Grønland fortsætter hovedløs oliejagt

Den grønlandske regering har netop offentliggjort udbuddet af oliefeltslicenser langs den nordlige vestkyst. Selvom det ikke er egentlige boretilladelser, så er det det første, store skridt på vejen, og risikoen for, at Arktis bliver oversået med boreplatforme, er steget betragteligt.

Det er utrolig ærgerligt, at den grønlandske regering ignorerer advarselslamperne og tillader en intensivering af olieselskabernes russiske roulette med den grønlandske natur og vores fælles klima. Det er helt forståeligt, at Grønland ønsker sig økonomisk frihed, men det er helt uforståeligt, at det skal ske ved at sælge deres natur til de multinationale olieselskaber. Jeg håber meget, at vi i Greenpeace når at komme igennem med vores krav om et internationalt forbud mod alle nye boringer til havs, inden olieselskaberne begynder at bore i den arktiske undergrund.

Jeg havde også håbet, at DONG Energy ville afholde sig fra at byde ind på licenserne og dermed leve op til virksomhedens mange anstrengelser for at få verden til at se selskabet som grønt og miljøbevidst. I stedet har både DONG og Mærsk valgt at søge licenserne, som de altså nu har fået i et af verdens mest sårbare områder, og det er for mig både uforståeligt og uforeneligt med en grøn og ansvarlig profil.

Der er mange gode grunde til et forbud mod alle nye boringer til havs og, udover den kortsigtede profit, ingen argumenter for. En af dem så vi desværre udpenslet i Den Mexicanske Golf sidste sommer. Det er en katastrofe, der vil trække sine ødelæggende spor langt ind i fremtiden og en katastrofe, der ville have haft endnu værre konsekvenser, hvis den var sket i Arktis. Og alle de nye licenser ligger nord for denne sommers boringer, hvilket forværrer både risici for og konsekvenserne ved et udslip.

I den Mexicanske Golf samlede BP under ti procent af olien op. Resten fordampede, blev forarbejdet af mikroorganismer eller blev opløst og spredt ud over store områder, hvor det nu er i gang med blandt andet at ødelægge koralrevene. Den lille del af olien, der blev samlet op, skal ses i lys af, at man i den Mexicanske Golf havde omkring 6.500 skibe til at hjælpe med oprydningen. Da Cairn i sommer borede ud for den grønlandske kyst, havde selskabet 13 skibe tilstede i tilfælde af en ulykke. Resten af materiellet skulle hentes ind fra England og resten af verden, og den essentielle indsats de første par dage ville derfor ikke være mulig. Foruden de åbenlyse logistiske problemer og den manglende effekt af selv en meget målrettet oprydningsindsats, vil fordampningen og nedbrydningen af olien, der fjernede en stor del af olien i den Mexicanske Golf, på grund af kulden slet ikke i samme grad bidrage til at fjerne olien. Grønlænderne er derfor i langt højere grad afhængige af mulighederne for at fjerne olien selv og af, at der ikke sker et udslip.

Den grønlandske regering har sagt, at risikoen for et udslip praktisk taget er ikke-eksisterende, da man følger de norske standarder, som er meget strengere end de amerikanske. Det norske oliedirektorat består dog af 215 mennesker, mens det grønlandske Råstofdirektorat, der udover olieudvindingen også skal dække alt anden råstofudvinding i Grønland, består af 30 mennesker. Samtidig indtager Råstofdirektoratet, ifølge den norske oliehistoriker Helge Ryggvik, en meget uheldig dobbeltrolle, da direktoratet både skal tiltrække olieselskaberne og sikre sig at reguleringen er streng nok. Selv hvis Råstofdirektoratet var på niveau med de norske myndigheder, så er det ingen garanti. I løbet af sommeren indrømmede Statoil, at det kun var tilfældigheder og ren og skært held som forhindrede et blowout af den slags, vi så i den Mexicanske Golf. Jeg håber selvfølgelig, at vi aldrig vil komme til at se et olieudslip igen og vil sammen med det grønlandske folk krydse fingre. Desværre er der heller ikke så meget andet at gøre…

Foruden de umiddelbare risici for et olieudslip er der en anden meget god grund til, hvorfor vi må indføre et stop for nye olieboringer: Klimaforandringerne. De står foran os som den største enkeltstående trussel, menneskeheden nogensinde har skullet imødegå. Hvis vi skal imødegå den, så kræver det, at vi kun afbrænder en fjerdedel af de kendte fossile reserver (og det er endda uden at man medregner tjæresand og skiferolie). Vi skal altså ikke udvide de fossile reserver ved at lede efter mere olie – og særligt ikke i områder, hvor risikoen er så høj som ved Grønland. Der er kun én vej fremad; en hurtig omstilling fra et samfund baseret på olie, kul og gas til et samfund baseret på sol, vind og vand. Verden har den nødvendige teknologi, viden og ressourcer, men mangler politisk mod, der kan sætte et stort og klart pejlemærke for industriens investeringer. Hver en krone, der hældes i nye risikable boringer, er ikke bare spildt, men direkte ødelæggende for en fremtid uden katastrofale og ukontrollable klimaforandringer.

Den stædige grønlandske insisteren på en oliejagt er hovedløs. Grønland risikerer ikke bare at blive hjemsted for en katastrofe som den i den Mexicanske Golf, men hælder uden omtanke benzin på planetens katastrofekurs. Alle regeringer har et ansvar for at vælge rigtigt og skubbe udviklingen i den rigtige retning. Den grønlandske regering må ikke svigte det ansvar.

Oliefund er en sort nyhed

Politiken kan her til morgen fortælle historien om, at det olieselskabet Cairn, der siden juli har boret i Grønland, har fundet olie. Den selvsamme borerig, som aktivister fra Greenpeace i sidste måned okkuperede i to døgn har fundet to forskellige slags olie, som nu er sendt på laboratorium i England. Hvis det virkelig er rigtigt, så er det en sort nyhed, der kan få fatale konsekvenser for havet omkring Grønland, Arktis og hele klodens klima.

Men først skal vil jeg lade tvivlen komme klimaet til gode. Det kan være at oliefundet ikke er et jackpot, fordi mængderne muligvis ikke er tilstrækkelige til, at det kan betale sig for Cairn og andre selskaber. Og der er kun to uger tilbage af denne sommers mulighed for at bore olie, så har både Cairn og Grønland en lang og isfyldt vinter til at besinde sig. Det er meget risikabelt at bore i Baffinbugten og det er helt unødvendigt at finde mere olie, for vi kan ikke engang tillade os at afbrænde al den olie, vi allerede har fundet.

Der er brug for et forbud mod alle nye efterforsknings- og olieboringer til havs. Hvis den globale temperaturstigning skal holdes under to grader, som det meste af verden er enige om er et absolut maksimum, så skal vi hurtigst muligt af med olie, kul og gas. Det er både realistisk og samfundsøkonomisk rentabelt at skifte til ren og sikker vedvarende energi.

Andrea støtter Greenpeace

I 2006 sagde en gravid Andrea Elisabeth Rudolph ja til at Greenpeace tog en blodprøve for at undersøge indholdet af en række farlige kemikalier såsom bly, flammehæmmere, plastblødgørende phthalater med flere. Sammen med Sofie Lassen-Kahlke var hun undersøgelsens yngste deltager og netop de to indeholdt flest sundhedsskadeliges stoffer. Jeg glemmer aldrig Andreas reaktion. Hun blev rasende og ville straks have industrien stillet til ansvar. Andrea tog endda initiativ til at møde daværende miljøminister Connie Hedegaard i et forsøg på at råbe politikerne op.

Siden har Andrea omsat sin vrede til handling. Det er efter hårdt benarbejde lykkedes at skabe en kemivenlig kosmetik-serie Rudolph Care og jeg har ved selvsyn konstateret, hvordan kampen imod farlig kemi er blevet en mærkevare for kvinden de fleste kender fra Vild med dans programmerne.

Nu har Andrea valgt at donere overskuddet fra en vunden retssag til det miljøarbejde vi udfører i Greenpeace. Det er en pose penge lige ned i al vores arbejde for at få politikerne til at tage klimaproblemet alvorligt og stoppe vores stadigt stigende udledninger af drivhusgasser, vores arbejde for at sikre, at havet en dag igen vil være rigt på skaldyr, fisk og hvaler og vores arbejde for at få virksomheder til at udfase kemikalier, undgå GMO og stoppe salg af illegalt træ. Så tusind tak for det, Andrea.

Den næste Deepwater Horizon

Det er midlertidigt lykkedes at stoppe olien fra at strømme ud i den mexicanske golf. Men der er altså udelukkende tale om et midlertidigt stop, og der er endnu ingen, der kan sige, hvornår olieudslippet kan stoppes endeligt.

Hvad man derimod kan sige noget om, er de ufattelige skader, som BP’s sløseri med sikkerheden og BP’s stort set manglende beredskabsplan har betydet for dyrelivet i den Mexicanske Golf og for de mennesker, der lever her.
Fiskeriet er lukket, tusindvis af mennesker står uden arbejde, døde fugle og skildpadder skyller op på strandene og store vådområde og mangroveskove risikere helt at forsvinde.
Jeg befinder mig lige nu i Gulfport, Mississippi, en af de stater, der er blevet ramt af olien fra BP’s løbske oliebrønd.
I går da vi sejlede ud på havet, sprang delfinerne omkring os. Under normale omstændigheder ville det syn have spredt glæde, men nu var det anderledes. For vi vidste, og kunne se, at vandet var fyldt med olie.
I skrivende stund bores der efter olie vest for Grønland i den sydlige Baffin bugt. I Baffin-bugten lever der narhvaler, hvidhvaler, hvalrosser, sæler, utallige fisk og fugle, og i den nordlige del af Baffin bugten er der også isbjørne.

Kommer disse dyr også til at svømme i olie i fremtiden ligesom delfinerne i den Mexicanske Golf? Vil den næste Deepwater Horizon-katastrofe ske ved Grønland?
Meldingerne fra myndighederne er, at den bedste teknologi anvendes for at undgå uheld. Men samtidig skriver myndighederne også, at denne teknologi anvendes for at minimere risikoen for uheld. Og det er  jo netop det, der er pointen. Der vil altid være en risiko, når man borer efter olie.

Efterfølgende transport af olie væk fra Grønland vil også være farlig for naturen. Folk med stor erfaring i søfart i de grønlandske farvande kalder det en ”kæmpe havmiljørisiko”  at sejle med olie i disse farvande.
Risikoen for en oliekatastrofe ved Grønland og i Arktis som sådan er simpelthen alt for stor til, at det på nogen måde kan forsvares at bore efter olie der. Derfor må Arktis fredes med det samme. Vi må ikke løbe den risiko med havets natur!

BP tester i skrivende stund trykket i brønden. Et for lavt tryk kan i værste fald betyde at brønden er i stykker, hvilket kan betyde, at en endelig forsegling kan blive svær at udføre. Indtil videre fortsætter testene i yderligere 24 timer.

Karen Ellemanns tomme snak

“Miljøministre tager ansvar for miljøet i Arktis” er overskriften på en pressemeddelelse, der netop er sendt ud fra miljøministeriet. Ved nærmere læsning står det dog desværre lysende klart, at det endnu engang er tom snak fra den danske miljøminister Karen Ellemann.

Længere nede i pressemeddelelsen fremgår det nemlig, at det Karen Ellemann mener, er at de Arktiske lande skal samarbejde, når der for eksempel skal udvindes olie i Arktis. Sådan at det sårbare havmiljø beskyttes.

Hvordan kan en minister – der skulle være miljøets minister – dog komme med sådan en udmelding? Kære Karen Ellemann: Olie kan ikke udvindes i Arktis på en sådan måde at naturen ikke skades. Hvis der åbnes op for olieboringer i Arktis, er det kun et spørgsmål om tid, før at der sker en katastrofe som den vi alle i disse dage følger i den Mexicanske golf.
Hvis det eneste den enorme olieulykke i den Mexicanske golf kan lære verdens ledere og beslutningstagere er, at der er brug for mere sikkerhed når der bores efter olie, har vi jo på forhånd tabt.

Hvad der er brug for er visionære ledere, der kan tage de rette valg hen imod en fossilfri fremtid. En vej vi sagtens kan gå, hvis der var politisk vilje til det.  Verden har ikke brug for ministre som Karen Ellemann, der blot taler om øget sikkerhed og en fortsættelse af nuværende praksis.
Der er ikke brug for ekstra sikkerhed. Der er brug for et forbud imod udvinding af olie i Arktis. Det mener blandt andet både den internationale naturbeskyttelsesorganisation IUCN, og den arktiske organisation for inuitter i Grønland, Canada, Alaska og Rusland, ICC.
Med denne seneste udmelding fra miljøminister Karen Ellemann, kan hun nu passende danne makkerskab med klimaminister Lykke Friis, der i går til information udtalte, at hun i høj grad vil olieindustrien. Vi kan vel næsten sige, at vi har fået den tvivlsomme ære at fået to oliesøstre i regering.

Arktis skånet et år

Nu er min dag reddet. Jeg har lige læst, at Obama-administrationen har besluttet at udsætte Shell’s planlagte boringer i Arktis et år. Det er en skøn nyhed, og det giver os og de andre miljøorganisationer et år mere til at bremse olieboringer i Arktis mere permanent. Shell har 16 olielicenser i Arktis og skulle have begyndt boringerne i juli.

Shell vil bore i et område, der er så sårbart, at USA har indført forbud mod fiskeriaktivitet. Havområdet er dækket af is mellem seks og ni måneder om året. Hvis der sker et uheld deroppe, vil responstiden være væsentligt længere og beredskabet væsentligt svagere end i Den Mexicanske Golf – og effekten af olien langt værre på grund af kulden. Det er en risiko, vi ikke kan acceptere. Der skal ikke bores efter olie i Arktis. Punktum.

Aktivister hilste forleden Obama-administrationens udsendte i Luisiana velkommen med et aktion på et af de boreskibe, Shell vil sende til Arktis.

Danmark vil ligesom USA også gerne bore i Arktis og det samme vil de tre andre lande med grænser til Arktis; Norge, Rusland og Canada. De fem lande forsøger at indbilde resten af Det Arktiske Råd, der i øvrigt mødes i dag i København,  at det er helt naturligt, at de fem mødes fra tid til anden bag lukkede døre og deler kagen.

Og Arktis er en meget attraktiv kage; Klimaforandringerne får isen til at smelte og det giver adgang til olie, gas og store fiskebestande. Samt mulighed for skibstrafik i stor stil. Det er klart, at Danmark gerne vil have sin del af kagen – men Danmark skal ignorere olietørsten og i stedet begynde at arbejde på et midlertidigt forbud mod al industriel aktivitet i Arktis. Vi skal have meget bedre styr på området og naturen, vi skal have lovgivning og miljøbeskyttelse på plads og vi skal have verdenssamfundet ind over – ikke bare de fem lande, der er mere styret af grådighed end af ønsket om klodens bedste. Arktis er et fødekammer for hele verdens have og et afgørende køleelement for hele planetens klima. Det er alt for vigtigt til at lade fem grådige lande afgøre dets skæbne alene.

Men i dag skal vi glædes. USA har givet Arktis ét år mere uden nye olieboringer. Nu må Danmark følge op og lige som USA lære af katastrofen i Den Mexicanske Golf. Arktis skal beskyttes.

BP står for skruppelløs olieprofit

BP er skruppelløse i deres jagt på hurtig profit. Det er BPs uansvarlige virksomhedspolitik, der er skyld i, at Den Mexicanske Golf dagligt forurenes med enorme mængder olie og giftige opløsningsmidler til stor skade for hvaler, fisk, skildpadder, fugle og ikke mindst mennesker i hele området.

BP har ført og fører en politik, der udelukkende har til formål at tjene penge og pleje deres image – i stedet for at operere på forsvarlig vis. BP er intet mindre end en serieforbryder, når det kommer til at sløse med sikkerheden.

Det viser denne ulykke med al ønskelig tydelighed: BP har blandt andet stået bag massivt lobbyarbejde, der har betydet, at et forslag om øget sikkerhed i Den Mexicanske Golf er blevet bremset.

På en høring i den amerikanske kongres i går kom det frem, at det opløsningsmiddel – corexit – BP har brugt op til 2,4 millioner liter af indtil videre er mere giftigt og mindre effektivt end andre opløsningsmidler, der optræder på en liste over godkendte opløsningsmidler fra de amerikanske myndigheder. Der blev samtidig sået tvivl om BPs uafhængighed i forholdet til valget af opløsningsmiddel, fordi BP har et ”forretningsmæssigt forhold” til producenten af det brugte opløsningsmiddel. BP er dog nu blevet pålagt at skifte corexit ud.

På samme høring kom det frem, at den eksploderede boreplatform – Deepwater Horizon – vel nærmest kan betegnes som værende stående under bekvemmelighedsflag, idet der vejrer et flag fra Marshal- øerne over platformen. Det betyder, at den amerikanske kystvagts inspektioner af platformen har været begrænsede, og at de standarder, platformen skulle opfylde, var mildere end hvis den havde været under amerikansk flag. At platformen er registret på Marshal øerne har også betydet, at inspektionerne fra kystvagten kun har været på  4 – 8 timer, imens inspektioner på amerikanske boreplatforme varer 2-3 uger!

BP har fra ulykkens start i april forsøgt at nedskalere ulykkens omfang. Til at begynde med var der ifølge BP ”kun” 1000 tønder om dagen, der strømmede ud i havet, så var det så alligevel 5000 tønder (800.000 liter) om dagen efter at kystvagten i USA havde været inde over. Nu er BP endelig gået med til at lade uvildige forskere se på optagelserne fra de læk, der er på bunden af Den Mexicanske Golf – og de forskere er kommet frem til helt ubegribelige mængder af olie, der hver dag fosser ud i den mexicanske golf. Op til 5 gange mere end de 800.000 liter om dagen BP dog har indrømmet op til nu.

Vi kan ikke stole på, at olieselskaberne kan håndtere det ansvar, det er, at få lov at operere i vores hav. Alle olieboreplatformene i Den Mexicanske Golf er under ’bekvemmelighedsflag”, så de slipper for de amerikanske sikkerhedsstandarder og igen og igen viser det sig, at pengehensyn bliver prioriteret over sikkerhed og miljøhensyn. Derfor er det fuldstændigt forkasteligt, at nogen kan forestille sig, at vi skal have de selskaber op og ødelægge de i forvejen udsatte og sårbare naturforhold i Arktis. Regeringen bør sætter en stoppe for det oliekapløb, der finder sted i Arktis, i stedet for at bruge al sin energi på at vinde det.

Drop den urimelige Arktis-klub

Den lukkede ”Arktiskklub” mødes denne gang i Gatineau Hills, Canada, hvor den danske regering har sendt justitsminister Lars Barfoed af sted for i dag at stikke hovedet sammen med udenrigsministrene fra Canada, Rusland, USA og Norge. Det var ellers Lene Espersen, der skulle have taget turen til Canada, men hun holder ferie.

Sammen skal ministrene diskutere fremtiden for et af verdens mest sårbare og vitale naturområder, der i disse år er genstand for en regulær forskningsforklædt hanekamp, som de fem lande bruger millioner og atter millioner kroner på at udkæmpe i håbet om at dokumentere mulige historiske tilhørsforhold til undersøiske højderygge og isdækkede jordskorper.

Land efter land har gjort krav på ejerskab til dele af havbunden under det arktiske ocean med flag, undervandsbåde og korttegningsøvelser. Alt sammen for at få andel i de enorme ressourcer, blandt andet olie, som den accelererende afsmeltning af den arktiske is paradoksalt nok har åbnet en ladeport op til.

Der står så mange oliemilliarder på spil, at al moral er sat til side – ifølge en fortrolig sikkerhedsvurdering fra det australske forsvar. Vurderingen stammer fra 2007 og konkluderer, at kampen om undergrunden under Arktis udgør den største nuværende risiko for en global konflikt.

Det er selv sagt absurd at kæmpe om retten til at få adgang til mere af det fossile brændsel, som verden nødvendigvis må vende sig væk fra, hvis vi skal forhindre klimaforandringerne i at løbe løbsk. Det er dog også ganske absurd og ikke mindst urimeligt, at denne lukkede klub på fem nationer udelukker resten af verden fra deres møder. Ikke mindst ICC (Inuit Circumpolar Council), der repræsenterer 160.000 inuitter i de arktiske områder, Arctic Athabaskan Council, Island samt andre organisationer og lande med åbenlyse interesser i Arktis’ skæbne.

Imens nationerne omkring Arktis slås for at få del i ressource-eventyret, sidder ofrene tilbage. Det er de små samfund omkring Arktis, hvis levevilkår vanskeliggøres af klimaændringerne, og som er mere afhængige af naturen end nogen andre. Klimaforandringerne betyder allerede i dag, at der er færre dyr at jage, og at bl.a. Isbjørnen, hvalrossen og sælerne bevæger sig tættere og tættere imod truslen om udryddelse.

Området skal fredes

Der er kun en fornuftig løsning nemlig at indføre et øjeblikkeligt moratorium, der standser al industriel udnyttelse i de dele af Arktis, der før lå under hav-is. Det er den islinie, man ofte ser på kort, der viser et gennemsnit af ismængden i perioden 1979 til 2000.

Moratoriet skal gælde, indtil der er fundet en global løsning for, hvordan området skal beskyttes på langt sigt. Det vil give en tænkepause, hvor verdens lande kan navigere i alle de mange krav på undergrunden og forespørgsler fra olieselskaber. I den tænkepause vil vi arbejde for en global aftale i lighed med den, der lige nu beskytter Antarktis i syd. En beskyttelsesaftale, som Danmark i øvrigt med stor entusiasme og engagement kæmpede for og har tilsluttet sig. Men det er selvfølgelig også nemmere at beskytte et område, når man ikke selv umiddelbart står til at kunne udnytte det økonomisk.

I det hele taget er klimaforandringerne et godt argument for at stoppe olieeventyret i Arktis her og nu. Det er almindeligt accepteret, at det er nødvendigt at holde klodens gennemsnitlige temperaturstigning så langt under to grader som muligt. For at det, kan lade sig gøre, skal det globale drivhusgasudslip toppe i 2015 og ramme tæt på nul i 2050. Hvis vi skal holde to graders-målet, er der kun plads til at afbrænde 25-40 % af de allerede kendte reserver af fossile brændsler. Derfor er det klimamæssigt uacceptabelt fortsat at investere i at lede efter og udvinde olie. Især i arktiske områder, hvor  de klima- og forureningsmæssige konsekvenser er størst.

Danmark skal ud af uværdigt oliekapløb

I denne uge er forskere og politikere samlet i Tromsø på verdens nordligste universitet for at diskutere Arktis. Denne unikke del af vores verden, der er hjem for isbjørne, sæler og hvalrosser, er under dramatisk forandring i disse år som konsekvens af klimaforandringer. Noget alle begræder, men som alligevel tænder dollartegn i øjnene på mange. Også den danske regering, der har gjort krav på store dele af Arktis. For den smeltende is gør det muligt at få snablen ned i nye, store olielagre på havbunden.

Land efter land har gjort krav på ejerskab til dele af havbunden under det arktiske ocean med flag, undervandsbåde og korttegningsøvelser. Faktisk er kampen om de sidste olieressourcer under Arktis så indædt, at den udgør den største nuværende risiko for en global konflikt, ifølge en fortrolig sikkerhedsvurdering fra det australske forsvar fra 2007. Det er et moralsk paradoks, at de lande og industrier, der har bidraget mest til de katastrofale klimaforandringer, også skal være dem, der tjener mest på dem.

Den uværdige kamp bør stoppes. Derfor har jeg brugt konferencen i Tromsø til at kræve et øjeblikkeligt moratorium for al industriel udnyttelse af det område af Arktis, der tidligere var dækket af is. Moratoriet skal gælde, indtil der er fundet en global løsning for, hvordan området skal beskyttes på langt sigt. Det vil give en tænkepause, hvor verdens lande kan navigere i alle de mange krav på undergrunden og forespørgsler fra olieselskaber. I den tænkepause vil vi arbejde for en global aftale i lighed med den, der lige nu beskytter Antarktis i syd. En beskyttelsesaftale, som Danmark i øvrigt med stor entusiasme og engagement kæmpede for og har tilsluttet sig. Men det er selvfølgelig også nemmere at beskytte et område, når man ikke selv umiddelbart står til at kunne udnytte det økonomisk.

Der er mange gode argumenter for ikke at skade den sårbare natur og det unikke dyreliv på Arktis med olieboring, industrifiskeri og skibstransport. Men det vigtigste argument må være, at vi slet ikke har brug for det olieeventyr. Det er alment accepteret som et mål at holde klodens temperaturstigning så langt under to grader som muligt. Hvis man skal det, skal det globale drivhusgasudslip toppe i 2015 og gå i en skarp kurve ned og ramme noget nær nul i år 2050. Hvis vi skal holde to graders-målet, er der kun plads til at afbrænde 25-40 % af de allerede kendte reserver af fossile brændsler. Der er derfor absolut ingen grund til at presse Arktis yderligere ved at søge efter mere olie og gas.