Artiklen starter med ordene: ”Greenpeace holder et borgermøde i Aasiaat i aften om olieboringer i havet vest for Grønland. Det er derfor vigtigt for borgerne i Aasiaat at forholde sig kritisk til, hvad Greenpeace vil fremlægge.” Og så gennemgår artiklen et af de eksempler, jeg har på, at Cairn sviner massivt og ganske unødvendigt, når det en af disse dage går i gang med sommerens prøveboringer ud for Nuuk og Aasiaat – med reference til et interview i KNR.

Historien er ganske kort, at Cairn og det grønlandske Råstofdirektorat flere gange har fastholdt, at boringerne i Grønland lever op til ’best practise’ og de norske standarder, som er nogen af de strengeste i verden. Det er ikke sandt på en række afgørende områder. For eksempel tillader Norge ikke boringer i isfyldt farvand. Eksemplet som Selvstyret hiver frem i advarslen til borgerne i Grønland handler om udledning af rødlistede kemikalier. Én enkelt af sommerens testboringer udleder flere ’røde’ kemikalier end alle de norske og danske olieboringer gør tilsammen på et helt år. Norges mange olieboringer udleder 32 ton i alt på et år og de danske Nordsø-boringer udleder 1,6 ton.

Det er den ansvarlige politiker for Råstofdirektoratet, Naalakkersuisoq for Erhverv og Råstoffer Ove Karl Berthelsen, der også står som kontaktperson på Selvstyrets artikel med overskriften ’Greenpeaces fortielser i Grønland’. Jeg er egentligt glad for, at han endelig vil kommunikere med os, for hele processen har  været præget af hemmelighedskræmmeri og han har ikke været nem at få i tale. Det er selvfølgelig bare lidt mærkeligt, at det skal foregå via vores hjemmesider. Greenpeace har arbejdet med olie i rigtigt mage år og som global organisation har vi erfaring fra hele verden. Så jeg vil rigtigt gerne sætte mig sammen med Ove Karl Berthelsen og diskutere, hvad ’best practise’ og de norske standarder egentligt er og hvad der skal til for at Grønland sætter krav, der får Cairn til at leve op til dem.

Og jeg kan i øvrigt berolige Ove Karl Berthelsen med, at borgerne i Aasiaat skam var kritiske, da jeg mødte dem onsdag til borgermøde. Jeg ved ikke lige, om det var, fordi de havde læst hans advarsel eller ej, men jeg fik mange spørgmål, der var kritiske overfor min modstand mod boringerne – ligesom jeg fik mange spørgsmål, der var kritiske overfor selve boringerne. Folk ville høre, hvordan boringer kan gøres sikrere og hvad der skal til for, at fiskeriet og fangsten af havpattedyr ikke bliver forstyrret. Så Ove Karl Berthelsen kan roligt have tiltro til sin befolknings kritiske sans og ikke udstede flere advarsler mod at lytte til uafhængige miljøorganisationer.

I sidste uge kunne Arktisk Råds eget forskningsorgan AMAP konstatere, at Arktis smelter med en hast, der overstiger eksperternes fremskrivninger . Den del af det arktiske ocean, der er dækket af sommer-is, var i 2010 31 procent mindre end gennemsnittet i perioden 1979 til 2000. På ti år er den arktiske is mindsket med et areal svarende til to gange Norge, Danmark og Sveriges areal tilsammen.

Den smeltende is er langt fra det eneste, der presser den arktiske natur og dermed klimaet på hele planeten og livet i alle verdens have. Klimaforandringerne får havstrømmene til at ændre sig. Det betyder dels forandringer for dyrelivet, dels at store mængder af verdens kemikalier driver til Arktis. Det bevirker, at havet omkring Arktis sættes under ekstremt pres med katastrofale følger for områdets dyre- og planteliv.

I takt med at klimaforandringerne har gjort nye områder af det pressede Arktiske miljø tilgængeligt for industriudnyttelse, øges presset på Arktis fra de globale industrigiganter. Den globale olie- og fiskeindustri er allerede rykket ind i området med overfiskeri og udledning af kemikalier i havet, mens transportskibe og turistcruises har lagt deres ruter om, så de forurenende kæmpeskibe nu sejler gennem arktisk område.

Mens Arktis forandrer sig dramatisk og økosystemet presses, holder Arktisk Råd sig til de fine ord, og overlader reelt scenen til industrien. Arktis forandrer sig med en enorm hastighed og nu må rådet komme i gang med at beskytte det skrøbelige miljø mod trusler som olieboringer, industrifiskeri og containershipping.

“Wherever it is active, Cairn seeks to operate in a safe and prudent manner. The Greenlandic Bureau of Minerals and Petroleum has established some of the most stringent operating regulations anywhere globally, which mirror those applied in the Norwegian North Sea.”

Men det er simpelthen ikke rigtigt. En gennemgang af deres miljøvurderingsredegørelse viser, at selskabet på en lang række områder ikke lever op til de norske standarder. For eksempel har Cairn planlagt at dumpe over 9.000 kemikalier, som aldrig er blevet testet i arktiske forhold. Kemikalierne kan, sammen med den enorme mængde boremudder, som selskabet også vil udlede, have en meget skadelig effekt på både fiskebestande og havpattedyr. ’Most stringent operations regulations’ tillader ikke selskaberne at dumpe boremudder- og slam, men kræver, at disse tages på land og behandles forsvarligt.

Cairn bruger også sin såkaldte ’to rigsstrategi’ – altså det med at Cairn har to boreenheder i området – som et tegn på sikkerhed. Men at hævde at det på nogen måde skulle forhindre katastrofen i tilfælde af et olieudslip, er meget langt fra sandheden. I Cairns egne modeller vil det stadig tage 37 dage at stoppe et udslip, og det er kun hvis Cairn er så heldig, at udslippet sker inden vinterisen forhindrer enhver boring, og man derfor må lade olien fosse ud over vinteren. Fakta er, at Cairn udmærket ved, at hvis først der sker et udslip, så er det ligegyldigt hvor mange boreplatforme der er i nærheden – så vil det arktiske miljø være ødelagt i mange årtier

De spurgte ind til, hvordan muligheden for menneskelige fejl var regnet ind i sikkerheden, hvorfor Cairn insisterer på at bruge rødlistede kemikalier, hvad det betyder for sikkerheden, at Cairn i år vil bore på 1500 meters dybde, hvor mad og drikke til boreriggenes 600 ansatte skal komme fra (ikke fra Grønland viste det sig) og meget mere.

Jeg stillede også et spørgsmål. Jeg spurgte, hvad den sociale bæredygtighedsanalyse siger om konsekvenserne af et olieudslip og hvem der skal kompensere fiskerne. Først svarede forfatteren til miljøvurderingsrapporten, hvordan et olieudslip vil forurene en stor del af Davisstrædet, så svarede Cairns mand i Grønland, at Cairn har ansvaret for enhver skade, Cairn måtte forvolde og så forklarede forfatteren bag den sociale bæredygtighedsrapport, hvordan et olieudslip vil have massive sociale konsekvenser for grønlands fiskere. Og i og med at næsten alle Grønlands eksportindtægter stammer fra fiskeriet er det jo hele det grønlandske samfund, der ville løbe ind i store økonomiske problemer.

Alt i alt har vi fået svar på en masse spørgsmål, men der er stadig stor grund til at være bekymret over de forestående boringer. Jeg har simpelthen ikke tiltro til, at Cairn gør, hvad de kan for miljøet og sikkerheden. Miljøvurderingsrapporten virker stadig sjusket. For eksempel er vurderinger det samme for alle fire foreslåede boringer, selvom der er over 500 km mellem den nordligste og sydligste boring og at én foretages på 300 meters vanddybde og en anden på 1500. Det er svært at tro, det der ikke findes nogen geologiske forskelle der.

Nu skal jeg hjem til kontoret i København og snakke med eksperter og forfatte et godt høringssvar, der forhåbentlig som minimum kan påvirke Grønlands regering til at stille større krav til miljøpåvirkningerne og sikkerheden ved boringerne. Og forhåbentligt være med til fortsat at påvirke debatten i de grønlandske medier, som her i KNR’s radioavis i lørdags.

De positive effekter er minimale og eksempelvis resulterede Cairns boreprojekts sidste år kun i 19 stillinger til grønlænderne (såkaldte årsværk). Cairns egen vurdering af de sociale effekter viser, at der er en række negative effekter: Overordnet vil boringerne have en negativ indflydelse på fiskeri og jagt, på Grønlands egen råstofudvinding og på den generelle sundhed.

Derudover kom det frem gennem spørgsmålene fra salen, at boringerne vil resultere i en unødvendig udledning af en lang række kemikalier, hvoraf ingen nogensinde er testet i Arktis farvand og flere af dem er ”rødlistede” (de værste kemikalier). Hvilken effekt dette vil have på fiskebestandene er – da kemikalierne ikke er testede i Arktis – svært at sige, men mit gæt er, at det ikke vil have en positiv effekt.

Og disse problemer er kun ved normal drift. Effekterne af et olieudslip er stadig uklare i Cairns planer. Det er de, fordi der ikke er nogen, der har reelle erfaringer med olie i så kolde egne og fordi Cairn ikke engang har forsøgt at undersøge, hvordan et olieudslip vil påvirke fiskebestandene og hvordan olien vil opføre sig i isen. Da Cairn samtidig understregede, at man ikke vil offentliggøre beredskabsplanen for et olieudslip, er det meget svært at tro på, at de er velforberedt, hvis uheldet er ude.

Nu skal jeg til videre fra Ilulissat til Aasiaat, hvor det næste borgermøde finder sted. Det bliver spændende at se, hvilke detaljer spørgsmålene fra salen vil grave frem her. Aasiaat er en lidt mindre by, længere ude mod havet, som sammen med Nuuk i syd skal være en knudeby for Cairn, når boringerne begynder til juni.

Cairn har brugt anledningen til at iværksætte en stor charmeoffensiv i Grønland; i Ilulissat, Aasiaat, Kangerlussuaq og Nuuk er befolkningerne med mange helsides annoncer i aviserne og plakater rundt i byerne inviteret til firetimers borgermøder.

Jeg tager med til borgermøderne. Jeg er spændt på, hvordan Cairn vil retfærdiggøre den manglende beredskabsplan, manglende åbenhed om sidste års kemikalieudledninger ud i havet og hvordan norske standarder kan stå som en garant for sikkerhed, når Norge slet ikke borer i isfyldt farvand.

Men mest af alt er jeg spændt på grønlændernes bekymringer. Erfaringerne fra aluminiumsværket … viser, at de udenlandske selskaber på jagt efter skatte i grønlands foretrækker at bruge udenlandsk og underbetalt arbejdskraft frem for den grønlandske. Vil der overhovedet være penge i det risikable spil med naturen for grønlænderne?

I aften skal det første af de fire borgermøder finde sted – lige her midt i det smukke Ilulissat, der flere gange har dannet rammen om politiske topmøder om beskyttelsen af Arktis. Beskyttelsen af Arktis er dog nok det ene emne, Cairn ikke har på dagsordenen til til fire timers oplæg og debat i aften. Men det vil tiden vise – og jeg skal nok holde jer opdateret lige her.

Olie blandet med is besværliggøre oprydningsarbejdet i Norge.

En mindre olieudslip i Norge få timer fra Oslo har givet sved på panden hos beredskabsstyrken. Tilfrosset farvand har vanskeliggjort oprydningen. Nu må olieindustrien forstå, at når vi og andre fortæller dem, at olieudvinding i Arktis er hul i hovedet, så er det altså ikke for sjov.

Sent torsdag aften modtog vi beskeden om, at et fragtskib med navnet Godafoss var gået på grund i norsk farvand, og at det lækkede olie fra to af dets i alt tre brændstoftanke. Mine tanker faldt hurtigt på billederne fra diverse olieudslip gennem årene; Exxon Valdez i Alaska for 20 år siden, BP-katastrofen i Den Mexicanske Golf i fjor og det kinesiske olieudslip i Dalian i sommers for at nævne nogle af dem. Selvom de første meldinger fortalte, at potentielt set kunne 500 tons olie slippe ud fra Godafoss to ødelagte tanke, så tyder det nu på, at vi slipper for en gentagelse af de skrækscenarier, som jeg nævnte ovenfor. Alligevel har olieudslippet i Norge, der fandt sted midt i en nationalparken ud for Hvaler, understreget, at olieudvinding i Arktis er rent hasardspil.

At brændstofudslippet fra Godafoss ikke har haft alvorligere konsekvenser skyldes først og fremmest, at kystvagt, kystverk og kommunen har foretaget en beundringsværdig indsats, fortæller mine norske kollegaer mig. Alligevel har der været problemer, fordi dele af farvandet er helt eller delvist frosset til. Isflager driver ind i olien og besværliggøre således oprydningen, olien flyder under isen og gør det vanskeligt at følge udslippet, olie der har blandet sig med isen skal hentes op med gravkoer, og sidst men ikke mindst forværre det kolde vand belastningen på indsatsstyrken.

Disse problemer er vanskelige at løse blot få timer fra Oslo. Alligevel forsøger olieindustrien at overbevise os om, at deres beredskab vil være mere end tilstrækkeligt til at løse et udslip i arktiske egne, hvor nogle havområder er tilfrosset i flere måneder af året. Olieudvinding i Arktis er ikke en god idé, det er en rigtig skidt idé.

Udskydningen af boreplanerne kommer som følge af det politiske vejrskifte, der fulgte i hælene på oliekatastrofen i Den Mexicanske Golf sidste år. Miljøorganisationer og -aktivister fra hele verden har lagt pres på Obama-administrationen og på olieindustrien for at forhindre, at oliekatastrofen i Den Mexicanske Golf skal gentage sig i det sårbare Arktis, hvor en oprydning er umulig og følgerne derfor uoverskuelige. Blandt andet lavede aktivister fra Greenpeace sidste sommer en aktion ombord på et boreskib, som Shell var på vej til at sende til Arktis og flere end 22.000 Greenpeace-støtter har skrevet til den amerikanske indenrigsminister Ken Salazar med et krav om at bremse for BPs planlagte boringer ved Liberty Island.

Udviklingen i USA er en virkelig glædelig nyhed og jeg håber, at de politiske vinde fra USA vil sprede sig til Rusland og Grønland. For to uger siden blev klart, at BP vil bore i det arktiske farvand Karahavet nord for Rusland fra år 2016 og Shell er stadig med i oliejagten ved Grønland, selvom selskabet ikke har annonceret konkrete boreplaner endnu.

Det er på tide, at politikerne sætter olieindustrien stolen for døren og i stedet for dollartegn ser fornuft. Olie er en sort energi, som skader vores klima, olieboringer er en alvorlig trussel for livet i havet og nye olieboringer er komplet unødvendige, eftersom vi langt fra må bruge den olie, vi allerede har adgang til.

Rapporten gør det krystalklart, hvad olieindustrien længe har prøvet at fortie: Olieboringer til havs er risikable – og det vil de altid være. Den mindste tekniske fejl kan til hver en tid resultere i forfærdelige katastrofer. Hvis man inddrager olieselskabernes grådige jagt på profit, så bliver ligningen desværre ikke mere opløftende.

Samtidig med den amerikanske offentliggørelse rettede Det Britiske Parlaments Komité for Klima og Energi en sønderlemmende kritik mod olieindustriens beredskab og evner til at håndtere et udslip. I kritikken gives blandt andet udtryk for seriøs tvivl omkring, hvorvidt det nødvendige materiel er til stede, hvis et udslip skulle ske. Den beskriver blandt andet hvordan olieselskaberne kun kopierer beredskabsplanerne og ikke forholder til lokale forhold. Og sidst, men ikke mindst, beskriver den hvordan selskaberne presser boreriggene til det yderste.

Desværre virker det ikke som om, politikerne er villige til at lære af de forskellige udvalg, de selv nedsætter. Imens de direkte konsekvenserne af olieboringer stadig står skarpt på vores nethinder, har BP tilladelse til at bore videre som om intet var hændt – på stadig mere risikable steder såsom Arktis og på meget store havdybder i Atlanterhavet. På samme tid arbejder selskabet sammen med andre oliegiganter for at forhindre en bedre regulering i USA.

Det er på tide, at politikerne tør tage tyrene ved hornene og erkende at det fossile eventyr ikke kan fortsætte. Imens det bliver tydeligere og tydeligere, at vi ikke kan fortsætte som hidtil, og mens forskere gang på gang fremhæver de negative konsekvenser ved vores energiforbrug, stilles vestens ledere deres handlingslammelse til skue. Det er nu, at de må vise modet til, at tage de nødvendige beslutninger, som skal bringe os ind i en tidsalder, hvor vores energiforbrug ikke længere ødelægger vores planet.



Cairn melder sig klar til at bore, fordi det nu har lejet to borerigge. De er byggede i Dalian i Kina – det område, der blev offer for en oliekatastrofe i sommer, hvor to olierørledninger sprang læk og sendte halvanden million liter olie direkte ud i havet. Nu er det bare tilbage at håbe, at der i Dalian er mere styr på at bygge olierigge end på at bygge olierør.

De grønlandske boringer er vanvittige af flere årsager; risikoen for at det går galt er stor, fordi det er på dybt vand i et isfyldt område; ved en ulykke vil olien stå og fosse ud i månedsvis og en eventuel oprydning i arktisk farvand er umulig – derudover har verden og vores klima slet ikke råd til at brænde olien af. Det er farligt og unødvendigt og konsekvenserne ved en ulykke er fuldstændig uoverskuelige. Vi bliver nødt til at lære af oliekatastroferne i Den Mexicanske Golf og i Dalien og ikke bare tillade vanviddet at fortsætte.

Cairn, der nu er klar til at bore, er ikke de eneste olieselskaber, der har dollartegn i øjnene, når de ser ud over de grønlandske farvande. Dong, Mærsk og Statoil har sammen med Shell, GDF Suez, ConocoPhillips og det grønlandske Nunaoil fået lov til at udvide efterforskningen med et ekstra areal på 71.000 kvadratkilometer. Men ingen af selskaberne har formelt fået de endelige boretilladelser, så den grønlandske regering kan stadig nå at besinde sig. Alle landes regeringer har ansvar for at mindske klimatruslen. Mere olie er ikke den rigtige vej frem – det er vejen til katastrofale klimaforandringer for hele kloden.