Ny tv-reklame skal få Facebook til at fjerne kul som ven

Når indbyggerne i den californiske by Palo Alto tænder for deres fjernsyn i denne uge, så får de en helt særlig besked fra Greenpeace i form af en tv-reklame. Reklamen er et krav om, at Facebook ændrer deres energiforbrug fra beskidt kulkraft til 100% vedvarende energikilder.

Og det er ikke nogen tilfældighed, at reklamen kommer til at køre på tv i Palo Alto. Det er netop byen, hvor Facebooks hovedkvarter ligger. Så hver dag vil hundreder af Facebook-ansatte lytte til vores budskab om at omsætte Facebooks innovation indenfor den måde, hvorpå de har ændret den måde, verden kommunikerer på, til at vise fremsynethed mod en fremtid med rene energikilder.

Vi har udfordret Facebook til at blive grønne inden Jordens Dag. Der er mindre end 25 dage tilbage! Hjælp os med at holde presset oppe. Vi skal have så mange som muligt til at se denne video go dele den med andre.

Del på Facebook

Har du en blog eller hjemmeside?
Hjælp os med at linke til Facebook TV Ad-videoen på din blog eller hjemmeside, som jeg lige har gjort her. video with the link text just as I have done in this sentence. Brug “Facebook TV Ad” som linktekst, da det hjælper med at få videoen placeret højt på søgemaskinerne.

Kritisk borgermøde om olie i Nuuk

Nu er Cairns tur rundt i Grønland ovre og det samme er min. Tre møder kunne jeg og mine kollegaer deltage i – mødet i Kangerlussuaq missede vi desværre på grund af transportproblemer. Det sidste vi deltog i, foregik i sportshallen ved Nuuk Gymnasium GU lørdag eftermiddag og havde omrking 50 tilhørere.

De spurgte ind til, hvordan muligheden for menneskelige fejl var regnet ind i sikkerheden, hvorfor Cairn insisterer på at bruge rødlistede kemikalier, hvad det betyder for sikkerheden, at Cairn i år vil bore på 1500 meters dybde, hvor mad og drikke til boreriggenes 600 ansatte skal komme fra (ikke fra Grønland viste det sig) og meget mere.

Jeg stillede også et spørgsmål. Jeg spurgte, hvad den sociale bæredygtighedsanalyse siger om konsekvenserne af et olieudslip og hvem der skal kompensere fiskerne. Først svarede forfatteren til miljøvurderingsrapporten, hvordan et olieudslip vil forurene en stor del af Davisstrædet, så svarede Cairns mand i Grønland, at Cairn har ansvaret for enhver skade, Cairn måtte forvolde og så forklarede forfatteren bag den sociale bæredygtighedsrapport, hvordan et olieudslip vil have massive sociale konsekvenser for grønlands fiskere. Og i og med at næsten alle Grønlands eksportindtægter stammer fra fiskeriet er det jo hele det grønlandske samfund, der ville løbe ind i store økonomiske problemer.

Alt i alt har vi fået svar på en masse spørgsmål, men der er stadig stor grund til at være bekymret over de forestående boringer. Jeg har simpelthen ikke tiltro til, at Cairn gør, hvad de kan for miljøet og sikkerheden. Miljøvurderingsrapporten virker stadig sjusket. For eksempel er vurderinger det samme for alle fire foreslåede boringer, selvom der er over 500 km mellem den nordligste og sydligste boring og at én foretages på 300 meters vanddybde og en anden på 1500. Det er svært at tro, det der ikke findes nogen geologiske forskelle der.

Nu skal jeg hjem til kontoret i København og snakke med eksperter og forfatte et godt høringssvar, der forhåbentlig som minimum kan påvirke Grønlands regering til at stille større krav til miljøpåvirkningerne og sikkerheden ved boringerne. Og forhåbentligt være med til fortsat at påvirke debatten i de grønlandske medier, som her i KNR’s radioavis i lørdags.

Cairn maler glansbillede uden plads til detaljer

I går aftes holdt Cairn sit første borgermøde på Grønland ud af en række på fire. Det foregik i Ilulissats kulturhus, og der var omkring 20 tilhørere til det seks mand store panels gennemgang af årets boreplaner. Præsentationen i sig selv var som ventet én stor salgstale. Cairn fremstillede nærmest sig selv som den barmhjertige samaritan, der ikke borer for egen vindings skyld, men for grønlændernes ve og vel. Det er desværre meget langt fra sandheden.

De positive effekter er minimale og eksempelvis resulterede Cairns boreprojekts sidste år kun i 19 stillinger til grønlænderne (såkaldte årsværk). Cairns egen vurdering af de sociale effekter viser, at der er en række negative effekter: Overordnet vil boringerne have en negativ indflydelse på fiskeri og jagt, på Grønlands egen råstofudvinding og på den generelle sundhed.

Derudover kom det frem gennem spørgsmålene fra salen, at boringerne vil resultere i en unødvendig udledning af en lang række kemikalier, hvoraf ingen nogensinde er testet i Arktis farvand og flere af dem er ”rødlistede” (de værste kemikalier). Hvilken effekt dette vil have på fiskebestandene er – da kemikalierne ikke er testede i Arktis – svært at sige, men mit gæt er, at det ikke vil have en positiv effekt.

Og disse problemer er kun ved normal drift. Effekterne af et olieudslip er stadig uklare i Cairns planer. Det er de, fordi der ikke er nogen, der har reelle erfaringer med olie i så kolde egne og fordi Cairn ikke engang har forsøgt at undersøge, hvordan et olieudslip vil påvirke fiskebestandene og hvordan olien vil opføre sig i isen. Da Cairn samtidig understregede, at man ikke vil offentliggøre beredskabsplanen for et olieudslip, er det meget svært at tro på, at de er velforberedt, hvis uheldet er ude.

Nu skal jeg til videre fra Ilulissat til Aasiaat, hvor det næste borgermøde finder sted. Det bliver spændende at se, hvilke detaljer spørgsmålene fra salen vil grave frem her. Aasiaat er en lidt mindre by, længere ude mod havet, som sammen med Nuuk i syd skal være en knudeby for Cairn, når boringerne begynder til juni.

Charmeoffensiv skal sikre Cairn nye boringer i Grønland

Nye risikable dybvandsboringer i det sårbare Arktis er på vej efter, at det skotske olieselskab Cairn har ansøgt om fire boringer ved Grønland i år. De skal lægge i farvandet udfor Nuuk og udfor Diskobugten og nogle af dem vil foregå i 1500 meters dybde.

Cairn har brugt anledningen til at iværksætte en stor charmeoffensiv i Grønland; i Ilulissat, Aasiaat, Kangerlussuaq og Nuuk er befolkningerne med mange helsides annoncer i aviserne og plakater rundt i byerne inviteret til firetimers borgermøder.

Jeg tager med til borgermøderne. Jeg er spændt på, hvordan Cairn vil retfærdiggøre den manglende beredskabsplan, manglende åbenhed om sidste års kemikalieudledninger ud i havet og hvordan norske standarder kan stå som en garant for sikkerhed, når Norge slet ikke borer i isfyldt farvand.

Men mest af alt er jeg spændt på grønlændernes bekymringer. Erfaringerne fra aluminiumsværket … viser, at de udenlandske selskaber på jagt efter skatte i grønlands foretrækker at bruge udenlandsk og underbetalt arbejdskraft frem for den grønlandske. Vil der overhovedet være penge i det risikable spil med naturen for grønlænderne?

I aften skal det første af de fire borgermøder finde sted – lige her midt i det smukke Ilulissat, der flere gange har dannet rammen om politiske topmøder om beskyttelsen af Arktis. Beskyttelsen af Arktis er dog nok det ene emne, Cairn ikke har på dagsordenen til til fire timers oplæg og debat i aften. Men det vil tiden vise – og jeg skal nok holde jer opdateret lige her.

Dansk Industri taler med to tunger

I dag har aktivister fra Greenpeace været på Dansk Industris bygning på Rådhuspladsen i København. Her har aktivister hængt et 70 kvadratmeter stort banner med teksten ’DI – Delaying Innovation’. Dansk Industri udgør nemlig – i kraft af deres medlemskab af BusinessEurope – en del af den lobbyindustri, der gang på gang modsætter sig, at EU øger sine klimaambitioner ved at hæve sit reduktionsmål for udslip af CO2 i 2020. Men dermed står de også i vejen for innovation og grønne arbejdspladser.

DI har på hjemmebanen forsøgt at give indtryk af, at man ikke er principielt imod, at EU hæver sine reduktionsforpligtigelser for udledningen af drivhusgasser. Sådan forlyder det i et Ritzau-telegram tilbage fra den 23. september 2010.

Sådan melder man altså ud herhjemme. Man giver indtryk af, at man absolut ikke vil stå i vejen for de nødvendige politiske beslutninger, der skal begrænse de allerede fremskredne klimaforandringer. Dette signal står desværre i direkte modsætning til, hvordan DI’s storebror og repræsentant i EU, BusinessEurope, agerer bag kulissen i EU-korridorerne.

Senest har BusinessEurope – med Dansk Industri som medunderskriver – sent et brev til klimakommissær Connie Hedegaard, hvori de specifikt opfordrer til, at EU ikke hæver sine reduktioner af drivhusgasser for 2020. I brevet skriver BusinessEurope bl.a. følgende:

”no change in agreed 2020 policy framework, especially sectors in the EU Emission Trading Scheme (ETS)”

Med andre ord ønsker man ikke, at EU ændrer sin politik,  siden man i 2007 besluttede sig for, at  forpligtige sig på  20 pct. reduktion i udledningen af drivhusgasser for 2020. Det er meget svært at se, hvordan dette brev harmonerer med Dansk Industris udmelding tilbage i september.

Foruden at være en lobbyvirksomhed, så er Dansk Industri også en interesseorganisation for deres 10.000 medlemmer. Det er imidlertid ikke alle medlemmer, der deler BusinessEuropes opfattelse af, hvad EU’s klimapolitik bør sigte efter. Store virksomheder som DONG, Velux og Tryg, har offentligt meldt ud, at EU bør hæve sine reduktionsmål for 2020. Stik imod hvad BusinessEurope – og dermed Dansk Industri – fortæller politikerne i EU.

Disse virksomheder har bl.a. indset, at hvis EU sætter mere ambitiøse rammebetingelser, så er det muligt at forbedre EU’s position i den globale konkurrence samt skabe innovation og grønne arbejdspladser.

Jeg håber, at virksomhederne i Dansk Industri vil stille sig selv spørgsmålet: Er Dansk Industris stok konservative holdning virkelig en varetagelse af min og klimaets interesse?

Velkommen til el-bilerne fra Better Places og Renault

Efter mange år hvor de nye el-biler konstant har været ”næste år” væk, var det nærmest med lettelse at deltage i formiddagens lancering af Better Places kundecenter. Nu er el-bilen der (næsten) og det er ikke et øjeblik for tidligt. Greenpeace begejstring for el-biler skyldes i lige mål, at vi med el-bilerne kan undgå den vanvittige brug af fødevarebaserede-biobrændstoffer og at el-bilen i sig selv, klimamæssigt har meget store potentialer.

Effektiv anvendelse af energi. Modsat forbrændingsmotoren, som kun omsætter ca 1/5 af brændstoffets energi til vejarbejde, er el-biler i stand til at omsætte 4/5 af energien til vejarbejde. Dvs 3-4 gange så effektiv udnyttelse af energien.

Muliggør drastisk øgning af vind strøm i det danske el-system. El-biler og vindmøller udgør et perfekt makkerpar. I dag udgør vindenergi knap 20 % af den danske elproduktion. Den andel bør øges til 50 % i 2020.  Et problem der derfor skal løses er at produktionen af vindstrøm svinger som vinden blæser, mens el-forbruget svinger efter hvornår folk er vågne. Her vil batterierne i el-biler kunne spille en meget vigtig rolle som en form for decentralt el-lager. En stor andel el-biler gør det derfor meget lettere at håndtere 50% vindstrøm i det danske elsystem. Målet er et ”SMART grid” dvs et intelligent netværk, der integrerer elbiler, langdistance el-kabler, vindmøller, solceller, vandkraft osv i el-systemet.

Reduceret CO2 per kWt giver automatisk reduceret CO2 per km. Pga el-bilernes høje energieffektivitet vil de selv med det nuværende kulbaserede el-mix kunne ca halvere CO2 udslippet per km[2], i takt med at andelen af vindmøllestrøm øges vil el-bilens CO2-udslip automatisk falde yderligere. I sin omstillingsplan fra 2009 lover Dong at de inden 2020 reducerer CO2-udslippet fra deres el-produktion til 320gCO2/kWt. Dermed vil el-bilens CO2 udslip være på 45g/km. Når el-produktionen bliver totalt CO2-fri er el-bilen det også.

Alternativ til uansvarlig biobrændstofpolitik. EU har besluttet at der inden 2020 skal bruges 10 % vedvarende energi i transportsektoren. Det mål agter EU-landene, at opfylde med fødevarebaserede-biobrændstoffer. Et sådant forbrug af fødevarebaserede-biobrændstoffer i EU kan ikke undgå at øge fødevarepriser og -kriser. Så meget biobrændstof vil også betyde at naturarealer 1-1½ gange større end Danmark vil blive fældet og omlagt til plantager. Når CO2 fra denne afskovning medregnes udleder biobrændstofferne langt mere CO2 end det fossile brændstof de erstatter[3]. Dette biobrændstof-vanvid kan undgås hvis VE-målsætningen for transportsektoren i stedet opfyldes med el-biler på vindstrøm.

Kullets sande pris

Folket betaler prisen, medens virksomhederne høster store profitter. Så kort kan man opsummere resultatet af en ny Harvard undersøgelse, der har konkluderet, at omkostningerne for det amerikanske samfunds kulforbrug er på svimlende 500 milliarder dollars.

Vi har tidligere set analyser og økonomiske beregninger, der viser omkostningerne forbundet med brugen af kul som energikilde, men der har manglet en fuld ’livscyklus-analyse’. Med Dr. Paul Epstein, Director of Harvard Medical School Center for Health and the Global Environment, i spidsen, blev den nye undersøgelse i går præsenteret ombord på Greenpeace-skibet Arctic Sunrise, der i øjeblikket er i USA.

Sammen med 11 medforfattere har Epstein udarbejdet undersøgelsen ”Full Cost Accounting for the Life Cycle of Coal”, der gennem allerede publicerede forskningsresultater har samlet delomkostningerne for helbred og miljø ved alt fra minedrift, transport, afbrænding i kraftværkerne og de udledte affaldsprodukter. Den fulde undersøgelse vil snarest blive offentliggjort i Annals of the New York Academy of Sciences.

Lignende omkostninger i Danmark?

Selvom Danmark ikke har kulminedrift, så er der nok ingen tvivl om, at vi har en række af de samme omkostninger forbundet ved at bruge kul som energikilde. Selvom man ikke behøver økonomiske argumenter til at fortælle os, at kul er rigtig skidt, så ville en lignende undersøgelse måske hjælpe os af med vores kulafhængighed en smule hurtigere. Vores nuværende regering er meget glad for kun at snakke om kroner og øre og lader ofte konsekvenserne for miljøet og vores sundhed komme i anden række. Nu må vi se, om sandheden om prisen for vores kulafhængighed, kan få dem til at åbne øjnene.

50 milliarder i bøde for oliesvineri

Olieselskabet Chevron blev i mandags idømt en bøde på 50 milliarder kroner for omfattende oliesvineri i Equador. Det var Texaco, der senere er blevet opkøbt af Chevron, der i årene 1964 – 1992 var skyld i, at næsten 70 milliarder liter olie og knap 70 millioner liter giftigt produktionsvand blev ledt lige ud i Amazonregnskoven og i floderne.

Den store forurening skyldes, at Texaco i sin tid i Ecuador brugte det billigst mulige materiel, og opererede uden hensyn til naturen og de mennesker der levede i skoven, og som var afhængige af rene floder og skovområder for at overleve.

Texaco, og efter overtagelsen Chevron, har siden sagens start i 1993 forsøgt at løbe fra sit ansvar. Argumenterne har været mange og farverige – bl.a. at Chevron skulle være fritaget for ansvar fordi Texaco betalte 40 millioner dollars til oprydning, før det blev købt af Chevron og direkte afviser, at forureningen skulle have forsaget nogen skade på området.

Oliefirmaer trækker sager i langdrag

Afgørelsen er en milepæl i en sag, der har kørt i over 18 år, men sagen slutter formodentlig ikke her. Chevron har tænkt sig at anke sagen, som de mener er et fupnummer.

Historisk ved man, at sådanne sager kan trække ud i årevis. For eksempel lykkedes det Exxon mobil at trække sagen om betaling for Exxon Valdezz ulykken i 1989 i langdrag med appel efter appel.

BP, Statoil og Mærsk er ingen undtagelse

Den 20. april 2010 eksploderede BP boreplatformen Deepwater Horizon. 11 arbejdere mistede livet, og efterfølgende løb over 800 millioner liter olie ud i Den Mexicanske Golf

I bund og grund er olieselskaber folk, der vil tjene penge, og hvis de kan løbe om hjørner med sikkerheden for højere profit, så gør de det. Det har vi set i forbindelse med ulykken i den Den Mexicanske Golf, hvor Det Hvide Hus’ ‘Oil Spill Commission’ i deres rapport konkluderede: “Whether purposeful or not, many of the decisions that BP, Halliburton, and Transocean made that increased the risk of the Macondo blowout clearly saved those companies significant time (and money)”

Forleden blev det statsejede norske olieselskab Statoil slæbt i retten, fordi det angiveligt har forbrudt sig mod en række vandregulativer i forbindelse med dets tjæresandsaktiviteter i Canada.

Og også herhjemme er den gal, hvor Mærsk i Nordsøen senest i en række avisartikler, er blevet beskyldt for at udlede for meget olie med borevandet, med vilje at have presset rensesystemerne over evne, samt advare internt når et miljøfly var på vej.

Disse katastrofale konsekvenser kan vi kun undgå, hvis vi gør os fri af vores afhængighed af fossile brændstoffer. De skruppelløse og profitsøgende oliefirmaer tilbyder os kun problemer. Derfor må brugen af fossile brændsler hurtigst muligt bringes til ophør.

Statoil sagsøgt i Canada

De destruktive konsekvenser af tjæresand er svære at skjule for olieselskaberne, selvom de ofte forsøger at sløre effekterne.

Statoils tjæresandsaktiviteter i Canada skal nu for domstolen, eftersom det statsejede norske oliefirma angiveligt har afgivet falske og misvisende informationer omhandlende deres vandbrug. Det er regeringen i Alberta, Canada, der slæber Statoil i retten.

Tjæresand er en måde at udvinde olie fra undergrunden på, som er ekstremt energikrævende og destruktiv. Samtidig har den skadelige konsekvenser for den omkringliggende natur, da der blandt andet i udvindingsprocessen udledes store mængder gift i spildevandet. Det er den vandudledning som Statoil nu beskyldes for at lyve om. Det er samtidig et af de kritikpunkter som har ligget til grund for Greenpeace tjæresandskampagne siden 2007, hvor Statoil første gang annoncerede sit vanvittige eventyr midt i Canadas unikke natur.

Det er svært at forstå, hvorfor den norske regering lader deres eget selskab gå på jagt efter tjæresand, når netop denne slags olie er så skadelig. Først og fremmest så har vi slet ikke behov for den olie, som Statoil er på jagt efter. Vores klima kan kun tåle, at vi brænder en fjerdedel af de allerede kendte olie-, gas- og kulreserver af, så når man leder efter mere olie, må man være fuldstændig ligeglad med klimaforandringernes katastrofale konsekvenser.

For det andet har Statoil tidligere annonceret, at deres måde at udvinde tjæresand på skulle være særlig hensynsfuld overfor miljøet og klimaet. Udvinding af tjæresand vil altid være ødelæggende for lokalmiljøet og klimaet, så selvom det lyder flot, når Statoil siger, at de er miljøbevidste, er det desværre ikke i tråd med virkeligheden. Og når Statoil nu åbenbart ikke engang kan leve op til den hullede canadiske miljølovgivning, så klinger deres grønne løfter endnu mere hult.

Statoil skal møde i retten i Edmonton første gang den 6. april 2011. Selskabet er tiltalt under den såkaldte ’Water Act’, for i 2008 og 2009 gentagne gange at have omledt vand til deres udvindingsanlæg i strid med gældende lovgivning. Statoil er tiltalt efter 19 anklagepunkter.

Shell og BP dropper Arktis planer

Det sårbare og i forvejen hårdt pressede arktiske område får en sommer mere i fred for boringer udført af BP og Shell, har de to oliegiganter uafhængigt af hinanden meddelt i dag. For BP’s vedkommende er boreplanerne endda udskudt til ‘efter 2013’.

Udskydningen af boreplanerne kommer som følge af det politiske vejrskifte, der fulgte i hælene på oliekatastrofen i Den Mexicanske Golf sidste år. Miljøorganisationer og -aktivister fra hele verden har lagt pres på Obama-administrationen og på olieindustrien for at forhindre, at oliekatastrofen i Den Mexicanske Golf skal gentage sig i det sårbare Arktis, hvor en oprydning er umulig og følgerne derfor uoverskuelige. Blandt andet lavede aktivister fra Greenpeace sidste sommer en aktion ombord på et boreskib, som Shell var på vej til at sende til Arktis og flere end 22.000 Greenpeace-støtter har skrevet til den amerikanske indenrigsminister Ken Salazar med et krav om at bremse for BPs planlagte boringer ved Liberty Island.

Udviklingen i USA er en virkelig glædelig nyhed og jeg håber, at de politiske vinde fra USA vil sprede sig til Rusland og Grønland. For to uger siden blev klart, at BP vil bore i det arktiske farvand Karahavet nord for Rusland fra år 2016 og Shell er stadig med i oliejagten ved Grønland, selvom selskabet ikke har annonceret konkrete boreplaner endnu.

Det er på tide, at politikerne sætter olieindustrien stolen for døren og i stedet for dollartegn ser fornuft. Olie er en sort energi, som skader vores klima, olieboringer er en alvorlig trussel for livet i havet og nye olieboringer er komplet unødvendige, eftersom vi langt fra må bruge den olie, vi allerede har adgang til.