Kap Farvel

I går, samme dag som Esperanza forlod Grønland og satte kurs mod nye mål i Greenpeaces Go Beyond Oil-tur, offentliggjorde BP deres egen rapport over oliekatastrofen i den Mexicanske Golf. I den prøver oliegiganten at skyde ansvaret fra sig uden dog at have held til at skjule de fatale personlige fejl og den inkompetence, der sammen med en række tekniske fejl førte til ulykken.

Der er ingen tvivl om, at de samme fejl vil kunne findes på andre boreplatforme rundt om i verden.

Imens olieindustrien i stigende grad bliver tvunget til at lede efter olie i svært tilgængelige egne og under risikable forhold, bliver klimaforandringerne mere og mere tydelige. Vi har lige forladt Cairns olieboringer ud for Diskoøen og sejler nu sydpå. Alt imens den grønlandske regering har åbnet op for risikable dybhavsboringer, smelter indlandsisen, og de nordligste egne er dækket af is i kortere perioder fra år til år.

Vores protest mod Cairns boringer har skabt debat i store dele af verden, og det er en debat, der er nødvendig. Menneskeheden er i en overgangsfase, og det kræver en global indsats, hvis vi skal ligge afhængigheden af de fossile brændsler på hylden. Det kræver, at vi i fællesskab bliver enige om, at vi allerede har fundet mere en rigeligt af disse fossile brændsler.

Vores klima kan ikke engang tåle, at vi brænder alt det, vi allerede har fundet af. Derfor er det håbløst at lede efter mere – lige meget hvor det sker i verden.

Jeg håber, at det grønlandske folk også kan se nødvendigheden i at stoppe afhængigheden, og jeg håber, at Grønland i en ikke så fjern fremtid vil være med til at arbejde for at sætte en stopper for eftersøgningen af olie.

Jeg har dog også stor forståelse for det grønlandske folks ønske om udvikling. Grønland er også i en overgangsfase, hvor man skal finde balancen imellem den gamle fangerkultur og en industrialisering af samfundet. Men ønsker grønlænderne at begå den samme fejl som resten af verden? Ønsker de at opbygge en afhængighed af fossile brændstoffer og globale oliegiganter?

Hvis Grønland vælger oliens vej, er det ikke sikkert, at landet vil opleve den samme katastrofe som den i den Mexicanske Golf. Men risikoen er der uomtvisteligt, og hvis uheldet er ude, så kan grønlænderne ikke længere selv vælge, hvordan balancen imellem det gamle og det nye skal være. Så er fiskeriet allerede ødelagt i stor udstrækning, og valget dermed allerede truffet.

Olieudslip i Den Mexicanske Golf er alvorligt, og så sent som i dag har Greenpeaces team ombord på skibet Arctic Sunrise fundet olie på strandene på Horn Island ved Mississippi, hvor havskildpadder har deres reder.

Det kan synes uretfærdigt, at klimaet er så plaget af de rige landes uslukkelige tørst efter olie, at det nu er nødvendigt at lade olien ligge i jorden. Også i Grønland, hvor behovet for en økonomisk vitaminindsprøjtning er tydelig. Men situationen er allerede dybt alvorlig for mange mennesker verden over, der er blevet forvandlet til klimaflygtninge. Og når østaterne i Stillehavet forsvinder, er skelnes der ikke imellem olie fra Grønland og olie fra Danmark – så bærer vi alle skylden.

Derfor håber jeg, at Grønland, som det første men ikke sidste land i verden, i stedet vil satse på at vise, at de er i stand til at sætte fornuft og medfølelse før profit, og lade olien blive, hvor den end måtte være.

Endnu en ulykke i Den Mexicanske Golf

Der er gået mindre end 24 timer siden, at de fire aktivister fra Greenpeace måtte afbryde deres blokering af boreriggen Stena Don i Baffinbugten ud for Grønlands vestkyst, og blev anholdt af politiet, til at vi modtager nyheden om en eksplosion på en borerig i Den Mexicanske Golf. Eksplosionen bragte 13 ansatte i alvorlig fare og et oliespil der har spredt sig på over én km er indtil videre blevet observeret. Hvis platformen ikke for tiden havde været under ombygning, så kunne konsekvenserne have været langt større.

Mariner Energys boreplatform, Vermilion 380, står i flammer i Den Mexicanske Golf. © Greenpeace / Andy Levin

Flere steder er vores fredelige protest i Baffinbugten blevet betragtet som gemen kriminalitet, og som et forsøg på at nægte Grønland deres mulighed for økonomisk udvikling. Intet kunne være længere fra sandheden. Eksplosionen på BP’s boreplatform tilbage i april, der sendte 11 arbejdere i døden og over 750 millioner liter olie ud i Den Mexicanske Golf, var på mange måder et ’wake-up call’. Og vi så igen – i går – at ulykken ikke er enestående. Ifølge det amerikanske Bureau of Ocean Energy Management, Regulation and Enforcement har der inden for de seneste 10 år været 858 brænde og eksplosioner.

Mens politikere i USA, Grønland og mange andre steder altid lover, at sikkerheden er i top, sker det altså igen. Offshore ulykker er uundgåelige. I Den Mexicanske Golf såvel som i Arktis. Derfor var det hverken økonomisk undertrykkelse eller gemen kriminalitet, da Greenpeace søsatte den fredelige protest mod Cairns boringer i Baffinbugten. Det var en nødvendig protest. En protest på vegne naturen og dyrelivet i Arktis og på vegne af de millioner af mennesker, der allerede nu lider under klimaforandringerne. Vores globale klima er i rasende fart på vej mod en uoprettelig skade. Vi kan kun tåle at brænde 25 % af de allerede kendte olie-, kul- og gasreserver af, hvis vi skal forhindre klimaet fra at gå amok.

På trods af løfter fra olieindustrien og regeringer verden over, så får olieselskaberne lov til at køre videre som om intet var hent. Business af usual. Og derfor er der brug for protester som den mod Cairn.

I Grønland forsikrer både Cairn og den grønlandske regering, Naalakkersuisut, at Cairns boringer ikke sker på samme dybder, hvor BP-ulykken indtraf, og dermed ikke udgør samme sikkerhedsrisiko. I går så vi med alt tydelighed, at lavere dybder ikke er en garanti for sikker olieboring. Ulykken indtraf på Mariner Energys boreplatform, der borer på blot lidt over 100 meters dybde.

Godt gået i Grønland

Fire aktivister har i to døgn holdt begge Cairn’s olieboringer ved Grønland ude af drift. Det er godt gået, for boringerne er en kæmpestor fejltagelse og bør ikke få lov at finde sted. Boringerne finder sted i det arktiske farvand i ’isbjergsalleen’, hvor risikoen for en ulykke er større end i stille egne, og hvor et eventuelt udslip vil være stort set umuligt at rydde op. Jeg er bange for et udslip og jeg er bange for de mange store olieselskaber, der lige nu føler Cairns boringer nøje. Hvis Cairn finder olie står hele verdens olieselskaber på spring til at plastre den grønlandske vestkyst til med boreplatforme.

De fire dygtige klatrere, der tirsdag morgen indtog Cairns borerig fra tre gummibåde er polakken Mateusz Emeschajmer, der bor i Norge, Sim McKenna fra USA, Timo Puohiniemi fra Finland og Jens Lowe fra Tyskland. De holdt stand mod det arktiske vejr i to dage, men i går aftes lovede vejrudsigten storm og vi besluttede at afslutte aktionen. Mine kolleger på Esperanza, det Greenpeace-skib, der har ligget i nærheden hele tiden, ringede med den besked til både Grønlands Kommandoen og politiet, som også var på stedet. Vi ville gerne hente klatrerne ned på samme måde som de kom op, nemlig med gummibåde, men politiet øjnede en chance for en arrestation og brugte fire timer på at finde en måde at få vores fire klatrere til at gå op på selve boreriggens dæk i stedet. Nu er de fire i politiets varetægt sigtet for ulovlig indtrængen samtidig med at politiet forsøger at fylde medierne med en historie om, at politiet faktisk reddede klatrerne.

Men det skal ikke være politiets langsomhed eller dets mediespin, der skal fylde denne blog. Det skal være en hyldest til de fire dygtige og modige mennesker, der har taget et stort personligt i klimakampen. Disse år er afgørende, når det gælder kampen mod klimaforandringerne. Vi skal tvinge politikerne til at tage de rigtige beslutninger og vi skal hjælpe virksomhederne med ikke at tage katastrofalt dårlige beslutninger. Verden har ikke brug for mere olie – faktisk kan vi kun bruge en mindre del af den olie, vi allerede har adgang til. Vi har brug for hurtigst muligt at skifte til vedvarende energi.

Andrea støtter Greenpeace

I 2006 sagde en gravid Andrea Elisabeth Rudolph ja til at Greenpeace tog en blodprøve for at undersøge indholdet af en række farlige kemikalier såsom bly, flammehæmmere, plastblødgørende phthalater med flere. Sammen med Sofie Lassen-Kahlke var hun undersøgelsens yngste deltager og netop de to indeholdt flest sundhedsskadeliges stoffer. Jeg glemmer aldrig Andreas reaktion. Hun blev rasende og ville straks have industrien stillet til ansvar. Andrea tog endda initiativ til at møde daværende miljøminister Connie Hedegaard i et forsøg på at råbe politikerne op.

Siden har Andrea omsat sin vrede til handling. Det er efter hårdt benarbejde lykkedes at skabe en kemivenlig kosmetik-serie Rudolph Care og jeg har ved selvsyn konstateret, hvordan kampen imod farlig kemi er blevet en mærkevare for kvinden de fleste kender fra Vild med dans programmerne.

Nu har Andrea valgt at donere overskuddet fra en vunden retssag til det miljøarbejde vi udfører i Greenpeace. Det er en pose penge lige ned i al vores arbejde for at få politikerne til at tage klimaproblemet alvorligt og stoppe vores stadigt stigende udledninger af drivhusgasser, vores arbejde for at sikre, at havet en dag igen vil være rigt på skaldyr, fisk og hvaler og vores arbejde for at få virksomheder til at udfase kemikalier, undgå GMO og stoppe salg af illegalt træ. Så tusind tak for det, Andrea.

Stå bag roret på et Greenpeace-skib

Har du drømt om at overtage roret på Esperanza på vej gennem Isbjerg alleen ud for Grønlands vestkyst – der hvor skibet er nu for at fremhæve risikoen ved dybhavsboringer? Eller hvad med at navigere Rainbow Warrior tæt på et skib, der forsøger at dumpe radioaktivt affald. Eller hvad med at ligge i en gummibåd og blokere for harpuner – uden at blive våd?

Det kan du nu fra din PC takket være softwareproducenten VSTEP. Det er firmaet bag Ship Simulator, der allerede bliver spillet af en halv million gamere – herunder en stor del af vores egne kaptajner, styrmænd og deckhands. Den nyeste udgave af spillet hedder Ship Simulator Extremes, og vi er med i spillet.

Der er 32 fartøjer, du kan styre i spillet – lige fra store olietankere til små hovercrafts. Blandt skibene finder du også vores eget Greenpeace-skib Esperanza og den endnu ikke byggede Rainbow Warrior III i sekvenser baseret på faktiske tidligere aktioner til søs. Skibene er alle lavet ud fra tekniske tegninger, CAD-tegninger og fotografier for at de opfører sig så naturtro som muligt. Du kan også sende en gummibåd af sted gennem bølgerne.

Du kan lægge til i naturtro havne, og der er variabler som vindhastighed, bølgehøjde, vejr og dagslys for at tilpasse dit eventyr. Du kan oprette dine egne missioner, som du kan uploade til andre spillere, og når du fuldfører en Greenpeace-mission, kan du se en video med en af vores kaptajner, der fortæller, hvordan det virkelig gik.

Bedst af alt: Køber du donationudgaven af spillet, går 20 procent af overskuddet til at bygge den ægte nye Rainbow Warrior, og du har chancen for at vinde en tur på en af hendes første sejladser.

Her er et smugkig på, hvordan spillet ser ud.

Du kan også høre og se mere om spillet på denne Walkthrough.

En ny regnbue på vej

I lørdags var det 25 årsdagen for bombningen af Rainbow Warrior. Der var imidlertid også glædelige begivenheder den dag. I Gdansk i Polen er Greenpeace i øjeblikket ved at bygge det skib, der skal være arvtager fra Rainbow Warrior II. I lørdags blev der traditionen tro afholdt køllægning i Maritim Shipyard for den nye Rainbow Warrior III, hvilket blev fejret med en lille ceremoni.

Greenpeace Internationals generalsekretær, Kumi Naido, placerer en mønt i kølen på den nye Rainbow Warrior

Den nuværende Rainbow Warrior har snart udtjent sin pligt. Efter 52 år på søen, hvoraf 21 af dem har været for Greenpeace, er Rainbow Warrior II nu pensionsmoden. Men en regnbue kan ikke sænkes (eller ophugges), så arvingen er på vej.

3D tegning af den nye Rainbow Warrior III

Selvom den anden Rainbow Warrior blev ombygget, da Greenpeace købte skibet i 1989, så er Rainbow Warrior III det første Greenpeace-skib vi selv bygger helt fra bunden. Dette har givet os den unikke mulighed for at designe skibet efter vores behov, dvs. udformet til at tackle de udfordringer, vi står overfor, og være i stand til at skride til handling; bl.a. kampen mod klimaforandringer, overfiskeri, ødelæggelsen af vores regnskove og den kemisk forgiftning af vores jord.

Øko-skib, flydende kommunikations station og meget mere

Vores behov er mange på det åbne hav og i aktion. Derfor vil skibet være ganske veludrustet. Her er blot et lille udpluk af de mange funktioner, der vil være at finde ombord:

3D tegning af den nye Rainbow Warrior III

• Skibet bliver bygget på den mest miljøvenlige måde; store sejl så vi kan sejle med vindkraft, elektriske dieselmotorer når det er nødvendig, overskudvarme fra generatorer og motor vil blive brugt til at opvarme kahytter samt vand og meget andet.
• Mulighed for at spotte illegale fiskere fra en afstand af 15 mil.
• Mulighed for at søsætte tre gummibåde med besætning på ganske få minutter – selv i 3,5 meter høje bølger.
• Kommunikationsudstyr med satellitforbindelse, så vi kan sende optagelser live og afgive interview til verdens medier 24/7.
• Et radio- og serverrum bag låste ståldøre, så vi kan fortsætte med sende data, hvis skibet skulle blive boret.
• Helikopterlandingsplads så vi er i stand til at dokumentere aktiviteter fra luften, og give besætningen et solidt overblik.
• Gode medicinske og lægelige forhold, så besætningsmedlemmer kan behandles overalt i verden.
• Mad og drikke er der også tænkt på. Skibet vil bl.a. have en fryser der kan rumme 14000 liter chokoladeis
• Skibet vil blive 58 meter langt og 11 meter bredt. Masten vil være på længde med to blåhvaler (over 50 meter) og hele skibet vil have en vægt svarende til 230 elefanter (838 ton).

Rainbow Warrior III vil blive søsat ved Greenpeaces 40 års fødselsdag i 2011.

Rainbow Warrior – 25 år efter angrebet

I dag er det 25 år siden, at Rainbow Warrior blev bombet af det fransk secret service i New Zealand. Det er dagen, hvor vi mindes vores kollega Fernando Pereira, der blev dræbt under angrebet. Han var blot 35 år gammel.

Bombningen var personligt godkendt af den daværende franske præsident, François Mitterrand, og skete som et forsøg på at forhindre Greenpeace i at fortsætte protesten imod franske atomprøvesprængninger ved Mururoa-atollen.

Rainbow Warrior blev bombet i havnen i Auckland New Zealand af spioner fra den franske efterretningstjeneste i 1985. Skibet var på turné i Stillehavet for bl.a. at forhindre, at den franske stat gennemførte atomprøvesprængninger. © Greenpeace / John Miller

Kun tre måneder inden Rainbow Warrior blev sænket, havde skibet hjulpet til med at evakuere 300 beboere på Marshall-øernes Rongelap-atol som en del af ”Operation Exodus”.

Øboerne flygtede fra dødelige radioaktive forurening – efter mange års amerikanske prøvesprængninger – som forårsagde diverse sygdomme og defekter på nyfødte børn. Sygdomme, der opstod, selvom de amerikanske myndigheder havde garanteret, at Rongelap var et sikkert og forureningsfrit sted at befinde sig. 

Den amerikanske regerings moralske ansvar over for øboerne er aldrig blevet prioriteret, og folks rettigheder og helbred er således blevet skubbet til side til fordel for atomvåben. 

I forbindelse med forhandlinger mellem USA og Marshalløerne via det såkaldte Compact of Free Association blev der i 1982 indgået en hemmelig aftale, som nedsatte kravet til beskyttelse imod radioaktivitet, så der bedre kunne foretages atomprøvesprængninger uforstyrret. Aftalen resulterede i, at beboerne på Rongelap blev udsat for en pludselig og alarmerende radioaktivitet gennem deres lokale madprodukter. 

Og så er der dumpningen af radioaktivt affald, som er begyndt at lække, til trods for at det kun er 30 år siden, at det blev smidt i specialdesignede beholdere, der efter sigende skulle kunne forsegle farligt indhold i tusindvis af år.  USA har imidlertid erklæret sig uden ansvar.

Nu er hjælp og kompensation fra USA begyndt at forstumme, og folk tvinges tilbage på de forurenede øer.

I år, 25 år efter at beboerne på Rongelap frivilligt lod sig evakuere fra deres radioaktive ø, står de ansigt til ansigt med et ultimatum fra USA. Flyt tilbage til Rongelap i 2011 eller vi stopper den økonomiske støtte til øen Mejatto i Kwajalein-atollen.

‘USA gav de lokale myndigheder på Rongelap 45 millioner dollars til finansiering af oprydning og rehabiliterings-arbejde på Rongelap. Kun 45 millioner. Det er sølle 0.2 procent af de samlede udgifter på 25 billioner, som USA brugte på atomtestning og kun 0.007 procent af landets samlede forsvarsbudget. Gør den amerikanske regering det her for at spare penge eller for ikke at tabe ansigt? Håber regeringen, at folk på Marshalløerne vil glemme og blive glemt?

Vi vil fortsat mindes Fernando, Rainbow Warrior og beboerne på Marshalløerne.

Tak til Gorillaz og Roskilde Festivalen

Igår stod Gorillaz på Orange Scene og underholdt tusinder af glade festivalgæster – idag hjælper Damon Albarn og Jamie Hewlett Greenpeace med vores miljøarbejde. 20.000 stærke engelske pund lige ned i al vores arbejde for at få politikerne til at tage klimaproblemet alvorligt og stoppe vores stadigt stigende udledniner af drivhusgasser, vores arbejde for at sikre, at havet en dag igen vil være rigt på skaldyr, fisk og hvaler og vores arbejde for at få virksomheder til at udfase kemikalier, undgå GMO og stoppe salg af illegalt træ. Så tusind tak for det, Gorillaz.

Greenpeace er tilstede på Roskilde Festval med en gruppe frivillige og to stande, blandt andet en retrobod ved siden af Orange Scene.

De frivillige samler underskrifter til havkampagner, sælger merchandise, diskuterer miljøspørgsmål med de besøgende og så er det muligt at få taget et billede af sig selv som enten Nora eller Juan – de to Greenpeace-aktivister, der i klimatopmødets sidste døgn gik ind til den royale middag for verdens ledere med et budskab om at at tage handling.

Jorden har brug for en hånd

I dag er det “Earth Day”, og jeg håber, at du vil fejre dagen ved at se vores nye Earth Day video sammen med mig. Jeg håber også, at du har lyst til at slutte dig til Greenpeace og vores arbejde for en bedre fremtid.

Vores planet står overfor store udfordringer. Verdens skove bliver hugget ned, der drives rovdrift på mange fiskebestande i et afsindigt tempo. Samtidig drives der stadig kommerciel hvalfangst, giftige kemikalier findes i vores hverdagsvarer, vores elektricitet kommer hovedsageligt fra beskidt kul og til dels fra farlig atomkraft, og GMO-afgrøder truer landbruget.

Jorden har mange sejre i bagagen. Derfor er ovenstående opgaver hverken urealistiske eller en utopisk drøm. Gennem årene har vi været i stand til at påvirke historiens gang ved at bære vidne og formidle; vi har overbevist politikere, virksomheder og videnskaben om at sætte bæredygtig fremtid over kortsigtede økonomiske og politiske gevinster.

Men hvis du tror, at styrken ligger i Greenpeaces skibe, fredelige og ikke voldelige protester og løsningsorienteret kampagnearbejde – så tro om igen: det er i støtten og hjælpen fra millioner af støtter verden over.

Vores klode og dens befolkning har brug for; flere ansigter, der bekymrer sig for miljømæssige spørgsmål, flere folk, der vil bruge deres stemme til at forsvare den – og flere mennesker, der vil skride til handling for at beskytte den. Du kan hjælpe “Earth Day” ved at tage del i  at opbygge den bevægelse, der kan sikre en bæredygtig fremtid.

En grøn og fredelig fremtid er mulig – hjælp os med at få det til at ske:

• Bliv cyberaktivist – modtag vores nyhedsbrev
• Send Eart Day videoen til dine venner
• Del den på Facebook og Twitter
• Snup den embed code og post den på din blog

Vi tar 30 mere

30 år er ingen alder og så alligevel. 30 år giver erfaring, tyngde og netværk. 30 år giver en lang liste af resultater og sejre i bagagen. Greenpeace i Danmark blev oprettet af en gruppe unge journalister og studerende, der ville følge sporene fra de modige mennesker, der i 1971 sejlede i retning af de amerikanske atomprøvesprængninger ved Amchitka. De ville gøre en forskel. I begyndelsen handlede det meget om at stoppe nedslagtningen af hvaler, der var stærkt truede af den store, kommercielle fangst. Senere satte de første danske Greenpeace’ere deres energi ind på at stoppe kemikaliedumpninger – og afbrændinger i blandt andet Nordsøen.

Mange år er gået siden det danske kontor blev oprettet i Gert Sørensens mors stue, og Greenpeace er nu en etableret del af den danske miljøbevægelse og globalt en af verdens største miljøorganisationer. Vi har fået gjort kommerciel hvalfangst ulovlig, lukket Barsebäck, gjort dumpninger af kemikalier og olieplatforme ulovligt, og kan tage en stor del af æren for, at der ikke findes gensplejsede fødevare på de danske supermarkedshylder.

En af de kampagner, jeg selv har nydt mest, er Greenpeace’ arbejde mod miljøskadelige stoffer – farlig kemi. Selv om problemet langt fra er løst endnu er det en kendsgerning at vedholdende og målrettet kampagnearbejde igennem mere end 20 år kulminerede med vedtagelsen EU’s mest omfattende forordning nogensinde – REACH i 2006 – der allerede i dag har fået markant indflydelse på anvendelse af farlig kemi i hele verden. Kemi-kampagnen udmøntede sig i aktioner mod dumpning af farlig kemiaffald i havet ved med gummibåde at lægge sig under de faldende tønder og i afsløringer af ulovlige og skandaløse kemikaliedumpninger på Thule-basen i Grønland og afsløringer af kemirester i almindelige menneskers blod. Kampagnen har været med til fundamentalt at ændre den måde, vi omgås kemi på i hele verden.
Greenpeace er uden skyggen af 30-års kriser. Under klimatopmødet i København satte vi alle sejl ind. Og selv om det ikke lykkedes at overtale vores politikerne til at sikre kloden mod klimaforandringer med en stærk klimaaftale, så lykkedes det os at sikre, at de ikke slap af sted med at grønvaske det ynkelige resultat. Og jeg tror ikke, der er mange, der er i tvivl om, at vi i Greenpeace var til stede, og at vi havde høje forventninger til politikerne.

Verden står lige nu overfor en større miljømæssig udfordring end nogen sinde før. Også selv om den ikke griner os op i ansigtet lige så tydeligt som firsernes gule slam eller store, snavsede olieplatforme på vej ned i havets glemsel, truer klimaforandringerne både vores sundhed, vores have og vores dyr. Klimaforandringerne kan, selvom de allerede nu er årsag til millioner af nye klimaflygtninge hvert år, synes et stykke ude i fremtiden. Men klimaet er sådan skruet sammen, at de forbedringer, vi gør i dag, først kommer til udtryk om fyrre år. Derfor er der ikke et sekund at spilde. Vi skal have en global aftale, der bremser udledningerne af drivhusgasser drastisk og hurtigt. Vi ser det fortsat som vores vigtigste opgave sørge for, at politikerne og industrien aldrig glemmer, at jorden har vi ikke arvet fra vores forældre, men lånt af vores børn og børnebørn.