanne Lyng Winter 1 kommentar

    Natur og dyr i Danmark er under pres. Det viser rapporten ”Danmarks natur 2010 – om tabet af den biologiske mangfoldighed” der offentliggøres i dag af de grønne organisationer i Danmark.

    I afsnittet om de danske havområder, som jeg har skrevet, fremgår det, at den biologiske mangfoldighed falder, ålegræsset er forsvundet og iltsvind er et tilbagevendende problem med katastrofale konsekvenser for havets dyr og planter.

    Afsnittet om fisk, som Henrik Carl og Peter Rask Møller fra Statens Naturhistoriske museum har skrevet, viser, at det ikke går meget bedre for fiskene: Ålen er akut truet, flere torskebestande lider under vedvarende overfiskeri og hajer er i tilbagegang.Og den sørgelige historie stopper desværre ikke her. Vi ved nemlig kun noget om en brøkdel af de fiskearter, der faktisk lever i de danske havområder. Derfor ved vi overhovedet ikke, hvordan det står til med rigtig mange af de fisk, der lever derude i vores hav. Fisk, der er vigtige for hele fødekædens sammenhæng.

    Vores lille hval marsvinet ser det heller ikke for godt ud for. Der er ingen overvågning af bifangsten. En optælling fra 2005 viser, at der er grund til bekymring for bestanden i de indre danske farvande og antallet af strandede marsvin stiger.

    Når det kommer til havet, viser rapporten altså to ting: Det står skidt til med det, der er viden om, og udover det er der skræmmende lidt data om vores havområder. Og de to ting skyldes en larmende uambitiøs regering, der gang på gang nedprioriterer beskyttelse af naturen og de dyr, der lever der.

    Der er endnu ikke formuleret en klar strategi for at vende udviklingen i vores farvande. De EU-direktiver, der forpligter regeringen til at beskytte, bevare og overvåge, vælger den at nøle med og gang på gang vælges de absolut mest uambitiøse målsætninger og virkemidler.

    For havet er der kun én vej: Kvælstofbelastningen skal ned, trawlfiskeri skal reguleres og i langt de fleste områder helt forbydes, overfiskeriet skal stoppes, og der skal oprettes fuldt beskyttede områder på havet, hvor dyr og planter kan få lov at kommer sig efter årtiers rovdrift og industripolitik.