Tjernobyls mælk – 25 år efter katastrofen

Find levende billeder og fotos af bl.a. den danske fotograf Jan Grarup fra Greenpeace-eksperternes tur til Tjernobyl her.

Blog af Aslihan Tumer, atomekspert, Greenpeace International, og del af teamet i Tjernobyl.

I dag er det 25 år siden, at atomkatastrofen i Tjernobyl rystede verden, og i mellemtiden er verden desværre blevet rystet af endnu en atomkatastrofe, denne gang i Japan.

25 år kan måske synes som lang tid siden, og der er da også allerede mange forskere og myndigheder, der siger, at konsekvenserne af Tjernobyl ikke længere er så slemme.

Der er sågar snak om genåbne nogle af de områder, hvor landbruget indtil nu har været lukket ned, ganske enkelt for at statuere et eksempel på, at det hele er overstået, og at vi roligt kan lade det gå i glemmebogen. Men hvis disse områder genåbnes for landbrug og græsning til køer, hvem skal da drikke mælken fra disse køer? Det skal alle de mennesker, som du og jeg aldrig møder på TV. Dem, der aldrig bliver professionelle talspersoner. Dem, der aldrig får mulighed for at fortælle deres historie.

I marts i år tog jeg – sammen med et team af eksperter fra Greenpeace – til Ukraine for at kigge nærmere på netop deres historie, og for at undersøge hvor slemt det egentlig står til her 25 år efter katastrofen.

Konklusionen af vores undersøgelser blev, at verden desværre ikke bare kan lade Tjernobyl gå i glemmebogen, for konsekvenserne har og vil fortsat være markante for generationer i lokalområdet mange år fremover.

Hvis det ikke synes alvorligt nok, ja så er det værd at skrive sig bag øret, at Tjernobyl er billedet på konsekvenser, som ethvert atomkraftværk er i stand til at forårsage, og at Tjernobyl, dengang det blev bygget, faktisk blev anset for at være det bedste af det bedste. Et værk, der aldrig nogensinde ville give problemer. Vi kender jo desværre alle slutningen på den historie.

Og ulykken  har sat sine tydelige spor i nutiden. Da jeg sammen med mine kollegaer fra Greenpeace i marts måned besøgte en række ukrainsk landsbyer flere timers kørsel væk fra Tjernobyl, var vores mission at teste mælken her 25 år efter katastrofen. Vi håbede naturligvis på ikke at finde radioaktiv forurening i vores tests, men samtidig havde vi bange anelser om, at denne vigtige del af lokalbefolkningens diæt stadig er mærkbart forurenet. Bange anelser, der ikke var sjove at skulle bekræfte over for de lokale landmænd, som i bund og grund forgifter sig selv og deres børn.

Akkumulering af radioaktive stoffer i deres kroppe gennem længere tid er årsag til, at mange børn har fødselsdefekter, lider af hovedpine og  besvimer.. Men hvordan får man lige sagt det til folk, hvis livsgrundlag hviler på netop den forurenede mælk? Det er ikke nemt.

Det tog os kun én enkelt dag at finde radioaktiv forurening i prøver af mælk, der er 5-16 gange højere end  de ukrainske myndigheders grænseværdier for børn.. Det er omkring 30 gange mere end det niveau, der findes i vores kontrol-prøver fra Kiev, hvor fødevarerne er kontrollerede.

Når vi spurgte ind til lokalbefolkningens reaktioner på  vores fund, svarede de, at de udmærket var klar over, at deres fødevarer er radioaktivt forurenede. Nogle af dem husker Tjernobyl-ulykken og den voldsomme frygt for at dø inden året var omme, men de døde ikke inden året var omme, og de lærte at leve med katastrofen som en del af deres liv og skæbne, forklarede de.

På det lokale sygehus børneafdeling fik vi at vide, at situationen var blevet forværret. Hvert år får flere og flere børn problemer med svage knogler, anæmi osv. De mere seriøse problemer må det regionale hospital tage sig af.

Jeg talte selv med mange af de lokale, der spurgte mig ud om vores test-resultater. Kvinder stimlede sammen der, hvor vi sad og arbejdede med at teste mælken. De tog deres mad med og bad os om at fortælle om  vores resultater. Jeg forklarede, hvor vigtigt det er, at der bliver tilbudt hjælp til dem og andre mennesker  i de påvirkede områder, og at det ikke udelukkende bør være Tjernobyl, der er lukket område, da mange af de omkringliggende områder også er alvorligt radioaktivt forurenede. Kvinderne forklarede, at ingen nogensinde ville komme og tilbyde dem hjælp, og jeg havde desværre svært ved at modsige dem.

En af dagene stoppede en kvinde med et lille fire år gammelt barn os foran hospitalet. Hun græd og spurgte os, om det var os, der var lægerne, og om vi kunne hjælpe hende. Hendes lille dreng besvimede ofte, fortalte hun. Jeg følte mig afmægtig.

Det tog vores lille team en enkelt dag at finde alt for høje niveauer af radioaktiv forurening i mælken. En forurening, der da også er velkendt af de ukrainske myndigheder og af internationale institutioner. Alligevel bliver forureningen fuldstændig ignoreret, og som om det ikke var slemt nok, så arbejder den ukrainske regeringen nu også på en lov, der kan ophæve den sparsomme men dog eksisterende finansielle støtte, som invalide efter Tjernobyl-katastrofen modtager.

Greenpeace-supportere sætter verdensrekord på Facebook

Vi har lige sat en verdensrekord for flest kommentarer på en enkelt Facebook-post under 24 timer! Vi fik ikke mindre end 80.000 kommentarer på mindst elleve sprog på vores Facebook Unfriend Coal side.

I mellemtiden, har Facebook mindre end otte dage tilbage inden Jordens Dag til at erklære sig grønne. Virksomheden laver et prisværdigt arbejde med energieffektivitet i deres store datacentre, men strømmen kommer stadig fra beskidt kul og farlig atomkraft – og de har ingen planer om at flytte over til ren, sikker vedvarende energi.

En medarbejder fra Guinness World Records i London vil kontrollere og godkende kommentarerne om en uge eller deromkring. Så bliver vores verdensrekord registreret.

At vi nu har denne verdensrekord viser, at folk ønsker, at vores sociale netværk skal blive grønne. Vi Facebook-brugere kræver, at selskabet leder en ny energirevolution ved at forpligte sig til at køre sine datacentre på 100% vedvarende energi, i stedet for kul- og atomkraft.

Tillykke alle sammen, der har kommenteret! Og tak til alle jer, der mødte op og viste jeres engagement i Huset i Magstræde i går. I er alle nu verdensrekordindehavere. Det skal fejres, så husk at fortælle det til dine venner!

Vær med til at sætte verdensrekord på Facebook

I tænkeboks om atomkraftens fremtid

Brande, eksplosioner, problemer med nedkøling af reaktorkerner og af brugt uranbrændsel i flere reaktorer og evakuering af mere end 200.000 mennesker er lige nu virkeligheden for befolkningen på den japanske nordøstkyst. Her udspiller der sig lige nu en atomkrise, primært på og omkring atomkraftværket Fukushima Daiichi.

Krisen kommer oven i følgerne af ét meget stort og flere mindre jordskælv  foruden en ødelæggende tsunami, og situationen udvikler sig fra time til time. Desværre er den indtil nu bare blevet mere og mere kritisk.

Ifølge vores oplysninger, er der sket et brud på indeslutningen i reaktor 2 på Fukushima Daiichi, og atomulykken blev i går opgraderet fra niveau 5 til niveau 6, det næsthøjeste niveau på INES-skalaen. På nuværende tidspunkt er der derfor tale om en atomkraft-ulykke, der ligger mellem ulykken på Tremileøen i USA i 1979 (niveau 5) og Tjernobyl-ulykken i Ukraine i 1986 (niveau 7).

Det er en alvorlig situation, og vores dybeste medfølelse går først og fremmest til den japanske befolkning.

Det er ikke svært at forstå, at mange nu stiller sig spørgsmålet, om det virkelig er nødvendigt eller forsvarligt at anvende en så risikabel energiteknologi som atomkraft i energiforsyningen. Et globalt og en række regionale energiscenarier udarbejdet af Greenpeace og European Renewable Energy Council (EREC) viser da også, at stigningen i den globale gennemsnitstemperatur kan holdes under de kritiske to grader UDEN nye atomkraftværker – og med total udfasning af de eksisterende reaktorer i løbet af 30 år.

Set i lyset af ulykken i Japan kunne udfasningen af eksisterende atomkraftværker verden over passende begynde med de reaktorer, der af ubegribelige grunde er blevet placeret i jordskælvszoner, samt med de ældste værker, som der faktisk er ret mange af, for de fleste eksisterende atomkraftværker er bygget i 1970-erne.

Ulykken i Japan har da også fået Europa til at røre på sig. I går besluttede Tysklands kansler Angela Merkel hårdt presset af oppositionen og folkelig atomkraftmodstand, at de syv ældste tyske atomkraftværker nu vil blive stoppet i mindst 3 måneder.

Samtidig blev EU’s energiministre ved et ekstraordinært møde, på baggrund af krisen i Japan, enige om et – godt nok frivilligt -  sikkerhedstjek af EU’s atomkraftværker, og EU’s energikommissær, Gunther Oettinger har nu desuden talt om at overveje en EU-fremtid uden atomkraft.

I Schweiz har regeringen suspenderet en tidligere beslutning om at udskiftede landets aldrende atomkraftværker med nye.

Også den almindelige befolkning rundt omkring i Europa rør på sig. Store demonstrationer i Tyskland illustrerer den massive, folkelige, tyske modstand mod atomkraft, og i går aftes kl. 18.00 viste mere end 2000 mennesker i den finske hovedstad Helsinki deres medfølelse med den japanske befolkning og tilkendegav samtidig deres modstand imod atomkraft.

Læs mere om muligheden for en fremtid baseret på vedvarende energi her:

Globalt energiscenario

Energiscenario for Japan.

Dansk energiscenario.

Folkets øjne hviler på BP og Neste Oil

Så er det tid til at stemme på, hvilket selskab der skal have en pris for at være Verdens Værste. De seks kandidater til Public Eye-prisen er valgt af en gruppe af græsrodsbevægelser og vinderen bliver fundet op til World Econimic Forum i Davos i slutningen af januar. Formålet er at minde forretningsverdenen om, at sociale og miljømæssige ugerninger har konsekvenser. Det er seks stærke kandidater og jeg har personligt ret svært ved at vælge.

BP ligger lige nu i front. Oliekatastrofen, som udspillede sig da en af engelske benzinselskabs boreplatforme eksploderede, ledte over 800 million liter oile ud i Den Mexicanske Golf med katastrofale følger for fisk, fugle og havdyr, der samledes i området for at yngle og gyde. En rapport slog i går fast, at ansvaret er BPs. BP har dog ikke tænkt sig at angre overfor naturen, men har i stedet valgt at gå direkte videre til at hærge den oprindelig skov i Canada. Selskabet investerer nu massivt i den sorteste energikilde af dem alle; tjæresand.

Norden er repræsenteret med en stærk kandidat, Neste Oil, der nu er verdens største forbruger af palmeolie. Produktionen af palmeolie sker på bekostning af regnskoven, klimaet og den oprindelige befolkning, der nogle gange simpelthen bare flyttes. Det stærkt stigende forbrug af palmeolie har blandt andet gjort Indonesien til en af verdens hurtigste regnskovsryddere og betydet, at landet har verdens tredjestørste udledning af drivhusgasser.

Neste Oil, som den finske stat har aktiemajoriteten i, har satset alt, hvad det ejer og har på at udvinde og bruge palmeolie helt uberørt af de uhyrlige konsekvenser, den produktion har. Og oven i købet sælger selskabet sig selv som en pioner indenfor bæredygtighed, fordi selskabet arbejder med at øge salget af biodiesel væsentligt. Den historie har blandt andet Lufthansa købt og flyselskabet har indgået i et samarbejde med Neste Oil.

De fire andre kandidater er det sydafrikanske mineselskab AngloGold Ashanti , der ødelægger store naturområder og flodsystemer og samtidig er notoriske overtrædere af  menneskerettighederne, Axpo, den schweiziske udgave af DONG, for at købe uran fra det russiske atomoparbejdsningsanlæg Mayak, som har gjort området til verdens andet mest radioaktive område efter Tjernobyl, den taiwanesiske elektronikproducent Foxconn, der blev kendt i 2010 for at have så forfærdelige arbejdsvilkår, at det drev arbejderne til selvmord og til sidst det amerikanske tobaksselskab Philip Morris for at presse mindre udviklede demokratier til at indføre sundhedslovgivninger, der favoriserer rygning.

Svært, svært valg, men stem, her, nu og lad de store selskaber vide, at folkets øjne ser alt.

Plads til protest?

I sommer deltog jeg i en fredelig aktion ved det svenske atomkraftværk Forsmark sammen med over 40 Greenpeace-aktivister. Jeg var med for at fotografere og dokumentere, hvordan det ville gå til, når 40 spandex-klædte aktivister forsøgte at komme over de to hegn, der skal fungere som atomkraftværkets sikkerhedsafspærring. Og jeg kunne observere, at ved hjælp af en gammel brandbil gik det faktisk overraskende let for aktivisterne at komme ind på området. Tre af aktivisterne nåede ovenikøbet op på taget af den ene reaktorbygning.

Svensk politi reagerede ved at anholde alle deltagere i aktionen – selv dem der, som jeg, befandt sig på den offentligt tilgængelige parkeringsplads udenfor området. Tingsretten i Uppsala har i dag meddelt, at alle deltagere, der blev anholdt, dømmes for ulovlig indtrængen. Det er en dom, der tager hensyn til, at aktionen var fredelig og henledte opmærksomheden på den dårlige sikkerhed på atomkraftværket. Det er dog absurd, at skære alle deltagere over en kam og dømme personer, der aldrig har været inde på området.

Under retsmødet i november varmede det i mit hjerte at høre alle aktivisternes personlige udlægning af begivenhederne og hver deres personlige motivation. Jeg blev bekræftet i min overbevisning om, at hver enkelt deltager var på stedet på grund af deres personlige tro på, at den dyre, farlige og unødvendige atomkraft kan og skal udfase hurtigst muligt og erstattes af vedvarende energikilder.

Vi har alle udøvet vores demokratiske ret til at udtrykke os og sætte fokus på en bestemt politisk problemstilling. Derfor bør vi også dømmes som individer. Og jeg -- som alle andre medvirkende -- erkender vores egen personlige medvirken og står gerne til ansvar for den. Vi anker dommen.

Se mine optagelser fra aktionen her:

Tilbage til Forsmark

Jeg er taget til Uppsala i Sverige – en by, som jeg kun fik et lille glimt af her i sommer, da jeg deltog i en aktion ved Forsmark atomkraftværk. Jeg er taget tilbage, fordi jeg er blevet bedt om at møde op i Uppsala Tingsrätt onsdag morgen sigtet for grov ulovlig indtrængning.

Det virker som et godt stykke tid siden vi kørte en gammel brandbil ind på parkeringspladsen, hejste stigen ind over de to hegn – hvoraf det første var elektrisk, for derefter at se godt 20 aktivister i blå, gule og hvide stramme spandexdragter fire sig ned fra stigen og ind på atomkraftværkets område. Tre af aktivisterne nåede helt op på taget af den ene reaktor. Et andet hold måtte vende om halvvejs oppe på bygningen, da deres målingsudstyr registrerede for kraftig farlig stråling for at kunne fortsætte.

Det var en rigtig god aktion, og at tænke tilbage på den varmer lidt her på togturen op gennem det svenske snelandskab. Både fordi den blev udført med ganske få og simple metoder, men også fordi den på en humoristisk måde fik sat fokus på problemstillingen: De naturlige vedvarende energikilder sol, vind og vand imod den dyre, farlige og unødvendige atomkraft. Aktionen foregik lige inden den svenske rigsdag valgte at beslutte, at der skal foretages nye investeringer i svensk atomkraft. En tåbelig beslutning, når erfaringerne fra de mange års leg med radioaktivitet viser os, at investeringerne ikke kan betale sig, og man ikke kan løse de basale problemer, såsom hvordan man skal komme af med den radioaktive atomaffald eller sikkerheden på værkerne.

Energi-emnet fyldte også en hel del i den efterfølgende svenske valgkamp, inden den blev kidnappet og fik en anden drejning. Derfor kan man godt sige, at aktionen var en succes. Men arbejdet er langt fra slut. Der bør ikke blive bygget flere atomreaktorer i Sverige. I stedet bør regeringen satse på at drage nytte nogle af de rige naturressourcer, som landet har så rigeligt af.

Og selv om de videooptagelser, jeg lavede på selve dagen ikke i første omgang kom længere end den lokale politistation, så er jeg alligevel glad for at have været med på første række og været vidne til en spektakulær indsats fra de aktivister, jeg kommer til at sidde på anklagebænken med i morgen.

Folket følger Castor hele vejen

De folkelige protester fortsætter i Tyskland mod atomaffaldstransporten Castor. Transporten af de 163 ton højradioaktivt affald forlod Frankrig fredag og er siden blevet mødt af så massiv folkelig modstand, at jeg håber, at der ikke sidder en eneste politiker tilbage og tænker, at atomkraft er løsningen på noget som helst.

Politiet har lige fjernet den blokade af udgangen fra togstationen, som aktivister har holdt i næsten et døgn. Greenpeace-aktivister kørte en lastbil forklædt som ølvogn ind til den eneste vej væk fra togstationen, parkerede den på langs og lænkede sig fast til lastbilen både inden i og uden på. Da affaldet i går var blevet lastet fra de 11 togvogne til lastbiler kunne de ikke komme af sted.

Det kan de nu, men folket har ikke givet op. Under hele ruten fortsætter modstanden. Der er flere biler parkeret undervejs og demonstrationer i vejkanten. Greenpeace er også til stede. Skibet Beluga II sejlede i går ind i en lukket kanal og lægger nu langs ruten ved byen Laase, i luften flyver en Greenpeace paraglider og aktivister møder transporten ved endestationen. På alle Greenpeace-bannere står ’atomkraft er en blindgyde. Stop Castor’.

Lige nu forsøger syv helikoptere fra politiet at få Greenpeace paraglideren ned. I det hele taget synes politimyndigheden i Tyskland at være meget optaget af at lukke munden på den folkelige modstand. For eksempel har 950 demonstranter fået røgskader fra politiets tåregas. Men det er lykkedes de mange folkelige bevægelser at forsinke transporten betragteligt og hele verden har dækket protesterne. Politikere verden over er blevet mindet om at de skal lytte til folkets mening – ikke kun atomkraftlobbyens.

Man stopper da ikke en ølvogn…

I går formiddags vandrede flere tusinde mennesker ind på det togspor, der bl.a. fører til Dannenberg, Tyskland. Det gjorde de fordi, at ’Castor’ – et transporttog med atomaffald – var på vej. Toget var derfor nødsaget til at stoppe dets videre færd og holdt dermed stille ved den nedlagte togstation i Dahlenberg. Toget gjorde imidlertid ophold ude foran en kvindes hus, og kvinden ringede derfor til Greenpeace for at inviterer os indenfor. Her ville vi gerne måle strålingen i kvindens hus, men politiet nægtede os adgang. Vi gik imidlertid videre med sagen og forsøgte at få en tilladelse længere oppe i systemet.

Sådan en tilladelse tager tid. I mellemtiden fortsatte fredelige demonstranter med at blokere skinnerne ved den lille tyske by Harlingen (i modsætning til andre steder hvor voldelige demonstranter kæmpede mod politiet i stedet). Udholdende var de, og temperaturen kom i løbet af aftenen under frysepunktet. Omkring 01 i morges bad politiet demonstranterne om at forlade skinnerne, og således blev det gjort i god ro og orden. Da vi fik denne nyhed i Greenpeace, satte vi kurs mod vores observationspost i Dannenberg, der går under navnet ‘Das Weiße Haus’.

Den første beholder med atomaffald løftes ud af togvognen og over i lastbilen. Planen er, at affaldet skal transporteres det sidste stykke vej til Gorleben, hvor depotet er. Greenpeace / Sune Scheller

Herfra kunne vi holde et vågent øje med den planlagte omlæsning af affaldet, og samtidig havde vi inviteret medier til at gøre os selskab.

Efter mange timer kom tilladelsen endelig ned gennem systemet, og vi fik lov til at besøge damen ved Dahlenburg, der potentielt havde fået 11 gange Tjernobyl som nabo. Tilladelsen kom dog samtidig med, at sporet igen var blevet meldt køreklart, og vores folk med instrumenter var først hos kvinden, da toget var kørt. På trods heraf blev der fortaget målinger i kvindens have, og målingerne viste tydeligt spor fra Castors nærvær.

Toget ankom til Dannenberg 8.24 i morges. Omlæsningen af de 11 togvogne kunne således begynde. En langsommelig affære. Ca. én time per omlæsning, og der gik nogle timer inden, de gik i gang. Omlæsningen er dermed ved at nå sin ende, men de får ikke lov at køre med lastbilerne lige foreløbig.

Greenpeace-blokade
Greenpeace har blokeret udgangen fra omlæsningsområdet med en lastbil, hvor aktivister har lænket sig fast. Hvordan slap vi ind bag politiets linjer? Vi forklædte lastbilen som ølvogn! Det minder mig om en Olsenbanden film, Olsenbanden går amok, hvor Benny og Keld samt en mindre beruset dynamit-Harry kører af sted med en dybfrosen Egon i en ølvogn, og politimanden ved vejspærringen siger: ”Man standser da ikke en ølvogn…”

Greenpeace / Daniel Mueller

Atomkraft? Nein Danke!

Kontroversielle politiske beslutninger, der mest af alt ligner taktslag efter atomlobbyens dirigentstok, har med al beklagelighed givet atomkraft fornyet liv i Tyskland. Derfor var der i dag arrangeret enorme folkelige protester mod mod atomkraft og de risikable transporter af atomaffald og jeg er en af de 40 – 50.000 der er taget til den lille by Dannenberg, Tyskland.

Tyske medier har erklæret demonstrationen, for regionens største mod atomkraft siden den folkelige kamp begyndte i forrige århundrede. Med musik, taler, optog, teater var der trods det alvorlige emne en fantastisk stemning i efterårets solstråler. Én af talerne var generalsekretær i Greenpeace International, Kumi Naidoo, der på en god blanding af tysk og engelsk kunne fortælle kansler Angela Merkel, at atomkraft er både uklogt og amoralsk.

Generalsekretær i Greenpeace International, Kumi Naidoo, taler til de mange demonstranter, der er mødt op for at demonstrere mod toget med atomaffald, "Castor". Greenpeace / Gordon Welters

Den store demonstration kommer i forbindelse med en omstridt transport af atomaffald fra Frankrig til Gorleben, Tyskland. Her er det planen, at affaldet skal opbevares de næste 1.000.000 år. Det kan man kalde fast arbejde til vagtholdet. Det er imidlertid ikke muligt at garantere, at affaldet kan forblive isoleret i så mange år – fx fra grundvandet.

Greenpeace har ikke kun været til stede ved den store demonstration. Både i Frankrig og i Strasbourg har der været protester mod det højrisikable affald, eller som Kumi Naidoo kaldte det – ”Tjernobyl på skinner”.

Termisk billede af toget med atomaffald - "Castor" - inden det forlod Frankrig med kurs mod Dannenberg, Tyskland.

Her til aften indtraf der desværre en tragisk hændelse, da en politimand skød sig selv, mens han var på tjeneste foran det udpegede aflæsningssted for affaldet – ganske tæt på vores lejr. Stemningen er selvsagt meget trykket og tankerne går til de efterladte.