Ud over selve beskyttelsen var meningen med aktionen at få blandt andet den tyske og danske regering til at beskytte vores havområder.

Europa, og dermed også Danmark, har nemlig en række ”beskyttede” områder, der er udpeget fordi de indeholder et unikt dyreliv og en unik natur. Problemet er bare, at områderne slet ikke er beskyttet. Det er fx fuldt lovligt at trække tonstunge trawlskovle igennem et Natura 2000-område. Greenpeace arbejder for en fuld beskyttelse af de marine Natura 2000-områder.

Der var ingen beskyttelse af områderne i 2008, og sådan er det desværre også i dag.

Den danske regering har nemlig i årevis syltet og udskudt en beskyttelse af den danske havnatur. Dette bryder ikke bare med EU-lovgivning, men går også stik imod almindelig sund fornuft. Desværre ser denne laissez-faire tilgang til beskyttelsen af vores fælles havnatur ud til at fortsætte.

Stenene i Nordsøen har faktisk gjort, hvad den danske og tyske regering ikke formår. De har beskyttet havets natur.

En af stenene ved Sild rev, som Greenpeace lagde ned i 2008, er nu fyldt med liv og beskytter området imod bundtrawling.

Der var stor politisk ståhej da stenene blev lagt. Den daværende fødevareminister Eva Kjer Hansen (V) var forarget og Danmarks Fiskeriforeningen var ligeså. Der var dog andre, der mente, at Greenpeace havde fat i den lange ende.

Johs Poulsen (R) skrev således at Greenpeace-aktionen i Tyskland burde følges op af politisk handling i Danmark, ved at sikre en reel beskyttelse af de allerede udpegede Natura 2000-områder, Ida Auken (SF) kaldte daværende miljøminister Troels Lund Poulsen i åbent samråd om den manglende beskyttelse af den danske havnatur og Landsforeningen for Levende Hav fandt aktionen rigtig god, idet den gjorde offentligheden opmærksom på de ødelæggelser, der følger med fiskeriet med trawl.

Også en lignende aktion i Kattegat fik politikerne, blandt andet Socialdemokratiet på banen med de samme krav.

Det som Greenpeace nu har dokumenteret, og som der sådan set også er bred videnskabelig dokumentation for er, at naturen i havet godt kan blomstre, hvis den beskyttes. Denne beskyttelse er ikke bare noget Danmark er forpligtet til i forhold til EU’s habitatdirektiv, det er sådan set også sund fornuft – prioritering af en sund og mangfoldig havnatur er nemlig helt essentiel, hvis vi også i fremtiden vil have gavn af alle havets mange goder.

Den primære trussel imod marsvin er, at de fanges i fiskernes garn og drukner.

Selvom problemet har været kendt i årevis, har hverken miljøminister Karen Ellemann eller fødevareminister Henrik Høegh gjort en indsats, der i tilstrækkelig grad vil kunne beskytte marsvinene og vende den sørgelige udvikling. Det fremgik tydeligt af det åbne samråd, der var i dag i folketingets miljøudvalg.

I dag sætter man nogle alarmer på garnene – de såkaldte pingere – sådan at marsvinene skræmmes væk fra garnene, og dermed ikke fanges og drukner.

Problemet er bare, at det ikke er alle steder og i alle fiskerier at sådanne alarmer er påbudt. For eksempel er disse alarmer ikke påbudt i indre danske farvande, der hvor man har set den største nedgang af marsvin i de seneste år.

Det er simpelthen ikke godt nok, men åbenbart ikke noget hverken miljøministeren eller fødevareministeren vil gøre noget for at ændre.

En sund bestand af marsvin i indre danske farvande er meget vigtig i forvaltningssammenhænge, fordi den udgør den eneste mulige tilførsel af nye gener til den truede marsvinebestand i den østlige del af Østersøen. Og derfor bør denne bestand have ekstra opmærksomhed og en streng beskyttelse.

Denne beskyttelse må som minimum være, at man bruger de værktøjer man har til rådighed – altså pingerne – sådan at marsvinene ikke fanges og drukner.

I dag skal disse aftaler diskuteres af EU Kommissionen og fiskeriministre fra hele verden.

Og der er virkelig noget at diskutere! For med over 80 pct. af verdens fiskebestande enten fisket til det absolut maksimale, overfisket eller kollapset er der ikke meget fisk i overskud som den europæiske flåde kan fiske på. Det giver problemer for fiskere ved blandt andet de afrikanske kyster.

Greenpeace har netop sat fokus på dette fiskeri ved at bringe afrikanske kystfiskere til de europæiske beslutningstagere – ved et af disse møder fremlagde Harouna Ismael Lebaye, en kystfisker fra Mauritanien, det meget klart:

“The current fishing system is truly irrational. I would like to ask Europeans to help us by no longer sending bottom trawlers and in particular boats that harm our ecosystem. I have been a fisherman for 21 years, and I’m scared that I’m going to have to stop.”

Den europæiske fiskeriflåde er simpelthen med til at underminere fødevaresikkerhed og en bæredygtig udnyttelse af havets ressourcer i disse lande – med støtte fra EU!

Den danske fødevareminister Henrik Høegh skal ikke med til mødet, og det er egentlig lidt ærgerligt, for Danmark har med tiden fået en ikke helt ringe holdning til fiskeriaftalerne som EU indgår.

Fiskerifagligt netværk i Danmark har i et brev til Fødevareminister Henrik Høgh (V) mindet ham om hans løfter om at arbejde for bedre fiskeriaftaler. Og det er der god grund til. Der er nemlig brug for Danmarks gode arbejde i de kommende år, når grundlaget for disse aftaler skal falde på plads – for lande som Spanien , der har store interesser i disse landes fisk, trækker i den modsatte retning.

Den danske holdning til fiskeriaftalerne har været fremme flere gange, senest ved en forespørgsel i folketinget den 5. april, hvor fødevareminister Henrik Høegh (V) atter gentog, at Danmark vil arbejde for at forbedre de videnskabelige bestandsvurderinger i forbindelse med fiskeriaftalerne; arbejde på at der kommer hjælp fra EU til opbygning af institutioner og know-how til bekæmpelse af piratfiskeri, og at fiskeriaftalerne i fremtiden indeholder krav til overholdelse af menneskerettigheder og demokratisk udvikling.

Nu har Royal Danish Seafood så alligevel skiftet mening, og mener nu åbenbart alligevel ikke, at deres ål er så bæredygtige endda. Uden at forbrugerombudsmanden har blandet sig, har de nemlig lige så stille fjernet ordet bæredygtigt fra den del af deres hjemmeside, der omhandler ål. Desværre finder man stadig ål fra Royal Danish Seafood i køledisken hos Irma, Kvickly og Brugsen.

Det er en lille sejr, men desværre for de forbrugere der skulle finde på at klikke ind forbi Royal Danish Seafoods hjemmeside om ål, er denne desværre stadig spækket med fejl og direkte misinformation.

Blandet andet står der, at ”det er essentielt for ålens bevarelse, at åleopdrætterne sætter et stort antal ål tilbage i naturen.”

Det er simpelthen ikke rigtigt, og der er absolut ingen beviser for, at dette er tilfældet. For eksempel udtalte seniorforsker, Kim Aarestrup, ved DTU til Politiken den 15. april: »Det er ikke bevist, at udsætninger af ål på den måde, som det foregår i dag, bidrager positivt til gydebestanden i forhold til, hvis man lod være med at fiske glasål.«

Så Royal Danish Seafoods påstande om, at man kan spise ål med en god smag i munden og med god samvittighed er vist ikke andet end et forsøg fra dem, om at holde ålen i handlen, og ikke et reelt ønske eller indsats for at redde ålen fra at uddø.

BP's boreplatform 'Deepwater Horizon' blev den 20. april 2010 ramt af en eksplosion, der dræbte 11 arbejdere. To dage senere sank platformen og olien begyndte at fosse ud i Den Mexicanske Golf.

Her et år efter ulykken i Den Mexicanske Golf, hvor olieboreplatformen Deepwater Horizon eksploderede og sank og 11 oliearbejdere mistede livet, ligger olien stadig i et tykt lag på havbunden og døde skildpadder og delfiner skylder op på stranden. Siden ulykken er mere end 6.000 døde dyr fundet, men man regner med, at langt flere er bukket under for olien.

Forskere fra alle universiteter i den sydlige del af USA har siden ulykken ledt efter olien og undersøgt dens konsekvenser. De finder døde koldtvandskoraller på bunden, olieindsmurte havbunde, havpattedyr og udrydningstruede havskildpadder, som dør i langt større antal end normalt.

Det er selvfølgelig ikke så underligt, når man tænker på, at i omegnen af 700 millioner liter olie fossede ud på 1.500 meters havdybde over en tremåneders periode. For at olien skulle opløses og ikke flyde rundt på overfladen, anvendte BP flere millioner opløsningsmiddel af mærket Corexit. Det har medført, at olien ikke skyller op på turiststrande eller kan ses fra luften – men det har ikke fjernet olien (se Greenpeace video om udslippet forneden).

Olieselskaberne taler nødigt om disse ting, men forsøger i stedet at underspille problemerne. Ja, selvfølgelig var det uheldigt, men nu er problemet – ude af øje, ude af sind. Transocean, der stod for den daglige drift, har belønnet sine topchefer med en kæmpemæssig bonus på grund af firmaets ”eksemplariske statistiske sikkerhedsrekord” og BP står på spring for allerede til sommer at genoptage dybhavsboringerne i Den Mexicanske Golf, mens politikerne pænt nikker med hovedet.

Men vi bliver nødt til at lære af erfaringerne fra Den Mexicanske Golf. Derfor har Greenpeace oprettet en database, hvor mine amerikanske kollegaer vil offentliggøre dokumenter i samme hast, som de kan vride dem ud af hænderne BP og de amerikanske politikere. Allerede nu viser dokumenterne, at repræsentanter for den amerikanske regering bevidst underspillede konsekvenserne af udslippet, og at BP enerådigt har kunnet bestemme, hvilke forskere der skulle have adgang til de berørte områder.

Olieselskaberne står over hele verden på spring for at bore i fjernere og mere risikable egne, og medmindre kravene til selskaberne bliver kraftigt strammet, så er det kun et spørgsmål om tid, før vi vil opleve endnu en Deepwater Horizon – og denne gang måske i et område som Arktis, hvor oprydning er noget nær umulig.

Og de gode regler – dem der giver et bæredygtigt fiskeri i Europa –
mangler i høj grad. Europa er nemlig meget langt fra at have et bæredygtigt fiskeri. Det helt grundlæggende problem i EU’s fiskeri i dag er, at der er alt for mange fartøjer til alt for få fisk.
Overkapacitet er stadigvæk det altoverskyggende problem i den fælles fiskeripolitik, og den er kilden til alle problemerne: overfiskeri, ulovligt fiskeri og den generelt dårlige økonomi.

Kontrolsystemet som i dag er blevet præsenteret er ikke dårligt, men så længe EU-landene ikke løser hovedproblemet – overkapacitet – så kan det altså ikke ses som noget andet end en lappeløsning; fordi der er en berøringsangst for at tage fat om nældens rod: overkapacitet!

Også Danmark lider i høj grad af berøringsangst overfor kapacitetsproblemet. Det er en skam, for Danmark, med fødevareminister Henrik Høegh (V) i spidsen, kunne sagtens spille en central rolle i at få de mere genstridige lande – fx Frankrig og Spanien – ind på rette vej, og få nogle fastsatte regler ind i fiskeripolitikken, der effektivt kunne nedbringe kapaciteten.

Hvis Danmark ikke snart arbejder mere målrettet med det største problem i EU’s fiskeripolitik i dag, så er Danmark præcis lige så ansvarlige for kuldsejlingen af fiskeripolitikken som alle de andre. Det er nemlig en fælles fiskeripolitik – og dermed et fælles ansvar.

Der er imidlertid mange gode ting i kontrolsystemet: højere bøder, et klippekortsordning, hvor man kan miste retten til at fiske i måneder eller permanent samt en harmonisering af kontrollerne på tværs af lande.

Samtidig er det tydeligt, at der sker en nedjustering af kontrollen på havet. Fokus er på landinger. Det er ikke skidt at fokusere på landinger, men det må ikke stå alene. Hvis en fisk først er kommet i havn, kan man fx ikke se om den er fanget i et beskytte område, eller om halvdelen af fangsten er røget lige lukt tilbage i havet som udsmid. Derfor må kontrollen til havs ikke være underprioriteret.

Greenpeace arbejder for en reduktion af flåden på 50 pct, et forbud imod udsmid, fokus på skånsomt fiskeri samt oprettelse af fuldt beskyttede områder som essentielle værktøjer, hvis EU’s fiskeri på sigt skal blive bæredygtigt!

Aldrig har der været så få og små fisk i de danske farvande. Men regeringen har ingen planer for at genoprette den hårdt pressede danske havnatur. Derfor bryder regeringen med Karen Ellemann i front med EU-lovgivning – det såkaldte habitatdirektiv – der forpligter Danmark til at genoprette tabt natur i Natura 2000-områderne, og som er EU’s vigtigste værktøj til at beskytte og genoprette den biologiske mangfoldighed.

Regeringen kender udmærket dens forpligtigelser, og hvad planerne burde indeholde, og derfor er det oplæg regeringen kommer med så trist. Naturen i de danske havområder har i årevis været nedprioriteret, og med disse planer fortsætter regeringen bare denne tendens og dermed den grove forsømmelse af havet. Der er ikke skyggen af genopretning af ødelagt natur, som ellers er formålet med planerne.

At jeg skal overrække Greenpeace’ høringssvar samme dag som DR graver frem, at EU-Kommissionen trækker Danmark for EF-Domstolen for brud på vandrammedirektivet, viser blot med alt tydelighed, hvor lidt naturen betyder for den nuværende regering. EF-Domstolen kunne passende slå to fluer med et smæk her, og tilføje brud på habitatdirektivet til anklagepunkterne.

Det er et bragende uambitiøst udspil, som regeringen er kommet med, så kort kan det faktisk siges. I årevis er vi blevet stillet disse planer i udsigt, når vi har spurgt til, hvordan regeringen vil genoprette Danmarks havnatur. Nu er planerne her så, og det står helt klart, at disse planer ikke kommer til at betyde noget som helst for dyr og planter i vores havområder.

Selv i Øresund der ikke engang er et rigtigt beskyttet område, ser man store positive effekter. Her er der endda ”kun” et forbud imod bundtrawling og ikke alt fiskeri. Øresund har siden 1932 været beskyttet mod bundtrawling, dog ikke af hensyn til naturen, men fordi der er meget skibstrafik. I nabofarvandet Kattegat er torskebestanden svimlende lav, hvor man i Øresund har en naturlig flot bestand.

Og Socialdemokraterne har fat i den lange ende. De ser nemlig oprettelsen af beskyttede områder på havet som en del af en større vision for vores hav, vores fiskebestande og vores havpattedyr, og de ser fordelen i, at der er større områder på havet, der er fuldstændig beskyttet imod skadelige aktiviteter som for eksempel fiskeri.

Det er nytænkning i forhold til den nuværende forvaltning, hvor havets fiskebestande ikke ses som en del af et større økosystem, og en god havnatur som mere eller mindre irrelevant for genopbygningen af overfiskede bestande.

Greenpeace mener, at oprettelsen af beskyttede områder på havet er et essentielt værktøj, hvis livet i havet skal rededes. Derfor arbejder vi også for, at der kommer en fuld beskyttelse af Natura 2000-områderne på havet. Områder der burde være beskyttet, men hvor det i dag for eksempel er fuldt lovligt at trække et stort tungt bundtrawl igennem.

Som det fremgår, så er det trawlfiskerne, der er skyld i den store mængde udsmid. Garnfiskerne kan nemlig godt finde ud af at fiske, uden at smide fisk ud. De smider faktisk kun lige omkring 4 % ud igen. Med andre ord så smider trawlfiskeren 10 gange så meget fisk ud som garnfiskerne gør!

Hvis de ansvarlige politikere, herunder vores egen fødevareminister Henrik Høegh, faktisk mener, at de vi vil gøre op med det dybt ubæredygtige fiskeri i Europa, så må de væk fra vanetænkningen, og gribe fat om nældens rod – og den rod indeholder blandt andet et opgør med trawlfiskeriet!

Disse tal kommer ikke som et lyn fra en klar himmel. Alle der ved bare lidt om fiskeri, herunder må vi formode fødevareminister Henrik Høegh, ved også at udsmidet af fisk i bundtrawlfiskeriet ligger i denne størrelsesorden, og mange gange også højere.

Det gør det nu ikke til en mindre skandale, når der kommer nye beregninger, der viser, at bundtrawlerne smider fire ud af ti torsk ud igen.

Den virkelige og dybereliggende skandale er, at man hverken på europæisk eller dansk plan har taget de nødvendige konsekvenser af et så ubæredygtigt trawlfiskeri.

For det er jo ikke ”kun” i forhold til udsmid, at trawlfiskeriet er et problembarn; trawlfiskeri ødelægger også havbunden, når de trawler, samtidig med at brændstofforbruget er højt.

Alligevel er det netop dette fiskeri, der gang på gang støttes med moderniseringstilskud, brændstofpakker og andet uvæsen. Kystfiskeri og fiskeri med garn bliver hver gang forbigået og ikke regnet med som den store del af løsningen – som dette fiskeri faktisk er, hvis man vil gøre sig forhåbninger om et fremtidigt bæredygtigt fiskeri.

Olie blandet med is besværliggøre oprydningsarbejdet i Norge.

En mindre olieudslip i Norge få timer fra Oslo har givet sved på panden hos beredskabsstyrken. Tilfrosset farvand har vanskeliggjort oprydningen. Nu må olieindustrien forstå, at når vi og andre fortæller dem, at olieudvinding i Arktis er hul i hovedet, så er det altså ikke for sjov.

Sent torsdag aften modtog vi beskeden om, at et fragtskib med navnet Godafoss var gået på grund i norsk farvand, og at det lækkede olie fra to af dets i alt tre brændstoftanke. Mine tanker faldt hurtigt på billederne fra diverse olieudslip gennem årene; Exxon Valdez i Alaska for 20 år siden, BP-katastrofen i Den Mexicanske Golf i fjor og det kinesiske olieudslip i Dalian i sommers for at nævne nogle af dem. Selvom de første meldinger fortalte, at potentielt set kunne 500 tons olie slippe ud fra Godafoss to ødelagte tanke, så tyder det nu på, at vi slipper for en gentagelse af de skrækscenarier, som jeg nævnte ovenfor. Alligevel har olieudslippet i Norge, der fandt sted midt i en nationalparken ud for Hvaler, understreget, at olieudvinding i Arktis er rent hasardspil.

At brændstofudslippet fra Godafoss ikke har haft alvorligere konsekvenser skyldes først og fremmest, at kystvagt, kystverk og kommunen har foretaget en beundringsværdig indsats, fortæller mine norske kollegaer mig. Alligevel har der været problemer, fordi dele af farvandet er helt eller delvist frosset til. Isflager driver ind i olien og besværliggøre således oprydningen, olien flyder under isen og gør det vanskeligt at følge udslippet, olie der har blandet sig med isen skal hentes op med gravkoer, og sidst men ikke mindst forværre det kolde vand belastningen på indsatsstyrken.

Disse problemer er vanskelige at løse blot få timer fra Oslo. Alligevel forsøger olieindustrien at overbevise os om, at deres beredskab vil være mere end tilstrækkeligt til at løse et udslip i arktiske egne, hvor nogle havområder er tilfrosset i flere måneder af året. Olieudvinding i Arktis er ikke en god idé, det er en rigtig skidt idé.