-
Danmarks Fiskeriforening skal sætte handling bag ordene
Udgivet den 30. august 2010 Ingen kommentarerIgennem længere tide er Greenpeace løbende blevet tippet om ulovligt fiskeri foregående primært fra Gilleleje havn. Det ulovlige fiskeri har ifølge de tip, jeg har fået, foregået både i Øresund, ved ulovlige landinger og ved fiskeri i et område, der er fredet for at beskytte torsken i Kattegat, der er faretruende tæt på kollaps.
Det er ikke nyt for Fiskerikontrollen, at der foregår ulovligheder i dette område, heller ikke for den svenske kystvagt og det er heller ingen hemmelighed i Gilleleje. Vi har filmet 4 fartøjer, der lå inde i det fredede område og trawlede – og de kunne se hinanden.
Alle ved altså det foregår. Hvad der mangler er politisk handling for at stoppe det.
For selvom fiskerikontrollen faktisk fanger piratfiskerne, når de er på rov i det fredede område – ja så fortsætter det ulovlige fiskeri tydeligvis. Der er brug for større bøde, bedre overvågning og en mulighed for fiskerikontrollen til at fratage fiskerne deres licenser, hvis de gang på gang fanger dem i ulovligheder.
Det er sørgeligt at læse de udmeldinger, der kommer fra fiskere i Gilleleje og formanden for Danmarks fiskeriforening, Svend-Erik Andersen. De forsøger i et desperat forsøg på at fraskrive sig et ansvar at skyde torskens dramatiske tilbagegang på klimaforhold og miljøpåvirkninger.
De taler imod bedrevidende, for de ved udmærket godt at det ikke er rigtigt! Hovedårsagen til, at der næsten ikke er torsk at finde i Kattegat er: fiskeriet. Det siger biologerne og det ved fiskerne.
Fiskeriet er simpelthen hovedsynderen, og bundtrawling i særdeleshed.
Bundtrawling er nemlig intet mindre end en katastrofe både for økosystemet og fiskeriet. Det blev påvist i en rapport fra EU Parlamentet så sent som i maj i år.
Rapporten fastslog, at fiskebestandene og torsken har det meget bedre i Øresund end i Kattegat simpelthen fordi der ikke trawles. Og fiskerne vil vel ikke påstå, at miljøet er så markant anderledes i de to naboområder, at det kan forklare den store forskel i bestandenes tilstand!
Hvis formanden for Danmarks Fiskeriforening , Svend-Erik Andersen, virkelig “ikke kan acceptere ulovligt fiskeri”, så ser jeg frem til, at Danmarks Fiskeriforening støtter de politiske vinde, der nu blæser, takket være Greenpeace’ afsløringsarbejde i Kattegat, og arbejder for højere straffe og større sanktioner for piratfiskere!
Eller vil Danmarks Fiskeriforening lade piratfiskerne grine hele vejen hen til banken, imens den sidste torsk forsvinder fra Kattegat?
Jeg arbejder for at beskytte vores havområder og de dyr, der lever der. Inklusiv torsken. Jeg kan simpelthen ikke sidde og se på, at en håndfuld fiskere fra Gilleleje åbenbart er rystende ligeglade med, fiskebestanden i Kattegat. Kattegat torsken er en del af økosystemet, forsvinder den, ændrer økosystemet sig drastisk.
-
Fiskere fra Gilleleje uden forsvar
Udgivet den 24. august 2010 6 kommentarerHer til aften kunne Greenpeace afsløre og TVA rapportere, at en gruppe af fiskere fra Gilleleje fisker i et fredet område i Kattegat. Området er en sidste redningsplanke for Kattegattorsken, der næsten er fisket helt i bund. Den er en af Europas mest pressede bestande.
Fiskerne stod på havnen i Gilleleje uden andet forsvar end, at der er mange regler at følge og det kan godt være det smutter en gang imellem. Men vores dokumentation viser, at det ikke smutter en gang imellem. Det smutter regelmæssigt og ofte, og de har udmærket styr på, hvor grænserne går. Fiskerne saver den gren over, de selv og alle deres mere regelrette kolleger sidder på og de ødelægger livet i havet.
Nu har Greenpeace dokumenteret, at politikernes sidste, desperate forsøg på at redde torsken i Kattegat er fejlet på grund af begærlige fiskere. Dette område var kattegattorskens eneste konkrete håb og hvis vi fortsætter med at acceptere systematisk piratfiskeri i det lukkede område, er det håb slukket. Greenpeace kræver, at regeringen stopper det omfattende piratfiskeri, stopper overfiskeriet af torsken og opretter flere fuldt beskyttede områder på havet. Kun på den måde kan torsken, men også alle de andre fisk i Kattegat, reddes. Jeg håber, den proces kommer i gang nu, hvor Ida Auken, formand for Folketingets miljøudvalg for SF, kalder de to ansvarlige ministre i samråd.
-
Olieindustrien på dybt vand
Udgivet den 22. august 2010 1 kommentarFredag forlod jeg Nuuk, hovedstaden i Grønland, hvor vi torsdag aften afholdt borgermøde, og steg ombord på det stolte Greenpeace-skib Esperanza. For første gang skal jeg ud på en længere sørejse, og hvilken mere passende lejlighed end vores go beyond oil-kampagne. Vi er på vej imod en ukendt destination for at stoppe nogle af verdens mest kritiske olieboringer. Selv efter den katastrofale ulykke i Den Mexicanske Golf, hvor over 750 millioner liter olie slap ud, fortsætter olieselskaberne med deres hensynsløse adfærd og sætter profit før hensyn til miljø og natur, og regeringer lader sig forblinde af løfterne om guld og grønne skove.
Efter i en periode at have arbejdet på at bremse for Cairns olieboringer ud for den grønlandske vestkyst, har jeg oplevet flere ting, der får mig til tvivle på, om der reelt er styr på sagerne. Et af eksemplerne er spørgsmålet, om hvorvidt boringerne ud for Diskobugten reelt er dybhavsboringer. Spørgsmålet er interessant, fordi risikoen ved dybhavsboringer er væsentligt højere end normale boringer. De grønlandske boringer er på 320-630 meter, men er det dybt? Ifølge Naalakkersuisut og Cairn, nej. Ifølge USA, Exxon og mange andre, ja. Obama-administrationens forbud mod nye dybhavsboringer går allerede fra 150 meter (500 fod) mens Exxon taler om at dybhavsboringer starter ved 400 meter. Der er mange definitioner på dybhavsboringer, men mit udgangspunkt er, at det ikke er selve antallet af meter der er afgørende, det er de teknikker der anvendes, og her er billedet meget entydigt:- Et olieudslip vil praktisk taget opføre sig på samme måde om det foregår på 200 eller 1.200 meter. Olien vil nemlig på disse dybder reagere på trykket og spredes på et større område.
- Når man opererer på over 200 meter, kan man kun reparere eventuelle lækager og tekniske fejl med robotter og ikke med dykkere.
- Teknikken der anvendes af Cairn er i princippet præcis den samme som den der blev brugt på Deepwater Horizon.
Regeringer og olieselskaber forsikrer os gang på gang om, at alt er skønneste orden, og at alle sikkerhedsregler er taget – jeg kan bare ikke lade være med at tænke på, hvor mange gange det skal gå galt, hvor mange olieindsmurte dyr og ødelagte strande, vi skal være vidne til, før vi indser, at nogle risici altid vil være for store.
Mens jeg står og nyder solnedgangen og kigger på det umiddelbart uendelige ocean, kan jeg ikke lade være med at føle en smule mismod. Vores levevis medfører så meget ødelæggelse – for vores medmennesker og for miljøet. Men det går ikke længere. Vi bliver nødt til at se fremad og ikke bagud, vi bliver nødt til at forlade den fossile tidsalder – og det er derfor jeg har forladt min hjembys trygge favn for at stoppe den beskidte olie, hvor end det er nødvendigt.
-
Status efter tre måneders olievanvid!
Udgivet den 20. juli 2010 1 kommentarI dag er det tre måneder siden at BPs boreplatform Deepwater Horizon sprang, for to dage senere at synke ned på bunden af den Mexicanske Golf. 11 mennesker døde, og der er siden fosset mere end 500 millioner liter olie ud i golfen.
Der strømmer i skrivende stund ingen olie du i den Mexicanske Golf, men det betyder bestemt ikke at vi på denne tre månedsdag skal fejre BP. Tværtimod. Hvad vi kan bruge dagen til, er at gøre status over dele af hele denne ulykkelige historie.
Status er, at olien allerede har haft store konsekvenser for dyr, natur og mennesker i og omkring den Mexicanske Golf, og vil få det mange år fremover.
BP spredt 7 millioner liter af opløsningsmidlet Corexit, der ikke bare er giftigt, men faktisk mere giftigt end andre opløsningsmidler på markedet.
BP har i en storstile indsats været på tur rundt i det sydlige USA og tilbudt forskere at forske i de konsekvenser, der er på grund af olien. Problemet er bare, at hvis man arbejder for BP, så må man ikke diskuterer sine resultater med andre, og man må heller ikke offentliggøre sine resultater de første tre år! I den forbindelse kan jeg dog lige nævne at Greenpeace i begyndelsen af august sender et skib til området, for i samarbejde med uafhængige forskere at dokumentere konsekvenserne af oliekatastrofen.
35 % af den Mexicanske golf er lukket for fiskeri.
Og sidst med ikke mindst at i jagten på hurtig profit så BP stort på sikkerheden, med dette katastrofale olieudslip til følge.
Jeg befinder mig lige nu i det sydlige USA, og i dag besøgte jeg Institute for Marine Mammal Studies. De har siden oliekatastrofen været hovedansvarlige for at rengøre olieindsmurte delfiner og skildpadder, samt obducere døde dyr for at finde ud af hvad de var døde af.
Jeg talte med Moby A. Solangi, der er direktør for stedet. Han kunne fortælle, at antallet af døde skildpadder, der bliver bragt ind, er over tidoblet siden oliekatastrofen begyndte.
Siden oliekatastrofen indtraf, er 472 skildpadder fundet døde. Derudover er der blevet fundet 154 skildpadder der var smurt ind i olie.Moby A. Solangi kunne dog fortælle, at disse tal højest sandsynligt er meget langt fra de virkelige tal. For langt størstedelen af de områder, hvor skildpadderne skyller op, er svært fremkommelige, og dermed er der lille sandsynlighed for, at de døde dyr nogensinde bliver fundet, og dermed tælles med i statistikken.
Man kan stadig ikke med sikkerhed sige, hvad der var årsag til ulykken på boreplatformen DeepwaterHorizon, men en ting kan jeg sige med sikkerhed. Så længe der bores efter olie på havet vil vi se sådanne ulykker som vi lige nu oplever i den Mexicanske Golf, med tusindvis af døde fugle, delfiner og skildpadder som konsekvens.
Her er det ikke kun BP, der er skurken. Skurken er alle de regeringer og ledere, der tillader olieboringer og de regeringer og leder, der ikke arbejder målrettet for at for at vi bliver uafhængige af fossile brændsler.
Kun ved at omstille til vedvarende energikilder kan vi redde vores havmiljø fra en ny Deepwater katastrofe og bremse klimaforandringer.
-
Den næste Deepwater Horizon
Udgivet den 18. juli 2010 1 kommentarDet er midlertidigt lykkedes at stoppe olien fra at strømme ud i den mexicanske golf. Men der er altså udelukkende tale om et midlertidigt stop, og der er endnu ingen, der kan sige, hvornår olieudslippet kan stoppes endeligt.
Hvad man derimod kan sige noget om, er de ufattelige skader, som BP’s sløseri med sikkerheden og BP’s stort set manglende beredskabsplan har betydet for dyrelivet i den Mexicanske Golf og for de mennesker, der lever her.
Fiskeriet er lukket, tusindvis af mennesker står uden arbejde, døde fugle og skildpadder skyller op på strandene og store vådområde og mangroveskove risikere helt at forsvinde.
Jeg befinder mig lige nu i Gulfport, Mississippi, en af de stater, der er blevet ramt af olien fra BP’s løbske oliebrønd.
I går da vi sejlede ud på havet, sprang delfinerne omkring os. Under normale omstændigheder ville det syn have spredt glæde, men nu var det anderledes. For vi vidste, og kunne se, at vandet var fyldt med olie.
I skrivende stund bores der efter olie vest for Grønland i den sydlige Baffin bugt. I Baffin-bugten lever der narhvaler, hvidhvaler, hvalrosser, sæler, utallige fisk og fugle, og i den nordlige del af Baffin bugten er der også isbjørne.Kommer disse dyr også til at svømme i olie i fremtiden ligesom delfinerne i den Mexicanske Golf? Vil den næste Deepwater Horizon-katastrofe ske ved Grønland?
Meldingerne fra myndighederne er, at den bedste teknologi anvendes for at undgå uheld. Men samtidig skriver myndighederne også, at denne teknologi anvendes for at minimere risikoen for uheld. Og det er jo netop det, der er pointen. Der vil altid være en risiko, når man borer efter olie.Efterfølgende transport af olie væk fra Grønland vil også være farlig for naturen. Folk med stor erfaring i søfart i de grønlandske farvande kalder det en ”kæmpe havmiljørisiko” at sejle med olie i disse farvande.
Risikoen for en oliekatastrofe ved Grønland og i Arktis som sådan er simpelthen alt for stor til, at det på nogen måde kan forsvares at bore efter olie der. Derfor må Arktis fredes med det samme. Vi må ikke løbe den risiko med havets natur!BP tester i skrivende stund trykket i brønden. Et for lavt tryk kan i værste fald betyde at brønden er i stykker, hvilket kan betyde, at en endelig forsegling kan blive svær at udføre. Indtil videre fortsætter testene i yderligere 24 timer.
-
Profit tager aldrig hensyn til naturen
Udgivet den 12. juli 2010 1 kommentar10 millioner liter om dagen. Så meget olie – måske faktisk mere – vælter dagligt ud fra BPs boreplatform Deepwater Horizon. Siden boreplatformen eksploderede 20. april er mellem 330 millioner og 650 millioner liter olie fosset ud i den Mexicanske Golf.
I morgen 13. juli flyver jeg til Louisiana for at slutte mig til et hold af Greenpeace folk, der er i området, hjælpe dem i deres arbejde og se med egne øjne, hvad så enorme mængder olie faktisk betyder for natur, dyr og mennesker.
Skildpadder, hajer, fisk, skaldyr og et utal af fugle i området er døde eller har fået deres levesteder ødelagt som følge af de enorme mængder olie, der vælter ud i havet.
BP har spredt over to millioner liter af det giftige COREXIT ud i den mexicanske golf. En kombination af netop COREXIT og olie, mener mange forskere, faktisk er værre end olien alene.
Den viden jeg får i Golfen, vil jeg bruge på alle tænkelige måder, når jeg kommer tilbage til Danmark for at kæmpe imod nye olieboringer på havet, som dem der f.eks. lige er gået i gang ved Grønlands vestkyst, og en afvikling af vores afhængighed af fossile brændstoffer som fx olie.
Det vides endnu ikke, hvad der præcis gik galt på BP’s boreplatform Deepwater Horizon. Men en ting er dog ganske sikkert: BP har i den grad sløset med sikkerheden.Det gør mig endnu mere sikker i min sag. Vi kan ikke regne med, at olieselskaberne passer på vores natur. De har profit for øje, ikke naturhensyn. Der er kun en vej at gå, hvis vi vil undgå oliekatastrofer i fremtiden, og det er væk fra afhængigheden af fossile brændstoffer herunder olie.
En fremtid stort set uden olie er faktisk både tekniks mulig og økonomisk rentabel.
-
Greenpeace på Roskilde Festival
Udgivet den 25. juni 2010 2 kommentarerI morgen går det løs – åbningen af årets Roskilde Festival. Og Greenpeace er med fra start. I år vil vi have to stande på festivalen. Én på Green Market på campingområdet ved Bycenter East og Retrostand på selve festivalspladsen ved Orange scene.
Green market
Allerede fra lørdag den 26. juni åbner Roskilde Festival for deres Green Market område. Greenpeace vil sammen med ni andre organisationer være at finde i området, hvor vi har vores egen stand.
På vores stand sætter vi i år fokus på det at være miljøaktivist. Du kan komme og få en snak med vores aktivister og frivillige. Nephew, der spiller på årets festival, har signeret t-shirts, caps og cd’er, som Greenpeace udlover i en konkurrence. Du har muligheden for et vinde, hvis du kigger forbi! Samtidig har du mulighed for at købe lidt merchandise, og dermed støtte vores arbejde økonomisk. Vi kan bl.a. tilbyde lidt forskellige t-shirts, Greenpeace gummistøvler.
Sidst men ikke mindst kommer Nora Christiansen og holder et foredrag om, hvordan det er at være aktivist. Nora er den aktivist, der 17. december i 2009 var udklædt som hustru til en ’statsleder’, og på bedste Olsenbanden manér gatecrashede Dronningens gallamiddag for en lang række regerings- og statsledere på Christiansborg. Kom og hør hvorfor Nora fandt handling nødvendig, da verdenslederne deltog i Lars Løkkes cirkus og kørte klimaforhandlingerne i sænk.
Retro
I år holder Roskilde Festival 40 års jubilæum. I den forbindelse har festivallen bedt Greenpeace om at genopføre en gammel retrobod. Den gang satte vi fokus på Nordsøen og dumpningen af giftigt affald – en kampagne vi senere vandt. Havet er imidlertid langt fra beskyttet i dag, og derfor vil vi i år igen sætte fokus på havet. Kom forbi og hør om vores arbejde med beskyttelsen af vores have.
Gør for eksempel lige som Tobias fra Ghost Society, der spiller på årets festival:
”Vi har ikke rigtigt noget planlagt, da det nok bliver en hurtig ind og ud. Men vi kan foreslå at man hører Bassekou Kouyate, Beach House, Local Natives, Chimes And Bells, Japandroids og Pavement. Og husk at støtte Greenpeace i deres Roskilde-bod, hvis de har sådan en,” siger Tobia fra Ghost Society.
Og ja, det har vi. Vi ses!
-
Stop legalisering af kommerciel hvalfangst
Udgivet den 23. juni 2010 Ingen kommentarerSelvom langt størstedelen af Danmarks befolkning er imod hvalfangst, arbejder den danske regering for at underminere det 24 år gamle forbud imod kommerciel hvalfangst. Det er desværre ikke en nyhed. Danmark har siden den nuværende regering trådte til støttet Japan i den internationale hvalfangstkommission IWC. Dermed støtter regeringen en åbning af kommerciel fangst, da Japan på intet tidspunkt har respekteret forbuddet. Japan skyder hvaler i hvalreservatet ved Antarktis og i det hele taget meget gerne så forbuddet lagt i graven.
Det er også netop blevet endeligt bevist, at Japan køber stemmer i IWC, sådan at der er flere støtter til hvalfangst, og at formanden for IWC blandt andet har fået sit hotelophold i forbindelse med hvalfangstkommissionsmødet på 4000 pund af betalt af Japan. Altså den mand, der skal lede forhandlingerne om kommerciel jagt på hvaler skal genoptages, er i lommen på Japan.Regeringen kan ikke fortsætte med at gå imod befolkningen ønsker samtidig med en ukritisk støtte et tydeligvist korrupt Japan. Udenrigsminister Lene Espersen sagde i et interview til DR Nyhederne mandag den 21. juni kl. 18.30, at hun stemmer, som hun gør, for at tilgodese Grønland og Færøerne, og at hvis hvalfangerlandene ikke får deres vilje og får lov at jage hvaler kommercielt, så melder de sig ud af IWC og jager endnu flere hvaler end de gør i dag.
Magen til vrøvl skal man lede længe efter! Argumenterne holder på ingen måde vand, for der er ingen ting, der peger på, at det skulle forholde sig sådan. Som det er nu giver hvalfangerlandene sig selv nogle kvoter, men fanger faktisk kun halvdelen af den kvote. De er ikke igang med at ville fange mere – de vil bare have deres fangst gjort lovlig. Så hvordan Lene Espersen kommer frem til, at flere hvaler vil blive fanget, hvis ikke Danmark støtter en genåbning af kommerciel fangst, er for mig en gåde! Det nuværende hvalfangstforbud gælder i øvrigt heller ikke hverken Grønland og Færøerne. Grønland får kvoter under det, der hedder oprindelig hvalfangst, og Færøerne fanger ikke hvaler, der er beskyttet af IWC.
At hvalfangerlandene ville forlade IWC, hvis ikke forbuddet blev ophævet er ligeledes noget vrøvl. Hvis landene ville melde sig ud, havde de gjort det for længe siden, og Island – der er et af de lande, der driver kommerciel hvalfangst på trods af forbuddet, forlod IWC i protest i 1992, men søgte atter ind i 2002, og startede hvalfangst igen.
Lene Espersen må lægge sin støtte til kommerciel hvalfangst på hylden og lyttet til befolkningen. Hvaler er forsat truede og bør beskyttes nu og i fremtiden for en fredning af verdens hvaler.
Hav Hav, Hvalfangst, IWC -
Hvalen ved Vejle er ikke den eneste hval, der ser døden i øjnene
Udgivet den 18. juni 2010 4 kommentarerDen strandede finhval ved Vejle er ved at dø. Men mange flere hvaler risikerer at dø i fremtiden, hvis Danmark får sin vilje, når de i disse dage taler for en genåbning af den kommercielle fangst ved det årlige møde i den internationale hvalfangst kommission IWC.
Hvalen ved Vejle er blevet en forsidehistorie, og en hval som stort set alle i Danmark kender til, baseret på den mængde opkald og e-mails jeg har modtaget. At vi forfærdes over en sådan begivenhed er fuldt ud forståeligt. For hvaler er ikoniske og majestætiske dyr, og vi kan jo se at den lider!
Men selv om det er forfærdeligt at se på, er det formentlig helt naturligt, at hvaler strander. Der kan faktisk være tale om en helt naturlig ting der ”bare” sker i naturen. Som når hunløver slår en svag hanløve ihjel, som det skete i Københavns Zoo for nogle år siden.
Spørgsmålet rejser sig om hvalen så skal trækkes fri. Problemet i sådanne sager er at hvis en sådan redningsaktion skal lykkedes, skal redningsarbejdet sættes igang utroligt hurtigt – ellers er hvalen blevet så afkræftet og beskadiget at det ikke giver mening at række den fri. Man oplever desværre også ofte at hvalerne er blevet så desorienterede at de faktisk svømmer ind og strander igen. Om hvalen skal aflives eller ej er der delte meninger om. Nogen mener at hvalen skal have lov at dø naturligt mens andre mener at den skal aflives. Det skal jeg ikke gøre mig til ekspert i. Men jeg mener, at man som minimum bør sørge for at hvalen får fred og ro. Det kan simpelthen ikke passe, at der skal sejle gummibåde med kameraer rundt om hvalen i dens sidste timer, og at folk skal ud og klappe den. Det er i den grad dyrplageri. Den skal først og fremmest have ro og fred!
Ja – hvalen ved Vejle får meget medie dækning. Hvad der derimod skrives meget lidt om, og som bestemt ikke er naturligt, er at man i netop disse dage på møder i Den Internationale Hvalfangskommision, diskuterer om der skal genåbnes for den kommercielle fangst af ikke bare finhval, men også vågehvalen og sejhvalen. Både sejhvalen og finhvalen er truede arter.
Det er en skandale og noget, medierne burde bruge lidt af energien på. Mens hvalen i Vejle Fjord lider en langsom død, står dens artfæller overfor en langt større trussel i mod verdens hvalbestande og en reel risiko for, at de igen kan jages kommercielt.
Hav Finhval, Hvalfangst, IWC, Vejle -
Hvis olieudslippet var i min baghave…
Udgivet den 18. juni 2010 2 kommentarerOmfanget af BP’s olieudslip i Den Mexicanske Golf er nok svært forståeligt for de fleste – i hvert fald for mig. Der slipper et sted mellem 35 og 60.000 tønder olie – eller 9,5 millioner liter – ud om dagen! Jeg faldt forleden dag over en hjemmeside, hvor man kan taste en by ind og se, hvor stort et område udslippet ville dække, hvis udslippet var sket der. Hvis udslippet var sket i København, ville det dække Århus samt en god bid af Sydsverige:

Det har virkelig sat tingene i perspektiv for mit vedkommende. Vores have og vores miljø har ikke råd til sådanne fejltagelser, og der er kun en løsning: Vedvarende energi. Obama lovede i hans tale til nationen omstilling til rene energikilder, men som Jon Stewart så fint påpegede, så er Obama den ottende præsident, der har lovet det, uden at det er blevet fulgt op af reel handling. Klimaet og havene har ikke råd til endnu en præsidents tomme løfter.


