-
Regeringen uden plan eller handling
Udgivet den 23. juni 2010 Ingen kommentarerBragt i Altinget
Regeringen har pålagt Energistyrelsen at udarbejde en såkaldt VE-handlingsplan, der overfor EU-Kommissionen inden 1. juli skal godtgøre, at Danmark i 2020 kan levere en VE-andel på 30 % af det endelige energiforbrug.
Men regeringen har ikke gnisten af en handlingsplan for tiden efter 2012. Den har i de sidste 2½ år pantsat sin handlekraft hos Klimakommissionen, som 28. september vil komme med sine forslag til, hvordan Danmark kan blive uafhængig af fossile brændsler.
Energistyrelsen har derfor kun sin egen energifremskrivning fra april i år at holde sig til. En energifremskrivning, der intet har at gøre med en handlingsplan, men netop kun er en fremskrivning af, hvor markedet med hidtidige beslutninger vil føre Danmark hen i 2020. Og som oven i købet er baseret på usikre markedsmæssige forudsætninger.
Af fremskrivningen fremgår, at Danmark mangler 1,7 % i at nå VE-målet i 2020,
at vi kun når en drivhusgas-reduktion på 9 % i 2020 i forhold til 2005 i den ikke-kvotebelagte sektor, hvor målet er en reduktion på 20 %, og at regeringens meget uambitiøse mål om, at bruttoenergiforbruget i 2020 skal reduceres med 4 % i forhold til 2006 heller ikke nås.
Altså en pinlig afsløring af, at regeringen ikke har en plan, der kan indfri Danmarks klimamål i 2020 med EU’s lave reduktionsmål på 20 % i forhold til 1990.
Endnu mere skræmmende er det, at regeringen ikke har planer for, hvordan Danmark skal kunne opfylde de mål, som vil blive konsekvensen, hvis EU hæver sit reduktionsmål fra 20 til 30 % i.f.t. 1990 – og til 40 % som del af en global klimaaftale.
Det er et forpligtelsesniveau, som Danmark og andre i-lande skal op på, hvis stigningen i den globale middeltemperatur skal kunne holdes under 2 grader – et mål, som der er bred international enighed om. Det er måske forklaringen på, at den danske regering ikke aktivt arbejder for, at EU nu hæver sit reduktionsmål.
Regeringens årelange totale svigt på dette område er en af årsagerne til, at Greenpeace i samarbejde med Klaus Illum (ECO Consult) har udarbejdet energiscenarier for det danske energisystem, som indfrier de nødvendige, ambitiøse krav til energi-effektivisering, udfasning af de fossile brændsler, CO2-reduktion og VE-udbygning.
Et opdateret energiscenarie viser, hvordan Danmark kan reducere CO2-udslippet fra energisektoren med 46 % i 2020 og med 73 % i 2030 i.f.t.1990. Og her bliver VE-andelen 34 % i 2020 og 52 % i 2030.
En plan for, hvordan man når de CO2-mål i 2020, som EU og Danmark som minimum skal forpligte sig til, ville således overopfylde målet for VE-andelen i 2020.
Men regeringen afslører deres planløshed ved kun at kunne fremsende en business as usual fremskrivning med nogle forslag til lidt ekstra fra 2015 for at sandsynliggøre, at man kan opfylde et uambitiøst VE-mål i 2020.
-
Bevar Avedøre 2 kul-frit
Udgivet den 23. juni 2010 Ingen kommentarerBragt i Altinget 20. maj 2010
Det er af både klima-, energi- og miljømæssige grunde forkasteligt, at regeringen har tilladt, at DONG Energy om nogle måneder kan starte ombygningen af Avedøreværket, så det i dag kul-fri Avedøre 2 fyres med kul. En ombygning, der i værste fald kan føre til et kulforbrug på Avedøreværket, der er 2,8 gange større end i dag.
Allerede for et år siden gav Energistyrelsen den energimæssige tilladelse til at fyre med kul på Avedøre 2, men stillede dog krav om, at DONG Energy i så fald skulle anvende 7,1 PJ mere biomasse enten på Avedøreværket eller på et andet kraftværk.
DONG Energy er nu i gang med at undersøge muligheden for at omstille det naturgasfyrede Skærbækværk til biomasse. Opfyldes biomasse-kravet dèr, så giver det DONG Energy lov til at fyre med kul på både blok 1 og blok 2 på Avedøreværket.
DONG’s reelle mål med at overtale regeringen hertil er, at de ønsker altid at kunne vælge det brændsel (kul, naturgas eller biomasse), der er billigst. Og det vil desværre i de allerfleste tilfælde sige kul, fordi de eksterne samfundsomkostninger ved at bryde, transportere og anvende kul kun i begrænset omfang er internaliseret på markedet.
Med brug af billigere kul, håber DONG Energy også at kunne øge produktionen på Avedøreværket.
I forhold til i dag, hvor kun blok 1 er kulfyret, vil kulfyring på begge blokke betyde, at kulforbruget på det samlede Avedøreværk bliver dobbelt så stort ved ”normal drift” og 2,8 gange så stort ved ”maksimal drift”.
Men kulforbruget skal ikke øges. Det skal nedbringes med 60 % i 2020, hvis Danmark på hjemmebane skal nedbringe udledningen af drivhusgasser med de mindst 40 % i 2020 i forhold til 1990, som er vores nødvendige bidrag for at holde stigningen i den globale middeltemperatur under 2 grader i.f.t. før-industriel tid.
Brændselsomlægningen undergraver regeringens egen vision om at gøre Danmark uafhængig af fossile brændsler. Og ikke mindst oppositionens mål om 100 % vedvarende energi i el- og fjernvarmeproduktionen i 2035.
Miljøministeriet via Miljøcenter Roskilde har nu sendt VVM-redegørelsen for DONG Energy’s ønskede brændselsomlægning på Avedøreværket til en sidste 8 ugers høring i Hvidovre Kommune. Men miljøministeriet prioriterer tydeligvis DONG Energy’s interesser langt højere end hensynet til miljøet.
Danmark er eksempelvis forpligtet til at sikre, at der ikke sker en forringelse af status i det Natura 2000 område – ”Vestamager og havet syd for” – som ligger umiddelbart øst for Avedøreværket, og hvor den største trussel for de marine naturtyper bl.a. er et relativt højt indhold af tungmetaller i sedimentet.
Det er mere end svært at se, hvordan sikring mod forringelse af status kan varetages, når VVM-redegørelsen viser, at udledningen af 11 tungmetaller øges markant med et sådant øget kulforbrug. Med kulafbrænding på begge blokke vil udledningen af kviksølv øges med en faktor 2 til 3. Og kviksølv-koncentrationen i vand vil indenfor 1 km fra Avedøreværket overskride miljøkvalitetskravet med næsten 20 %!
Derfor en kraftig opfordring til miljøminister, Karen Ellemann om at gribe ind nu, inden toget er kørt. Til Hvidovre Kommune, om at fortsætte deres kritik af projektet. Og til oppositionen om overfor DONG Energy nu at signalere, at kul på Avedøreværket ikke er en del af den energifremtid, som de ønsker.
DONG Energy har på flere måder læst skriften på væggen det sidste år og har rosværdigt droppet planer om at bygge 4 store kulkraftværker i Tyskland og UK. Derfor også en kraftig opfordring til DONG Energy om at skrinlægge den planlagte ombygning af verdens eneste kul-fri multibrændsel-kraftvarmeværk til kul.
En sådan beslutning ville ikke alene forstærke DONG Energy’s troværdighed, men ville også bidrage til den nødvendige omstilling af vores energisystem væk fra kul.
-
Oppositionens klimaplan er ambitiøs, visionær og realistisk
Udgivet den 4. maj 2010 Ingen kommentarerDet er ekstremt positivt, at en samlet opposition fremlægger ambitiøse og visionære mål for Danmarks klima- og energipolitik. En el- og varmeproduktion helt fri for olie, kul og gas i 2035 og et Danmark baseret 100% på vedvarende energi i 2050 kan bringe Danmark tilbage i den førerposition, regeringen saboterede, da den kom til magten i 2001. Det er til gavn for både miljøet, naturen og for det danske erhvervsliv.
Planen kommer på et tidspunkt, hvor den danske regering sidder på hænderne og har pantsat sin handlekraft i en klimakommission, hvis anbefalinger vi ikke engang kan være sikre på, at regeringen vil lytte til, når de udkommer i september.
Vi glæder os til at drøfte med oppositionen, hvordan detaljerne kan udfyldes og planen føres ud i livet. Både Greenpeace, Ingeniørforeningen og Teknologirådet har lavet energiscenarier og de viser samstemmende, at oppositionens plan bestemt er realistisk og også en rigtig god idé. Greenpeace offentliggør snart et nyt energiscenarie for Danmark frem mod 2030 og det flugter fint med oppositionens plan.
-
Samfund forurenes af uran
Udgivet den 8. april 2010 Ingen kommentarerVi hører tit argumentet, at atomkraft er nødvendig for at redde klimaet. Det er noget sludder. Atomkraft er dyr, farlig og unødvendig. Vi og andre har udarbejdet energiscenarier, der klart viser, at klimamålene kan nås uden ny atomkraft gennem hurtig udfasning af de eksisterende atomkraftværker og massiv satsning på energieffektivisering og udbygning med vedvarende energi.
En af atomkraftens mange negative sider er udvinding af uran – det radioaktive grundstof, der bruges som brændsel i atomkraftreaktorerne. Ved uranminedriften spredes radioaktive partikler og radon fra støv, sten og grus. Så for minearbejderne og de mennesker, der bor i nærheden af mineområderne, er konsekvenser alvorlige og helt uacceptable.
I november 2009 tog Greenpeace til de to minelandsbyer i Niger, Arlit og Akokan. Firmaet, der ejer de to miner, franske Areva, hævder, at de har løst problemet i Niger, og at al stråling er væk. Men, som Politiken kunne fortælle i dag, så er det langt fra sandheden. I Arlit og Arkokan, hvor der sammenlagt bor ca. 80.000 mennesker, er den radioaktive stråling nogle steder 500 gange højere end den normale baggrundsstråling. Vores undersøgelser i de to byer viser, at hvis man befinder sig i området i en time, får man mere end den maksimalt tilladte årlige dosis af radioaktiv stråling.
Greenpeace kræver, at begge byer undersøges grundigt igen af en ansvarlig og af Areva uafhængig instans og at de radioaktivt forurenede områder nu renses ordentligt op.
Det er tankevækkende, at det er samme Areva, der har ansvaret for opførelsen af Finlands femte atomkraftreaktor, Olkiluoto 3 – et projekt præget af en række sikkerhedsproblemer. Reaktoren er allerede nu 3 år forsinket og prisen er foreløbigt sprængt budgettet – fra 22 til 39 mia. kr. De penge, der er blevet brugt til opførelsen af reaktoren var meget bedre investeret i elbesparelser og udbygning af den vedvarende energi. Det er en lektion, som også den svenske regering burde lære af og droppe dens planer om yderligere investeringer i svensk atomkraft.
-
CEPOS købt af olielobbyen
Udgivet den 19. marts 2010 1 kommentarDet er jo ikke rigtigt en overraskelse, at der var kulsorte penge bag
CEPOS’ fejlbefængte rapport om dansk vindkraft, som blev
brugt til at lobbyere USA tyndt som et modtræk mod Barack Obamas klimapolitik.
Men at det bare er, hvad vi kan forvente fra både kul- og olielobbyen og fra CEPOS, gør det ikke
mere i orden.Vindmølleindustrien beder om en forklaring og Mette Gjerskov fra Socialdemokraterne mener, at CEPOS’ arbejde tenderer landsskadelig virksomhed. Jeg mener, at CEPOS burde trække rapporten tilbage. Simpelthen tage de 14 energieksperter og universitetsforskeres ord til sig og indrømme, at det var en smutter, der blev brugt at de helt forkerte mennesker.
CEPOS er en magtfuld og indflydelsesrig meningsdanner i Danmark, hvilket blandt andet kan ses ved, at statsministeren rekrutterer ministre fra dens bestyrelse. Jeg håber inderligt, at den her sag åbner regeringens og mediernes øjne for, hvor utroværdig CEPOS kan være.
-
Fej for egen dør, Løkke
Udgivet den 11. august 2009 Ingen kommentarerI Berlingske Tidende 9. juli er statsminister Lars Løkke Rasmussen bl.a. citeret for følgende:
”Det er helt legitimt, at disse landes (Kinas og Indiens) ledere vil skaffe velstand til deres store befolkninger. Men vi ønsker blot, at de vælger en vej, så de springer den periode over, hvor vi i de rige lande svinede og glemte at passe på Moder Jord”.Statsministeren får det til at lyde som om, ”vi i de rige lande” skulle være holdt op med at svine og nu husker at passe på vores Jord. Han synes at have fortrængt, at Danmark bruger beskidte og stærkt CO2-udledende kul til halvdelen af elproduktionen, at vi er nummer 15 på verdensranglisten m.h.t. kulforbrug pr. indbygger og verdens femtestørste kul-importør pr. indbygger.
Dertil kommer, at Danmarks rolle som et af verdens største kulsvin fortsætter, hvis det står til statsministeren og hans regering.
Lars Løkke Rasmussen havde som finansminister og hovedaktør i statsejede DONG Energy A/S en meget central rolle, da regeringen – efter kraftig pres fra DONG Energy – med det smallest mulige folketingsflertal sidste år vedtog en lov, der gør det muligt for DONG Energy at omstille Danmarks to eneste centrale kul-fri kraftværker til kulfyring (Avedøre 2 og Skærbækværket).
Og han havde også en hovedrolle, da regeringen accepterede og offentligt forsvarede DONG Energy’s planer om at bygge store kulfyrede kraftværker i Tyskland (Greifswald og Emden) og Skotland (Hunterston).
Denne kulsorte aktuelle klimapolitik på hjemmebanen bidrager ikke til troværdigheden, når Lars Løkke Rasmussen forsøger at overbevise verdens fattige lande om, at de undgå de rige landes fejl med at skabe udvikling på basis af klimaskadelige brændsler som især kul.


