Statoil sagsøgt i Canada

De destruktive konsekvenser af tjæresand er svære at skjule for olieselskaberne, selvom de ofte forsøger at sløre effekterne.

Statoils tjæresandsaktiviteter i Canada skal nu for domstolen, eftersom det statsejede norske oliefirma angiveligt har afgivet falske og misvisende informationer omhandlende deres vandbrug. Det er regeringen i Alberta, Canada, der slæber Statoil i retten.

Tjæresand er en måde at udvinde olie fra undergrunden på, som er ekstremt energikrævende og destruktiv. Samtidig har den skadelige konsekvenser for den omkringliggende natur, da der blandt andet i udvindingsprocessen udledes store mængder gift i spildevandet. Det er den vandudledning som Statoil nu beskyldes for at lyve om. Det er samtidig et af de kritikpunkter som har ligget til grund for Greenpeace tjæresandskampagne siden 2007, hvor Statoil første gang annoncerede sit vanvittige eventyr midt i Canadas unikke natur.

Det er svært at forstå, hvorfor den norske regering lader deres eget selskab gå på jagt efter tjæresand, når netop denne slags olie er så skadelig. Først og fremmest så har vi slet ikke behov for den olie, som Statoil er på jagt efter. Vores klima kan kun tåle, at vi brænder en fjerdedel af de allerede kendte olie-, gas- og kulreserver af, så når man leder efter mere olie, må man være fuldstændig ligeglad med klimaforandringernes katastrofale konsekvenser.

For det andet har Statoil tidligere annonceret, at deres måde at udvinde tjæresand på skulle være særlig hensynsfuld overfor miljøet og klimaet. Udvinding af tjæresand vil altid være ødelæggende for lokalmiljøet og klimaet, så selvom det lyder flot, når Statoil siger, at de er miljøbevidste, er det desværre ikke i tråd med virkeligheden. Og når Statoil nu åbenbart ikke engang kan leve op til den hullede canadiske miljølovgivning, så klinger deres grønne løfter endnu mere hult.

Statoil skal møde i retten i Edmonton første gang den 6. april 2011. Selskabet er tiltalt under den såkaldte ’Water Act’, for i 2008 og 2009 gentagne gange at have omledt vand til deres udvindingsanlæg i strid med gældende lovgivning. Statoil er tiltalt efter 19 anklagepunkter.

Folkets øjne hviler på BP og Neste Oil

Så er det tid til at stemme på, hvilket selskab der skal have en pris for at være Verdens Værste. De seks kandidater til Public Eye-prisen er valgt af en gruppe af græsrodsbevægelser og vinderen bliver fundet op til World Econimic Forum i Davos i slutningen af januar. Formålet er at minde forretningsverdenen om, at sociale og miljømæssige ugerninger har konsekvenser. Det er seks stærke kandidater og jeg har personligt ret svært ved at vælge.

BP ligger lige nu i front. Oliekatastrofen, som udspillede sig da en af engelske benzinselskabs boreplatforme eksploderede, ledte over 800 million liter oile ud i Den Mexicanske Golf med katastrofale følger for fisk, fugle og havdyr, der samledes i området for at yngle og gyde. En rapport slog i går fast, at ansvaret er BPs. BP har dog ikke tænkt sig at angre overfor naturen, men har i stedet valgt at gå direkte videre til at hærge den oprindelig skov i Canada. Selskabet investerer nu massivt i den sorteste energikilde af dem alle; tjæresand.

Norden er repræsenteret med en stærk kandidat, Neste Oil, der nu er verdens største forbruger af palmeolie. Produktionen af palmeolie sker på bekostning af regnskoven, klimaet og den oprindelige befolkning, der nogle gange simpelthen bare flyttes. Det stærkt stigende forbrug af palmeolie har blandt andet gjort Indonesien til en af verdens hurtigste regnskovsryddere og betydet, at landet har verdens tredjestørste udledning af drivhusgasser.

Neste Oil, som den finske stat har aktiemajoriteten i, har satset alt, hvad det ejer og har på at udvinde og bruge palmeolie helt uberørt af de uhyrlige konsekvenser, den produktion har. Og oven i købet sælger selskabet sig selv som en pioner indenfor bæredygtighed, fordi selskabet arbejder med at øge salget af biodiesel væsentligt. Den historie har blandt andet Lufthansa købt og flyselskabet har indgået i et samarbejde med Neste Oil.

De fire andre kandidater er det sydafrikanske mineselskab AngloGold Ashanti , der ødelægger store naturområder og flodsystemer og samtidig er notoriske overtrædere af  menneskerettighederne, Axpo, den schweiziske udgave af DONG, for at købe uran fra det russiske atomoparbejdsningsanlæg Mayak, som har gjort området til verdens andet mest radioaktive område efter Tjernobyl, den taiwanesiske elektronikproducent Foxconn, der blev kendt i 2010 for at have så forfærdelige arbejdsvilkår, at det drev arbejderne til selvmord og til sidst det amerikanske tobaksselskab Philip Morris for at presse mindre udviklede demokratier til at indføre sundhedslovgivninger, der favoriserer rygning.

Svært, svært valg, men stem, her, nu og lad de store selskaber vide, at folkets øjne ser alt.

Det norske hykleri

James E. Hansen

I tirsdags modtog den berømte klimaforsker Dr. James E. Hansen, professor ved Columbia University og Columbia’s Earth Institute samt medlem af USA’s Videnskabsakademi, den norske Sophie prisen 2010. Denne pris har han modtaget på baggrund af sin forskning i klimaforandringer og for at kommunikere de store problemer forbundet hermed.

Og Hansen lå da heller ikke på den lade side efter det blev kendt, at Hansen ville modtage dette års pris. Tilbage i maj udsendte Hansen således et åbent brev til Norges statsminister Jens Stoltenberg, der blev bragt i Aftenposten i Norge. Datoen var velvalgt, eftersom Statoil samme dag afholdte generalforsamling, hvor bl.a. et forslag fra Greenpeace og WWF om at trække Statoil ud af tjæresand var på dagsordenen. Den norske stat ejer 67 % af aktierne i Statoil, og det var ene og alene deres  beslutning, hvorvidt Norge skulle bidrage til svineriet i Canada. Det syntes Norge.

”Alligevel, og særligt i lys af dette, er jeg skuffet over at høre, at Statoil, Norges statsejede olieselskab, træder så kraftigt ved siden af ved sin strategiske beslutning om at investerer i Canadas destruktive tjæresandsudvinding. Som den mest energikrævende olieudvindingsproces på kloden, repræsenterer denne satsning det værste menneskeheden gør mod planeten, for at forlænge vores globale afhængighed af fossilt brændstof,” skrev Hansen.

Begrundelsen for tildelingen af prisen var da også lige på kornet, hvilket kom frem under James Hansens tale i Oslo. Med sin dybe indsigt i videnskaben og erkendelsen af behovet for handling, fik den norske regering en verbal lussing for sit hykleri:

Jeg er takskyldig til Jostein Gaardner og Sophie Foundation for at få muligheden for at diskutere klimaets tilstand, implikationerne for mennesker og naturen, og den handling der er nødvendig.

…

Enkelt sagt så er der en grænse for, hvor meget kuldioxid vi kan udlede til atmosfæren. Vi kan ikke afbrænde alt den fossile brændstof. Helt konkret, så må vi (1) hastigt udfase brugen af kul, (2) lade tjæresand forblive i jorden, og (3) ikke forsøge at udvinde den sidste dråbe olie.

…

Der er brug for handling, så verden kan overgå til en fremtid, hvor ren energi er mulig og praktisk. Dette vil genoprette den rene atmosfære og det rene hav på globalt plan, sikre lighed over generationer ved at bevare skabelsen – vores naturlige verden – og dermed hjælpe med at bibringe retfærdighed mellem nord og syd. Men de nødvendige foranstaltninger vil kun ske, hvis befolkningen bliver kraftigt involveret.

…

Borgerne kan hjælpe ved at blokere kulkraftværker, tjæresandsminer, og udvindingen af de sidste dråber af fossile brændstoffer fra menneskets uspolerede jord og dybe hav.

…

Men vores regeringer ikke har til hensigt at løse problemerne med fossile brændstoffer og klimaet, hvilket er let at bevise: Den amerikanske, canadiske og norske regering fortsætter ufortrødent med at udvikle tjæresand, som, hvis den ikke standses, vil gøre det umuligt at stabilisere klimaet. Vores regeringer fralægger sig bevist ansvaret for de unge og kommende generationer. Jeg er blevet skuffet i min interaktion med mere end et halvt dusin lande. I sidste ende giver de kun beroligende ord, “mål” for emissionsreduktioner langt ude i fremtiden, mens deres faktiske gerninger forhindre stabiliseringen af klimaet.

…

Den norske regerings holdning er en overvældende bekræftelse på den globale situation: selv de grønneste regeringer finder det for besværligt at tage konsekvenserne af videnskabelige kendsgerninger. Måske vores regeringer er i lommen på den fossile brændstofindustri – men det er ikke for videnskaben at sige.

Helt kort og konkret udtrykte Hansen sin utilfredshed med et citat fra Augustin: Hykleri er lastens hyldest til dyden.

Hjælp British Petroleum med et nyt logo

Vores kollegaer i Storbritannien har startet en konkurrence, der skal hjælpe BP med et nyt logo. For ærlig talt så er det nuværende flotte og grønne logo vist en anelse misvisende. For et par år siden rebrandede BP dem selv under sloganet ’beyond petroleum’ – det kostede svimlende summer. Det resulterede bl.a. i det velkendte logo, der minder lidt om en grøn og gul blomst, men i virkeligheden er der ingen forbindelse mellem blomsten og fx BP’s smadren rundt i den canadiske vildmark.

Luftfoto af en tjæresandsmine i Canada, hvor bl.a. BP er involveret i den beskidte olieudvinding.

For et par uger siden valgte Greenpeace at rebrande BP i overensstemmelse med deres virkelige virke. For BP er ikke ’beyond petroleum’ – hvilket deres fatale opførelse ude i den Mexicanske Gulf giver et udmærket billede af. Olieudslippet fra Deeepwater Horizon er nu det værste i USA’s historie og en miljøkatastrofe af ufattelige dimensioner. BP er British Polluters!

Denne greenwash må høre op, og vi har brug for din hjælp. Derfor afholder Greenpeace en konkurrence, hvor du kan rebrande BP og give dem et ny logo. Konkurrencen løber til den 28. juni 2010 – læs mere og tilføj dit logo her. Alle de indsendte forslag lægges på flickr.

Danske investorer i Statoil må tage ansvar

Jeg har brugt morgenen sammen med aktivister foran Statoils hovedkvarter i Danmark. I dag er det brevstemmende aktionærers sidste mulighed for at tage stilling til de forslag, der behandles på Statoils generalforsamling på onsdag i Stavanger. Og jeg vil have dem til at stemme for det forslag, som Greenpeace sammen med verdensnaturfonden har stillet om at trække Statoil ud af det desperate tjæresandseventyr i Canada.

Aktivister fra Greenpeace læsser 8 tons sort sand af foran Statoils hovedkontor i København © Greenpeace / Casper Balslev

Vi står i en situation, hvor verden er enig om, at vi skal reducere kraftigt i vores udslip af drivhusgasser og holde den globale temperaturstigning under 2 grader. Det betyder, at der ikke er den mindste grund til at lede efter ny olie, for vi har ikke råd på klimakontoen til at udvinde det olie, vi allerede har adgang til i dag – og slet ikke nye olietyper såsom tjæresand. Derfor er det så svært at forstå, hvorfor Statoil kaster sig ud i noget så desperat som at udvinde olie af tjæresand. Udover at være ødelæggende for naturen og miljøet, underminerer det de lokale folks livsgrundlag og medfører alvorlige sundhedsproblemer, er det dyrt og ineffektivt for olieselskaberne selv. For eksempel kræver det så meget energi at udvinde olien fra sandet at en tredjedel af hver tønde olie, man får ud af sandet, bruges i processen.

Investorerne har et ansvar! Det er deres penge, Statoil bruger på at ødelægge natur, miljø og klima og det er dem, der kan sige fra. Og når de er i gang, skal de huske, at det ikke kun er Norges statslige energiselskab, der kalder sig grønne oå hjemmebane men smadrer løs i udlandet. Svenske Vattenfall er stort set CO2-neutrale i Sverige og bruger enhver lejlighed til at pudse klimaglorien, men er udenfor Sveriges grænser ansvarlig for et CO2-udslip, der svarer til 2 gange hele Sveriges samlede udledning. Også danske DONG, der nu i et par måneder har fyldt reklameslot efter reklameslot med billeder af sig selv, vindmøller og halmballer, har svært ved at holde glorien oven på hovedet. For mens reklamerne spiller, sidder de på kontoret og forbereder, hvordan Avedøre 2, der i dag kører på biomasse, skal bygges om til at fyre med kul.

Nordea Pension, Danica Pension, PenSam, PKA, Pension Danmark, Sam Pension og Jyske Invest og alle de andre der har millioner i Statoil skal tænke på om de mennesker, der sparer op til alderdommen i deres selskaber, vil have tjæresand på hænderne. Eller om de hellere vil have pensionskronerne investeret i energiselskaber, der faktisk gør en indsats for at leve op til deres grønne løfter.