-
Flot, at fødevareministeren står fast i sag om Bisphenol A
Udgivet den 28. oktober 2010 Ingen kommentarerDet er ikke kun fiskepolitikken, Henrik Høegh har styr på idag. Han kunne også på et samråd i dag bekræfte, at han har tillid til DTU Fødevareinstituttets gennemgang af tilgængelig, videnskabelig forskning vedrørende stoffet Bisphenol A’s mulige påvirkning af nervesystemet. Udsættelse for Bisphenol A hos spædbørn mistænkes for at kunne føre til forringet indlæringsevne, og stoffet kan blandt andet vandre fra materialet i en plastiksutteflaske ud i mælken.
Nye forskningsresultater peger på, at Bisphenol A kan medfører skader, selv ved indtagelse af mængder langt under EU’s nuværende grænseværdi. Det er rigtigt positivt, at ministeren har valgt at basere sin beslutning om at rioritere spædbørns sundhed højere end industriens ønske om frihed på et videnskabeligt grundlag. I grunden er det vel næppe det vanskeligste valg en fødevareminister kan træffe og vi håber, han fortsætter på den måde.
-
Ny guide til mere grøn elektronik
Udgivet den 26. oktober 2010 5 kommentarerSå er Greenpeaces Guide to Greener Electronics igen frisk på gaden, og endnu engang er det “vores” to nordiske virksomheder Nokia og Sony-Ericsson, der løber med første- og andenpladsen. Superflot.
I Greenpeace lægger vi vægt på, at har man evnerne har man også forpligtelsen. Sony-Ericsson er begyndt aktivt at arbejde på at få gennemført stramninger på kemikalieområdet i EU, og det giver vi point for i guiden. Ligeledes taler Nokias direktør nu åbent om, at de industrialiserede lande bør hæve målet for reduktion af CO2 fra 20% til 30% i 2020, og også det giver point.

Greenpeace-aktivister uden for Phillips hovedkontor i København, Danmark, tilbage i 2008.
For et par år siden fik europas største elektronikvirksomhed, Philips, Greenpeace på nakken. Der blev gennemført aktioner flere steder i verden, og der blev holdt en lang række møder med ledelsen i Philips. Idag har virksomheden lanceret verdens første TV helt fri for PVC-plastik og bromerede flammehæmmere, og vil ved udgangen af 2010 have fjernet disse stoffer fra samtlige deres produkter. Det er noget som batter, og gør det velfortjent at firmaet nu rangerer nummer tre på Greenpeaces Guide to Greener Electronics.
I bunden af guiden finder vi blandt andet Microsoft og Toshiba. To firmaer, som først lovede guld og grønne skove, men som tilsyneladende glemte at planlægge hvordan de store ord skulle omsættes til målbare resultater. De har nu begge overskredet deres egen deadline for udfasningen af en række giftige kemikalier i apparaterne, og er røget helt ned i bunden af guiden. I en branche med så hård konkurrence skal man ikke gå langsomt, så bliver man bare overhalet.
-
Andrea støtter Greenpeace
Udgivet den 2. september 2010 1 kommentarI 2006 sagde en gravid Andrea Elisabeth Rudolph ja til at Greenpeace tog en blodprøve for at undersøge indholdet af en række farlige kemikalier såsom bly, flammehæmmere, plastblødgørende phthalater med flere. Sammen med Sofie Lassen-Kahlke var hun undersøgelsens yngste deltager og netop de to indeholdt flest sundhedsskadeliges stoffer. Jeg glemmer aldrig Andreas reaktion. Hun blev rasende og ville straks have industrien stillet til ansvar. Andrea tog endda initiativ til at møde daværende miljøminister Connie Hedegaard i et forsøg på at råbe politikerne op.
Siden har Andrea omsat sin vrede til handling. Det er efter hårdt benarbejde lykkedes at skabe en kemivenlig kosmetik-serie Rudolph Care og jeg har ved selvsyn konstateret, hvordan kampen imod farlig kemi er blevet en mærkevare for kvinden de fleste kender fra Vild med dans programmerne.
Nu har Andrea valgt at donere overskuddet fra en vunden retssag til det miljøarbejde vi udfører i Greenpeace. Det er en pose penge lige ned i al vores arbejde for at få politikerne til at tage klimaproblemet alvorligt og stoppe vores stadigt stigende udledninger af drivhusgasser, vores arbejde for at sikre, at havet en dag igen vil være rigt på skaldyr, fisk og hvaler og vores arbejde for at få virksomheder til at udfase kemikalier, undgå GMO og stoppe salg af illegalt træ. Så tusind tak for det, Andrea.
-
Det koster at smide sit kemiaffald i Afrika
Udgivet den 25. juli 2010 1 kommentarI 2006 dumpede skibet Probo Koala sit kemikalieaffald på Elfenbenskysten. Det stærkt forgiftende slam blev spredt ukontrolleret i byen Abidjan. Som direkte konsekvens døde 16 mennesker og tusinder blev indlagt med svære symptomer på forgiftning. Selskabet bag skibet, Trafigura har fastholdt sin uskyldighed.
Nu har retten i Amsterdam fældet dom over selskabet. Skibets kaptajn fik en dom på 5 måneder og selskabet skal betale en million euro i erstatning. Det er godt at Trafigura ikke får lov til at løbe fra deres ansvar, alt andet havde været helt urimeligt i lyset af de svære ødelæggelser svinestregen medførte for de lokale i Abidjan.
Nu sidder mange nok og tænker at det var billigt sluppet, MEN denne dom er kun begyndelsen. Ansvarsplaceringen og erstatningsansvaret overfor de mange ofre for dumpningen var ikke omfattet af denne sag. Greenpeace indledte sidste år arbejdet for at få appelretten i Haag til at fastslå dette ansvar og blandt andet få det endelige ansvar placeret, få informeret lokalbefolkningen om hvad den blev eksponeret for i slammet og udbetalt ordentlige erstatninger til ofrene.
Sagen er slet ikke slut for Greenpeace.
-
Farlig kemi på jordomrejse
Udgivet den 16. juni 2010 2 kommentarerMiljøministeren har nu accepteret, at Danmark skal modtage 6.100 tons ekstremt giftigt og kræftfremkaldende kemisk affald fra det australske firma Orica. I stedet for at påtage sig ansvaret for deres egen produktion, har Orica valgt at efterlade affaldet på deres gamle fabriksgrund, og samtidig presse de australske miljømyndigheder til at finde en løsning. En ynkelig optræden fra et rigt og velfungerende firma kan man synes, men med et konkret ansvar overfor borgerne i Sydney et håndgribeligt problem for myndighederne.
Affaldet er opstået som restprodukt i forbindelse med produktion af opløsningsmidler. Orica har 15.000 ansatte, og producerer idag primært sprængstoffer til mine-industrien.
Basel-konventionen, som både Danmark og Australien har tiltrådt, foreskriver at farligt affald primært skal behandles i det land som har produceret det. Men det kemiske affald skal nu sejles den halve jord rundt, for at blive behandlet hos Kommune Kemi i Nyborg.
Årsagen er, at man i Australien ikke umiddelbart har mulighed for at behandle affaldet selv, og ikke er indstillet på at bruge hverken tiden eller pengene på at opbygge kapaciteten til det.
Det lyder måske fornuftigt at hjælpe hinanden i sådanne situationer, men er det langt fra: Det kolossale lager af disse kemikalier er en unik mulighed for at udvikle teknologier, der endnu bedre end Kommune Kemi kan destruere denne type affald. Udviklingen af en sådan teknologi vurderes af de australske myndigheder at ville tage 6-8 år, og i betragtning af, at affaldet allerede har ligget og ventet i 25 år, må det være til at leve med.
Alternativet er at sejle affaldet den halve klode rundt, en idé omtrent lige så gennemtænkt som at lære sit barn at gå på midterstriben hele vejen til skole. Lad os håbe at vejret viser sig fra sin gode side, at der ikke sker nogen menneskelige fejl, og at piraterne ikke fristes over evne – Et forlis eller kapring af en sådan transport vil få helt uoverskuelige miljømæssige konsekvenser. -
Stop olievanviddet!
Udgivet den 10. juni 2010 1 kommentarOlien fosser fortsat ud i Den Mexicanske Golf og har gjort det i nu 7 uger! 7 uger, hvor der i værste fald er fosset op til 4 millioner liter olie ud i døgnet. Ulykken i Den Mexicanske Golf bør få magthavere og beslutningstagere til at vågne op. Udvinding af olie skal afvikles – ikke udvikles!
Den internationale naturbeskyttelsesorganisation IUCN bekendtgjorde den 7. juni, at der bør være et globalt forbud imod olie og gasudvinding i følsomme områder samt i polare egne.
Greenpeace er fuldstændig enig i denne udmelding. Vi kan ikke stole på olieindustrien – så enkelt er det. Netop derfor skal de ikke have adgang til nogle af vores mest følsomme naturområder, der er tilbage i verden.
BP har i den grad sløset med sikkerheden – ikke bare i Den Mexicanske Golf, men alle steder de opererer. Shell står bag massive ødelæggelser i blandt andet Nigeria.

I Den Mexicanske Golf slår olien pelikaner, skildpadder og hvaler ihjel, og fisk svømmer i en cocktail af olie og de hundrede millioner liter af det opløsningsmiddel, som BP bruger til at opløse olien. Et opløsningsmiddel som BP er blevet pålagt at stoppe brugen af, da det er direkte giftigt. Et påbud BP har nægtet at følge.
I fremtiden er det pinedød nødvendigt at have visionære magthavere, der kan se, at olie ikke er vejen frem. Ikke magthavere som klimaminister Lykke Friis, der i går er citeret for at sige at ” Vi vil den her industri i høj grad” – om olieindustrien.
Der skal nytænkning til. Ikke i morgen eller i 2020 – der skal nytænkning til nu. Og det er muligt at få en verden fri af fossile brændstoffer – så det er bare at komme i gang.
-
Hjælp British Petroleum med et nyt logo
Udgivet den 7. juni 2010 Ingen kommentarerVores kollegaer i Storbritannien har startet en konkurrence, der skal hjælpe BP med et nyt logo. For ærlig talt så er det nuværende flotte og grønne logo vist en anelse misvisende. For et par år siden rebrandede BP dem selv under sloganet ’beyond petroleum’ – det kostede svimlende summer. Det resulterede bl.a. i det velkendte logo, der minder lidt om en grøn og gul blomst, men i virkeligheden er der ingen forbindelse mellem blomsten og fx BP’s smadren rundt i den canadiske vildmark.

Luftfoto af en tjæresandsmine i Canada, hvor bl.a. BP er involveret i den beskidte olieudvinding.
For et par uger siden valgte Greenpeace at rebrande BP i overensstemmelse med deres virkelige virke. For BP er ikke ’beyond petroleum’ – hvilket deres fatale opførelse ude i den Mexicanske Gulf giver et udmærket billede af. Olieudslippet fra Deeepwater Horizon er nu det værste i USA’s historie og en miljøkatastrofe af ufattelige dimensioner. BP er British Polluters!
Denne greenwash må høre op, og vi har brug for din hjælp. Derfor afholder Greenpeace en konkurrence, hvor du kan rebrande BP og give dem et ny logo. Konkurrencen løber til den 28. juni 2010 – læs mere og tilføj dit logo her. Alle de indsendte forslag lægges på flickr.
-
BP står for skruppelløs olieprofit
Udgivet den 21. maj 2010 3 kommentarerBP er skruppelløse i deres jagt på hurtig profit. Det er BPs uansvarlige virksomhedspolitik, der er skyld i, at Den Mexicanske Golf dagligt forurenes med enorme mængder olie og giftige opløsningsmidler til stor skade for hvaler, fisk, skildpadder, fugle og ikke mindst mennesker i hele området.
BP har ført og fører en politik, der udelukkende har til formål at tjene penge og pleje deres image – i stedet for at operere på forsvarlig vis. BP er intet mindre end en serieforbryder, når det kommer til at sløse med sikkerheden.
Det viser denne ulykke med al ønskelig tydelighed: BP har blandt andet stået bag massivt lobbyarbejde, der har betydet, at et forslag om øget sikkerhed i Den Mexicanske Golf er blevet bremset.
På en høring i den amerikanske kongres i går kom det frem, at det opløsningsmiddel – corexit – BP har brugt op til 2,4 millioner liter af indtil videre er mere giftigt og mindre effektivt end andre opløsningsmidler, der optræder på en liste over godkendte opløsningsmidler fra de amerikanske myndigheder. Der blev samtidig sået tvivl om BPs uafhængighed i forholdet til valget af opløsningsmiddel, fordi BP har et ”forretningsmæssigt forhold” til producenten af det brugte opløsningsmiddel. BP er dog nu blevet pålagt at skifte corexit ud.
På samme høring kom det frem, at den eksploderede boreplatform – Deepwater Horizon – vel nærmest kan betegnes som værende stående under bekvemmelighedsflag, idet der vejrer et flag fra Marshal- øerne over platformen. Det betyder, at den amerikanske kystvagts inspektioner af platformen har været begrænsede, og at de standarder, platformen skulle opfylde, var mildere end hvis den havde været under amerikansk flag. At platformen er registret på Marshal øerne har også betydet, at inspektionerne fra kystvagten kun har været på 4 – 8 timer, imens inspektioner på amerikanske boreplatforme varer 2-3 uger!
BP har fra ulykkens start i april forsøgt at nedskalere ulykkens omfang. Til at begynde med var der ifølge BP ”kun” 1000 tønder om dagen, der strømmede ud i havet, så var det så alligevel 5000 tønder (800.000 liter) om dagen efter at kystvagten i USA havde været inde over. Nu er BP endelig gået med til at lade uvildige forskere se på optagelserne fra de læk, der er på bunden af Den Mexicanske Golf – og de forskere er kommet frem til helt ubegribelige mængder af olie, der hver dag fosser ud i den mexicanske golf. Op til 5 gange mere end de 800.000 liter om dagen BP dog har indrømmet op til nu.
Vi kan ikke stole på, at olieselskaberne kan håndtere det ansvar, det er, at få lov at operere i vores hav. Alle olieboreplatformene i Den Mexicanske Golf er under ’bekvemmelighedsflag”, så de slipper for de amerikanske sikkerhedsstandarder og igen og igen viser det sig, at pengehensyn bliver prioriteret over sikkerhed og miljøhensyn. Derfor er det fuldstændigt forkasteligt, at nogen kan forestille sig, at vi skal have de selskaber op og ødelægge de i forvejen udsatte og sårbare naturforhold i Arktis. Regeringen bør sætter en stoppe for det oliekapløb, der finder sted i Arktis, i stedet for at bruge al sin energi på at vinde det.
-
Miljøministre skal gøre Østersøen renere
Udgivet den 18. maj 2010 1 kommentarDen 20. maj mødes miljøministrene fra Østersøens ni lande, samt EU’s miljøkommissær, i Moskva til et højt profileret møde under Helsinki-konventionen. Mødet bliver ledet af Ruslands tidligere præsident, Vladimir Putin, og ambitionen er at igangsætte den i 2007 vedtagne redningsplan for Østersøen. Dette havområde er i dag et af de mest forurenede i verden, så blandt andet Bornholmsfiskerne ikke længere må fange store laks til EU-markedet. Forbuddet er indført på grund af laksens store indhold af det ekstremt giftige stof dioxin, og fiskerne skal overhælde fangede laks med farvestof og sendes til destruktion.
Greenpeace er i disse dage på vej til Moskva med skibet Beluga II. Rejsen begyndte i Sankt Petersborg, og på hele turen bliver der taget vandprøver på de russiske floder. På skibets laboratorium foretages de første analyser af prøverne, og resultaterne vil blive præsenteret i forbindelse med miljøministermødet i Moskva den 20. maj. Efter mere omfattende analyser på et eksternt laboratorium vil en egentlig rapport blive offentliggjort senere på året.
På mødet vil landene omkring Østersøen, deriblandt Danmark, repræsenteret af miljøminister Karen Ellemann, præsentere, hvad man har i sinde at gøre for at nå det fælles mål, god økologisk status i 2021. Særligt interessant bliver det at se, hvad Rusland fremlægger af konkrete planer. Interessant, fordi Rusland udleder store mængder giftige kemikalier til deres floder med udløb i Østersøen, og indtil videre har udvist en ualmindelig fodslæbende holdning til at gøre noget ved problemerne.
I Rusland lader man almindeligt kloakvand løbe sammen med ukontrollerede udledninger fra industrielle anlæg. En praksis som ikke bare umuliggør en effektiv rensning, men som lovgivningsteknisk får virksomhederne til at fremstå som “nul-udledere”, og rensningsanlæggene som de egentlige udledere af giftige kemikalier. Det sender et klart signal til virksomhederne om at tiden er gået i stå, fortsæt som I plejer. Denne form for bagudstræbende erhvervspolitik i et land med en særdeles veluddannet befolkning virker som en ægte bjørnetjeneste.
I den moderne verden tænker virksomhederne i retning af clean technology og at eliminere kemikalieproblemer ved kilden. I Greenpeace vil vi gøre alt, hvad vi kan for at tilskynde Rusland til at blive et foregangsland indenfor clean technology. Udfordringen med at få genoprettet Østersøen som et rent og sundt hav kan for Rusland blive innovationsprojekt, der gør landet mere attraktivt for investorer og gøre det russiske erhvervsliv mere konkurrencedygtigt. Renere miljø og et sundt erhvervsliv kan være to sider af samme sag.
-
Aktivistisk kemipolitik
Udgivet den 23. april 2010 Ingen kommentarerDe gør det igen. Det alternative kemiflertal udenom regeringen bestående af oppositionen og regeringens støttepart, Dansk Folkeparti, udfordrer ikke kun regeringen men EU på kemikaliepolitikken. Først måtte Fødevareminister Høgh droppe at følge sin tidligere ministerkollega Eva Kjærs uforsonlige linje på Bisphenol A og følge flertallet imod det hormonforstyrrende stof. Nu gør det samme sig gældende for fire stk. hormonforstyrrende phthalater.
Disse forbud der ved lov skal træde i kraft 1. oktober 2010 udfordrer EU. Ud fra et forsigtighedsprincip ønsker politikerne bag forslaget at beskytte forbrugerne, vores børn. Det bør være op til industrien at bevise, at de ikke er farlige i forbrugerprodukter rettet imod børn. Det er en anklage imod den indbyggede langsommelighed i den nye kemilov REACH.
Det lykkedes kemiindustrien at presse EU til at gennemføre en langsommelig kemilov og spøgelset skræmmer. Før REACH var der kraftig smøl med at forbyde farlige stoffer. Historien må ikke gentage sig. Den danske udfordring af EU er på sin plads, for den stiller det afgørende spørgsmål; gør vi nok for at beskytte borgerne imod farlige stoffer. Så længe cocktaileffekterne ikke er medtaget i reguleringen af kemikalier, ligesom nanostoffer ikke er det, er svaret klart nej.
Derfor er det forfriskende og absolut nødvendigt med disse initiativer fra det alternative flertal. Det er godt gået, men vel ikke holdbart for regeringen igen og igen at blive stemt ned i kemipolitikken. Måske var det på tide at den tog miljøet og borgernes bekymring alvorligt og selv præsenterede initiativer til at forbyde farlige stoffer. Indtil den vågner op er det godt vi har et aktivistisk flertal imod regeringen på kemiområdet.


