EU blåstempler ulovlig fiskeriaftale – Danmark imod

Aktivist fra Greenpeace, Raviro Gundani fra Zimbawe, forundret over, hvordan det kan være, at EU mener, at det er Afrikas opgave at skaffe mad på bordet i Europa. Den spanske trawler, Curbeiro, er på fangstrejse ud for Afrikas vestkyst. © Greenpeace / Christian Åslund

I dag forventes EU’s fiskeriminister at forlænge en fiskeriaftale mellem EU og Marokko. Problemet er bare, at aftalen er ulovlig. Men fordi Spanien presser på for at fiske tunfisk – så indgår EU altså alligevel denne meget kontroversielle aftale.

Heldigvis er den danske fødevareminister Henrik Høegh (V) i denne sag endelig kommet op af stolen og stemmer nej til en etårig forlængelse. Det er en af de første gange, at Henrik Høegh tager ansvar for den fælles fiskeripolitiks påvirkning på andre dele af havet end lige netop den del Danmark er interesseret i. Og det er en god udvikling, for en fælles fiskeripolitik betyder jo, at han er præcis ligeså ansvarlig for rovfiskeriet ud for Afrika, som Spanien, Polen og Holland er – selvom vi ikke fisker der. Jeg håber, at han fortsætter denne nye linje, for det klæder altså Danmark at deltage som et aktivt medlem af en fælles fiskeripolitik og ikke blot som nikkedukke til blandt andet Spaniens ønsker om at fiske udenfor europæiske farvande på et noget tvivlsomt grundlag.

I stedet for at eksportere EU’s overfiskeri til øvrige dele af verden, så bør Henrik Høegh arbejde for, at den reformerede fiskeripolitik – der skal ligge færdig 1. januar 2013 – sikrer, at vi kun på bæredygtig vis fisker de fisk, vi har behov for i vores egne farvande.

Det er nemlig de tomme europæiske have, hvor 88 % af bestandene er overfiskede og det faktum, at der er alt for mange fartøjer til for få fisk, der får de europæiske fiskeriministre til at sende fiskeriflåden uden for Europa, hvor plyndringen kan fortsætte.

Det er store fiskerinationer som blandt andet Spanien, der presser på for at få fiskeriaftaler udenfor Europa, også denne gang med Marokko. Men det bunder jo nok i, at det er Spanien, der har nogle af de største interesser i de europæiske fiskeriaftaler.

Fiskeriaftalen med Marokko er ulovlig, fordi aftalen indebærer, at EU-fartøjer også kan fiske i farvandene ud for Vestsahara, som Marokko ulovligt har besat. Fordi Marokko ikke har nogen ret til Vestsaharas ressourcer, kan Marokko heller ikke lovligt sælge disse ressourcer til fx EU – som det er tilfældet med den fiskeriaftale, der formodentlig forlænges i dag.

Fiskeriaftalen mellem EU og Marokko blev indgået i 2005, hvor Marokko tillod fiskefartøjer fra EU’s medlemslande at fiske i farvandet ud for Marokko og det marokkansk besatte Vestsahara. Som en betingelse for aftalen, så skal nogle af de penge, som Marokko modtager, gå til den lokale befolkning, sahrawierne, i Vestsahara. Aftalen udløber, hvis den ikke forlænges, ved udgangen af februar 2011.

EU Kommissionen vil forlænge aftalen ét år, så man får mulighed for at vurdere data og informationer, som man har modtaget fra de marokkanske myndigheder omkring regionale indvirkninger af aftalen. Det er bare ikke godt nok. De marokkanske myndigheder har haft siden 2005 til at dokumentere dette, og det er ikke sket. Nu vælger man så at støtte det marokkanske regime med tæt på 270 millioner kroner og får til gengæld adgang til Vestsaharas fisk, der ellers retmæssigt tilhører den lokale befolkning i Vestsahara.

Intern uenighed i EU

Aftalen skal vedtages af EU’s fiskeriminister under et ministerrådsmøde senere i dag. Det forventes, at aftalen vedtages med et lille flertal. Modstanden imod denne fiskeriaftale er dog markant øget, siden den blev indgået sidste gang, hvor kun Sverige stemte imod. Man kunne have håbet på, at flere ministrer som Henrik Høegh turde udvise almindelig sund fornuft og anstændighed og stemme imod forlængelsen af den ulovlige fiskeriaftale og samtidig bakke op om EU’s fiskerikommisær, Maria Damanaki, der helst så, at en fornyet aftale med Marokko ekskluderede farvandet ud for Vestsahara.

Spanien vil forlænge ulovlig fiskeriaftale

EU og Marokko har gennem længere tid haft en fiskeriaftale, der tillader EU at fiske ud for kysten af Vestsahara. Problemet er bare, at aftalen er ulovlig, fordi Marokko ulovligt har besat Vestsahara.

Fordi Marokko mener, at Vestsahara tilhører dem, mener de også, at de kan sælge Vestsaharas fisk til blandt andet EU, uden at lokalbefolkningen i Vestsahara får noget ud af det. EU har igennem deres fiskeriaftale med Marokko altså været med til at støtte Marokko i den opfattelse, at fiskene ud for Vestsaharas kyst er deres at sælge. Det er jo dybt udemokratisk, og ikke en politik der bør være EU værdig.

EU-Kommissionen er nu  i gang med at forlænge den ulovlige fiskeriaftale med Marokko, der ellers udløber ved udgangen af februar 2011, fortæller fishelsewhere.eu, der beskæftiger sig med EU’s fiskeriaftale med Marokko.

Det er også ifølge fishelswhere.eu den spanske fiskeri minister Rosa Aguilar, der har presset på for en forlængelse.

At det er Spanien kommer på ingen måde bag på mig. Spanien er fiskeudnytter uden moral og på ingen måde en fiskeri- eller havforvalter. De vil bare fiske så meget som muligt uden hensyntagen til bestande eller fremtidige fiskerimuligheder. Spanien er i den grad en stopklods, når det kommer til fiskeriforvaltning i EU, og det er evig og altid Spanien, der søger den lavest mulige fællesnævner. Senest da de modarbejdede beskyttelse af dybhavsfisk i november 2010, en handling der i den grad truer dybhavsnaturen og disse fisks eksistens!

I sagen om fiskeriaftalen med Marokko  har fødevareminister Henrik Høegh dog tidligere lovet folketinget at stemme imod en forlængelse af aftalen, hvis ikke aftalen er til fordel for lokalbefolkningen i Vestsahara.

Man kan håbe, at det er en ny æra i dansk fiskeripolitik, der her udspiller sig, hvor Danmark rent faktisk tager ansvar for, at det er en fælles fiskerpolitik, og ikke bare forsøger at please alle for at få sine egne mærkesager gennemført.

Karen Ellemann får kager til morgenkaffen

En kop dampende varm chai og hjemmebagte småkager formet som torsk, marsvin og søstjerner ventede miljøminister Karen Ellemann (V) og hendes ansatte her til morgen. Ministeren stoppede op og sikrede sig en af hver småkage, mens hun lyttede  på Greenpeace’ krav om, at hun beskytter vores havområder imod bundtrawling og overfiskeri.

Også i går mødte Karen Ellemann Greenpeace. Da hun ankom til en biodiversitetskonference på Århus Universitet mødte hun Greenpeace’ aktivister med bannere, foldere og en underskriftsindsamling.

Aktivisterne vil have Karen Ellemann til at oprette havreservater, der hvor Danmark i dag har udpeget de såkaldte marine Natura 2000-områder. Den danske regering har allerede udpeget 17 % af de danske havområder som værende ”beskyttet” hav. Problemet er bare, at områderne slet ikke er beskyttede i virkeligheden. Det er indtil nu bare flotte streger på et stykke papir, der ikke betyder noget. Det er for eksempel stadig fuldt lovligt at trække et bundtrawl lige ret igennem et ”beskyttet” havområde.

Der er i den grad brug for, at vi beskytter vores havområder. Fiskene forsvinder og naturområder trawles og havet bliver mindre og mindre egnet som levested for dyr og planter. Det vil Greenpeace gerne lave om på, og vi håber, at ministeren sammen med aktivisternes kage og te tager deres budskab om havbeskyttelse alvorligt.

Havreservater kan redde livet i havet

I dag præsenterer Danmarks Miljøundersøgelser en rapport, der konkluderer, at Danmarks dyr, planter og natur har det rigtig skidt. Også i havet står det slemt til, rigtig slemt! Det er faktisk det stykke danske natur, forskerne ved allermindst om – og det, som vi paradoksalt nok har mest af!

Det værste ved det hele er, at både regering og forskere ved, hvad der skal til for at vende udviklingen. Regeringen gør bare ikkenoget  – den lader stå til, og er håbløst uambitiøs, når det kommer til beskyttelse af natur. Et eksempel er de havreservater – eller Natura 2000-områder som de også hedder – som regeringen har udpeget på havet. Disse områder er udpeget som beskyttelsesværdige ifølge EUs habitatdirektiv fra 1992, fordi der er en sårbar natur på bunden som for eksempel stenrev eller fordi Danmarks eneste hval, marsvinet, lever der. Problemet er bare, at regeringen overhovedet ikke har gjort noget for at beskytte dem. Det er for eksempel stadig fuldt lovligt at trække et trawl lige ind igennem et områder, der er udpeget som ”beskyttet”, selvom trawl giver masser af bifangst og ødelægger havbunden.

Hvis vi på nogen måde skal gøre os håb om at bremse tabet af dyr og planter i havet og vende den sørgelige udvikling, så bliver miljøminister Karen Ellemann simpelthen nødt til at tage styringen i miljøpolitikken og kræve at i det mindste de beskyttede områder bliver fri for fiskeri.

DMU-rapporten er tiltrængt, men konklusionerne er desværre ikke nye – bestemt heller ikke for havets vedkommende. I 2009 udgav DMU en tilstandsrapport, der sagde stort set det sammen, i foråret 2010 udgav det Grønne Kontaktudvalg en rapport, der konkluderede at biodiversiteten i den danske natur – også i havet – var i tilbagegang, og HELCOM udgav også i 2010 en rapport om Østersøen og Kattegat, der viser det samme billede. Det står skidt til i vores havområder!

Danmark var forpligtet af et FN og EU-mål til at bremse tabet af biologisk mangfoldighed inden 2010. Den blæste regeringen højt og flot på og nu er målet om at lade være med at udrydde arter udskudt til 2020. Det er jo om noget en virkelig håbløs måde at føre naturpolitik på. Bare at lade stå til. Ja, jeg ved ikke engang om jeg vil kalde det politik, for det er jo ingenting.

Olieboringer vil altid være risikable

I går offentliggjorde undersøgelseskommissionen, som Obama nedsatte efter oliekatastrofen i den Mexicanske Golf, det første kapitel af den rapport der skal klarlægge hvorfor det kunne gå så galt.

Rapporten gør det krystalklart, hvad olieindustrien længe har prøvet at fortie: Olieboringer til havs er risikable – og det vil de altid være. Den mindste tekniske fejl kan til hver en tid resultere i forfærdelige katastrofer. Hvis man inddrager olieselskabernes grådige jagt på profit, så bliver ligningen desværre ikke mere opløftende.

Samtidig med den amerikanske offentliggørelse rettede Det Britiske Parlaments Komité for Klima og Energi en sønderlemmende kritik mod olieindustriens beredskab og evner til at håndtere et udslip. I kritikken gives blandt andet udtryk for seriøs tvivl omkring, hvorvidt det nødvendige materiel er til stede, hvis et udslip skulle ske. Den beskriver blandt andet hvordan olieselskaberne kun kopierer beredskabsplanerne og ikke forholder til lokale forhold. Og sidst, men ikke mindst, beskriver den hvordan selskaberne presser boreriggene til det yderste.

Desværre virker det ikke som om, politikerne er villige til at lære af de forskellige udvalg, de selv nedsætter. Imens de direkte konsekvenserne af olieboringer stadig står skarpt på vores nethinder, har BP tilladelse til at bore videre som om intet var hændt – på stadig mere risikable steder såsom Arktis og på meget store havdybder i Atlanterhavet. På samme tid arbejder selskabet sammen med andre oliegiganter for at forhindre en bedre regulering i USA.

Det er på tide, at politikerne tør tage tyrene ved hornene og erkende at det fossile eventyr ikke kan fortsætte. Imens det bliver tydeligere og tydeligere, at vi ikke kan fortsætte som hidtil, og mens forskere gang på gang fremhæver de negative konsekvenser ved vores energiforbrug, stilles vestens ledere deres handlingslammelse til skue. Det er nu, at de må vise modet til, at tage de nødvendige beslutninger, som skal bringe os ind i en tidsalder, hvor vores energiforbrug ikke længere ødelægger vores planet.



Mærsk snyder!

Af Politiken i dag fremgår det, at Mærsks produktionsplatforme i Nordsøen advares internt, inden der kommer miljøovervågningsfly. Advarslerne gør det angiveligt muligt at justere anlæggene, så blandt andet eventuelle ulovlige udledninger kan bringes ned eller standses. Advarslerne er ifølge Statens Luftfartsvæsen et brud på retningslinjerne.

Dette er bare endnu en historie i rækken af Mærsks tydeligvis lemfældige omgang med havmiljøet og de love, der er sat i værk for at beskytte den. Med den ligegyldighed, Mærsk viser overfor miljøinspektion og udlederkrav for olie til Nordsøen, håber jeg virkelig, at miljøstyrelsens særbehandling af Mærsk stopper nu! Det kan simpelthen ikke være rigtigt, at Mærsk har særstatus og kan få lov til at gøre som det passer dem med havmiljøet og fiskene som taberne.

I 1962 fik A.P. Møller retten til at efterforske og udvinde råstoffer i den danske undergrund, og produktionen af olie startede i 1972. Det er mange år, at Mærsk har fået lov til at udvinde olie og gas fra vores undergrund uden de af den grund åbenbart mener, at de skal passe på det havmiljø, de agerer i. Det er helt uacceptabelt, at de ikke lever op til gældende miljøkrav og bare endnu et eksempel på, at olieudvinding og havbeskyttelse ikke går i spænd.

Miljøstyrelsen accepterer olieforurening

I Politikken i dag kan man læse at Mærsk de sidste par år udleder for meget olie med borevandet fra en række af deres produktionsplatforme i Nordsøen.

Overskridelserne har ifølge Politiken været kendt i Miljøstyrelsen i flere år; uden at Miljøstyrelsen dog af den grund har grebet ind!

Udledning af olieforurenet vand til Nordsøen fra de danske produktionsplatforme, har været et problem i mange år. Allerede i 2006 vedtog daværende miljøminister Troels Lund Poulsen (V) en revideret offshore handlingsplan der skulle tage hånd om problemet, men status fra oktober i år viser desværre at der er langt endnu. De samlede danske produktionsplatforme udleder stadig alt for meget. Helt præcist 340 tons olie årligt, hvor niveauet burde være 222 tons hvis Danmark levede op til sine forpligtigelser!

Det er dybt foruroligende og en hån imod miljøet, at Mærsk gentagne gange har overskredet grænseværdien for olie i produktionsvandet fra deres produktionsplatforme i Nordsøen, grænseværdien på 30 milligram olie per liter udledt vand er jo ikke indført for sjov, men fordi olie er giftigt for havmiljøet og de dyr der lever der!

Også Danmarks Miljøundersøgelser kender til problematikken, og skrev allerede tilbage i 2009 at udledningen af olie til Nordsøen fra danske produktionsplatforme var steget med 49 % mellem 2001 og 2007, samt at olieforurening er dødsårsag for langt de fleste døde fugle, der indsamles langs danske kyster

Der har i den grad været en laissez-faire tilgang til det her problem fra miljøstyrelsens side. At miljøstyrelsen ikke skrider ind overfor et tydeligt miljøproblem finder jeg meget bekymrende. Mærsk er åbenbart fredet i klasse A, og kan gøre som det passer dem med havmiljøet som taber. Dette bekræftede Kontorchef i Miljøstyrrelsen Juliane Albjerg, da også nærmest overfor ingeniøren i oktober i år, hvor hun siger at overskridelserne ikke har haft konsekvenser.
Mærsk skal leve op til deres miljøansvar, og det ansvar har de svigtet groft. Miljøstyrelsen skal ligeledes ikke lade stå til, og det er derfor også helt uacceptabelt, at Miljøstyrelsen i flere år ikke har skredet ind overfor Mærsk. Skiftende miljøministre, nu Karen Ellemann (V), har tilsyneladende også misforstået, at det er deres fornemmeste opgave som miljøminister at beskytte miljøet – ikke Mærsk.

Det er ikke i orden, at man tillader, at Mærsk systematisk overskrider grænseværdien for olieindhold i deres udledninger i nogle af Danmarks vigtigste fiskeområder i Nordsøen og dermed undergraver lovgivning og miljøkrav!

Fokus på EU’s overfiskeri ved Afrika – kom til debat!

Kæmpestore fartøjer fra Holland, Frankrig og Spanien fisker ud for Afrikas kyster. Mens ifølge FNs havretskonvention er dette kun i orden, hvis der i disse farvande er et overskud af fisk at sælge ud af.

Det er ikke tilfældet! Der er måske nok flere fisk, end der er i Europæiske farvande, men det er jo intet succeskriterie, da 88 % af de kommercielt udnyttede bestande i de europæiske farvande i dag er overfisket.

Bestandene i vestafrikanske farvande er faldene, biomassen er faldende, men jeg tror, at citatet herunder, der stammer fra en senegalensk kystfisker, siger det hele:

”I used to be able to catch about 20 groupers in one day. Now, I can’t catch more than two”

Og det er ikke bare ved de senegalesiske kyster, der er problemer. Der er problemer på hele den vestafrikanske kyst.

EU har alt for mange fartøjer i forhold til, hvor mange fisk vi har. Det er der flere grunde til, men det skyldes blandt andet en massiv offentlig støtte igennem en længere årrække til opbygning af flåden, og at vi samtidig på grund af overfiskeri har alt for få fisk i europæisk farvand.

Fiskeriet forvaltes i fællesskab i EU – derfor er det også Danmarks, og dermed fødevareminister Henrik Høeghs  ansvar, at EU’s fiskeri, både det der foregår i egne og andres farvande, er bæredygtigt.

Hvordan EU og Danmark kan løse problemet med overfiskeri ved blandt andet Afrikas vestkyst er en vigtig brik i reformen af den fælles fiskeripolitik, der foregår fra øjeblikket – og derfor er der heldigvis et debatarrangement der fokusere på netop dette – det er 7. december på Christiansborg. Jeg vil være der – det håber jeg også mange andre vil.

Grønland fortsætter hovedløs oliejagt

Den grønlandske regering har netop offentliggjort udbuddet af oliefeltslicenser langs den nordlige vestkyst. Selvom det ikke er egentlige boretilladelser, så er det det første, store skridt på vejen, og risikoen for, at Arktis bliver oversået med boreplatforme, er steget betragteligt.

Det er utrolig ærgerligt, at den grønlandske regering ignorerer advarselslamperne og tillader en intensivering af olieselskabernes russiske roulette med den grønlandske natur og vores fælles klima. Det er helt forståeligt, at Grønland ønsker sig økonomisk frihed, men det er helt uforståeligt, at det skal ske ved at sælge deres natur til de multinationale olieselskaber. Jeg håber meget, at vi i Greenpeace når at komme igennem med vores krav om et internationalt forbud mod alle nye boringer til havs, inden olieselskaberne begynder at bore i den arktiske undergrund.

Jeg havde også håbet, at DONG Energy ville afholde sig fra at byde ind på licenserne og dermed leve op til virksomhedens mange anstrengelser for at få verden til at se selskabet som grønt og miljøbevidst. I stedet har både DONG og Mærsk valgt at søge licenserne, som de altså nu har fået i et af verdens mest sårbare områder, og det er for mig både uforståeligt og uforeneligt med en grøn og ansvarlig profil.

Der er mange gode grunde til et forbud mod alle nye boringer til havs og, udover den kortsigtede profit, ingen argumenter for. En af dem så vi desværre udpenslet i Den Mexicanske Golf sidste sommer. Det er en katastrofe, der vil trække sine ødelæggende spor langt ind i fremtiden og en katastrofe, der ville have haft endnu værre konsekvenser, hvis den var sket i Arktis. Og alle de nye licenser ligger nord for denne sommers boringer, hvilket forværrer både risici for og konsekvenserne ved et udslip.

I den Mexicanske Golf samlede BP under ti procent af olien op. Resten fordampede, blev forarbejdet af mikroorganismer eller blev opløst og spredt ud over store områder, hvor det nu er i gang med blandt andet at ødelægge koralrevene. Den lille del af olien, der blev samlet op, skal ses i lys af, at man i den Mexicanske Golf havde omkring 6.500 skibe til at hjælpe med oprydningen. Da Cairn i sommer borede ud for den grønlandske kyst, havde selskabet 13 skibe tilstede i tilfælde af en ulykke. Resten af materiellet skulle hentes ind fra England og resten af verden, og den essentielle indsats de første par dage ville derfor ikke være mulig. Foruden de åbenlyse logistiske problemer og den manglende effekt af selv en meget målrettet oprydningsindsats, vil fordampningen og nedbrydningen af olien, der fjernede en stor del af olien i den Mexicanske Golf, på grund af kulden slet ikke i samme grad bidrage til at fjerne olien. Grønlænderne er derfor i langt højere grad afhængige af mulighederne for at fjerne olien selv og af, at der ikke sker et udslip.

Den grønlandske regering har sagt, at risikoen for et udslip praktisk taget er ikke-eksisterende, da man følger de norske standarder, som er meget strengere end de amerikanske. Det norske oliedirektorat består dog af 215 mennesker, mens det grønlandske Råstofdirektorat, der udover olieudvindingen også skal dække alt anden råstofudvinding i Grønland, består af 30 mennesker. Samtidig indtager Råstofdirektoratet, ifølge den norske oliehistoriker Helge Ryggvik, en meget uheldig dobbeltrolle, da direktoratet både skal tiltrække olieselskaberne og sikre sig at reguleringen er streng nok. Selv hvis Råstofdirektoratet var på niveau med de norske myndigheder, så er det ingen garanti. I løbet af sommeren indrømmede Statoil, at det kun var tilfældigheder og ren og skært held som forhindrede et blowout af den slags, vi så i den Mexicanske Golf. Jeg håber selvfølgelig, at vi aldrig vil komme til at se et olieudslip igen og vil sammen med det grønlandske folk krydse fingre. Desværre er der heller ikke så meget andet at gøre…

Foruden de umiddelbare risici for et olieudslip er der en anden meget god grund til, hvorfor vi må indføre et stop for nye olieboringer: Klimaforandringerne. De står foran os som den største enkeltstående trussel, menneskeheden nogensinde har skullet imødegå. Hvis vi skal imødegå den, så kræver det, at vi kun afbrænder en fjerdedel af de kendte fossile reserver (og det er endda uden at man medregner tjæresand og skiferolie). Vi skal altså ikke udvide de fossile reserver ved at lede efter mere olie – og særligt ikke i områder, hvor risikoen er så høj som ved Grønland. Der er kun én vej fremad; en hurtig omstilling fra et samfund baseret på olie, kul og gas til et samfund baseret på sol, vind og vand. Verden har den nødvendige teknologi, viden og ressourcer, men mangler politisk mod, der kan sætte et stort og klart pejlemærke for industriens investeringer. Hver en krone, der hældes i nye risikable boringer, er ikke bare spildt, men direkte ødelæggende for en fremtid uden katastrofale og ukontrollable klimaforandringer.

Den stædige grønlandske insisteren på en oliejagt er hovedløs. Grønland risikerer ikke bare at blive hjemsted for en katastrofe som den i den Mexicanske Golf, men hælder uden omtanke benzin på planetens katastrofekurs. Alle regeringer har et ansvar for at vælge rigtigt og skubbe udviklingen i den rigtige retning. Den grønlandske regering må ikke svigte det ansvar.

Dybhavsfisk – næste offer i en håbløs fiskeripolitik

I næste uge skal EUs fiskeriministre bestemme sig for, hvor store kvoterne skal være på dybhavsfisk med så eksotiske navne som sort sabelfisk, skælbrosme og spidstandet blankesten.

Knap så eksotisk, men nærmest skræmmende, er fremtiden for disse arter. EU Kommissionen foreslår nemlig kvoter, der truer overlevelsen af disse særprægede dybhavsarter.

En gennemgribende reform af den fælles fiskeripolitik står for døren. Kommissionen og medlemslandene taler i et væk om, at nu skal europæisk fiskeri være bæredygtigt. Blandt andet den danske regering vil have sat en stopper for det meningsløse udsmid.

Men alt det er jo bare fine ord og taler, hvis der ikke handles. Hvis vi skal gøre os nogle forhåbninger om et bæredygtigt fiskeri i Europa, kan vi ikke vente til i morgen med at handle, det er de beslutninger, der tages i dag, der tegner det fiskeri vi har i morgen!

• EU Kommissionen anerkender, at der ikke foreligger nok data til at kalde fiskeriet efter dybhavsarterne for bæredygtigt.
• Biologerne i Det Internationale Havundersøgelsesråd, ICES, vurderer, at 100 % af fangsterne af dybhavsarter er uden for biologiske sikre grænser.
• Der er store problemer med bifangst, der smides tilbage i havet – heriblandt truede hajer.

Alligevel fortsætter man ud af samme spor, som i den grad har ført det Europæiske fiskeri på katastrofekurs: Sætter kvoter uden hold i videnskab og virkelighed, og uden forståelse for at fiskeriet foregår i et helt økosystem!

Regeringen har med fødevareminister Henrik Høegh (V) i spidsen, tænkt sig at stemme for dette vanvittige forslag. Fødevareministeren forsvare sig i 24 timer med at dybhavsfiskeriet ”ikke ligger inden for Danmarks kommercielle interesser” og at Regeringen derfor ikke kan stemme nej til forslaget; for som ministeren siger ”Det kan jo også blive payback time”!

Hvad! Jeg kan ikke tro det! Det er en fælles fiskeripolitik, og fødevareminister Henrik Høegh er præcis lige så ansvarlig for at dybhavsarterne overlever som han er for at torsken i Kattegat ikke forsvinder!

Jeg håber, at et flertal i Europaudvalget imorgen fredag den 26. november kan få fødevareministeren på andre tanker, få ham til at indse at han har medansvar for at alt europæisk fiskeri er bæredygtigt, og at Danmark må stemme for at udfase dette fiskeri så hurtigt som muligt, indtil det kan drives på en fornuftig og bæredygtig facon.