CEPOS købt af olielobbyen

Det er jo ikke rigtigt en overraskelse, at der var kulsorte penge bag
CEPOS’ fejlbefængte rapport om dansk vindkraft, som blev
brugt til at lobbyere USA tyndt som et modtræk mod Barack Obamas klimapolitik.
Men at det bare er, hvad vi kan forvente fra både kul- og olielobbyen og fra CEPOS, gør det ikke
mere i orden.

Vindmølleindustrien beder om en forklaring og Mette Gjerskov fra Socialdemokraterne mener, at CEPOS’ arbejde tenderer landsskadelig virksomhed. Jeg mener, at CEPOS burde trække rapporten tilbage. Simpelthen tage de 14 energieksperter og universitetsforskeres ord til sig og indrømme, at det var en smutter, der blev brugt at de helt forkerte mennesker.

CEPOS er en magtfuld og indflydelsesrig meningsdanner i Danmark, hvilket blandt andet kan ses ved, at statsministeren rekrutterer ministre fra dens bestyrelse. Jeg håber inderligt, at den her sag åbner regeringens og mediernes øjne for, hvor utroværdig CEPOS kan være.

Det er ikke godt nok

Nestlé vil afslutte deres samarbejde med palmeolieproducenten Sinar Mas, efter Greenpeace  har afsløret, at Sinar Mas’ produktion af palmeolie har fatale konsekvenser for regnskoven og orangutangens habitater i Indonesien. Dette passer ikke. Nestlé køber stadig palmeolie fra Sinar Mas gennem tredje parter som fx Cargill, der er verdens største mellemhandler af landbrugsafgrøder.

Uanset hvordan Nestlé vender og drejer det, så bliver det ikke andet end spin. Der vil forsat være palmeolie i Kitkat, som er udvundet fra plantager i Indonesien, der har orangutangen og regnskovens liv på samvittigheden.

Nestlé har i de seneste par dage været på overarbejde. Først forsøgte de at få fjernet Greenpeace’ spoofvideo fra Youtube, hvilket de havde succes med for en kort stund. Yderligere har de på deres Facebook side travlt med at forklare sig. Tag et smut forbi og se, hvordan folk har modtaget nyheden om deres Kitkat.

Du kan læse mere om Nestlés medvirken til rydning af regnskoven i Indonesien på Greenpeace’ hjemmeside, og dermed ødelæggelsen af orangutangens habitater samt udledning af store mængder CO2.

To skridt tilbage men mulighed for et lille et frem

Når EU’s miljøministre idag sidder samlet i Bruxelles sker det i lyset af et klimatopmøde i København, der floppede med et brag. Klimatopmødet havde alle de rigtige kort på hånden; et godt skelet til en juridisk tekst, 120 stats- og regeringsledere og en stor opbakning i befolkningen. Nu skal de så bestemme, hvordan vi kommer videre.

Og det synes at være ved at gå baglæns. I rådskonklusionen fra miljøministrenes møde 2. marts sidste år blev det efter hårdt pres fra Holland og Danmark (Connie Hedegaard) fastslået, at klimabistanden til fattige landeskulle være “nye og ekstra midler” – altså ikke tages fra eksisterende u-landsmidler. Dette var i helt i tråd med den vedtagne “køreplan” fra klimatopmødet i Bali i 2007. Den betingelse om “nye og ekstra” er blevet fjernet i dag. Der er ikke længere et krav til EU-forpligtelsen om at levere 2,4 mia. euro om året 2010-2012. Det er skammeligt og pinligt!

Rådskonklusionen fra marts sidste år understreger også nødvendigheden af, at Københavnsaftalen skulle indeholde forpligtende kvantitative emissionsbegrænsninger eller reduktionsforplgtelser for i det mindste klimakonventionens annex 1 lande. Men dagens rådskonklusion begrænser sig til at tale om et “vellykket udfald” i Cancun.
Der er dog i skrivende stund stadig mulighed for, at dagens rådsmøde også kommer til at indeholde et lille skridt frem i retning mod en ambitiøs, fair og juridsk bindende klimaaftele. Det afgøres af den formulering, man enes om med hensyn til at opgradere sit betingelsesløse reduktionsmål fra 20 til 30 % i 2020. Det håber jeg stadig på. For hvis EU’s miljøministre ikke beslutter sig for at få stoppet EU’s “vent og se holdning”, har de intet lært af klimafiaskoen
i København.

Gør facebook grøn indefra

Facebook meddelte for nylig, at virksomheden vil bygge et kæmpe datacenter i Oregon, USA, fyldt med de nyeste energieffektive computere. Computere der skal tjene flere hundrede millioner brugere på det sociale netværk. Men virksomheden har planer om at placere centeret et sted, hvor elektriciteten fremstilles ved afbrænding af kul – den mest beskidte energikilde, og den største enkelte kilde til den klimaændringerne.

I Greenpeace mener vi, at facebook burde køre på 100 % vedvarende energi. Især fordi datacentre som den nye facebook-server og skiftet til cloud computing vil få efterspørgslen på energi til at stige voldsomt. Virksomheder, der forsyner deres datacentre med energi fra kulafbrænding er med til at støtte den største enkelte kilde til menneskeskabt CO2-udledning.

En anden stor it-virksomhed, Yahoo, har for eksempel bygget et datacenter nær Buffalo, New York, der får strøm fra vandkraft. Facebook – og alle andre it-virksomheder bør bruge deres indflydelse og placere strømslugerne der, hvor den vedvarende energi er tilgængelig. Det er noget vi blandt andet arbejder for med vores Cool it-kampagne, hvor virksomhederne kan presse på for en politik, der bringer mere vedvarende energi til USA’s elnet.

Facebook har reageret på kritikken ved at pege på energieffektiviteten i design- og udstyrspecifikation. Men selv energieffektive datacentre bruger meget strøm til at køre computere, back up-systemer og køleanlæg. Og det sidste, vi har brug for, er at skabe større efterspørgsel efter energi på steder, hvor der kun er beskidt energi til rådighed.

Hvis din facebook-side kører på beskidt energi, så bidrager du også til øget CO2-udledning og klimaændringer. Fortæl derfor facebook på deres egen side, at de skal forsyne deres datacenter med 100 % vedvarende energi: www.greenpeace.org/coalfacebook

Arktis-ekspedition vinder fotopris

Et stort tillykke til vores dygtige fotograf, Nick Cobbing, der lige har vundet sølv i den prestigefyldte fotokonkurrence ’World Press Photo’.  Hans billeder er helt fantastiske, så vi har samlet en lille kollektion her.

Vinderbilledet og de andre er taget under Greenpeace’ ekspedition til Arktis sidste sommer, hvor uafhængige forskere ombord på vores forskningsskib Arctic Sunrise blandt andet undersøgte, hvorfor Petermann gletsjeren smelter så utroligt hurtigt. Udover Petermann gletsjeren, der ligger højt mod nord på vestsiden af Grønland, kom den tre måneder lange forbi gletsjere på Østgrønland og til Svalbard.

Tre forskerhold afløste hinanden på turen og blandt andet på baggrund af deres alarmerende resultater, kræver Greenpeace nu et moratorium i Arktis. Det område, der tidligere var dækket af is, bør helt skånes for al industriel aktivitet som fx olieboring, olieudvinding og industriel fangst.

Ingen skandaler bag disse gates

Siden december har der været en overflod af historier, der udfordrer videnskaben om klimaændringer, som præsenteres af IPCC. Der er kommet masser af historier, der alle slutter med ordet “gate”. En endelse der leder tankerne tilbage på Nixons Watergate-skandale – og på senere skandaler, der alle historisk har fået endelsen ”gate” for at gøre dem større, end de egentlig er. Skal vi være bekymret? Kun om klimaændringer.

Hackergate
Hackergate begyndte med offentliggørelsen af omkring tusinde emails og tretusinde dokumenter fra Climate Research Unit ved University of East Anglia. Ud af de tusinde emails blev en håndfuld sætninger pillet ud af sammenhængen og brugt som ”bevis” på, at forskningen om den globale opvarmning var svindel.

Sætter man sætningerne ind i deres rette sammenhæng, kan man se, at der hverken er fusk eller løgn med i spillet.

Himalayagate
I en rapport offentliggjort i 2007, rapporterede IPCC, at Himalayas gletsjere kunne være væk allerede i 2035. Denne påstand viste sig at være forkert, og at have været baseret på mangelfuldt materiale og brud på standarder for forskning.

Dette betyder ikke, at gletschere ikke er på tilbagetog – blot at hastigheden ikke er nær så høj som IPCC først angav. Se øverste graf fra World Glacier Monitoring Service, hvor de røde bjælker er år, hvor verdens gletsjere gennemsnitlig blev mindre. De blå er år, hvor de voksede. Er verdens gletsjere i knibe? Det er et nemt spørgsmål. Er der mere rød eller blå på grafen?

Amazongate
I Amazongate var anklagen, at en fodnote til påstanden om, at 40% af Amazonas kan dø, var forkert. Ikke at påstanden var forkert, blot at fodnoten var forkert. Og det var den også. Den rapport som fodnoten pegede på bakkede ikke påstanden op i sig selv. Men det gjorde et andet videnskabeligt papir (Cox, P. M., Betts, R. A., Jones, C. D., Spall, S. A. & Totterdell, I. J. 2000 Acceleration of global warming due to carbon-cycle feedbacks in a coupled climate model. Nature 408, 184–187).

Siden da har yderligere to papirer bekræftet sagen. Det er dårlige fodnoter, men det er ikke dårlig videnskab.

Historien om en mini-istid
I Danmark har vi haft en kold start på 2010. Og mange journalister har benyttet lejligheden til at tilføje endnu en “gate” til samlingen ved at hævde, at der med det kolde vejr kommer en mini-istid. Det lyder lidt hysterisk, hvis du spørger mig.

Nyheden kører ikke rigtig i Australien, fordi de er ramt af noget nær rekordhøje sommertemperaturer. I Canada har de en anden oplevelse. De har det så varmt, at de er nødt til at flytte en masse sne for at sikre de olympiske vinterlege. I det nordligste Arktis er vejret varmere end normalt. Faktisk er det den varme Arktis, der er årsag til det kolde vejr i Europa.

Så hvad driver denne debat?
IPCC’s videnskabelige vurdering er formentlig den største videnskabelige indsats nogensinde, med tusinder af forskere i mange forskellige forskningsinstitutter rundt om i verden, som bakkes op med masser af data. Det er også en menneskelig stræben og derfor ikke perfekt. Vurderingen af den nævnte rapport er 3.000 sider lang, og efter to års indsats fra skeptikere og journalister har de fundet én dårlig fodnote.

Historien om Himalaya blev påpeget af en videnskabsmand – som det burde være, og da vi baserer vores arbejde på IPCC-rapporten optrådte fejlen også hos os. Det burde være rettet nu, men hvis du finder en fejl, så fortæl os det.

Selvom klimaskeptikere blandt videnskabsfolk ofte får deres mening i medierne, kan de være svære at finde. For eksempel prøvede BBC’s miljø-analytiker, Roger Harrabin, at kontakte en skeptiker-blog den 3. februar, fordi han ”kæmpede for at finde nogen”. Videnskaben er klar, klimaændringerne er reelle, de sker nu, og er forårsaget af mennesker. Løsningen er stadig i vores hænder, med ren energi, intelligent forbrug af ressourcer og beskyttelse af skove.

COP 15…og hvad så nu?

Efter et så hektisk og kaotisk klimatopmøde, som det vi havde i København, er det let at miste overblikket. Så lad os lige tage en statusopgørelse:

Målsætninger for reduktion af drivhusgasser:
De store spillere rokkede sig ikke ud af flækken i København. EU nægtede at øge sit reduktionsmål fra 20 % til 30 % i 2020 (i forhold til 1990), USA holdt fast i sine 3 %, og selv de store ulande, som ellers har taget væsentlige skridt fremad i de seneste to år, valgte at fastholde deres positioner under klimatopmødet. Da der den 31. januar var deadline for at indsende målsætninger som led i den kontroversielle politiske hensigtserklæring kaldet ”Copenhagen Accord”, valgte de store spillere, på nær Canada, at indsende de samme mål, som de havde lagt på bordet før COP 15. Canada valgte at indsende et mål, der var væsentligt svagere end det, de tidligere havde annonceret. Så der røg det politiske løfte om umiddelbar handling efter klimatopmødet.

Penge på bordet?
Fik vi heller ikke. Vi fik nogle vagt formulerede målsætninger for finansiering, men det er meget uklart, hvem der skal levere hvad, og allerede nu har den engelske regering indrømmet, at den har tænkt sig at genbruge pengebeløb, som oven i købet stammer fra ulandsbistanden, til at opfylde målsætningen. Det er ellers direkte i strid med de politiske løfter, der er afgivet i København.

Juridisk bindende aftale?
Fik vi absolut ikke. Derimod fik vi endnu engang bevist, at tynde politiske aftaler ikke dur til andet end at tørre kaffe op med. Den svage politiske hensigtserklæring, Copenhagen Accord, som blev skrevet i de sene nattetimer i København, har absolut ikke formået at rykke forhandlingerne fremad. Og imens regeringerne stadig sidder og diskuterer, hvad man dog skal gøre med det mærkelige dokument, som oven i købet er stærkt tvetydigt og kan fortolkes på et utal af forskellige måder, går tiden. Tid, som ellers skulle bruges på at få sat gang i FN-forhandlingerne, så vi i det mindste kan få en juridisk bindende aftale på plads til næste klimatopmøde i Mexico i november.

Status: Hede tider på vej
Sammenlagt vil de målsætninger, der nu ligger på bordet, give os en temperaturstigning på over tre grader. Det lyder måske ikke så farligt, men som det fremgår af et nyt notat fra Greenpeace, vil dette medføre en naturkatastrofe så stor, at vi nærmest ikke kan forestille os det. Millioner af mennesker vil miste fødevarer og rent drikkevand, og afsmeltningen af den grønlandske indlandsis vil på sigt medføre både havvandsstigninger og medvirke til at øge opvarmningen af planeten endnu mere.

Vejen fremad
Men ikke alt står i stampe. De fire store ulande, Kina, Indien, Brasilien og Sydafrika holdt møde i slutningen af januar, og her udtrykte de deres fulde opbakning til FN-forhandlingerne. For nylig har Kina desuden tilføjet, at man absolut ikke er lukket for, at en aftale kan blive juridisk bindende, hvilket mange ellers tidligere har troet, at de var.
Men hvis FN-toget skal køre videre, er den danske regering nødt til komme på banen igen, for det er nemlig Danmark, der er formand for forhandlingerne. Sådan er det i FN. Når man siger ja til at holde en COP, siger man også ja til at være COP-formand hele det efterfølgende år, og derfor er det op til Danmark at få sat FN forhandlingerne godt i gang igen. Der er ingen tid til afspadsering.

Desuden er vi nødt til at få hævet ambitionsniveauet hos de store spillere. Det gælder ikke mindst i EU, hvor Danmark mærkeligt nok i øjeblikket ikke er blandt de lande, som sparker på for at få EU til at hæve sit reduktionsmål fra 20 % til 30 %.
Efter en fejlslagen COP 15 er der nu mere end nogensinde før brug for, at Danmark sætter de nationale særinteresser til side og i stedet kæmper for den sag, der er i vores alles interesse nemlig at få bremset klimakatastrofen, inden det er for sent.

Kasketkejserne på Rainbow Warrior

Kasketkejserne har lavet en lille film fra Rainbow Warrior, der var i København i forbindelse med klimatopmødet og varetægtsfængslingen af de fire galla-aktivister. I filmen er der bl.a. interview med Greenpeace’ internationale generalsekretær Kumi Naidoo og besætningen på Rainbow Warrior tager Kasketkejserne med en tur rundt på skibet.

Nu kan klimakampen fortsætte

Her på kontoret er vi glade for at få vores fire kollegaer, der har været varetægtsfængslet i 20 dage, tilbage igen. Det har været en lang og sej kamp for at få politiet til at tage imod vores hjælp i deres såkaldte opklaringsarbejde og frigive vores fire venner. Og for de fire er det befriende endeligt at være tilbage til hverdagen efter deres isolation, hvor de ikke har haft adgang til medier, breve eller bare en bog.  Det har været hårdt og frustrerende  at sidde så længe i politiets varetægt og helt ude af proportioner med den fredelige og festlige demonstration, de lavede i Drabantsalen d. 17. dec.

Men de piver ikke. Greenpeace-aktivister tager altid de juridiske konsekvenser med oprejst pande. Og som Nora Christiansen, en af de fire, udtrykker det, så er deres tre uger i isolation en meget lille omkostning sammenlignet med den enorme trussel for vores livsstil, som klimaforandringerne udgør.

Mens gallaaktivisterne venter på deres retssag, kan den rigtige kamp – klimakampen – fortsætte.  Dem, der også skal stiles til ansvar for deres handlinger i København i december, er verdens ledere, der flygtede ud af landet i deres flyvemaskiner, imens forhandlingerne i Bella Centeret kollapsede. Disse ledere har ansvaret for 300.000 menneskers liv om året, 20 millioner klimaflygtninge og den massive ødelæggelse af klodes naturlige ressourcer, der fortsætter så længe, vi ikke gør os fri af fossile brændstoffer.

Lad os håbe, at vi i 2010 får den aftale, som verden så desperat har brug for her og nu: En ambitiøs, retfærdig og bindende aftale, der kan løse verdens klimaproblemer.

Civil ulydighed for retten

De 11 aktivister, der sidste år klatrede op på Mount Rushmore-monumentet med et kæmpe banner, fik deres dom i går. Samtidig sidder de fire aktivister, der gate-crashede dronningens middag for tre uger siden stadig i fængsel – uden dom!

Alle amerikanske aktivister erklærede sig skyldige i at have klatret på Mount Rushmore og modtog en bøde på 460 USD hver. Derudover skal de levere mellem 50 og 100 timers samfundstjeneste i den amerikanske nationalpark.

Tre yderligere anklagepunkter blev afvist, samt alle anklager mod Greenpeace. Greenpeace har indgået et forlig, hvor vi har accepteret at betale 30.866 USD, hvoraf de fleste penge vil gå til bevarelse og offentlige park-programmer i USA.

”Vi besteg Mount Rushmore, fordi vi ønskede at sende en besked til præsident Obama om, at dette er et spørgsmål, som er vigtigt for os. Global opvarmning og klimaforandringer er den største krise, vores generation skal løse – og nu er det tid til at gøre noget, for at stoppe det,” sagde Jessica Miller, der er en af aktivisterne fra Mount Rushmore.

I mellemtiden, her i København – hvor verdens ledere ikke fik indgået en aftale, der kunne standse klimaændringerne – sidder vores fire aktivister Nora, Juan, Christian og Joris stadig i fængsel uden rettergang. Før de bliver stillet for en dommer, har de allerede tilbragt tre uger i fængsel.

Klimaændringerne er det vigtigste spørgsmål, verden står overfor i dag. Når vores ledere ikke gør noget, er det de enkelte borgeres ret til at benytte civil ulydighed for at beskytte fremtiden for vores planet. Handlinger, der skal anspores politikere til handling mod den globale opvarmning, er i sig selv en form for samfundstjeneste.