For et par dage siden kunne Greenpeace fremvise dokumenter, hvor den britiske klima- og energiminister Chris Huhnes egne rådgivere erklærer en oprydning i Arktis for umuligt. ”Det er vanskeligt at få assistance i tilfælde af forurening i de områder og tæt på umuligt at rydde op.” Andet sted hedder det: ”på den yderste kant af kendt teknologi og logistik”.  Trods denne og mange andre advarsler fortsætter Cairn deres katastrofekurs ud for Grønlands vestkyst.

Her ombord følger vi nu Cairns borerig Leiv Eiriksson tæt, og vi synes ikke, det er et urimeligt at kræve, at Cairn fremviser dokumentation, der kan tilbagebevise den britiske og mange andres analyser. Samtidig er det værd at bemærke, at ifølge NORSOK standarder, som Cairn hævder at følge, og retningslinjerne fra Arctic Council er det et krav, at en beredskabsplan lægges frem for offentligheden. Greenpeace har i lang tid forsøgt at få netop denne plan fra Cairn, men uden held. Derfor tog vi kontakt til boreriggen Leiv Eiriksson og bad dem om en kopi af deres beredskabsplan.

Vi optog vores forsøg på at få fat på den hemmelige plan. Fik vi den? Eksisterer den overhovedet? Se hvordan det gik her:

Ud over selve beskyttelsen var meningen med aktionen at få blandt andet den tyske og danske regering til at beskytte vores havområder.

Europa, og dermed også Danmark, har nemlig en række ”beskyttede” områder, der er udpeget fordi de indeholder et unikt dyreliv og en unik natur. Problemet er bare, at områderne slet ikke er beskyttet. Det er fx fuldt lovligt at trække tonstunge trawlskovle igennem et Natura 2000-område. Greenpeace arbejder for en fuld beskyttelse af de marine Natura 2000-områder.

Der var ingen beskyttelse af områderne i 2008, og sådan er det desværre også i dag.

Den danske regering har nemlig i årevis syltet og udskudt en beskyttelse af den danske havnatur. Dette bryder ikke bare med EU-lovgivning, men går også stik imod almindelig sund fornuft. Desværre ser denne laissez-faire tilgang til beskyttelsen af vores fælles havnatur ud til at fortsætte.

Stenene i Nordsøen har faktisk gjort, hvad den danske og tyske regering ikke formår. De har beskyttet havets natur.

En af stenene ved Sild rev, som Greenpeace lagde ned i 2008, er nu fyldt med liv og beskytter området imod bundtrawling.

Der var stor politisk ståhej da stenene blev lagt. Den daværende fødevareminister Eva Kjer Hansen (V) var forarget og Danmarks Fiskeriforeningen var ligeså. Der var dog andre, der mente, at Greenpeace havde fat i den lange ende.

Johs Poulsen (R) skrev således at Greenpeace-aktionen i Tyskland burde følges op af politisk handling i Danmark, ved at sikre en reel beskyttelse af de allerede udpegede Natura 2000-områder, Ida Auken (SF) kaldte daværende miljøminister Troels Lund Poulsen i åbent samråd om den manglende beskyttelse af den danske havnatur og Landsforeningen for Levende Hav fandt aktionen rigtig god, idet den gjorde offentligheden opmærksom på de ødelæggelser, der følger med fiskeriet med trawl.

Også en lignende aktion i Kattegat fik politikerne, blandt andet Socialdemokratiet på banen med de samme krav.

Det som Greenpeace nu har dokumenteret, og som der sådan set også er bred videnskabelig dokumentation for er, at naturen i havet godt kan blomstre, hvis den beskyttes. Denne beskyttelse er ikke bare noget Danmark er forpligtet til i forhold til EU’s habitatdirektiv, det er sådan set også sund fornuft – prioritering af en sund og mangfoldig havnatur er nemlig helt essentiel, hvis vi også i fremtiden vil have gavn af alle havets mange goder.

Artiklen starter med ordene: ”Greenpeace holder et borgermøde i Aasiaat i aften om olieboringer i havet vest for Grønland. Det er derfor vigtigt for borgerne i Aasiaat at forholde sig kritisk til, hvad Greenpeace vil fremlægge.” Og så gennemgår artiklen et af de eksempler, jeg har på, at Cairn sviner massivt og ganske unødvendigt, når det en af disse dage går i gang med sommerens prøveboringer ud for Nuuk og Aasiaat – med reference til et interview i KNR.

Historien er ganske kort, at Cairn og det grønlandske Råstofdirektorat flere gange har fastholdt, at boringerne i Grønland lever op til ’best practise’ og de norske standarder, som er nogen af de strengeste i verden. Det er ikke sandt på en række afgørende områder. For eksempel tillader Norge ikke boringer i isfyldt farvand. Eksemplet som Selvstyret hiver frem i advarslen til borgerne i Grønland handler om udledning af rødlistede kemikalier. Én enkelt af sommerens testboringer udleder flere ’røde’ kemikalier end alle de norske og danske olieboringer gør tilsammen på et helt år. Norges mange olieboringer udleder 32 ton i alt på et år og de danske Nordsø-boringer udleder 1,6 ton.

Det er den ansvarlige politiker for Råstofdirektoratet, Naalakkersuisoq for Erhverv og Råstoffer Ove Karl Berthelsen, der også står som kontaktperson på Selvstyrets artikel med overskriften ’Greenpeaces fortielser i Grønland’. Jeg er egentligt glad for, at han endelig vil kommunikere med os, for hele processen har  været præget af hemmelighedskræmmeri og han har ikke været nem at få i tale. Det er selvfølgelig bare lidt mærkeligt, at det skal foregå via vores hjemmesider. Greenpeace har arbejdet med olie i rigtigt mage år og som global organisation har vi erfaring fra hele verden. Så jeg vil rigtigt gerne sætte mig sammen med Ove Karl Berthelsen og diskutere, hvad ’best practise’ og de norske standarder egentligt er og hvad der skal til for at Grønland sætter krav, der får Cairn til at leve op til dem.

Og jeg kan i øvrigt berolige Ove Karl Berthelsen med, at borgerne i Aasiaat skam var kritiske, da jeg mødte dem onsdag til borgermøde. Jeg ved ikke lige, om det var, fordi de havde læst hans advarsel eller ej, men jeg fik mange spørgmål, der var kritiske overfor min modstand mod boringerne – ligesom jeg fik mange spørgsmål, der var kritiske overfor selve boringerne. Folk ville høre, hvordan boringer kan gøres sikrere og hvad der skal til for, at fiskeriet og fangsten af havpattedyr ikke bliver forstyrret. Så Ove Karl Berthelsen kan roligt have tiltro til sin befolknings kritiske sans og ikke udstede flere advarsler mod at lytte til uafhængige miljøorganisationer.

Den primære trussel imod marsvin er, at de fanges i fiskernes garn og drukner.

Selvom problemet har været kendt i årevis, har hverken miljøminister Karen Ellemann eller fødevareminister Henrik Høegh gjort en indsats, der i tilstrækkelig grad vil kunne beskytte marsvinene og vende den sørgelige udvikling. Det fremgik tydeligt af det åbne samråd, der var i dag i folketingets miljøudvalg.

I dag sætter man nogle alarmer på garnene – de såkaldte pingere – sådan at marsvinene skræmmes væk fra garnene, og dermed ikke fanges og drukner.

Problemet er bare, at det ikke er alle steder og i alle fiskerier at sådanne alarmer er påbudt. For eksempel er disse alarmer ikke påbudt i indre danske farvande, der hvor man har set den største nedgang af marsvin i de seneste år.

Det er simpelthen ikke godt nok, men åbenbart ikke noget hverken miljøministeren eller fødevareministeren vil gøre noget for at ændre.

En sund bestand af marsvin i indre danske farvande er meget vigtig i forvaltningssammenhænge, fordi den udgør den eneste mulige tilførsel af nye gener til den truede marsvinebestand i den østlige del af Østersøen. Og derfor bør denne bestand have ekstra opmærksomhed og en streng beskyttelse.

Denne beskyttelse må som minimum være, at man bruger de værktøjer man har til rådighed – altså pingerne – sådan at marsvinene ikke fanges og drukner.

I dag skal disse aftaler diskuteres af EU Kommissionen og fiskeriministre fra hele verden.

Og der er virkelig noget at diskutere! For med over 80 pct. af verdens fiskebestande enten fisket til det absolut maksimale, overfisket eller kollapset er der ikke meget fisk i overskud som den europæiske flåde kan fiske på. Det giver problemer for fiskere ved blandt andet de afrikanske kyster.

Greenpeace har netop sat fokus på dette fiskeri ved at bringe afrikanske kystfiskere til de europæiske beslutningstagere – ved et af disse møder fremlagde Harouna Ismael Lebaye, en kystfisker fra Mauritanien, det meget klart:

“The current fishing system is truly irrational. I would like to ask Europeans to help us by no longer sending bottom trawlers and in particular boats that harm our ecosystem. I have been a fisherman for 21 years, and I’m scared that I’m going to have to stop.”

Den europæiske fiskeriflåde er simpelthen med til at underminere fødevaresikkerhed og en bæredygtig udnyttelse af havets ressourcer i disse lande – med støtte fra EU!

Den danske fødevareminister Henrik Høegh skal ikke med til mødet, og det er egentlig lidt ærgerligt, for Danmark har med tiden fået en ikke helt ringe holdning til fiskeriaftalerne som EU indgår.

Fiskerifagligt netværk i Danmark har i et brev til Fødevareminister Henrik Høgh (V) mindet ham om hans løfter om at arbejde for bedre fiskeriaftaler. Og det er der god grund til. Der er nemlig brug for Danmarks gode arbejde i de kommende år, når grundlaget for disse aftaler skal falde på plads – for lande som Spanien , der har store interesser i disse landes fisk, trækker i den modsatte retning.

Den danske holdning til fiskeriaftalerne har været fremme flere gange, senest ved en forespørgsel i folketinget den 5. april, hvor fødevareminister Henrik Høegh (V) atter gentog, at Danmark vil arbejde for at forbedre de videnskabelige bestandsvurderinger i forbindelse med fiskeriaftalerne; arbejde på at der kommer hjælp fra EU til opbygning af institutioner og know-how til bekæmpelse af piratfiskeri, og at fiskeriaftalerne i fremtiden indeholder krav til overholdelse af menneskerettigheder og demokratisk udvikling.

Det Arktis har brug for i en tid, hvor regionen er under drastisk pres fra klimaændringer og industriel aktivitet, er en helt anden type aftale. Arktis har brug for beskyttelse mod industriel udnyttelse af ressourcer i områder, der historisk har været dækket af havis. Danmark har haft formandskabet i de sidste to år, og har primært brugt perioden til at sidde på hænderne. Nu har Sverige overtaget formandskabet, og en lang række svenske partier og organisationer har allerede krævet, at den svenske regering tager sig sit ansvar seriøst.

Det bliver en barsk opgave. På trods af de fine festtaler, er det i realiteten ikke miljøbeskyttelse, som står øverst på de arktiske landes dagsorden. BBC offentliggjorde i dag en række Wikileaks-dokumenter, som tydeligt beskriver det storpolitiske spil om ressourcerne i Arktis.

Lækagen bekræfter desværre, at de arktiske stater fortsat er langt mere optaget af at tilrane sig olie og gas, når isen smelter, end de er i de miljøtiltag, som er nødvendige for at beskytte regionen og bremse klimaændringerne. Militær oprustning, konflikter med NATO og en amerikansk charmeoffensiv over for Grønland er kun nogle af de ting, der foregår bag kuliserne. Den kortsigtede profitjagt på vegne af olieselskaberne er dybt uetisk og må stoppe. Jeg håber, at de oplysninger, som er blevet offentliggjort i dag, kan være med til at styrke den sunde, grønlandske skepsis over for olieselskabernes tilnærmelser, som allerede er udtalt heroppe. Det er meget sjældent, at det der er godt for et olieselskab også er godt for befolkningen og for miljøet.

I sidste uge kunne Arktisk Råds eget forskningsorgan AMAP konstatere, at Arktis smelter med en hast, der overstiger eksperternes fremskrivninger . Den del af det arktiske ocean, der er dækket af sommer-is, var i 2010 31 procent mindre end gennemsnittet i perioden 1979 til 2000. På ti år er den arktiske is mindsket med et areal svarende til to gange Norge, Danmark og Sveriges areal tilsammen.

Den smeltende is er langt fra det eneste, der presser den arktiske natur og dermed klimaet på hele planeten og livet i alle verdens have. Klimaforandringerne får havstrømmene til at ændre sig. Det betyder dels forandringer for dyrelivet, dels at store mængder af verdens kemikalier driver til Arktis. Det bevirker, at havet omkring Arktis sættes under ekstremt pres med katastrofale følger for områdets dyre- og planteliv.

I takt med at klimaforandringerne har gjort nye områder af det pressede Arktiske miljø tilgængeligt for industriudnyttelse, øges presset på Arktis fra de globale industrigiganter. Den globale olie- og fiskeindustri er allerede rykket ind i området med overfiskeri og udledning af kemikalier i havet, mens transportskibe og turistcruises har lagt deres ruter om, så de forurenende kæmpeskibe nu sejler gennem arktisk område.

Mens Arktis forandrer sig dramatisk og økosystemet presses, holder Arktisk Råd sig til de fine ord, og overlader reelt scenen til industrien. Arktis forandrer sig med en enorm hastighed og nu må rådet komme i gang med at beskytte det skrøbelige miljø mod trusler som olieboringer, industrifiskeri og containershipping.

Cairn får lov til at bore på dybere vand, længere end nord og længere ind i vinteren end nogensinde før. På trods af dette har Cairn ikke taget ekstra sikkerhedstiltag, ikke indført højere standarder og ikke tilpasset risikoscenariet. I stedet insisterer Cairn på at forurene det sårbare arktiske miljø ved at udlede tusindvis af utestede kemikalier i havet, og på at tilbageholde essentielle dokumenter såsom beredskabsplanen fra offentligheden. Cairn tager tydeligvis ikke udfordringen seriøst og bruger eksempelvis præcis de samme tal for at beregne konsekvenserne af et potentielt udslip – ligegyldigt om boringerne foregår på 300 eller 1.500 meters havdybde, og ligegyldigt om de foregår nord for Disko eller syd for Nuuk.

Desværre tillader den grønlandske regering dette og har praktisk taget ikke taget nogen tiltag for at forbedre sikkerheden og for at forhindre forurening af det grønlandske hav. De kontroversielle tilladelser bliver givet kun et par dage før, at ministrene i Arktisk Råd mødes i Grønland på torsdag. Mens Arktis gennemgår dramatiske forandringer på grund af klimaforandringer, forurening og forsuring af havene, virker Rådet fuldstændig handlingslammet. Rådet bliver ved med at tale og tale uden at tage de nødvendige beslutninger for at beskytte Arktis.

Hvis ikke der kommer en overordnet regulering af Arktis, så frygter jeg, at olieselskaberne får frit spil til at udnytte ressourcerne uden at tænke på miljøet og naturen. Det er hverken i Grønland, i Arktis’ eller i Arktis Råds interesse.

En lang række nationale, regionale og globale energiscenarier har dokumenteret, at massiv satsning på energieffektivisering og udbygningen af vedvarende energi er nødvendig, hvis to-graders-målet med rimelig sandsynlighed skal nås.

I dag har verden fået endnu et vigtigt indspark til besindelse og handling. Denne gang fra FN’s Klimapanel, IPCC, der netop har offentliggjort deres “Special Report on Renewable Energy Sources and Climate Change Mitigation” i Abu Dhabi. Den viser nemlig, at markedet for vedvarende energiteknologier har massivt vokseværk, og at omstillingen fra klimabelastende til klimavenlige, vedvarende energiteknologier allerede nu er godt i gang.

Trods de globale, finansielle udfordringer øgedes kapaciteten i 2009 i  med  30 % for vind, , over 50 % for solceller,  over 20 % for solpaneler og med 4 % for geotermisk energi.

Mere bemærkelsesværdigt er det imidlertid, at rapporten peger på, at der er et massivt potentiale i vedvarende energikilder, der indtil dato slet ikke er blevet udnyttet. Ifølge forskerne er det derfor oplagt markant at forøge udnyttelsen af dette potentiale nu, hvor verden står over for at skulle tage afgørende beslutninger om, hvordan fremtidens energisystem kan og skal omstilles fra afhængigheden af klimaskadelige fossile brændsler og farlige atomkraft.

Alene vind, sol og geotermisk energi kan ifølge IPCC generere 20 gange mere energi, end der bruges i dag.

Ministre og regeringsledere verden over bør læse IPCC- rapporten grundigt.. Med dennes dokumentation af de store potentialer i vedvarende energi, er der ikke længere nogen holdbare undskyldninger for ikke nu massivt at igangsætte omstillingen af energisektoren henimod helt at være baseret helt på vedvarende energi.

Der er heller ingen grund til at sætte ambitionerne lavt. Uafhængige analyser fra Greenpeace og andre viser, at det er muligt at komme tæt på 100 % vedvarende energi i energisystemet allerede i 2050. Det er ikke alene nødvendigt for at holde klimaforandringerne i ave men også yderst fordelagtigt for natur, biodiversitet og samfundsøkonomien.

Omstillingen er allerede i gang, uden at de fleste ved det. Både i 2009 og 2010 overhalede investeringer i vedvarende energi faktisk investeringer i nye, fossile kraftværker. Markedet for vedvarende energikilder er således på ingen måde en lille niche, sådan som lobbyister fra industri baseret på fossile brændsler og atomkraft ellers ynder at påstå. Tværtimod. Vedvarende energikilder er vejen frem. Det er her, mulighederne for vækst og innovation gemmer sig.

De regeringer, der forstår, at det ikke alene er nødvendigt men også fordelagtigt at omstille energisystemet til vedvarende energi, vil høste fordelene i form af job, øgede markedsandele og eksportmuligheder. De lande, der fastholder afhængigheden af klimaødelæggende fossile brændsler og farlig atomkraft, bliver hurtigt sejlet agterud.

Nu har Royal Danish Seafood så alligevel skiftet mening, og mener nu åbenbart alligevel ikke, at deres ål er så bæredygtige endda. Uden at forbrugerombudsmanden har blandet sig, har de nemlig lige så stille fjernet ordet bæredygtigt fra den del af deres hjemmeside, der omhandler ål. Desværre finder man stadig ål fra Royal Danish Seafood i køledisken hos Irma, Kvickly og Brugsen.

Det er en lille sejr, men desværre for de forbrugere der skulle finde på at klikke ind forbi Royal Danish Seafoods hjemmeside om ål, er denne desværre stadig spækket med fejl og direkte misinformation.

Blandet andet står der, at ”det er essentielt for ålens bevarelse, at åleopdrætterne sætter et stort antal ål tilbage i naturen.”

Det er simpelthen ikke rigtigt, og der er absolut ingen beviser for, at dette er tilfældet. For eksempel udtalte seniorforsker, Kim Aarestrup, ved DTU til Politiken den 15. april: »Det er ikke bevist, at udsætninger af ål på den måde, som det foregår i dag, bidrager positivt til gydebestanden i forhold til, hvis man lod være med at fiske glasål.«

Så Royal Danish Seafoods påstande om, at man kan spise ål med en god smag i munden og med god samvittighed er vist ikke andet end et forsøg fra dem, om at holde ålen i handlen, og ikke et reelt ønske eller indsats for at redde ålen fra at uddø.