Shell og BP dropper Arktis planer

Det sårbare og i forvejen hårdt pressede arktiske område får en sommer mere i fred for boringer udført af BP og Shell, har de to oliegiganter uafhængigt af hinanden meddelt i dag. For BP’s vedkommende er boreplanerne endda udskudt til ‘efter 2013’.

Udskydningen af boreplanerne kommer som følge af det politiske vejrskifte, der fulgte i hælene på oliekatastrofen i Den Mexicanske Golf sidste år. Miljøorganisationer og -aktivister fra hele verden har lagt pres på Obama-administrationen og på olieindustrien for at forhindre, at oliekatastrofen i Den Mexicanske Golf skal gentage sig i det sårbare Arktis, hvor en oprydning er umulig og følgerne derfor uoverskuelige. Blandt andet lavede aktivister fra Greenpeace sidste sommer en aktion ombord på et boreskib, som Shell var på vej til at sende til Arktis og flere end 22.000 Greenpeace-støtter har skrevet til den amerikanske indenrigsminister Ken Salazar med et krav om at bremse for BPs planlagte boringer ved Liberty Island.

Udviklingen i USA er en virkelig glædelig nyhed og jeg håber, at de politiske vinde fra USA vil sprede sig til Rusland og Grønland. For to uger siden blev klart, at BP vil bore i det arktiske farvand Karahavet nord for Rusland fra år 2016 og Shell er stadig med i oliejagten ved Grønland, selvom selskabet ikke har annonceret konkrete boreplaner endnu.

Det er på tide, at politikerne sætter olieindustrien stolen for døren og i stedet for dollartegn ser fornuft. Olie er en sort energi, som skader vores klima, olieboringer er en alvorlig trussel for livet i havet og nye olieboringer er komplet unødvendige, eftersom vi langt fra må bruge den olie, vi allerede har adgang til.

Kommissionsrapport sortstempler olieindustrien

Præsident Obamas kommission, der har haft til formal at efterforske oliekatastrofen i Den Mexicanske Golf, har her til aften (dansk tid) offentliggjort sine konklusioner. Kommissionsrapporten fremhæver det, som olieindustrien så indædt forsøger at skjule, nemlig at dybvandsboringer gennemgående er farlige og altid vil være det. Tekniske fejl eller grådig profitjagt kan forårsage endnu en katastrofe som den i Den Mexicanske Golf når som helst.

Olieindustrien har ikke taget ved lære af sommerens katastrofe men eskalerer antallet af risikofyldte boringer, for eksempel i Arktis ved Grønlands vestkyst. Samtidig investerer de store beløb i lobbygrupper, der arbejder målrettet mod alle former for sikkerhedsreguleringer og andre begrænsninger i deres for verden helt unødvendige oliesvineri.

Obamas nedsættelse af denne kommission og kommissionens store arbejde er virkelig prisværdigt, men det er det, der kommer ud af kommissionens arbejde, der tæller. I Greenpeace arbejder vi for et globalt stop for alle nye dybvandsboringer og alle boringer i særligt sårbare egne. En katastrofe som den i Den Mexicanske Golf skal aldrig have lov at ske igen. Havene, kysterne og de mennesker, der lever af dem, skal beskyttes.

Verden har ikke brug flere olieboreplatforme. Vi skal i stedet til at investere i grønne teknologier, så vi kan holde den globale temperaturstigning under to grader. Olieindustriens massive magt skal begrænses, hvis verden skal gå i en bæredygtig retning, og jeg håber, at rapporten kan bidrage til det.

Cairn på katastrofekurs i Grønland

Det britiske selskab Cairn er klar til endnu en sommer med boringer i isbjergalléen ved Grønlands vestkyst, kan Politiken fortælle. Det er bindegalt og bestemt ikke den nyhed, jeg havde håbet at begynde 2011 med. Efter Politikens afsløringer af Mærsk’ omfattende snyd og fusk for at dække over ulovlige udledninger i havet, der er blevet verificeret i dag, Ekstra Bladets afsløringer af de horrible måder, DONG’s kul bliver udvundet på i Rusland og Statoils indrømmelse af en ulykke i Norge, der kunne have givet et blowout som det, vi så i Den Mexicanske Golf, troede jeg, at det var klart for alle, at man ikke kan stole på olieindustrien. Vi kan simpelthen ikke overlade havene i deres varetægt.

Cairn melder sig klar til at bore, fordi det nu har lejet to borerigge. De er byggede i Dalian i Kina – det område, der blev offer for en oliekatastrofe i sommer, hvor to olierørledninger sprang læk og sendte halvanden million liter olie direkte ud i havet. Nu er det bare tilbage at håbe, at der i Dalian er mere styr på at bygge olierigge end på at bygge olierør.

De grønlandske boringer er vanvittige af flere årsager; risikoen for at det går galt er stor, fordi det er på dybt vand i et isfyldt område; ved en ulykke vil olien stå og fosse ud i månedsvis og en eventuel oprydning i arktisk farvand er umulig – derudover har verden og vores klima slet ikke råd til at brænde olien af. Det er farligt og unødvendigt og konsekvenserne ved en ulykke er fuldstændig uoverskuelige. Vi bliver nødt til at lære af oliekatastroferne i Den Mexicanske Golf og i Dalien og ikke bare tillade vanviddet at fortsætte.

Cairn, der nu er klar til at bore, er ikke de eneste olieselskaber, der har dollartegn i øjnene, når de ser ud over de grønlandske farvande. Dong, Mærsk og Statoil har sammen med Shell, GDF Suez, ConocoPhillips og det grønlandske Nunaoil fået lov til at udvide efterforskningen med et ekstra areal på 71.000 kvadratkilometer. Men ingen af selskaberne har formelt fået de endelige boretilladelser, så den grønlandske regering kan stadig nå at besinde sig. Alle landes regeringer har ansvar for at mindske klimatruslen. Mere olie er ikke den rigtige vej frem – det er vejen til katastrofale klimaforandringer for hele kloden.

Grønland fortsætter hovedløs oliejagt

Den grønlandske regering har netop offentliggjort udbuddet af oliefeltslicenser langs den nordlige vestkyst. Selvom det ikke er egentlige boretilladelser, så er det det første, store skridt på vejen, og risikoen for, at Arktis bliver oversået med boreplatforme, er steget betragteligt.

Det er utrolig ærgerligt, at den grønlandske regering ignorerer advarselslamperne og tillader en intensivering af olieselskabernes russiske roulette med den grønlandske natur og vores fælles klima. Det er helt forståeligt, at Grønland ønsker sig økonomisk frihed, men det er helt uforståeligt, at det skal ske ved at sælge deres natur til de multinationale olieselskaber. Jeg håber meget, at vi i Greenpeace når at komme igennem med vores krav om et internationalt forbud mod alle nye boringer til havs, inden olieselskaberne begynder at bore i den arktiske undergrund.

Jeg havde også håbet, at DONG Energy ville afholde sig fra at byde ind på licenserne og dermed leve op til virksomhedens mange anstrengelser for at få verden til at se selskabet som grønt og miljøbevidst. I stedet har både DONG og Mærsk valgt at søge licenserne, som de altså nu har fået i et af verdens mest sårbare områder, og det er for mig både uforståeligt og uforeneligt med en grøn og ansvarlig profil.

Der er mange gode grunde til et forbud mod alle nye boringer til havs og, udover den kortsigtede profit, ingen argumenter for. En af dem så vi desværre udpenslet i Den Mexicanske Golf sidste sommer. Det er en katastrofe, der vil trække sine ødelæggende spor langt ind i fremtiden og en katastrofe, der ville have haft endnu værre konsekvenser, hvis den var sket i Arktis. Og alle de nye licenser ligger nord for denne sommers boringer, hvilket forværrer både risici for og konsekvenserne ved et udslip.

I den Mexicanske Golf samlede BP under ti procent af olien op. Resten fordampede, blev forarbejdet af mikroorganismer eller blev opløst og spredt ud over store områder, hvor det nu er i gang med blandt andet at ødelægge koralrevene. Den lille del af olien, der blev samlet op, skal ses i lys af, at man i den Mexicanske Golf havde omkring 6.500 skibe til at hjælpe med oprydningen. Da Cairn i sommer borede ud for den grønlandske kyst, havde selskabet 13 skibe tilstede i tilfælde af en ulykke. Resten af materiellet skulle hentes ind fra England og resten af verden, og den essentielle indsats de første par dage ville derfor ikke være mulig. Foruden de åbenlyse logistiske problemer og den manglende effekt af selv en meget målrettet oprydningsindsats, vil fordampningen og nedbrydningen af olien, der fjernede en stor del af olien i den Mexicanske Golf, på grund af kulden slet ikke i samme grad bidrage til at fjerne olien. Grønlænderne er derfor i langt højere grad afhængige af mulighederne for at fjerne olien selv og af, at der ikke sker et udslip.

Den grønlandske regering har sagt, at risikoen for et udslip praktisk taget er ikke-eksisterende, da man følger de norske standarder, som er meget strengere end de amerikanske. Det norske oliedirektorat består dog af 215 mennesker, mens det grønlandske Råstofdirektorat, der udover olieudvindingen også skal dække alt anden råstofudvinding i Grønland, består af 30 mennesker. Samtidig indtager Råstofdirektoratet, ifølge den norske oliehistoriker Helge Ryggvik, en meget uheldig dobbeltrolle, da direktoratet både skal tiltrække olieselskaberne og sikre sig at reguleringen er streng nok. Selv hvis Råstofdirektoratet var på niveau med de norske myndigheder, så er det ingen garanti. I løbet af sommeren indrømmede Statoil, at det kun var tilfældigheder og ren og skært held som forhindrede et blowout af den slags, vi så i den Mexicanske Golf. Jeg håber selvfølgelig, at vi aldrig vil komme til at se et olieudslip igen og vil sammen med det grønlandske folk krydse fingre. Desværre er der heller ikke så meget andet at gøre…

Foruden de umiddelbare risici for et olieudslip er der en anden meget god grund til, hvorfor vi må indføre et stop for nye olieboringer: Klimaforandringerne. De står foran os som den største enkeltstående trussel, menneskeheden nogensinde har skullet imødegå. Hvis vi skal imødegå den, så kræver det, at vi kun afbrænder en fjerdedel af de kendte fossile reserver (og det er endda uden at man medregner tjæresand og skiferolie). Vi skal altså ikke udvide de fossile reserver ved at lede efter mere olie – og særligt ikke i områder, hvor risikoen er så høj som ved Grønland. Der er kun én vej fremad; en hurtig omstilling fra et samfund baseret på olie, kul og gas til et samfund baseret på sol, vind og vand. Verden har den nødvendige teknologi, viden og ressourcer, men mangler politisk mod, der kan sætte et stort og klart pejlemærke for industriens investeringer. Hver en krone, der hældes i nye risikable boringer, er ikke bare spildt, men direkte ødelæggende for en fremtid uden katastrofale og ukontrollable klimaforandringer.

Den stædige grønlandske insisteren på en oliejagt er hovedløs. Grønland risikerer ikke bare at blive hjemsted for en katastrofe som den i den Mexicanske Golf, men hælder uden omtanke benzin på planetens katastrofekurs. Alle regeringer har et ansvar for at vælge rigtigt og skubbe udviklingen i den rigtige retning. Den grønlandske regering må ikke svigte det ansvar.

Cairns lange næse i Grønland

Da Cairn Energy tidligere i år fandt spor af gas og olie i Grønlands undergrund, kunne virksomheden ikke dy sig for at puste fundet op i medierne.

I dag indrømmer Cairn imidlertid, at boringerne i Grønland denne sommer slet ikke har leveret det, som selskabet håbede på. Cairn har nemlig reelt set ikke fundet noget, man ikke kunne finde med en boring i de fleste danske baghaver.

Hvad Cairn imidlertid har opnået er at spille hasard med det sårbare arktiske miljø og de dyr og mennesker, der er afhængige af området.

Efter at selskabet nu har brugt en mindre formue og ikke har fundet noget af værdi, er det på tide, at virksomhedens ledelse besinder sig. Et reelt fund ville ikke retfærdiggøre Cairn’s boringer, for de burde aldrig have fundet sted til, men med dagens melding må enhver da stille sig selv spørgsmålet, om det mon ikke er ved at være på tide at tage ved lære af erfaringerne, der indtil videre har været yderst dyrekøbte for Cairns aktionærer -  ikke mindst i morges hvor  selskabets aktier faldt med næsten 5 % på Børsen i London.

Hvis boringerne fortsætter næste sommer, risikerer vi desuden, at erfaringerne også bliver en dyrekøbt affære for det grønlandske dyreliv og de lokale fiskere.

Havene omkring Grønland kan ikke klare en ulykke, som den vi har set i den Mexicanske Golf, og vores klima kan ikke tåle, at man bliver ved med at lede efter og afbrænde nye, fossile brændsler.

Det er nu, Grønland skal sige nej til den beskidte olie og ja til vedvarende energi – ligesom resten af verdens regeringer.

Læs mere om Greenpeaces protester imod Cairn her!

Kampen mod oliejagten fortsætter

Efter nogle travle måneder med aktioner imod nogle af verdens mest risikable olieboringer i Grønland og ved Shetlandsøerne er Esperanza nu på vej tilbage til Amsterdam.

Men Greenpeace kamp for at stoppe oliegiganternes skånselsløse jagt efter den sidste olie stopper ikke her.  Slet ikke. For jagten er ikke alene en rygende pistol, der potentielt kan ødelægge enorme havområder med store konsekvenser for de dyr og mennesker, der er afhængige af havet. Jagten vil, hvis ikke den bliver stoppet i tide, med garanti også ødelægge vores klima.

Vi kan langt fra tåle at afbrænde de fossile brændsler, som vi allerede har fundet. Størstedelen af de kendte reserver skal blive i undergrunden – langt væk fra olieselskabernes grådige hænder – hvis de værste konsekvenser af klimaforandringerne skal bremses. Sker det ikke, vil vi allerede i min generations levetid opleve klimaforandringer, der i sandhed vil give ordet ”katastrofal” en ny betydning. Hele lande vil forsvinde i havene, og millioner af mennesker vil lide under det.

I de seneste måneder har Greenpeace skabt global debat om farlige olieboringer. Først ved at stoppe britiske Cairns prøveboringer i Grønland i to dage, senere ved i 100 timer at forhindre boreskibet Stena Carron i at sejle til borestedet ved Shetland, hvor Chevron har planer om at grave efter sort guld. En forsinkelse, der blev større, da Greenpeace-svømmere tæt på borestedet lagde sig i vejen for skibet.

Mere end 16.000 mennesker har allerede sent en email til den britiske regering om at stoppe Chevrons planer, men planerne står stadig ved magt, og det samme gør det grønlandske selvstyres planer om at lade Cairn komme tilbage til næste år og prøvebore.

Oliekatastrofen i den Mexicanske Golf tydeliggjorde, at det er uacceptabelt, at verdens politikere fortsat synes at glemme deres flotte løfter om at bekæmpe klimaforandringerne og ser igennem fingre med oliegiganternes uansvarlige oliejagt. Det er en hån mod de mennesker, der allerede lider under klimaforandringerne og en hån mod de vælgere, der gang på gang har troet på politikernes løfter om at imødegå klimaforandringerne på en ansvarlig facon.

Vi fortsætter protesterne imod oliegiganterne og regeringernes kortsigtede profitjagt. Og vi fortsætter protesterne imod det desperat forsøg på at forlænge verdens olieafhængighed med få år – og dermed udsætter vores have for et sort projekt, hvis eneste resultat er et ødelagt klima.

Følg med i kampen på vores hjemmeside og på Go Beyond Oil.

Oliefund er en sort nyhed

Politiken kan her til morgen fortælle historien om, at det olieselskabet Cairn, der siden juli har boret i Grønland, har fundet olie. Den selvsamme borerig, som aktivister fra Greenpeace i sidste måned okkuperede i to døgn har fundet to forskellige slags olie, som nu er sendt på laboratorium i England. Hvis det virkelig er rigtigt, så er det en sort nyhed, der kan få fatale konsekvenser for havet omkring Grønland, Arktis og hele klodens klima.

Men først skal vil jeg lade tvivlen komme klimaet til gode. Det kan være at oliefundet ikke er et jackpot, fordi mængderne muligvis ikke er tilstrækkelige til, at det kan betale sig for Cairn og andre selskaber. Og der er kun to uger tilbage af denne sommers mulighed for at bore olie, så har både Cairn og Grønland en lang og isfyldt vinter til at besinde sig. Det er meget risikabelt at bore i Baffinbugten og det er helt unødvendigt at finde mere olie, for vi kan ikke engang tillade os at afbrænde al den olie, vi allerede har fundet.

Der er brug for et forbud mod alle nye efterforsknings- og olieboringer til havs. Hvis den globale temperaturstigning skal holdes under to grader, som det meste af verden er enige om er et absolut maksimum, så skal vi hurtigst muligt af med olie, kul og gas. Det er både realistisk og samfundsøkonomisk rentabelt at skifte til ren og sikker vedvarende energi.

Danmark set fra Europas oliehovedstad

I går, på dagen hvor Greenpeace fylder 39 år, ankom Esperanza med mig og mine kollegaer ombord til Aberdeen, byen der uofficielt kaldes for Europas oliehovedstad.

Efter at have været ombord i en måned for at aktionere imod Cairns olieboringer og lancere vores globale ’Go Beyond Oil’ tur, er vi nu nået til sidste stop på turen for mit vedkommende. Imens skibet og besætningen ombord fortsætter mod ukendte destinationer for at stoppe nye olieboringer, så vender jeg hjem til Danmark for at fortsætte kampen derfra.

Der er brug for det. I næste uge mødes medlemmerne af OSPAR i Norge. OSPAR er en sammenslutning af 15 lande, der har til formål at beskytte Nordøst-atlanten – herunder Østersøen.

Desværre er det så som så med beskyttelsen. Efter katastrofen i Den Mexicanske Golf kan der ikke længere herske nogen tvivl om, at de fortsatte og dybere prøveboringer efter olie i mere og mere barske egne er en af de absolut største trusler mod vores have og livet i dem. En af historiens absolut største miljøkatastrofer er ikke mange måneder gammel, og billedet af pelikaner smurt ind i olie sidder stadig på min og sikkert mange andres nethinde, og den amerikanske regering fastholder sit forbud mod nye dybhavsboringer, indtil undersøgelsen af katastrofen er overstået.

I næste uge, når OSPAR-landene mødes, er dybhavsboringer givet vis på programmet, men chancen for, at der reelt træffes progressive beslutninger, er desværre nærmest ikke-eksisterende. OSPAR omfatter lande som Norge, Danmark, Tyskland og England, der ofte beskriver sig selv som førende på miljøområdet. Men førertrøjen bliver taget af, hvis det at holde den på indbefatter at være nødsaget til at genere olieindustrien.

Tyskland står alene tilbage med et ønske om et midlertidigt forbud mod de risikable dybhavsboringer – helt alene. Ingen andre lande tør støtte op om det. Specielt ikke den danske regering. Løkke, Lykke og kompagni fastholder, at Danmark ikke kan have en holdning, da man i rigsfællesskabet skal tage hensyn til Grønland og Færøerne.

Det er nærmest ufatteligt, hvordan den danske regering siden klimatopmødet i København har glemt alt om miljø og klima og nu igen kun fokuserer på kortsigtede økonomiske interesser.

Vi kan kun afbrænde en fjerdedel af de kendte, globale fossile reserver, hvis vi skal holde den stigningen i den globale gennemsnitstemperatur på under to grader. Det betyder, at vi må afholde os fra at lede efter nye fossile brændsler – såsom olie, kul eller gas – og i stedet bestræbe os på hurtigst muligt at begrænse vores fossile afhængighed.

Det lader til, at regeringen har glemt, at den meget kortvarigt op til klimatopmødet prøvede at skabe en grøn profil. I stedet støtter regeringen nu dybhavsboringer, modarbejder en ordentlig klimalovgivning i EU og tillader mere kul i Danmark.

Alt imens smelter isen på Nordpolen med rasende fart. I dag kom det frem, at afsmeltningen denne sommer har været så omfattende, at isen dækker under 5 millioner kvadratkilometer – det er kun tredje gang nogensinde, at forskere har målt isdækket til at være så begrænset.

Olieindsmurte aktivister fortsætter kampen

I badetøj smurte omkring et dusin Greenpeace-aktivister sig ind i beskidt og farlig olie for at tage imod deltagerne ved World Energy Congress (WEC), der startede i går i Montreal, Canada. Omkring 60 aktivister fra Greenpeace var mødt op for at fortælle deltagerne, at verden har et desperat behov for, at vi ligger udvindingen af olie og andre fossile brændstoffer bag os, og i stedet udvikler mere grøn og bæredygtig energi.

© François Pesant / Greenpeace

Greenpeace er ikke alene med budskabet til de 5.000 konferencedeltagere, der er mødt op fra regeringer, industrien, internationale organisationer, universiteter og industrielle sammenslutninger. Sammen med 27 andre organisationer havde Greenpeace arrangeret en demonstration, der med flere hundrede børn, unge og gamle benyttede lejligheden til at bede verden om at ”go beyond oil”.

Demonstrationen i Canada er blot det seneste begivenhed i kampen for at stoppe grådige internationale olieselskaber i deres higen efter klodens sidste dråber olie i Arktis. For under to uger siden klatrede fire aktivister fra Greenpeace op på ’vildkatten’ Cairns borerig, Stena Don, i Baffinbugten. Den arktiske vinter er på trapperne, og efter 12 dages fredelig protest er Esperanza nu sejlet sydpå for at fortsætte kampen mod de risikable og unødvendige boringer.

Kap Farvel

I går, samme dag som Esperanza forlod Grønland og satte kurs mod nye mål i Greenpeaces Go Beyond Oil-tur, offentliggjorde BP deres egen rapport over oliekatastrofen i den Mexicanske Golf. I den prøver oliegiganten at skyde ansvaret fra sig uden dog at have held til at skjule de fatale personlige fejl og den inkompetence, der sammen med en række tekniske fejl førte til ulykken.

Der er ingen tvivl om, at de samme fejl vil kunne findes på andre boreplatforme rundt om i verden.

Imens olieindustrien i stigende grad bliver tvunget til at lede efter olie i svært tilgængelige egne og under risikable forhold, bliver klimaforandringerne mere og mere tydelige. Vi har lige forladt Cairns olieboringer ud for Diskoøen og sejler nu sydpå. Alt imens den grønlandske regering har åbnet op for risikable dybhavsboringer, smelter indlandsisen, og de nordligste egne er dækket af is i kortere perioder fra år til år.

Vores protest mod Cairns boringer har skabt debat i store dele af verden, og det er en debat, der er nødvendig. Menneskeheden er i en overgangsfase, og det kræver en global indsats, hvis vi skal ligge afhængigheden af de fossile brændsler på hylden. Det kræver, at vi i fællesskab bliver enige om, at vi allerede har fundet mere en rigeligt af disse fossile brændsler.

Vores klima kan ikke engang tåle, at vi brænder alt det, vi allerede har fundet af. Derfor er det håbløst at lede efter mere – lige meget hvor det sker i verden.

Jeg håber, at det grønlandske folk også kan se nødvendigheden i at stoppe afhængigheden, og jeg håber, at Grønland i en ikke så fjern fremtid vil være med til at arbejde for at sætte en stopper for eftersøgningen af olie.

Jeg har dog også stor forståelse for det grønlandske folks ønske om udvikling. Grønland er også i en overgangsfase, hvor man skal finde balancen imellem den gamle fangerkultur og en industrialisering af samfundet. Men ønsker grønlænderne at begå den samme fejl som resten af verden? Ønsker de at opbygge en afhængighed af fossile brændstoffer og globale oliegiganter?

Hvis Grønland vælger oliens vej, er det ikke sikkert, at landet vil opleve den samme katastrofe som den i den Mexicanske Golf. Men risikoen er der uomtvisteligt, og hvis uheldet er ude, så kan grønlænderne ikke længere selv vælge, hvordan balancen imellem det gamle og det nye skal være. Så er fiskeriet allerede ødelagt i stor udstrækning, og valget dermed allerede truffet.

Olieudslip i Den Mexicanske Golf er alvorligt, og så sent som i dag har Greenpeaces team ombord på skibet Arctic Sunrise fundet olie på strandene på Horn Island ved Mississippi, hvor havskildpadder har deres reder.

Det kan synes uretfærdigt, at klimaet er så plaget af de rige landes uslukkelige tørst efter olie, at det nu er nødvendigt at lade olien ligge i jorden. Også i Grønland, hvor behovet for en økonomisk vitaminindsprøjtning er tydelig. Men situationen er allerede dybt alvorlig for mange mennesker verden over, der er blevet forvandlet til klimaflygtninge. Og når østaterne i Stillehavet forsvinder, er skelnes der ikke imellem olie fra Grønland og olie fra Danmark – så bærer vi alle skylden.

Derfor håber jeg, at Grønland, som det første men ikke sidste land i verden, i stedet vil satse på at vise, at de er i stand til at sætte fornuft og medfølelse før profit, og lade olien blive, hvor den end måtte være.