Grønlands selvstyre advarer mod at lytte til Greenpeace

Vi er vant til, at myndighederne fortæller os, hvad vi skal gøre. De advarer os om at rejse til Syrien midt i et oprør, drikke mere end fem genstande på én aften og gå længere ud i Vesterhavet end til navlen. Men jeg blev alligevel ret forundret, da jeg kiggede på det grønlandske selvstyres hjemmeside og under nyheder fandt, hvad der minder meget om en advarsel mod at lytte til mig.

Artiklen starter med ordene: ”Greenpeace holder et borgermøde i Aasiaat i aften om olieboringer i havet vest for Grønland. Det er derfor vigtigt for borgerne i Aasiaat at forholde sig kritisk til, hvad Greenpeace vil fremlægge.” Og så gennemgår artiklen et af de eksempler, jeg har på, at Cairn sviner massivt og ganske unødvendigt, når det en af disse dage går i gang med sommerens prøveboringer ud for Nuuk og Aasiaat – med reference til et interview i KNR.

Historien er ganske kort, at Cairn og det grønlandske Råstofdirektorat flere gange har fastholdt, at boringerne i Grønland lever op til ’best practise’ og de norske standarder, som er nogen af de strengeste i verden. Det er ikke sandt på en række afgørende områder. For eksempel tillader Norge ikke boringer i isfyldt farvand. Eksemplet som Selvstyret hiver frem i advarslen til borgerne i Grønland handler om udledning af rødlistede kemikalier. Én enkelt af sommerens testboringer udleder flere ’røde’ kemikalier end alle de norske og danske olieboringer gør tilsammen på et helt år. Norges mange olieboringer udleder 32 ton i alt på et år og de danske Nordsø-boringer udleder 1,6 ton.

Det er den ansvarlige politiker for Råstofdirektoratet, Naalakkersuisoq for Erhverv og Råstoffer Ove Karl Berthelsen, der også står som kontaktperson på Selvstyrets artikel med overskriften ’Greenpeaces fortielser i Grønland’. Jeg er egentligt glad for, at han endelig vil kommunikere med os, for hele processen har  været præget af hemmelighedskræmmeri og han har ikke været nem at få i tale. Det er selvfølgelig bare lidt mærkeligt, at det skal foregå via vores hjemmesider. Greenpeace har arbejdet med olie i rigtigt mage år og som global organisation har vi erfaring fra hele verden. Så jeg vil rigtigt gerne sætte mig sammen med Ove Karl Berthelsen og diskutere, hvad ’best practise’ og de norske standarder egentligt er og hvad der skal til for at Grønland sætter krav, der får Cairn til at leve op til dem.

Og jeg kan i øvrigt berolige Ove Karl Berthelsen med, at borgerne i Aasiaat skam var kritiske, da jeg mødte dem onsdag til borgermøde. Jeg ved ikke lige, om det var, fordi de havde læst hans advarsel eller ej, men jeg fik mange spørgmål, der var kritiske overfor min modstand mod boringerne – ligesom jeg fik mange spørgsmål, der var kritiske overfor selve boringerne. Folk ville høre, hvordan boringer kan gøres sikrere og hvad der skal til for, at fiskeriet og fangsten af havpattedyr ikke bliver forstyrret. Så Ove Karl Berthelsen kan roligt have tiltro til sin befolknings kritiske sans og ikke udstede flere advarsler mod at lytte til uafhængige miljøorganisationer.

Shop en møtrik på verdens sejeste skib

Vi har i Greenpeace åbnet en helt ny e-shop. Svensknøgler, bolte og koøjer står side om side med overlevelsesdragter, ankerkædeled og sejl på denne flotte side, der skal samle penge ind til færdiggørelsen af det stolte skiv Rainbow Warrior III.

Rainbow Warrior I var Greenpeace’ flagskib i de første mange år og udgjorde så stor en trussel for magthaverne, at den franske efterretningstjeneste sank skibet i Auckland havn i 1985. Fire år senere var vi klar med Rainbow Warrior II, som har stoppet transporter af illegalt tømmer, blokkeret havneindløb for kulforsyninger og afsløret omfattende piratfikseri i over tyve år og derfor nu trænger til at gå på pension. Arvtageren bliver det første skib i verden, der er bygget fra grunden som en kapagneskib. Det kan sejle hurtigt, lydløst, i varmt klima og koldt klima, det kan komme alle de steder, hvor andre sejler hen for at ødelægge miljø og klima. Der er laboratorium, multimediecenter og helekopterplads ombord og den er er grøn fra inderst til yderst – selv gummibådene bruger hybridteknologi, når de skal ud og stoppe miljøsynedere.

Så hvis du ligesom jeg ikke nåede Valentinsgaven til manden, så giv ham en møtrik på verdens sejeste skib. Eller stik mormor en symaskine eller lillebror en rulle bannerstof. De bliver sikkert lige så glade for gaven, som miljøet bliver for båden.

Greenpeace vinder World Press Photo pris

En mand forsøger at redde brandmanden Zhang Liang, men Zhang drukner under redningsaktionen i olie fra udslippet

Lu Guang arbejdede som fotograf for Greenpeace under olieudslippet i Dalian, Kina, i sommers. Her dokumenterede Lu Guang katastrofens omfang og herunder en kinesisk brandmand, Zhang Liang, der omkom mens han udførte sit arbejde – oprydning efter et olieudslip fra to eksploderede rørledninger den 16. juli 2010.

Det billede vandt idag bronze i verdens største fotokonkurrence World Press Photo. Medaljen faldt i den mest prestigefyldte kategori  ’Spot News Stories’ og mig bekendt er det første gang en miljøorganisation vinder i den kategori.

Fotografiet er en hjørnesten i Greenpeaces arbejde, og har generelt altid været et stærkt kommunikationsværktøj. Det er imidlertid sjældent, at vores billeder bærer et glædeligt budskab med sig. Lu Guangs billeder er ingen undtagelse. Menneskets afhængighed af fossile brændstoffer har kostet mere end denne brandmands liv.Den 20. april 2010 eksploderede olieplatformen Deepwater Horizon i Den Mexicanske Golf, hvor 11 medarbejdere mistede livet. Eksplosionen førte til et udslip på over 800 millioner liter olie.

Vi håber, at denne pris og Lu Guangs billeder vil bidrage til at holde fokus på de katastrofale konsekvenser, som vores afhængighed har. En konsekvens vi kun undgår, hvis vi gør os fri af de beskidte fossile brændsler.

Det er andet år i træk, at Greenpeace vinder i World Press Photo. Sidste år vandt Nick Cobbing en flot andenplads i kategorien Nature.

El-skrot i den virkelige verden

I 2008 afslørede Greenpeace, at der ulovligt blev eksporteret elektronikaffald ud af Europa. Vores undersøgelser viste, at transporterne fandt sted fra både Danmark og England. Vi afslørede også, at en del af denne eksport ender i Afrika og dér forgifter både mennesker og miljø.

Miljøministeren reagerede, og det blev meddelt, at man ville øge kontrollen med indholdet i de mange containere, der sendes ud af landet med gamle computere, TV og mobiltelefoner. Oftest er containerne angivet til at indeholde second-hand goods, og så er alt jo fint. Ihvertfald hvis man er en myndighed, som gerne vil have pæne tal i statistikerne.

Men lad os lige betragte de officielle tal lidt nærmere:
Af den mængde elektronik som sælges i Danmark, kan myndighederne redegøre for at godt halvdelen indsamles. Det er i sig selv ikke voldsomt imponerende, og svarer til at der årligt mangler omkring 60.000 tons giftigt elektronikaffald i statistikken.
Danmarks Radios P1 sendte den 20. januar 2011 en dokumentar, som beskriver hvordan et enkelt firma, der håndterer cirka en femtedel af det indsamlede affald i Danmark, ulovligt eksporterer elektronikaffald ud af Danmark.
Læg dertil at den officielle statistik er fremstillet sådan, at hvis et gammelt TV er registreret som modtaget på genbrugspladsen, ja så skrives det ind som tæt ved 100% genanvendt.
Der er ikke tvivl om, at ministerbesøg med frokost og rundvisning på virksomheder, og myndighedernes på forhånd anmeldte besøg, er nyttige. Men et retvisende billede af dagligdagen giver de næppe, og vælger man som Danmarks Radio eller Greenpeace at grave et stik dybere er det en helt anden virkelighed der åbenbarer sig.

Så før miljøministeren auto-reflektorisk meddeler at der ikke er noget at komme efter, skulle hun måske løfte blikket fra papirerne og tage et kig ud i den virkelige verden ?


Folkets øjne hviler på BP og Neste Oil

Så er det tid til at stemme på, hvilket selskab der skal have en pris for at være Verdens Værste. De seks kandidater til Public Eye-prisen er valgt af en gruppe af græsrodsbevægelser og vinderen bliver fundet op til World Econimic Forum i Davos i slutningen af januar. Formålet er at minde forretningsverdenen om, at sociale og miljømæssige ugerninger har konsekvenser. Det er seks stærke kandidater og jeg har personligt ret svært ved at vælge.

BP ligger lige nu i front. Oliekatastrofen, som udspillede sig da en af engelske benzinselskabs boreplatforme eksploderede, ledte over 800 million liter oile ud i Den Mexicanske Golf med katastrofale følger for fisk, fugle og havdyr, der samledes i området for at yngle og gyde. En rapport slog i går fast, at ansvaret er BPs. BP har dog ikke tænkt sig at angre overfor naturen, men har i stedet valgt at gå direkte videre til at hærge den oprindelig skov i Canada. Selskabet investerer nu massivt i den sorteste energikilde af dem alle; tjæresand.

Norden er repræsenteret med en stærk kandidat, Neste Oil, der nu er verdens største forbruger af palmeolie. Produktionen af palmeolie sker på bekostning af regnskoven, klimaet og den oprindelige befolkning, der nogle gange simpelthen bare flyttes. Det stærkt stigende forbrug af palmeolie har blandt andet gjort Indonesien til en af verdens hurtigste regnskovsryddere og betydet, at landet har verdens tredjestørste udledning af drivhusgasser.

Neste Oil, som den finske stat har aktiemajoriteten i, har satset alt, hvad det ejer og har på at udvinde og bruge palmeolie helt uberørt af de uhyrlige konsekvenser, den produktion har. Og oven i købet sælger selskabet sig selv som en pioner indenfor bæredygtighed, fordi selskabet arbejder med at øge salget af biodiesel væsentligt. Den historie har blandt andet Lufthansa købt og flyselskabet har indgået i et samarbejde med Neste Oil.

De fire andre kandidater er det sydafrikanske mineselskab AngloGold Ashanti , der ødelægger store naturområder og flodsystemer og samtidig er notoriske overtrædere af  menneskerettighederne, Axpo, den schweiziske udgave af DONG, for at købe uran fra det russiske atomoparbejdsningsanlæg Mayak, som har gjort området til verdens andet mest radioaktive område efter Tjernobyl, den taiwanesiske elektronikproducent Foxconn, der blev kendt i 2010 for at have så forfærdelige arbejdsvilkår, at det drev arbejderne til selvmord og til sidst det amerikanske tobaksselskab Philip Morris for at presse mindre udviklede demokratier til at indføre sundhedslovgivninger, der favoriserer rygning.

Svært, svært valg, men stem, her, nu og lad de store selskaber vide, at folkets øjne ser alt.

Legetøjstog fra Brio afsporet

Brio træ-togbane, skandinavisk kvalitet i naturlige og uskadelige materialer. Så bliver det ikke finere. Troede jeg, indtil Forbrugerrådets medie Tænk, med deres grundige laboratorie-analyser og skillen-alting-ad kan afsløre at kongen af trælegetøj er helt med på kemivognen, og fylder deres legetøj med blandt andet flammehæmmere og tjærestoffer.
Kemikalierne kan skade evnen til at få børn (!) og kan være kræftfremkaldende.

Hvordan forholder Brio sig til dette ?
På Brios’ hjemmeside holder man sig ikke tilbage med at fylde forbrugerne med tryghed: “Produkterne testes over længere tid i vores laboratorier”.
Brios’ informationschef, Jessica Nyström, udtaler at “Der skal ikke være skadelige stoffer i legetøj, men vi har fuld tillid til, at lovgiverne regulerer det”.
Imponerende at kunne udtale sig så meningsløst og selvmodsigende i bare én sætning. Skal der, eller skal der ikke være skadelige stoffer i Brios’ legetøj ?

Fra man bliver opmærksom på et problem relateret til et bestemt kemisk stof, til der er gennemført forskning som påviser eksempelvis kræftfremkaldende egenskaber ved kemikaliet kan der gå meget lang tid.
Før der er lovgivning på plads, som regulerer brugen af dette kemikalie, kan der gå endnu længere tid.

I stedet for at tage børnenes sundhed alvorligt og vise sig som et ansvarligt firma, insisterer Brio på ynkeligste vis på deres ret til at bruge hormonforstyrrende og kræftfremkaldende kemikalier i deres legetøj.
Man skulle jo nødigt hæve sig over laveste fællesnævner, og så længe det ikke er forbudt !

Blandt computerproducenter har vi i de sidste 5 år set, hvordan nogle af verdens største spillere har ledt vejen for politikerne, og før lovgivningen krævede det udfaset brugen af en lang række skadelige stoffer fra deres apparater – og vundet markedsandele på det.
Det er en trend, som fortsætter indenfor tøjbranchen, som inden længe formentlig vil begynde en omfattende omstilling af deres produktion til at være baseret på Ren Teknologi.

Sådanne ændringer kræver at man er omstillingsparat og fremadskuende, men på det område er toget tilsyneladende kørt for Brio.

Opdatering: Har flere gange forsøgt at lægge en henvisning til denne blog på Brios’ Facebook, men de fjerner den efter få minutter.
Jeg anbefaler alle at gå ind på Brios’ Facebook, og spørge hvorfor man skulle give Brio-legetøj i julegave, og samtidig forgifte sin familie ? Eller hvad man nu har lyst til at spørge dem om…

Folket følger Castor hele vejen

De folkelige protester fortsætter i Tyskland mod atomaffaldstransporten Castor. Transporten af de 163 ton højradioaktivt affald forlod Frankrig fredag og er siden blevet mødt af så massiv folkelig modstand, at jeg håber, at der ikke sidder en eneste politiker tilbage og tænker, at atomkraft er løsningen på noget som helst.

Politiet har lige fjernet den blokade af udgangen fra togstationen, som aktivister har holdt i næsten et døgn. Greenpeace-aktivister kørte en lastbil forklædt som ølvogn ind til den eneste vej væk fra togstationen, parkerede den på langs og lænkede sig fast til lastbilen både inden i og uden på. Da affaldet i går var blevet lastet fra de 11 togvogne til lastbiler kunne de ikke komme af sted.

Det kan de nu, men folket har ikke givet op. Under hele ruten fortsætter modstanden. Der er flere biler parkeret undervejs og demonstrationer i vejkanten. Greenpeace er også til stede. Skibet Beluga II sejlede i går ind i en lukket kanal og lægger nu langs ruten ved byen Laase, i luften flyver en Greenpeace paraglider og aktivister møder transporten ved endestationen. På alle Greenpeace-bannere står ’atomkraft er en blindgyde. Stop Castor’.

Lige nu forsøger syv helikoptere fra politiet at få Greenpeace paraglideren ned. I det hele taget synes politimyndigheden i Tyskland at være meget optaget af at lukke munden på den folkelige modstand. For eksempel har 950 demonstranter fået røgskader fra politiets tåregas. Men det er lykkedes de mange folkelige bevægelser at forsinke transporten betragteligt og hele verden har dækket protesterne. Politikere verden over er blevet mindet om at de skal lytte til folkets mening – ikke kun atomkraftlobbyens.

Farvel Sirius

I 1983 skrev Poul Krebs sangen ‘Sirius – Troen og Håbet‘. Det var en hyldestsang til Greenpeace-skibet Sirius og de mennesker, der sejlede med skibet for at tage direkte aktion eksempelvis imod dumpning af radioaktivt affald i Atlanterhavet eller afbrænding af kemikalier på åbent hav.

Sirius kom til Greenpeace i 1981 efter tjeneste hos den hollandske flåde siden 1950, hvor skibet blev bygget. Det tog 10 uger for en masse frivillige at gøre skibet klar som aktionsskib, men da arbejdet var gjort, og Sirius igen var på søen, blev det hurtigt et af de mest markante aktionsskibe, der sejlede for Greenpeace.

Når jeg kigger i de gamle Greenpeace nyhedsblade fra starten af firserne, så er det sjældent, at der er en udgave uden en fortælling fra en aktion, hvor Sirius har været involveret. Om det så er for at forhindre det britiske skib GEM i at dumpe radioaktivt affald i Atlanterhavet, blokere for dumpningsskibet Kronos’ dumpning af syreaffald i Nordsøen, eller aktion i Leningrad mod Sovjets atomforsøg.

Sirius og hendes besætning har leveret nogle spektakulære aktioner med fantastiske billeder, der har gået verden over og sat dumpning af giftig affald på dagsordenen.

I de senere år har Sirius levet en pensionisttilværelse i havnen i Amsterdam, hvor hun har fungeret som undervisnings- og foredragsskib. Og det har været en fornøjelse at besøge skibet og høre tidligere besætningsmedlemmer fortælle om de mange aktioner. I fredags var der dog det sidste offentlige arrangement på båden, for hun kan ikke mere og vi er nødt til at sige farvel til hende.

Jeg har gået på jagt i de gamle arkiver og fundet optagelser fra aktionerne i starten af firserne – lige fra skibet blev sat i stand og malet til aktionerne i Atlanterhavet. De aktioner, som Poul Krebs synger om i sin sang. Læn dig tilbage og nyd en tur ned ad memory lane med ‘Sirius – Troen og Håbet’.

Cairns lange næse i Grønland

Da Cairn Energy tidligere i år fandt spor af gas og olie i Grønlands undergrund, kunne virksomheden ikke dy sig for at puste fundet op i medierne.

I dag indrømmer Cairn imidlertid, at boringerne i Grønland denne sommer slet ikke har leveret det, som selskabet håbede på. Cairn har nemlig reelt set ikke fundet noget, man ikke kunne finde med en boring i de fleste danske baghaver.

Hvad Cairn imidlertid har opnået er at spille hasard med det sårbare arktiske miljø og de dyr og mennesker, der er afhængige af området.

Efter at selskabet nu har brugt en mindre formue og ikke har fundet noget af værdi, er det på tide, at virksomhedens ledelse besinder sig. Et reelt fund ville ikke retfærdiggøre Cairn’s boringer, for de burde aldrig have fundet sted til, men med dagens melding må enhver da stille sig selv spørgsmålet, om det mon ikke er ved at være på tide at tage ved lære af erfaringerne, der indtil videre har været yderst dyrekøbte for Cairns aktionærer -  ikke mindst i morges hvor  selskabets aktier faldt med næsten 5 % på Børsen i London.

Hvis boringerne fortsætter næste sommer, risikerer vi desuden, at erfaringerne også bliver en dyrekøbt affære for det grønlandske dyreliv og de lokale fiskere.

Havene omkring Grønland kan ikke klare en ulykke, som den vi har set i den Mexicanske Golf, og vores klima kan ikke tåle, at man bliver ved med at lede efter og afbrænde nye, fossile brændsler.

Det er nu, Grønland skal sige nej til den beskidte olie og ja til vedvarende energi – ligesom resten af verdens regeringer.

Læs mere om Greenpeaces protester imod Cairn her!

Kampen mod oliejagten fortsætter

Efter nogle travle måneder med aktioner imod nogle af verdens mest risikable olieboringer i Grønland og ved Shetlandsøerne er Esperanza nu på vej tilbage til Amsterdam.

Men Greenpeace kamp for at stoppe oliegiganternes skånselsløse jagt efter den sidste olie stopper ikke her.  Slet ikke. For jagten er ikke alene en rygende pistol, der potentielt kan ødelægge enorme havområder med store konsekvenser for de dyr og mennesker, der er afhængige af havet. Jagten vil, hvis ikke den bliver stoppet i tide, med garanti også ødelægge vores klima.

Vi kan langt fra tåle at afbrænde de fossile brændsler, som vi allerede har fundet. Størstedelen af de kendte reserver skal blive i undergrunden – langt væk fra olieselskabernes grådige hænder – hvis de værste konsekvenser af klimaforandringerne skal bremses. Sker det ikke, vil vi allerede i min generations levetid opleve klimaforandringer, der i sandhed vil give ordet ”katastrofal” en ny betydning. Hele lande vil forsvinde i havene, og millioner af mennesker vil lide under det.

I de seneste måneder har Greenpeace skabt global debat om farlige olieboringer. Først ved at stoppe britiske Cairns prøveboringer i Grønland i to dage, senere ved i 100 timer at forhindre boreskibet Stena Carron i at sejle til borestedet ved Shetland, hvor Chevron har planer om at grave efter sort guld. En forsinkelse, der blev større, da Greenpeace-svømmere tæt på borestedet lagde sig i vejen for skibet.

Mere end 16.000 mennesker har allerede sent en email til den britiske regering om at stoppe Chevrons planer, men planerne står stadig ved magt, og det samme gør det grønlandske selvstyres planer om at lade Cairn komme tilbage til næste år og prøvebore.

Oliekatastrofen i den Mexicanske Golf tydeliggjorde, at det er uacceptabelt, at verdens politikere fortsat synes at glemme deres flotte løfter om at bekæmpe klimaforandringerne og ser igennem fingre med oliegiganternes uansvarlige oliejagt. Det er en hån mod de mennesker, der allerede lider under klimaforandringerne og en hån mod de vælgere, der gang på gang har troet på politikernes løfter om at imødegå klimaforandringerne på en ansvarlig facon.

Vi fortsætter protesterne imod oliegiganterne og regeringernes kortsigtede profitjagt. Og vi fortsætter protesterne imod det desperat forsøg på at forlænge verdens olieafhængighed med få år – og dermed udsætter vores have for et sort projekt, hvis eneste resultat er et ødelagt klima.

Følg med i kampen på vores hjemmeside og på Go Beyond Oil.