Sandhedens time for klimatopmødet

Endelig kunne vi få at vide, hvad statsministeriet selv synes om klimatopmødet, som hele resten af verden ikke har tøvet med at kalde en fiasko. Jeg søgte aktindsigt i Statsministeriets evaluering for en uge siden, men kan nu sammen med resten af Danmark se dele af det i Politiken. Og det ser ud til, at statsministeriet heller ikke selv er for stolte.

Og det har de heller ikke grund til at være, eftersom de seriøse problemer og misforståelser, som opstod bag det danske formandskabs facader, var en vigtig grund til, at klimatopmødet kørte af sporet. Det er jo helt ude i hampen, når statsministeren indtil nu har fastholdt, at Danmark ikke kunne have gjort det bedre. Statsministeren valgte helt bevidst at ignorere advarslerne fra FN-eksperter, miljøorganisationer og selv fra klimaministeriet om, at topmødet ville gå galt, hvis han som formand for mødet forsøgte at alliere sig med USA og køre de svageste ulande over. Men det var præcis, hvad han valgte at gøre, og prisen blev høj. For Danmark betød strategien bl.a., at Danmarks internationale rygte fik en slem ridse i lakken, som det vil tage år at slippe af med.

Men endnu værre var det for de mest sårbare lande så som de små østater, der i øjeblikket er ved at forsvinde i havet, eller de afrikanske lande, som i forvejen har meget omfattende fattigdomsproblemer at slås med, betød statsministerens strategi, at de måtte kæmpe med næb og kløer for ikke at blive kørt over af de store forurenere, som hellere ville vedtage en uforpligtende hensigtserklæring end en rigtig juridisk bindende klimaaftale. Flere af disse sårbare lande oplevede bl.a. at blive truet af donorlande med, at deres ulandsbistand ville blive fjernet, hvis ikke de makkede ret.

Og sidst men ikke mindst vil de komplikationer og manglende fremskridt, som København resulterede i, jo få stor negativ betydning for verden som helhed, da det i sidste ende betyder, at vi må vente længere på at få en juridisk bindende klimaaftale og dermed få kontrol over klimaproblemet.

Situationen bliver ikke bedre af, at statsministeriet stadig bliver ved med at presse på for, at Copenhagen Accord skal få større anerkendelse. Copenhagen Accord blev afvist allerede under Københavnertopmødet, og jo længere tid man bruger på den samme diskussion, desto sværere bliver det at få fart på forhandlingerne om en rigtig juridisk bindende FN-aftale. I stedet for at fokusere på at sminke fiaskoen, bør statsministeren fokusere på, at gøre hvad han kan for at hjælpe klimaforhandlingerne videre. Danmark er stadig formand for klimaforhandlingerne, og det er vi helt frem til COP16 i Mexico i november. Det forpligter!

COP 15…og hvad så nu?

Efter et så hektisk og kaotisk klimatopmøde, som det vi havde i København, er det let at miste overblikket. Så lad os lige tage en statusopgørelse:

Målsætninger for reduktion af drivhusgasser:
De store spillere rokkede sig ikke ud af flækken i København. EU nægtede at øge sit reduktionsmål fra 20 % til 30 % i 2020 (i forhold til 1990), USA holdt fast i sine 3 %, og selv de store ulande, som ellers har taget væsentlige skridt fremad i de seneste to år, valgte at fastholde deres positioner under klimatopmødet. Da der den 31. januar var deadline for at indsende målsætninger som led i den kontroversielle politiske hensigtserklæring kaldet ”Copenhagen Accord”, valgte de store spillere, på nær Canada, at indsende de samme mål, som de havde lagt på bordet før COP 15. Canada valgte at indsende et mål, der var væsentligt svagere end det, de tidligere havde annonceret. Så der røg det politiske løfte om umiddelbar handling efter klimatopmødet.

Penge på bordet?
Fik vi heller ikke. Vi fik nogle vagt formulerede målsætninger for finansiering, men det er meget uklart, hvem der skal levere hvad, og allerede nu har den engelske regering indrømmet, at den har tænkt sig at genbruge pengebeløb, som oven i købet stammer fra ulandsbistanden, til at opfylde målsætningen. Det er ellers direkte i strid med de politiske løfter, der er afgivet i København.

Juridisk bindende aftale?
Fik vi absolut ikke. Derimod fik vi endnu engang bevist, at tynde politiske aftaler ikke dur til andet end at tørre kaffe op med. Den svage politiske hensigtserklæring, Copenhagen Accord, som blev skrevet i de sene nattetimer i København, har absolut ikke formået at rykke forhandlingerne fremad. Og imens regeringerne stadig sidder og diskuterer, hvad man dog skal gøre med det mærkelige dokument, som oven i købet er stærkt tvetydigt og kan fortolkes på et utal af forskellige måder, går tiden. Tid, som ellers skulle bruges på at få sat gang i FN-forhandlingerne, så vi i det mindste kan få en juridisk bindende aftale på plads til næste klimatopmøde i Mexico i november.

Status: Hede tider på vej
Sammenlagt vil de målsætninger, der nu ligger på bordet, give os en temperaturstigning på over tre grader. Det lyder måske ikke så farligt, men som det fremgår af et nyt notat fra Greenpeace, vil dette medføre en naturkatastrofe så stor, at vi nærmest ikke kan forestille os det. Millioner af mennesker vil miste fødevarer og rent drikkevand, og afsmeltningen af den grønlandske indlandsis vil på sigt medføre både havvandsstigninger og medvirke til at øge opvarmningen af planeten endnu mere.

Vejen fremad
Men ikke alt står i stampe. De fire store ulande, Kina, Indien, Brasilien og Sydafrika holdt møde i slutningen af januar, og her udtrykte de deres fulde opbakning til FN-forhandlingerne. For nylig har Kina desuden tilføjet, at man absolut ikke er lukket for, at en aftale kan blive juridisk bindende, hvilket mange ellers tidligere har troet, at de var.
Men hvis FN-toget skal køre videre, er den danske regering nødt til komme på banen igen, for det er nemlig Danmark, der er formand for forhandlingerne. Sådan er det i FN. Når man siger ja til at holde en COP, siger man også ja til at være COP-formand hele det efterfølgende år, og derfor er det op til Danmark at få sat FN forhandlingerne godt i gang igen. Der er ingen tid til afspadsering.

Desuden er vi nødt til at få hævet ambitionsniveauet hos de store spillere. Det gælder ikke mindst i EU, hvor Danmark mærkeligt nok i øjeblikket ikke er blandt de lande, som sparker på for at få EU til at hæve sit reduktionsmål fra 20 % til 30 %.
Efter en fejlslagen COP 15 er der nu mere end nogensinde før brug for, at Danmark sætter de nationale særinteresser til side og i stedet kæmper for den sag, der er i vores alles interesse nemlig at få bremset klimakatastrofen, inden det er for sent.